Posted by: JanChris | 06/06/2014

Erling Andersen løj over for ombudsmanden. Nu skal han undersøge Løkkes skattesag og kan igen afgøre et Folketingsvalg.

Ifølge udtalelser fra tre af de absolutte hovedpersoner i den såkaldte skattesag klarer tidligere departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft, tidligere skatteminister, Troels Lund Poulsen, og hans daværende personlige rådgiver, Peter Arnfeldt, i Skattesagskommissionens optik frisag, når det drejer sig om de alvorlige anklager vedrørende magtmisbrug/magtfordrejning og lækage af fortrolige/personlige oplysninger til medierne. Det fremgår af de foreløbige redegørelser, der er sendt til de pågældende. Redegørelserne indeholder dog, i hvert fald i Lofts tilfælde, kritik af, at han gik for tæt på sagsbehandlingen af Stephen Kinnocks skattesag, ligesom Lund Poulsens oprindelige forklaring om, at han ikke interesserede sig specielt meget for skattesagen, ikke anses for at være troværdig. Under alle omstændigheder ændrer det dog ikke ved, at Skattesagskommissionen ikke mener, der er grundlag for at indlede disciplinær- eller straffesager mod de ovennævnte personer.

Til gengæld skriver både Ekstra Bladet og Politiken i dag, at den daværende direktør i Skat København, Erling Andersen, der i sin tid både var manden, der traf afgørelsen om, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark, og foranledigede nedsættelsen af Skattesagskommissionen, der foreløbig har kostet skatteyderne 23 mio. kr., ikke går fri. Kommissionen mener nemlig, at han – og i øvrigt muligvis også for sit vedkommende Peter Loft – løj i en redegørelse til ombudsmanden i januar 2011, da han skrev, at det var naturligt og hensigtsmæssigt at afholde fem møder med ledende embedsmænd i Skatteministeriet, og at sagens materielle indhold og udfald ikke har været til drøftelse ved møderne. 

På daværende tidspunkt var den borgerlige regering som bekendt stadig ved magten, men da Erling Andersen i slutningen af 2011 lavede en ny redegørelse om forløbet til den daværende skatteminister i den nye SRSF-regering, Thor Möger Pedersen, var beskrivelsen af forløbet pludselig en helt anden. Bl.a. skrev han, at der skete følgende på et møde den 20. september 2010, tre dage efter Kinnock klarede frisag: Steffen Normann Hansen oplyser, at skatteministeren har prøvet at få Skat Københavns afgørelse omgjort. 

Hvilke konsekvenser Erling Andersens usandheder får for hans karriere inden for Skat, må fremtiden vise, men man kan i hvert fald konstatere, at mens andre hovedpersoner i skattesagen mistede deres arbejde, blev degraderet, suspenderet, eller sendt på tidlig pension, er Andersen steget i graderne.

For ca. et halvt år siden var jeg i øvrigt ved at skrive en meget lang artikel om Erling Andersen, der først og fremmest skulle udstille hans himmelråbende partiskhed og inhabilitet i skattesagen. Desværre blev jeg aldrig færdig med den, men nedenfor kan man læse det, jeg trods alt nåede at skrive. Når Skattesagskommissionen kan udsende en foreløbig redegørelse, kan jeg også…

Inden da vil jeg imidlertid lige gøre opmærksom på, at det – og man skulle tro, det var løgn – er ingen anden end den gode Erling Andersen, der nu skal beslutte, om der skal rejses en skattesag mod Lars Løkke i forbindelse med Venstres indkøb af tøj til ham i 2010 og 2011. Ligesom det, efter hans eget udsagn, var tilfældet med Helle Thorning-Schmidt i sin tid – se nedenfor i artiklen om ham – kan Andersens afgørelse også denne gang blive udslagsgivende for, hvem der bliver statsminister efter næste valg.

Artikel om Erling Andersen fra december 2013:

Skattesagskommissionen blev som bekendt nedsat på initiativ af den nuværende regering for at undersøge, om der blev udøvet magtmisbrug under behandlingen af Stephen Kinnocks skattesag i 2010. Kommissionen skal også forsøge at finde ud af, hvem der lækkede ægteparret Kinnock-Thorning-Schmidts personlige skatteoplysninger til medierne. Derimod skal den ikke beskæftige sig med spørgsmålet om, hvorvidt den afgørelse, der fastslog, at Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark, var korrekt, om den blev truffet på et så oplyst grundlag som overhovedet muligt, og om de medarbejdere i Skat, der traf den, var helt igennem uvildige. Som jeg vil dokumentere i det nedenstående, synes der ellers at være et endog særdeles stærkt grundlag for også at beskæftige sig med disse forhold.

Set over ét forekommer de danske medier at være helt enige i de prioriteringer, til- og fravalg, der ligger til grund for Skattesagskommissionens arbejde. Således er interessen for historier, der på den ene eller anden måde forbinder Troels Lund Poulsen, hans parti og ultimativt Lars Løkke Rasmussen med enhver form for magtmisbrug, enormt stor. Det dokumenterede dækningen af sagen om det såkaldt anonyme brev hinsides enhver tvivl. I flere dage ryddede det mediedagsordenen i Danmark, men man må nøgternt konstatere, at det ændrede sig brat, da brevets indhold blev offentliggjort i Berlingske. Virkeligheden viste sig ikke helt at stå mål med fantasien, og Skattesagskommissionen og resten af den danske befolkning venter i skrivende stund stadig på, at den anonyme brevskriver træder frem i offentligheden og dokumenterer sine beskyldninger om magtmisbrug mod især partiet Venstre.

Selvom de danske mediers interessefelt i skattesagen – med B.T. og til dels Berlingske og Jyllands-Posten som hæderlige undtagelser – altså synes at være sammenfaldende med de områder, Skattesagskommissionen er sat til at undersøge, taler meget for, at der var mindst lige så meget at komme efter, hvis man i stedet kastede et kritisk lys på omstændighederne vedrørende Skat Københavns afgørelse om, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark i almindelighed og direktør Erling Andersens ageren i den forbindelse i særdeleshed.

Allerførst er det vigtigt at gøre sig klart, at betydningen af Skats afgørelse næppe kunne overvurderes, eller for at bruge Erling Andersens egne ord: (…) Skat kommer til at bestemme, hvem der bliver den næste statsminister. I sommeren 2010, da B.T. begyndte at skrive om Kinnock og Thorning-Schmidts skatteforhold, førte oppositionspartierne under ledelse af den socialdemokratiske statsministerkandidat meget klart over det borgerlige flertal i meningsmålingerne, og kun politisk force majeure af den ene eller anden art så ud til at kunne forhindre den forventede valgsejr, men netop det var der i dén grad tale om, hvis Skat havde afgjort, at ægtefællen til en statsministerkandidat, der advokerede for, at alle danskere – og særligt de mest velstillede – skulle betale mere i skat, ikke selv havde bidraget det til statskassen, han var forpligtiget til. Hvis det havde været tilfældet, kunne Thorning næppe blive siddende. Der var selvfølgelig nogle nuanceforskelle, alt efter hvordan en afgørelse om, at Kinnock var skattepligtig i Danmark, konkret ville falde ud, men grundlæggende var der bred konsensus i den politiske verden, herunder hos kommentatorer som Helle Ib, Henrik Qvortrup og Michael Kristiansen, om, at Thorning-Schmidt i bedste fald ville være alvorlig svækket i sin kamp for at overtage regeringsmagten og i værste fald ville være nødt til at forlade sin post med omgående virkning.

Erling Andersen har, efter eget udsagn, en fortid som aktiv i Socialdemokratisk Ungdom og senere som byrådskandidat for partiet i 1978. Året efter, da han flyttede til Grønland, dropper jeg al kontakt til den socialdemokratiske verden, som han skrev i et notat til B.T. i december 2011.

Hvorom alting er, må man konstatere, at Andersen, der inden sin karriere i Skat også var fagforeningschef i en årrække, under hele skattesagen – både internt og eksternt – har ageret på en måde, der sår alvorlig tvivl om, hvorvidt han de facto lever op til sit eget ideal: Når man er embedsmand, er man upolitisk.

Først og fremmest er det værd at notere sig, at Erling Andersen er hovedårsagen til, at der overhovedet blev nedsat en Skattesagskommission. Efter Politiken i november 2011 kunne afsløre, at han havde holdt fem møder med departementschef i Skat, Peter Loft, om sagen, mens den blev behandlet i Skat København – i øvrigt møder, der fandt sted på Andersens eget initiativ – skrev han en redegørelse til daværende skatteminister, Thor Möger Pedersen, hvori han bl.a. påstod, at Steffen Normann Hansen (produktionsdirektør i Skat) oplyser, at skatteministeren har prøvet at få SKAT Københavns afgørelse omgjort.

I samme redegørelse roste Erling Andersen eksplicit statsministerparret for dets samarbejdsvilje:Jeg skal her generelt bemærke, at Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock, samt deres revisor Revitax/Frode Holm under hele sagsbehandlingen har medvirket konstruktivt – og løbende hurtigt og fyldestgørende har leveret de af Skat København ønskede oplysninger.

Den udlægning stemmer meget lidt overens med de faktiske forhold, der senere er kommet frem i offentligheden: Først og fremmest nægtede ægteparret på trods af flere indtrængende opfordringer at møde personligt op hos Skat København for at redegøre for de ægteskabelige forhold. Det var i den forbindelse, Frode Holm tyede til forklaringen om, at det skyldtes, Kinnock var bi-/homoseksuel. Dermed traf Erling Andersen afgørelsen i sagen uden på noget tidspunkt at have mødt hverken sagens hovedperson eller hans hustru.

Man kan også diskutere, hvor hjælpsomt det var for Skat, at Helle Thorning-Schmidt den 24. juni 2010 udtalte til flere medier, at hun var i kontakt med Skat, selvom det dokumenterbart ikke var tilfældet.

En uge senere talte Thorning-Schmidt igen usandt ved at sige én ting til offentligheden og det diametralt modsatte til Skat. Udadtil lovede hun, at Kinnock med tilbagevirkende kraft fra 2009 og fremover ville betale skat i Danmark, også selvom han ikke måtte være forpligtiget til det. Løftet blev fremsat på en måde, så det ikke kunne misforståes: Uanset, om han (Stephen Kinnock) er skattepligtig i Danmark, så agter vi at betale skat i Danmark. (…) Den 29. juni fortalte hun i Berlingske, hvordan det helt konkret skulle foregå: For det første vil vi i morgen (d. 30. juni 2010) aflevere en selvangivelse for Stephen for 2009, det vil sige, at han betaler skat for 2009. For det andet vil vi også fremadrettet, det vil sige både i 2010 og i de år, der kommer efter, betale skat i Danmark. For 2009 var der tale om, at ægteparret ville betale 250.000 kr. til Skat.

Indadtil, over for Skat, argumenterede Frode Holm imidlertid kun en uge senere på vegne af parret for, at Kinnock var hjemmehørende i Schweiz, og at han dermed kun skulle betale skat i alpelandet og altså ikke i Danmark.

Efter Skats afgørelse om, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark i 2007, 2008 og 2009 var faldet, var Thorning-Schmidt pludselig helt på linje med sin skatterådgiver. Over for B.T.TV afviste hun således, at Kinnock fremover ville lægge en del af sin indtægt i den danske statskasse: Nej, vi betaler den skat, vi skal. 

Under alle omstændigheder måtte man gå ud fra, at Kinnock efter afgørelsen d. 16. september 2010 ville få de 250.000 kr., han havde indbetalt d. 30. juni, tilbage fra Skat, men sådan forholdt det sig heller ikke. Således kunne TV-Avisen d. 18. september citere Thorning-Schmidt for, at der er intet mellemværende mellem os og Skat. Det var en mystisk udmelding, for aftenen før havde hun selv siddet i TV-Avisens studie uden at reagere, da DR sagde, Skat ville tilbagebetale de 250.000 kr. til hendes mand.

Over for en anden offentlig myndighed, Justitsministeriet, havde Thorning-Schmidt i oktober 2009 umisforståeligt bedyret, at hendes mand var i Danmark Hver weekend fra fredag til mandag hele året rundt. Det viste sig som bekendt ikke at være rigtigt og blev senere rettet til: Han har altid opholdt sig størstedelen af årets weekender i Danmark.

Næsten ti år tidligere havde parret allerede været i konflikt med myndighederne i forbindelse med Thorning-Schmidts valg til Europarlamentet i oktober 1999. Fra februar 2000 til april 2003 overtrådte hun således CPR-loven, da hun nægtede at sælge eller udleje sin helårsbolig (lejlighed) i Danmark, mens hun boede i Bruxelles. I februar 2003 tvangsregistrerede Københavns Kommune hende som udrejst af Danmark med tilbagevirkende kraft fra oktober 1999, men i april samme år lykkedes det Thorning-Schmidt at indhente en ekstraordinær 14 måneder-lang dispensation frem til juli 2004 fra den daværende bygge- og teknikborgmester i København, Søren Pind.

Endnu mere bemærkelsesværdigt og relevant i denne sammenhæng er det, at Thorning-Schmidt i seks år, fra 2000- 2006, modtog Kinnocks personfradrag, et beløb på ca. 40.000 kr. årligt, uberettiget, selvom han slet ikke var skattepligtig i Danmark. Parret gjorde i 2007 og 2008 Skat opmærksom på fejlen, men først i 2009 blev den rettet med tilbagevirkende kraft, dog altså kun for tre år, da de øvrige år faldt under forældelsesfristen.

På ovenstående baggrund virker det umiddelbart noget mærkværdigt, at Thorning-Schmidt og Kinnock ikke alene blev rost for deres gode samarbejdsvilje, men at Kinnock også helt fra begyndelsen af sagsbehandlingsforløbet hos Skat blev placeret i kategorien medspiller, hvilket i praksis betyder, at man ikke indhenter lige så mange oplysninger om en person eller kontrollerer vedkommende lige så grundigt, som hvis han eller hun regnes for en modspiller. I Kinnocks tilfælde betød det konkret, at Skat bl.a. valgte ikke at beslaglægge hans computer, eller at tjekke hans telefonregninger. Ifølge skattedirektør, Lisbeth Rasmussen, var det ikke nødvendigt, selvom hun bekræftede, at Skat nogle gange benytter sig af de fremgangsmåder: (…) Ja, det gør man i visse sager. Jeg kan slet ikke se sammenhængen med denne sag.

På samme måde arbejdede Skat nærmest fra dag ét ud fra antagelsen om, at Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark. Som tidligere specialkonsulent i Skat København, Søren Hansen, udtalte, da han blev afhørt i Skattesagskommissionen: (…) Vores konklusion var på et meget tidligt tidspunkt, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig. Senere i forløbet, da departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft, i Hansens udlægning havde fortalt Lisbeth Rasmussen, at Kinnock skulle gøres skattepligtig i Danmark, lod Skat København sig således heller ikke rokke det mindste i sit udgangspunkt for sagsbehandlingen: Nej. Vi arbejdede videre på, at Kinnock ikke skulle være skattepligtig til Danmark. 

Mens Erling Andersen udadtil, i medierne, virker som om, han næsten er indbegrebet af ro, saglighed og ordentlighed, tegnede afhøringerne i Skattesagskommissionen et helt andet billede af den stolte embedsmand. De fleste medierepræsentanter var enige om, at han i flere tilfælde klarede sig overordentlig dårligt. Hårdest var kritikken fra den ellers ekstremt Venstre-kritiske Christoffer Guldbrandsen, der i dag er journalistisk chef på DR2. I sit program om Skattesagen på Radio 24/7, Regnskabets Time, betegnede han Andersen som en nybegynder på ski, hvor skiene peger i hver sin retning. (Hør selv ved at klikke her, fra ca. 26 min.) Det kom også frem under afhøringerne, at Andersen ikke var den nøgterne embedsmand, han burde være, men derimod en mand i sine følelsers vold, for hvordan skal man ellers tolke et udsagn som det følgende, refereret af B.T den 13. december 2012: (…) Jeg er meget imod. Jeg synes, at det begynder at ligne chikane. Det er oppositionens leder. Først har ministeriet sagt, at der skal rejses en kontrolsag, og så vil det have, at vi skal sende et brev mere. Jeg er imod det, men accepterer at gøre det (…).

Fortsættelse følger… måske.

P.S: Kildeangivelserne i denne artikel er ikke helt så minutiøse, som det normalt er tilfældet i mine indlæg. Det vil ændre sig, hvis jeg kan overkomme at færdiggøre den.

Reklamer

Responses

  1. Forklaring på at vi endnu ikke har hørt om Erling A, er jo nok at kommissionen er lidt hård ved ham.

    Jeg mener, havde det været noget der kunne udlægges som “frifindelse” så havde vi helt sikkert hørt om det.

    Min prognose er han tager sin afsked i næste uge.

    Mht substansen i sagen om Løkkes underbukser m.v., så har Løkkke i en sag om spørgsmålet, ikke gode, men dog kort på hånden. Horefter han så kan sige: Ja der versere en sag, SKAT og jeg er ikke enige.

    Sagen er selvfølgelig, at hvis en “arbejdsgiver” forlanger, af sagligt anerkendelses værdige grunde, at man går i noget bestemt tøj, så er man ikke skattepligtig. I hvert fald ikke af tøjets værdi, men højst af de stang habitter man har sparet.

    Og holder vi SKATs praksis m.v. ude af ligningen og udelukkende argumentere ud fra Statsskatteloven af 1908 (vidst nok) så kan man sagtens komme frem til nul-skattepligt. Det har i øvrigt tidligere været sådan, at en advokat kunne trække et habit fra pr. procedure i retten.

  2. Jeg tror ikke, kritikken af Erling Andersen får ansættelsesmæssige konsekvenser for ham. Medierne er jo også ligeglade, og vi ved, hvor magtfulde de er.

    M.h.t., hvorvidt Løkke skal betale skat af det tøj, Venstre (og en sponsor) købte til ham, så mener jeg, det er lidt som i Kinnock-sagen: Man kan fortolke den til den ene eller anden side, og i så fald kan de politiske sympatier hos den ansvarlige i Skat komme til at spille en rolle…


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: