På Dagens Q skriver jeg lidt om, at selvom blå blok trods alt stadig ser ud til at være på vej mod en sikker valgsejr, mangler Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ikke desto mindre henholdsvis Morten Messerschmidt og Asger Aamund og de kvaliteter, de hver især repræsenterer. Læs bloggen her.

Posted by: JanChris | 13/03/2015

Slapt, at Thulesen ikke udnytter terror-dagsorden

På min blog på Dagens Q hos metroxpress går jeg lidt i flæsket på Kristian Thulesen Dahl for hans håndtering, eller manglen på samme, af terrordagsordenen i de seneste uger. Læs indlægget her.

Nedenfor følger en længere udgave af bloggen, jeg skrev for Dagens Q hos Metroxpress.

Nicklas Bendtner har i flere år været Danmarks bedste angriber, men han er end ikke i nærheden af at være i verdensklasse. Det illustreres bedst ved det faktum, at han i de seneste 2 ½ sæsoner kun har scoret i alt tre ligamål for sine respektive klubhold. Ikke desto mindre må Bendtner, eftersom han bl.a. i 2009 udbasunerede, at han inden for få år ville være én af verdens bedste angribere og sågar bedre end Zlatan, finde sig i at blive sammenlignet med netop Ibrahimovic og to andre spillere, der med rette er hjemmehørende i den kategori, henholdsvis Cristiano Ronaldo og Lionel Messi – og lad det være sagt med det samme: Bendtner falder igennem i det selskab: Inden for samme ovennævnte periode har Ibrahimovic scoret 67-, Ronaldo 95- og Messi 101 ligamål.

Hvad i himlens navn har denne udflugt ind i fodboldens verden med dansk politik at gøre, vil den forundrede læser forståeligt nok spørge? Den har for det første det med emnet at gøre, at vi i øjeblikket har en regering, hvis mest magtfulde medlemmer, læs Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon, har en selvforståelse, der minder påfaldende meget om Bendtners: Eksemplerne er legio. F.eks. må danskerne igen og igen lægge ører til fortællingen om, at regeringens initiativer er historiske. Sådan var det også, da Thorning præsenterede regeringsgrundlaget og ligeledes, da hun annoncerede, at regeringen ville indlede trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter. De kuldsejlede som bekendt med et brag. Hendes vision for folkeskolen var heller ikke udpræget beskeden, da hun formulerede den i sin Åbningstale i Folketinget i 2012: Mit mål er, at vores børn skal være den dygtigste generation i Danmarkshistorien. Desuden sammenlignede hun i maj 2012 de forestående forhandlinger om en skattereform med Staunings berømte Kanslergadeforlig fra 1933. Få uger forinden havde hun ved EU-Parlamentets og -Kommissionens formandskabskonference i København fundet den allermest svulstige retorik frem for at beskrive en periode, der sjovt nok var sammenfaldende med det danske EU-formandskab: Hvilken international organisation har i menneskehedens historie nogensinde været i stand til at gøre, hvad EU har gjort over de sidste seks måneder? Ingen! Der var også rigeligt med patos i den udmelding, hun kom med ved World Economic Forums årlige møde i schweiziske Davos i januar 2013 om, at Danmark befinder sig i et reformraseri/-vanvid under hendes regering. Finansministeriet måtte i den forbindelse senere indrømme, at det er VK-regeringens reformer, der i altovervejende grad bidrager til den langsigtede holdbarhed i dansk økonomi. Netop det faktum sætter også det følgende citat fra hendes første Nytårstale i 2012 noget i relief: I den kommende tid skal vi tage beslutninger, der kan måle sig med de sværeste i vores historie. Ved det socialdemokratiske sommergruppemøde i august 2012 påstod hun så, at vi er den regering i Europa, der gør mest for at få folk i arbejde og for at understrege, at der skam var noget om snakken, kunne hun et par måneder senere, i oktober 2012, ved præsentationen af den såkaldte Akutpakke 2, der skulle hjælpe udfaldstruede dagpengemodtagere, bekendtgøre, at: Vi har introduceret denne akutpakke, som skaber 12.500 akutjob. Bjarne Corydon stod dengang ikke meget tilbage for sin chef i sit ordvalg og kaldte Akutpakken for en fuld og dækkende løsning på problemet. Der var imidlertid blot tale om, at arbejdsgiverne havde forpligtet sig til at opslå det pågældende antal stillinger, og i november 2014 havde kun 701 dagpengemodtagere fået et job på den måde.

Det er også karakteristisk for de to ledende ministre, at de taler meget i jeg-form: Jeg kan slå Anders Fogh-citatet kender alle politisk interesserede danskere, og mindst lige så bemærkelsesværdigt var det, at statsministeren talte om sig selv intet mindre end 37 gange i sin seneste Nytårstale. Corydon er for sit vedkommende kendt for talrige udtalelser á la den, han kom med i Qvortrups valg på DK4 den 4. januar (fra ca. 45 min.): Vi er på den høje side af 3,5 mia. kr., som jeg (…) har fået klemt ud til at hjælpe den målgruppe. Det ville ikke falde i god jord på hverken klub- eller landshold, hvis Bendtner eller en hvilken som helst anden fodboldspiller tog hele æren for en sejr, og sådanne udtalelser er næppe heller noget, der vækker udpræget begejstring blandt Corydons partifæller på Christiansborg og ministerkollegaer i regeringen.

Stillingen i meningsmålingerne siden valget i 2011: 398-2 til blå blok!

For det andet: Nu skal politik selvsagt ikke reduceres til kun at være et spørgsmål om meningsmålinger, men politikerne er nu engang folkevalgte og dermed afhængige af vælgernes gunst, og netop de ugentlige målinger er – hvad enten man bryder sig om det eller ej – den bedste/mindst dårlige måde at vurdere partiernes og blokkenes aktuelle kamp-/målform på. For den siddende regerings vedkommende skulle man jo umiddelbart tro, at det ville afspejle sig i målingerne, hvis den virkelig var så enestående og fantastisk, som den har givet udtryk for med sin bombastiske retorik, men ak: Meningsmålingerne i Thorning-regeringens tid har været kummerlige. I forbindelse med de i alt 400 målinger, der er lavet siden valgsejren i efteråret 2011, er regeringen næsten på niveau med Bendtner og har haft grund til at juble hele to gange i den anledning. Oppositionen har derimod været størst/haft flertal i de resterende 398 målinger, hvilket svarer til godt 99,5 %. I et land, hvor de to blokke normalt står meget lige, er det helt uhørte tal, og netop på dette punkt må man give regeringen, at den har præsteret noget, der i sandhed kan betegnes som historisk. For at bruge et andet af regeringstoppens yndlingsord, er den vel i den henseende uden konkurrence den mest upopulære i Danmarkshistorien, selvom lignende tal for andre valgperioder, ifølge professor Rune Stubager, ikke er tilgængelige. Var det ikke for Lars Løkkes sager om henholdsvis eksorbitant dyre flybilletter på rejser for miljøorganisationen, GGGI, og Venstres dyre tøjindkøb på hans vegne, havde rød blok ikke haft flertal i én eneste måling siden det seneste valg.

Hvad skyldes så denne konstant manglende opbakning til den siddende regering i vælgerbefolkningen? Ja, skal man tro statsministeren, har den i hvert fald ikke noget med hende, regeringschefen, at gøre, og igen kan man drage en parallel til Nicklas Bendtner. I sin tid i Arsenal fik han på en skala op til 9 karakteren 10 i en såkaldt selvopfattelseskompetence-test foretaget af en fransk psykolog. Med andre ord var Bendtners selvtillid helt uden for kategori. Psykologen begrundede bl.a. karakteren med, at når Bendtner misbruger en chance, er han altid oprigtig overbevist om, at det ikke er hans skyld. På samme måde er Thorning-Schmidt næsten altid af den opfattelse, at det er andres skyld, når noget går galt for regeringen i almindelighed og hende i særdeleshed. F.eks. mener hun i fuld alvor, at løftebrudsdebatten, som alle politiske eksperter og iagttagere uden undtagelse er enige om udgør den altoverskyggende årsag til regeringens ulyksaligheder, er helt forfejlet: Der er ikke nogen løftebrud overhovedet, har hun således bedyret lige fra regeringens tiltræden og frem til i dag (fra ca. 19.45 min.) og begrundet det med, at Socialdemokraterne og SF jo ikke fik 90 mandater ved valget. Det gjorde de to partier ganske rigtigt ikke. De fik 60 tilsammen, 72 med Enhedslisten, og havde dermed også brug for De Radikales 17 mandater og mindst ét grønlandsk/færøsk af slagsen for at kunne danne regering. Det kunne næppe komme som nogen stor overraskelse for statsministeren. S og SF begyndte, ifølge Berlingske Barometers vægtede gennemsnit af alle meningsmålinger, valgkampen med 72 mandater og 80 med Enhedslistens ditto, mens de tre partier, henholdsvis én- og tre måneder før valget, i alt kunne samle 81 og 79 mandater. Dermed stod det længe før valgdagen med en næsten til sikkerhed grænsende sandsynlighed klart for alle og enhver med bare et minimum af politisk indsigt, at S og SF hverken alene eller sammen med Enhedslisten ville kunne mønstre et flertal efter valget.

Ikke desto mindre fraskrev Thorning-Schmidt sig altså efterfølgende ethvert ansvar for de mange brudte valgløfter med en undskyldning, der svarer til, hvis en fodboldtræner efter en kamp forklarer et nederlag med, at han ikke var klar over, man skulle stille med 11 spillere. I øvrigt forekommer det i den sammenhæng lettere komisk, at netop Thorning-Schmidt den 8. oktober 2009 i Folketingssalen havde udtalt sig som følger: (…) Og vi vil gøre det modsatte af regeringen, som sagde ét før valget og gjorde noget andet lige efter valget. Det har vi sådan set lært af, og det vil vi aldrig nogensinde gøre.

Ansvarsfralæggelse har også været devisen, når det drejer sig om den anspændte økonomiske situation, Danmark længe befandt sig i, efter den globale økonomiske krise ramte vores land i 2008/2009. Thorning-Schmidt, hendes finansminister, Bjarne Corydon, og en lang række andre ministre bliver aldrig nogensinde trætte af at fortælle historien om, at VK-regeringen efterlod sig det, der med Corydons ord var et vakkelvornt håndværkertilbud, hvor budgetterne (i kommunerne), ifølge Thorning, skred år for år. På den baggrund kan alle vist forstå, at det tager sin tid at rette op på dansk økonomi, en opgave hun senest har sammenlignet med at rydde op efter en teenage-fest! Der er bare to problemer med den fortælling: For det første er den decideret forkert. Det har bl.a. tidligere overvismand Torben M. Andersen udtalt, og i en OECD-rapport i januar 2012 blev det konkluderet, at Danmarks økonomi var i rimelig god form, da man gik ind i krisen, og dansk økonomi er stadig i rimelig god formEnd ikke politisk kommentator og direktør i tænketanken, Kraka, Peter Mogensen, der er gammel DSU’er og så sent som i november 2008 var på tale som socialdemokratisk folketingskandidat i Greve, er enig i kritikken: Der var ikke slået noget hul i statskassen. Løkke havde selvfølgelig brugt enorm megen energi på at holde hånden under økonomien i finanskrisen. Vi slap hæderligt fra det(Mogensen & Kristiansen, d. 12.12.14) En anden politisk kommentator, Hans Engell, kan heller ikke genkende den socialdemokratiske udlægning. I Ekstra Bladet den 20. december sidste år skrev han således: (…) Den holder ikke – den med håndværkertilbuddet. Det er politik – og spin.

For det andet: Der var ingen grænser for alle de penge, Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne selv ville bruge i de fede år i 00’erne. Deres sorgløse syn på dansk økonomi blev f.eks. illustreret på bedste vis af hende selv under Afslutningsdebatten i Folketinget den 31. maj 2007: Vi mangler jo ikke penge i den danske skattekasse. Der er bugnende overskud. Hver gang de åbner skuffen i Finansministeriet, finder de et større overskud, så vi mangler ikke penge. Få måneder senere præsenterede Socialdemokraterne så et udspil med 29 Velfærdsrettigheder til danskerne til en pris på mellem 10 og 99 mia. kr., og under valgkampen senere samme år kunne man f.eks. den 4. november på DR1 opleve Thorning, der altså i dag kritiserer VK-regeringen for de gentagne budgetskred i kommunerne, indigneret skose Anders Fogh i mange minutter, fordi han ikke ville lade de selvsamme kommuner, der næsten uden undtagelse overskred budgetterne, bruge endnu flere penge… Måske kunne man sammenligne den socialdemokratiske retorik over for de borgerlige på dette område med et scenario, hvor Bjarne Riis skælder nogle cykelryttere hæder og ære fra, fordi de har brugt doping. Hykleriet ville vist være til at få øje på… Men lakmusprøven på, om Socialdemokraterne kan tillade sig at kritisere VK-regeringens økonomiske politik i 00’erne må være, om de selv kan levere eksempler på toppolitikere fra deres parti, der advokerede for et mindre offentligt forbrug, før finanskrisen ramte Danmark? Jeg venter i spænding.

Socialdemokraternes ansvarsfralæggelse når næsten komiske højder, når de stadig den dag i dag, 3 1/2 år efter den siddende regering tiltrådte, giver Dansk Folkeparti skylden for efterlønsreformen, som de har døbt Thulesen Dahl-reformen. Det siger vist mere om Socialdemokraternes egen inkompetence og manglende gennemslagskraft end om DF og Thulesen Dahl, når det største regeringsparti på fjerde år føler sig nødsaget til at administrere hans politik.

P.S: Ret skal være ret: Både Bendtner og Thorning-Schmidt har scoret nogle mål på den internationale scene de seneste år… Det ændrer dog ikke ved, at det ikke er dér, det bliver afgjort, om de skal have deres kontrakter med henholdsvis VfL Wolfsburg og de danske vælgere fornyet.

I min anden blog på Dagens Q kan man læse om, hvad den siddende regering har tilfælles med Nicklas Bendtner, og hvor meget den er bagud i meningsmålingerne siden det seneste Folketingsvalg i 2011. Læs indlægget her.

Som det næppe er forbigået mine læseres opmærksomhed, er det ikke meget, jeg har skrevet her på bloggen de seneste 2-3 måneder. Det skyldes, at jeg i slutningen af november, på Twitter, blev kontaktet af ingen anden end Henrik Qvortrup, der bad mig om at ringe ham op. Nu er det ingen hemmelighed – det er han også fuldt ud klar over – at jeg har været en rimelig stor kritiker af ham, så i første omgang var jeg bange for, han ville skælde mig ud! Sådan forholdt det sig imidlertid ikke. I stedet sagde han, at selvom han ikke altid var enig med mig, syntes han, jeg var god til at skrive, skarp og kontant. Kunne jeg mon tænke mig at blogge for ham på hans nye politiske portal på metroxpress hjemmeside, Dagens Q, der skulle gå i luften til februar? Det sagde jeg selvfølgelig ja til, og jeg må indrømme, at jeg siden da har puttet lidt med nogle artikler, jeg ellers ville have offentliggjort på Omnial og 180 Grader. Hvorom alting er: I går kunne man så læse mit første indlæg, da Dagens Q havde premiere. Det er jeg selvfølgelig glad for, mens jeg omvendt er lidt skræmt over profilbilledet, men sådan er det – og det er ikke fotografens skyld! Jeg håber, I vil følge mig fremover på Dagens Q. Artiklerne bliver lidt kortere end hidtil, men stilen vil være den samme, så længe det varer. Under alle omstændigheder tak for, at I har fulgt med i mine skriblerier indtil nu.

Posted by: JanChris | 10/12/2014

Hvad bilder Kristian Jensen sig ind?

Alt imens min lille artikel om, at den inkarnerede evigheds-Brøndby-fan, Helle Thorning-Schmidt, i 2003 (og måske også lidt længere frem i tiden) havde et lille intermezzo som fan af ærkerivalerne, FCK, i dén grad kommer til ære og værdighed, 40 dage efter den blev skrevet, ved at være tophistorien på såvel Ekstra Bladets som B.T.’s hjemmeside i adskillige timer og over flere dage og endda har ført til et statsministerielt dementi, forsøger Venstres næstformand, Kristian Jensen, efter bedste evne at fjerne opmærksomheden fra denne epokegørende opdagelse fra min hånd.

Dårligt havde jeg – selvsagt uden at blive nævnt som kilde så meget som ét eneste sted – haft tid til at glæde mig over, at netop dette værk – af alle fra min hånd – nåede så stor udbredelse i det danske medielandskab, før Kristian Jensen – ausgerechnet, som man siger syd for grænsen, denne tørre og lidt kedelige mand – stjæler hele opmærksomheden. Når det er sagt, kan jeg godt forstå ham, for det er glasklart, at der er behov for, at en person fra den absolutte Venstre-top puster yderligere til ilden i diskussionen om Lars Løkkes formandskab. Det er lige, hvad det største oppositionsparti og dets leder har brug for her få måneder før valget, og lige efter den længe ventede og frygtede bog om formanden, skrevet af et par B.T.-journalister, kom på gaden. Vi har behov for at få at vide, at Kristian ikke vil drikke øl med Lars og omvendt, selvom vi måske nok havde en formodning om det i forvejen. Vi higer også efter at få at vide, at Kristian og Troels ikke kan lide hinanden og aldrig har kunnet det; at dette forhold stammer helt tilbage fra deres fælles tid i VU, og at det nåede sit foreløbige, negative højdepunkt, da sidstnævnte blev skatteminister. Frem for alt ville vores liv mangle mening, hvis vi ikke endnu engang havde fået bekræftet, at Kristian Jensen stadig arbejder på at blive Venstre-formand og statsminister en dag.

Kulminationen på dette orgie af glædesfremmende budskaber fra hans mund består imidlertid i indrømmelsen af, at intet af det, han siger og gør, er tilfældigt. Omvendt får den os også til at blive en lille smule eftertænksomme og stille et par kritiske spørgsmål: Kunne det f.eks. tænkes, at du, Kristian, eftersom du havde givet de to interviews, før Løkke-bogen kom på gaden, har spekuleret i, at han igen ville komme helt ud i de politiske tove, og at dine udtalelser måske kunne være det afgørende stød, der sendte ham helt ud af ringen? Eller har du simpelthen, på det mere overordnede plan, tænkt, at du er nødt til at få ham Løkke fjernet fra formandsposten inden valget, for når han først er blevet statsminister, risikerer du, at han kommer til at sidde i så mange år på både den post og som Venstre-formand, at du aldrig nogensinde selv kommer til fadet? Hvis det er den måde, du tænker på, Kristian, er vi måske alligevel ikke så glade for, at du netop nu har valgt at dele dine inderste tanker om Løkke og co. med hele Danmark. På den baggrund må vi måske ligefrem sige – frit efter den italienske fodboldtræner, sprogæstet og retoriske Rastelli, Giovanni Trapattoni – Was erlauben Kristian?

Mediekampagnen, der skal forhindre Venstre og Lars Løkke i at generobre regeringsmagten, er nu officielt skudt i gang med offentliggørelsen af den nye bog om Venstre-formanden. På Twitter diskuterer en række brugere, deriblandt den socialdemokratiske multimillionær, Stine Bosse, hvor man kan læse en gratis udgave i fuld længde. Det første store medie, der kunne afsløre nogle af de angiveligt store nyheder i bogen, var Politiken, selvom værket udgives på Berlingske Media. Ét af æresmedlemmerne i Venstre-fraktionen, Ny Illoyalliance, Britta Schall Holberg, der tillige af meget uforklarlige årsager er blevet tildelt samme hædersbevisning i moderpartiet, siger ligeud i bogen, at Løkke har et alkoholproblem, og at alle i Venstres Folketingsgruppe ved det. Tak til hende for den oplysning. Derudover kan man bl.a. læse, at Løkke har slidt to chauffører op, og at han er festglad og humørsyg. Sig ikke, at de danske medier ikke kan bringe store afsløringer til torvs…

Noget overraskende ser det ud til at være Venstres næstformand, Kristian Jensen, der bliver skadet mest af bogen. Det fremgår nemlig, at han indgik i et koordineret parløb med endnu et, nyere, medlem af Ny Illoyalliance, Jens Rohde, da denne sidst i maj i år krævede Løkkes afgang før det ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde i Odense. Samtidig støttede Jensen udadtil Løkke som den loyale næstformand.

På trods af, at så godt som alle store danske medier, herunder Berlingske og B.T. selvsagt, Politiken, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og DR allerede har fået udleveret bogen op til weekenden, ser kampagnen mod Løkke ikke ud til at få helt det medløb, regeringspartierne havde håbet på. Selv Politiken og DR må erkende, at der ikke ligger de helt store sensationer gemt på de næsten 300 sider. Det må være en kæmpe skuffelse for Socialdemokraterne, der – vel vidende, at de ikke kan vinde det kommende valg på egne meritter – havde næret store forhåbninger til bogen, hvilket man bl.a. kan læse her, her og høre her (fra ca. 23 min.) Ja, de stakkels uskyldsrene socialdemokrater, der ikke har lavet andet end at hamre løs på Venstre og Dansk Folkeparti siden valget. Sågar en kampagne med hjemmeside og andet godt har de iværksat. Heldigt for dem, at mediernes kritiske lys nu kun er vendt mod højre side af det politiske spektrum.

P.S: TV2 og Politiken – et kønt parløb – kan, kort efter Løkke-kampagnen er sat officielt i søen, offentliggøre en meningsmåling, der viser, at vælgerne hellere vil have Søren Gade end Løkke som Venstre-formand og dermed statsminister. Man kan mene, hvad man vil, men man må have respekt for timingen…

Ja, hvad skal man sige til denne måling? De tre største partier ligger så tæt på hinanden, at man med den statistiske usikkerhed in mente ikke kan sige noget som helst sikkert om, hvilket af dem, der i realiteten er størst. Det er også værd at bemærke, at Venstre så sent som i mandags i en Voxmeter-måling var 8,8 procentpoint større end DF! Ellers undrer jeg mig lidt over, at De Konservative er gået frem. Hvad skulle grunden være til det? Er Lene Espersens afgang lige frem en styrkelse af partiet? Næppe.

For regeringsfløjen er målingen under alle omstændigheder en enorm skuffelse. Hvis den ikke går frem nu, efter de relativ succesfulde finanslovsforhandlinger, hvornår så? Der er vel ikke meget andet at håbe på, end at Løkkes person vil trække ikke alene Venstre, men hele den borgerlige opposition, med sig ned. I den henseende har Socialdemokraterne, ifølge Henrik Qvortrup sent onsdag aften på Radio 24/7 (fra 19.20 min.), forberedt deres egen lille kampagne for at holde gryden i kog, når små godbidder fra bogen om Lars Løkke bliver lækket i B.T. og andre medier hen over weekenden før udgivelsesdatoen på mandag. Hykleriet over deres kritik af Venstres såkaldte angrebsmanual synes bl.a. på den baggrund at være til at få øje på.

Det følgende indlæg er et svar til Mads Kastrup, der har skrevet om Den Korte Avis i Politiko-sektionen i dagens trykte udgave af Berlingske og på sin blog på avisens hjemmeside. Mine kommentarer på B.dk plejer desværre at forsvinde ud i den blå luft, enten fordi de censureres væk, eller fordi ét eller andet ikke-menneskeligt filter på forhånd sorterer dem fra.

Svar til Mads Kastrup

Nu vil jeg ikke sidde her og forsvare Den Korte Avis. Pittelkow og co. har faktisk engang skrevet en ledende artikel, der ene og alene byggede på et indlæg, jeg havde forfattet, uden med ét ord at nævne kilden. Det skuffede mig, ikke mindst fordi, jeg altid selv sætter en ære i at henvise til andre kilder, når det er nødvendigt.

Når det er sagt, ved de fleste, at Pittelkow og Jespersens indlæg er såkaldt holdningsbårne, og at Den Korte Avis ikke har ressourcerne til at lave lige så dybdeborende research som de store danske medier. Jeg vil så mene, at f.eks. Politiken og Ekstra Bladet i deres vinklinger, temavalg og ligeledes lejlighedsvise sammenblanding af nyheds- og holdningsbåren journalistik er endnu værre, men det er en smagssag. Under alle omstændigheder må man nøgternt konstatere, at det kontroversielle ægtepar ser ud til at have ret i sin formodning om, at der var behov for en avis, der på kort, kontant og klar vis tog fat på de problemstillinger, der i årtier har ligget titusinder af borgerlige vælgere på sinde: islam- og indvandringsproblematikken selvsagt, men også problemet med de overvejende venstreorienterede medier og journalister og deres mere eller mindre skjulte kamp for at påvirke danskernes holdninger i den for dem ønskede retning.

Bortset fra det, synes jeg nok, du burde vare dig for at sige, Pittelkow intet ved om journalistik, for dit eget indlæg tyder på, at din viden om Jyllands-Posten kan ligge på et meget lille sted. Skal det forståes sådan, at fordi Flemming Rose arbejder for JP, er avisen de facto borgerlig? Hvilken argumentation! Jeg kan for det første oplyse dig om, at Rose i dag skriver i avisen i et meget mere begrænset omfang, end det tidligere var tilfældet. Derudover er det hævet over enhver tvivl, at JP ikke længere har lige så mange borgerlige skribenter ansat som før fusionen med Politiken. Sven Ove Gade, Hans Hauge, Ralf Pittelkow, Bent Jensen m.fl. skriver f.eks. ikke længere, eller kun sporadisk, i avisen. Til gengæld er en lang række unge, ukendte kvinder, hvis største kvalifikation netop synes at være, at de er kvinder, dukket op i spalterne. JP forsøger helt klar at lokke et nyt, ungt kvindeligt læsersegment ind i folden, og det sker altså ved at skille sig af med de sure, gamle og, vel at mærke, borgerlige mænd. Hvis hensigten var at få flere læsere, må man nøgternt konstatere, at missionen mislykkedes. Desuden er to af de faste skribenter med tilknytning til Jyllands-Posten den erklærede socialdemokrat, Lars Olsen, og den erklærede centrum-venstre-vælger (formentlig Enhedslisten eller SF) Bettina Post. Endelig kan jeg oplyse dig om, at Jyllands-Postens nyhedschef, Pierre Collignon, over for mig har oplyst, at JP ikke laver borgerlig journalistik. I det hele taget tror jeg, det er meget svært at finde JP-abonnenter, der mener, avisen er blevet bedre efter fusionen med Politiken og, heller ikke at forglemme, Muhammed-krisen, der stadig på mange – synlige- eller usynlige – måder sætter sit præg på JP den dag i dag.

Det ville også klæde dig at indrømme, at danske journalister er venstreorienterede, for det er de. Det viser undersøgelser igen og igen, og lad mig give dig ét eksempel på, hvordan det klart kommer til udtryk: Den siddende regerings reformer har i alt på tre år sparet statskassen for ca. det samme beløb, som ikke-vestlige indvandrere i Danmark koster de herboende skatteydere hvert eneste år. Hvor mange gange har en journalist spurgt De Radikale, der har været hovedkraften bag indvandringen til Danmark siden 1983, til den sammenhæng med et spørgsmål á la: Er det ikke rigtigt, at reformerne slet ikke havde været nødvendige, hvis I ikke havde åbnet op for ikke-vestlig indvandring i så stort et omfang, som tilfældet har været? Svaret er 0. Det siger vist alt.

Du har i mange år været én af mine absolutte yndlingspolitikere, men jeg synes, du det seneste stykke tid er kommet med en lang række af det, jeg opfatter som mærkelige og ukarakteristiske udmeldinger. Mange af dem hænger sammen med det forhold, der vist er gået op for selv de allermest fatsvage danskere: Du ser dig selv som landets kommende udenrigsminister og agerer derefter. Det indebærer bl.a. en helt ekstrem leflen for embedsmændene i Udviklings- og Udenrigsministeriet. I din verden kan de simpelthen ikke begå fejl, og hvis man vækker dig kl. 4 om natten, vil du springe op af din seng og forsvare dem med næb og kløer. Det er meget muligt, det i sidste ende er en god strategi med henblik på at fremme din egen karriere, men er det også godt for Venstre og den borgerlige opposition? Jeg tvivler. Hvorfor engagerede du dig f.eks. ikke mere i sagen om, hvorvidt Udviklingsministeriet bevidst havde tilbageholdt oplysningen om, at ministeriet og/eller ministeren selv havde godkendt de regler, Løkke rejste efter i GGGI, til dagen efter Kommunalvalget i 2013? Ja, der blev foretaget én eller anden intern pro-forma-undersøgelse, men embedsmændene kunne sjovt nok ikke huske noget som helst, og de mest relevante spørgsmål blev åbenbart slet ikke stillet. Man skulle næsten tro, de pågældende embedsmænd var præ-demente og må på den baggrund forbløffes over, at de overhovedet kan finde på arbejde hver dag, men det var altså ikke noget, du undrede dig over. De fleste vil nok ellers formode, at der har været tale om én eller anden form for direkte eller indirekte ordre fra regeringens side om først at fortælle offentligheden om denne lille detalje dagen efter Kommunalvalget. Nå, men det var i hvert fald ikke noget, du interesserede dig for. Jeg skal ikke udelukke, at det er din chef, Lars Løkke, der har ladet dig vide, at al omtale af GGGI-sagen er dårlig omtale for ham, men på det foreliggende grundlag finder jeg din ageren meget mærkelig.

Så er der de utallige eksempler på udemokratiske metoder, dansk politi og danske myndigheder tog i anvendelse i forbindelse med kinesiske toppolitikeres, herunder præsidentens, besøg i Danmark i 2012. Sandsynligheden for, at de alle sammen er tilfældige, er lige så stor som for at vinde i lotto ti gange i træk. Tibetanske flag, plakater og andre harmløse manifestationer blev fjernet på præsidentens rute og endda fra hans åsyn – set fra luften; Demonstranter blev arresteret og tilbageholdt uden grund, og Kina-kritiske medier kunne gentagne gange ikke få akkreditering af Udenrigsministeriets internationale pressecenter, IPC, til besøget; Hvis man stadig tror, alle disse eksempler er tilfældige, er der lige den yderligere detalje, at lignende episoder også har fundet sted i en række andre europæiske lande, hvor kinesiske ledere har været på besøg. Man begynder langsomt at bevæge sig ud over den statistiske usikkerhed, synes du ikke? Dertil kommer, at Villy Søvndals tale til sin kollega blev censureret af statsministeren, fordi han oprindeligt havde til hensigt at nævne Tibet… Endelig er det jo også kommet frem, at Marianne Jelved, efter hun var ankommet på et officielt besøg i Kina for nylig, i sidste øjeblik opgav at mødes med en verdensberømt kinesisk systemkritiker. Alt dette sammenholdt med, at regeringen var ca. 20 måneder om at give aktindsigt i korrespondancen mellem Statsministeriet, politiet og offentlige myndigheder i forbindelse med Hu Jintaos besøg her i landet – hvorved den sjovt nok kunne behandle ansøgningen efter den nye og langt mere restriktive Mørklægningslov – burde få alle alarmklokker til at ringe, men åbenbart ikke hos dig. Selvom det vist i højere grad er kineserne, der tjener på Danmark end omvendt, vejer hensynet til eksport-interesserne åbenbart også hos Venstre højere end værnet om frihedsrettighederne i Danmark. I hvert fald er det uhyre begrænset, hvad vi har hørt fra din mund i denne sag. Jeg kan dog huske, at du gjorde dig morsom over, at Ekstra Bladet havde nævnt, hvilken gave de danske værter havde købt til deres ærede kinesiske gæster. Det er den detalje i hele virakken omkring Kina-besøget, du er gået mest op i. Meget sigende…

Du synes som bekendt også, det er helt fint, at regeringen lader hensynet til det gode forhold til diktaturstaten Tyrkiet, med den bundkorrupte islamist Erdogan i spidsen, veje tungere end ønsket om at finde frem til den islamist med dansk statsborgerskab, der forsøgte at slå Lars Hedegaard ihjel for halvandet år siden. Udenrigspolitisk pragmatisme frem for kampen mod islamisme og terrorisme i Danmark er devisen, må man nøgternt konstatere. Jeg har svært ved at genkende den gamle værdikriger, Søren Pind, men nu skal han jo også snart være udenrigsminister og dermed stå i spidsen for det danske diplomati, så måske giver det hele alligevel god mening.

Det er også værd at nævne, at du i januar 2013 kritiserede de mange borgerlige, der ikke længere kunne se storheden ved EU. Tidligere havde du selv været en hård kritiker af projektet, men nu var det igen tid til udelukkende at fokusere på det alt det gode, EU-fællesskabet havde ført med sig, f.eks. afskaffelsen af grænsekontrol, hvis genindførelse var et rent skrækscenario for dig og dine børn. Ja, vi har jo alle hørt om de kranke skæbner, der er overgået danskerne gennem tiderne, når de har skullet vente op til en halv time ved den dansk-tysk grænse. Fysisk misbrug, alvorlig sygdom og dødsfald i familien kan børn komme sig over, men at vente nogle minutter ved grænserne er der ingen kur for. Det kan enhver vel forstå.

Skattesagen er endnu et eksempel på dine, efter min mening, mærkelige udmeldinger. Efter Skattesagskommissionens rapport var blevet offentliggjort, skrev du et tweet, om at man sandelig ikke skulle bagatellisere sagen, og hvor krænkende det var, når papirer blev lækket fra offentlige myndigheder. Du forsvarer altså nedsættelsen af en kommission, der blev en realitet på baggrund af en socialdemokratisk skattedirektørs fejl-/løgnagtige redegørelse og udelukkende havde til formål at bringe ledende figurer i dit eget parti til fald. Hvad angår lækken, kan undertegnede skribents sympati ligge på et meget lille sted, når den ene af de to, den gik ud over, selv havde lovet at offentliggøre alt; hendes revisor har sagt, at netop det hele tiden var hensigten, og hendes eget parti på direkte forespørgsel bekræftede, at det skam var sådan, det forholdt sig.

Så er der de mere ubetydelige ting, der har irriteret mig. F.eks., da du stod og leflede for Anders Fogh på Venstres landsmøde i 2012, selvom han nærmest mobbede- og vist nok også overvejede at ekskludere dig fra Venstre i sine sidste år som statsminister, fordi du gav udtryk for synspunkter, der var næsten socialistiske i sammenligning med dem, Fogh selv havde givet udtryk for få år tidligere, og som i dag er ganske ukontroversielle. Jyllands-Posten skrev desuden, at han bagtalte dig over for avisen. Det står også hen i det uvisse, hvorfor du i 2003 som bygge- og teknikborgmester i København gav Helle Thorning-Schmidt – der var gået forgæves utallige andre steder – en særtilladelse til at eje en helårsbolig i Danmark, selvom hun samtidig havde folkeregisteradresse i Bruxelles.

Jeg behøver ikke at nævne andre sager, som f.eks., da du ville hive Holger K. Nielsen i samråd, fordi han havde talt om det cubanske paradis under overdragelsesseancen i Udenrigsministeriet, da han afløste Villy Søvndal på den post, der altså er dit drømmejob.

Utilfredsheden fra min ringhed er jeg ikke i tvivl om, du lever godt med. Værre bliver det, hvis det er en generel tendens blandt Venstre-vælgerne, at de har svært ved at genkende den gamle Søren Pind, der i hvert fald ikke mindede om en selvfed Joschka Fischer-agtig skygge-udenrigsminister.

P.S: Indlægget er en kommentar til denne artikel på Søren Pinds blog, hvor han giver udtryk for endnu et mærkværdigt synspunkt.

Older Posts »

Kategorier

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 27, der følger denne blog