For 11 dage siden skrev jeg en artikel om det himmelråbende hykleri, Helle Thorning-Schmidt excellerer i, når hun, anslået mere end 100 gange, har klandret VK-regeringen og især Venstre for det kommunale overforbrug i 00’erne, samtidig med, at hun, dengang det stod på, selv ville lade kommunerne bruge endnu flere penge og endda talte om uhyggelige sparekataloger, der bl.a. ville føre til, at forældre skulle have deres egne bleer med i vuggestuerne!

I samme forbindelse linkede jeg til et lydklip fra en duel mellem Thorning og Fogh på DR1 under valgkampen i 2007. Klippet stammede fra en dvd, jeg havde liggende i en kasse, men det viser sig nu, at debatten faktisk er ganske frit og gratis tilgængelig på DR Bonanza. Se den her (fra 4.48 min.) Husk endelig at lytte til dette klip umiddelbart bagefter. Det er kosteligt.

I lørdags havde Bertel Haarder i øvrigt et indlæg i Jyllands-Posten om samme emne under titlen: Det største bedrag fra regeringens side. Haarder beskrev, hvordan han som indenrigs- og sundhedsminister var med til at forhandle den nye budgetlov, der først blev endelig vedtaget efter 2011-valget, på plads og i den anledning måtte kæmpe en brav kamp mod især Socialdemokraterne for at få indført sanktioner over for de kommuner, der ikke overholdt deres budgetter. På den baggrund har Haarder det, ligesom undertegnede, lidt svært med den socialdemokratiske retorik efter valget.

Haarder har også skrevet en opdatering om sagen på sin Facebook-side, hvor han desuden linkede til mit lydklip. Hans følgere er forargede, men heldigvis for Socialdemokraterne kunne medierne ikke være mere ligeglade. Løgn og hykleri er ikke noget, de interesserer sig for. Det er vel i virkeligheden det allermest sørgelige ved hele miséren: At kun de allerfærreste bliver forargede over den slags.

Det er måske en liiiiiille smule i modstrid med, hvad jeg tidligere har skrevet, men lad mig ikke desto mindre slå fast, at jeg grundlæggende synes, Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon er fantastiske – intet mindre. Tænk sig at have to så exceptionelle, unikke, enestående – jeg løber tør for enslydende superlativer – personer siddende i selvsamme regering og endda på de to vigtigste poster. Danmark er måske nok areal- og indbyggermæssigt et lille land, men på dette punkt har vi grund til at være stolte. Vi skiller os ud og rager op internationalt med disse kapaciteter i spidsen for Dannevang.

Hvad skyldes begejstringen, vil den rundtossede og skrupforvirrede læser med fuld rette spørge? Ja, den skyldes, at det netop er gået op for mig, at der, ud over statsministeren selvsagt, rent faktisk findes ét andet menneske i kongeriget, nemlig Bjarne Corydon, der (i talkshowet, Vi ses hos Clement, på DR2, fra ca. 38 min.) benægter, at Socialdemokraterne har begået så meget som ét eneste løftebrud efter det seneste valg. Man kan diskutere, om der er begået 30, 50, 70 eller 100 løftebrud, men at påstå, der ikke har været et eneste, er simpelthen fascinerende, og vi har altså to personer siddende i toppen af vores regering, der tænker sådan. Måske er det forårets komme, der gør mig så glad, men jeg synes ikke desto mindre, det er fantastisk.

Perspektiverne i den henseende er enorme, for hvis man skal følge denne Corydonske, Thorningske og dermed socialdemokratiske tankegang og sprede den ud til alle dele af samfundet og hele det ganske, danske land, står vi over for en samfundsomvæltning, der vil få den russiske revolution til at minde om en rokade i et parti skak: Man forestiller sig et Danmark, hvor domstole nedlægges, og utallige advokater bliver arbejdsløse, fordi utvetydige ord på skrift og i tale ikke længere har nogen værdi og dermed heller ikke længere kan få konsekvenser for afsenderne; et Danmark, hvor ét af Bibelens ti bud, Du må ikke lyve, fuldstændig tømmes for indhold; et Danmark, hvor ingen længere skal døje med dårlig samvittighed og psykiske kvababbelser; et Danmark – og det er måske set fra et socialdemokratisk perspektiv særlig uheldigt – hvor arbejdsgivere kan snyde arbejdstagere efter forgodtbefindende; ja, sågar et Danmark, hvor ægtefæller, søskende og nære venner ikke længere behøver at tage hinandens ord for pålydende; kort sagt et Danmark, hvor ord ingenting betyder, og det eneste, man kan regne med, er, at man ikke kan regne med noget eller nogen som helst.

Inden dette fagre nye Danmark får lov til at folde sig ud i fuldt forårsflor, er det på sin plads at dvæle lidt ved nogle få af de… løfter, ledende socialdemokrater afgav før Folketingsvalget i 2011:

Det, vi lægger frem i dag, er ikke et forhandlingsoplæg til resten af oppositionen. Det, vi lægger frem i dag, bliver skrevet ind i et kommende regeringsgrundlag. Det er det, vi gennemfører efter et valg. Fair Forandring (der bl.a. indeholdt planer om henholdsvis en bank- og millionærskat samt forhøjelse af selskabsskatten) er en ny regerings skattepolitik, hverken mere eller mindre. (…) Der kan ikke blive tale om at danne en regering, uden at dette er en del af regeringsgrundlaget. (…) Jeg er ikke parat til at sige én ting før et valg og så svigte efter et valg(Helle Thorning-Schmidt ved pressemødet i forbindelse med præsentationen af Fair Forandring d. 28.8.2009)

Lars Løkke Rasmussen: Vi har sparet 3 mia. kr. ved at lave dagpengesystemet om. Er det en besparelse, der kommer til at stå, hvis der kommer en ny regering? Helle Thorning-Schmidt: Nej, det er det ikke. Vi vil selvfølgelig lave jeres usolidariske dagpengeforringelse om. Det kan du være helt sikker på. (TV-duel mellem statsministerkandidaterne på DR1 d. 2.1.2011)

Der kan ikke blive tale om at pille ved efterlønnen, og jeg kan ikke acceptere, at vi skaber denne her usikkerhed for borgerne om efterlønnen. Vi har for to år siden i velfærdsforliget sagt til borgerne: Nu er det dét her, der gælder. Så kan vi ikke komme bagefter og sige, at det mente vi ikke alligevel. Det kommer ikke til at ske. Vil det sige, at så længe du er formand for Socialdemokraterne, så kommer man ikke ind og piller ved efterlønnen? Nej. Det gør man ikke. (Thorning-Schmidt i Børsen d. 29.8.2008)

Vi kommer ikke til at ændre og forringe efterlønnen. Det gør vi ikke. (…) Hidtil har Socialdemokraterne taget afstand fra al snak om forringelser af ordningen, og Henrik Sass Larsen har udtalt, at det bliver over mit lig, hvis ordningen forringes. Den udtalelse står jeg ved, siger Henrik Sass Larsen. (…) Vil det sige, at hvis I kom i den situation, hvor I blev nødt til at bruge det sidste værktøj og røre efterlønnen, så er du ude af politik? Ja, for så er vi helt derude, hvor vi er i gang med nogle meget, meget markante og drastiske afviklinger af velfærdssamfundet. Så det vil jeg skyde på(Politiken, d. 9.6.2010)

(…) Det er en tilbagevenden til en rød zigzag-politik på udlændingeområdet, siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V). Den kritik afviser Thorning med løftet om, at hun ikke kunne drømme om at gå over mod en lempeligere udlændingepolitikDet bliver ikke de Radikale, som skal bestemme vores udlændingepolitik. Det er de brede vælgergrupper ikke interesserede i, og jeg er slet, slet ikke interesseret i det. (Berlingske, d. 20.11.2010)

Set fra de fleste almindelige vælgeres perspektiv forekom de ovennævnte løfter formentlig temmelig uforbeholdne, utvetydige og ultimative, men hvis man alligevel havde sin tvivl om, hvorvidt de ville blive til virkelighed, gjorde Thorning-Schmidt sit yderste for at fjerne den: Vi mener stadig, at det er en del af den tryghed, som vælgerne kan forlange, at man giver nogle løfter og rent faktisk overholder dem. (…) Umiddelbart vil jeg mene, at jeg har givet løfter, som er sikrede mod udefrakommende begivenheder. (Berlingske, d. 23.1.2011)

Helt sikrede var de så alligevel ikke, skulle det vise sig. Bank- og millionærskat blev ikke til noget, mens selskabsskatten blev sat ned; Dagpenge- og efterlønsreformerne, som den borgerlige regering lavede med Dansk Folkeparti og De Radikale, består endnu – Henrik Sass Larsen lever også i bedste velgående – og udlændingepolitikken er ifølge De Radikale blevet lempet 26 gange. Detektor på DR2 har opgjort antallet til 28.

Under alle omstændigheder virkede det umiddelbart efter valget som om, Socialdemokraterne var fuldstændig uforberedte på, at de ville være afhængige af de radikale mandater, selvom meningsmålingerne op til valget uden skyggen af tvivl havde vist, at S, SF og Enhedslisten ikke kunne danne flertal uden Vestager og co. Selv de to løfter, Thorning-Schmidt håndplukkede et par dage efter valget, endte med ikke at blive ført ud i livet: Der er to ting, der bliver til noget. Den ene er hjælpepakken til boligmarkedet, den anden er betalingsringen. (…) På spørgsmålet, om løftet (til boligejerne) gjaldt uanset Venstres afvisning af den nuværende model fra Socialdemokraterne, svarede S-formanden: Ja, det gør det. (Jyllands-Posten d. 18.9.2011)

Med det ovenstående in mente er der to muligheder: Enten havde Socialdemokraterne før valget taget munden for fuld og afgivet en række glas- og klokkeklare løfter, de af den ene eller anden grund ikke kunne eller ville indfri… Eller også var de uskyldige ofre for hundredetusinder af vælgere, der simpelthen var for dumme til at forstå, at de ovennævnte løfter selvsagt ikke skulle tages bogstaveligt. I sidstnævnte fald ville de være lovlig undskyldte, for over for et fatsvagt folk er selv en retorisk mester i politiker-klæder, der af al magt forsøger at kommunikere ned til stemmekvæget, magtesløs. Spørgsmålet er dog, om ikke opgaven med at forklare, at Socialdemokraterne ikke har begået ét eneste løftebrud, er så håbløs, at selv komiske Ali, der som bekendt forsikrede, at Irak ikke var ved at blive invaderet, mens de amerikanske kampvogne rullede ind i Baghdad, ville betakke sig? En anden verdensberømt person, forfatteren George Orwell, ville, hvis han var i live i dag, formentlig være dybt imponeret over, at det politiske nysprog, han skrev om i sin roman, 1984, var blevet udviklet til noget, der nærmede sig perfektion, i lille Danmark. Han ville også få stof til mindst én ny roman, hvis han i andet halvår 2015 kunne opleve, at de selvsamme politikere, der allerede én gang i dén grad havde ført det danske folk bag lyset, alligevel kunne få de samme vælgere til at stemme på sig ved det efterfølgende valg.

Artiklen er skrevet den 7. april, dagen før Venstre lancerede sin kampagne om Socialdemokraternes løftebrud. Jeg fik selv et klokkeklart løfte om, at den skulle offentliggøres et sted, hvor flere ville læse den, den 8., men så skete der åbenbart noget…

Stort set alle danske medier knuselsker Helle Thorning-Schmidt og hader Lars Løkke. Det er ikke en beklagelse, blot en konstatering. I det hele taget minder mediedækningen i øjeblikket lidt om nordkoreanske tilstande. I hvert fald slipper den nuværende regering i almindelighed og statsministeren i særdeleshed afsted med ting, der ikke burde kunne lade sig gøre i et demokratisk land med frie og kritiske medier.

Tag for eksempel Thorning-Schmidts rituelle og monotone angreb på Lars Løkke for ikke – som ledende minister i VK-regeringen – at have haft styr på de kommunale budgetter i 00’erne. Den påstand gentager hun med en til sikkerhed grænsende sandsynlighed næsten hver eneste gang, hun lader sig interviewe til diverse medier eller duellerer med Venstre-formanden under Tirsdagsspørgetimerne. Det er simpelthen noget, hun har sagt hundredevis, eller i hvert fald dusinvis, af gange siden valget i 2011. Det er da også rigtigt, at der bl.a. i de fede år i 00’erne fandt et kommunalt overforbrug sted. Så langt, så godt. Problemet er bare, at selvsamme Thorning dengang ikke ligefrem råbte vagt i gevær og advarede mod udviklingen i stærke vendinger – nej, tro det eller lad være, hun hamrede tværtimod løs på den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, for at presse ham til at give de kommuner, hun altså i dag mener brugte uhæmmet løs af de kommunale midler i 00’erne, lov til at brænde endnu flere penge af, end de allerede gjorde! Det er da hykleri, der er til at få øje på.

Det var heller ikke just sådan, at Thorning-Schmidt i sin tid valgte de mest diskrete platforme til at sprede det glade – og populære – budskab. Nej, det skete bl.a. i en direkte tv-duel med Anders Fogh på DR1 foran et millionpublikum i de danske hjem den 4. november 2007, kun ni dage før Folketingsvalget det år. I 6 minutter bankede hun løs på Fogh og afkrævede ham syv gange (!) en garanti for, at han IKKE ville genåbne budgetterne og gribe ind over for de kommuner, der havde hævet skatterne og brugt endnu flere penge, end de allerede måtte i henhold til regeringens aftale med Kommunernes Landsforening, KL, nemlig 1,4 mia. kr. ekstra i stedet for 750 mio. kr.

Thorning-Schmidt fortsatte indigneret med at tale om de voldsomme konsekvenser, det ville have, hvis de skal til at genåbne budgetterne; (…) De selvsamme kommuner sidder med sparekataloger, som nærmest er uhyggelig læsning. (…) Vi kender jo konsekvenserne. Vi så et sparekatalog fra Næstved forleden dag. Det var uhyggelig læsning, Anders. Der sidder de og skal bestemme sig til, om de skal skære ned på undervisningstiden i dansk og matematik, eller om de muligvis skal putte de ældre en time tidligere i seng. (…) I Fredericia, der sidder de med et sparekatalog, der handler om: Skal forældrene selv have bleer med i vuggestuerne, eller skal de 0-2-årige selv have deres egen mad med?

Se selv de Thorningske tirader ved at klikke her (fra 4.48 min.). Hvis du vil høre, hvordan det lyder i dag – og ikke har sarte ører og nerver – når statsministeren bebrejder Venstre de kommunale budgetoverskridelser i 00’erne, skal du klikke her. Der er tale om et sammenklip af udtalelser i Folketingssalen fra årene 2013-2015. Jeg kunne selvsagt have fundet mange, mange flere eksempler.

Med ovenstående in mente skulle man jo tro, statsministeren trods alt ville have bare et absolut minimum af anstændighed, så hun i dag holdt nogenlunde lav profil og undlod at kritisere Løkke alt for meget for det kommunale overforbrug i 00’erne, men nej: Sådan er Thorning-Schmidt – og Bjarne Corydon for den sags skyld – ikke skruet sammen. Her er der tale om skruppel- og skamløse politikere, der ikke ejer skyggen af selvkritik eller selvindsigt, og hvis moralske habitus er ikke-eksisterende. Der er utallige andre tilfælde, hvor især de to har sagt ting, man næsten ikke kan fatte, de kunne få sig selv til at sige, når man tænker på de lig, de selv har med i lasten fra deres oppositionstid. Læs f.eks. denne perle fra statsministeren den 16. december sidste år:Jeg ved godt, at når man går ind i et valgår, som vi gør næste år, så sidder sandheden lidt løst. Jeg har også bemærket, at Venstre har lavet et eller andet valgkatalog, hvor man ikke er så tæt på sandheden. Men jeg vil alligevel opfordre til, at man holder sig til sandheden.

Eller hvad med dette citat fra den seneste spørgetime: (…) men sandheden er, at hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti mente, at det var en god idé at have den her fremgangsmåde, indtil vindene så blæste lidt anderledes i debatten; så skiftede man holdning. Det er så ikke første gang, Dansk Folkeparti har gjort det. Det er nærmest et mønster.

Man kan levende forestille sig, hvordan de danske medier og offentligheden her i landet ville reagere, hvis Bjarne Riis forsøgte at gøre karriere som en indædt kritiker af dopede cykelryttere, eller hvis Klaus Riskær Pedersen og Stein Bagger blev selvbestaltede eksperter i god virksomhedsførelse. Det lyder umiddelbart som forehavender, der på forhånd er dødsdømte? Ja, det kan man mene, men når Helle Thorning-Schmidt – med de beundrende medier som stiltiende iagttagere – kan fremstille sig selv som en troværdig og legitim kritiker af VK-regeringens økonomiske politik og andre politikeres principfasthed og moral, er det kun fantasien, der sætter grænsen. I hvert fald er der en vis forskel – nogle ville sige afgrund – mellem at mene, de kommunale budgetter er uhyggelige sparekataloger og senere at fremstille dem som udtryk for uhæmmet overforbrug.

I et normalt og velfungerende demokrati med en kritisk og årvågen presse burde det på ovenstående baggrund med øjeblikkelig virkning være slut med den socialdemokratiske kritik af især Venstre for det kommunale overforbrug i 00’erne, ligesom Thorning-Schmidt burde lægge sig fladt ned og i fuld offentlighed erkende sine fejl og ikke mindst sit hykleri. Som en selvfølge måtte man gå ud fra, medierne fremover ville foreholde hende de ovennævnte udtalelser, hvis hun alligevel skulle angribe Venstre på det punkt. Det mest sandsynlige er nu nok desværre, at solen brænder ud, før bare den ene af tingene sker.

På Dagens Q skriver jeg lidt om, at selvom blå blok trods alt stadig ser ud til at være på vej mod en sikker valgsejr, mangler Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ikke desto mindre henholdsvis Morten Messerschmidt og Asger Aamund og de kvaliteter, de hver især repræsenterer. Læs bloggen her.

Posted by: JanChris | 13/03/2015

Slapt, at Thulesen ikke udnytter terror-dagsorden

På min blog på Dagens Q hos metroxpress går jeg lidt i flæsket på Kristian Thulesen Dahl for hans håndtering, eller manglen på samme, af terrordagsordenen i de seneste uger. Læs indlægget her.

Nedenfor følger en længere udgave af bloggen, jeg skrev for Dagens Q hos Metroxpress.

Nicklas Bendtner har i flere år været Danmarks bedste angriber, men han er end ikke i nærheden af at være i verdensklasse. Det illustreres bedst ved det faktum, at han i de seneste 2 ½ sæsoner kun har scoret i alt tre ligamål for sine respektive klubhold. Ikke desto mindre må Bendtner, eftersom han bl.a. i 2009 udbasunerede, at han inden for få år ville være én af verdens bedste angribere og sågar bedre end Zlatan, finde sig i at blive sammenlignet med netop Ibrahimovic og to andre spillere, der med rette er hjemmehørende i den kategori, henholdsvis Cristiano Ronaldo og Lionel Messi – og lad det være sagt med det samme: Bendtner falder igennem i det selskab: Inden for samme ovennævnte periode har Ibrahimovic scoret 67-, Ronaldo 95– og Messi 101 ligamål.

Hvad i himlens navn har denne udflugt ind i fodboldens verden med dansk politik at gøre, vil den forundrede læser forståeligt nok spørge? Den har for det første det med emnet at gøre, at vi i øjeblikket har en regering, hvis mest magtfulde medlemmer, læs Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon, har en selvforståelse, der minder påfaldende meget om Bendtners: Eksemplerne er legio. F.eks. må danskerne igen og igen lægge ører til fortællingen om, at regeringens initiativer er historiske. Sådan var det også, da Thorning præsenterede regeringsgrundlaget og ligeledes, da hun annoncerede, at regeringen ville indlede trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter. De kuldsejlede som bekendt med et brag. Hendes vision for folkeskolen var heller ikke udpræget beskeden, da hun formulerede den i sin Åbningstale i Folketinget i 2012: Mit mål er, at vores børn skal være den dygtigste generation i Danmarkshistorien. Desuden sammenlignede hun i maj 2012 de forestående forhandlinger om en skattereform med Staunings berømte Kanslergadeforlig fra 1933. Få uger forinden havde hun ved EU-Parlamentets og -Kommissionens formandskabskonference i København fundet den allermest svulstige retorik frem for at beskrive en periode, der sjovt nok var sammenfaldende med det danske EU-formandskab: Hvilken international organisation har i menneskehedens historie nogensinde været i stand til at gøre, hvad EU har gjort over de sidste seks måneder? Ingen! Der var også rigeligt med patos i den udmelding, hun kom med ved World Economic Forums årlige møde i schweiziske Davos i januar 2013 om, at Danmark befinder sig i et reformraseri/-vanvid under hendes regering. Finansministeriet måtte i den forbindelse senere indrømme, at det er VK-regeringens reformer, der i altovervejende grad bidrager til den langsigtede holdbarhed i dansk økonomi. Netop det faktum sætter også det følgende citat fra hendes første Nytårstale i 2012 noget i relief: I den kommende tid skal vi tage beslutninger, der kan måle sig med de sværeste i vores historie. Ved det socialdemokratiske sommergruppemøde i august 2012 påstod hun så, at vi er den regering i Europa, der gør mest for at få folk i arbejde og for at understrege, at der skam var noget om snakken, kunne hun et par måneder senere, i oktober 2012, ved præsentationen af den såkaldte Akutpakke 2, der skulle hjælpe udfaldstruede dagpengemodtagere, bekendtgøre, at: Vi har introduceret denne akutpakke, som skaber 12.500 akutjob. Bjarne Corydon stod dengang ikke meget tilbage for sin chef i sit ordvalg og kaldte Akutpakken for en fuld og dækkende løsning på problemet. Der var imidlertid blot tale om, at arbejdsgiverne havde forpligtet sig til at opslå det pågældende antal stillinger, og i november 2014 havde kun 701 dagpengemodtagere fået et job på den måde.

Det er også karakteristisk for de to ledende ministre, at de taler meget i jeg-form: Jeg kan slå Anders Fogh-citatet kender alle politisk interesserede danskere, og mindst lige så bemærkelsesværdigt var det, at statsministeren talte om sig selv intet mindre end 37 gange i sin seneste Nytårstale. Corydon er for sit vedkommende kendt for talrige udtalelser á la den, han kom med i Qvortrups valg på DK4 den 4. januar (fra ca. 45 min.): Vi er på den høje side af 3,5 mia. kr., som jeg (…) har fået klemt ud til at hjælpe den målgruppe. Det ville ikke falde i god jord på hverken klub- eller landshold, hvis Bendtner eller en hvilken som helst anden fodboldspiller tog hele æren for en sejr, og sådanne udtalelser er næppe heller noget, der vækker udpræget begejstring blandt Corydons partifæller på Christiansborg og ministerkollegaer i regeringen.

Stillingen i meningsmålingerne siden valget i 2011: 398-2 til blå blok!

For det andet: Nu skal politik selvsagt ikke reduceres til kun at være et spørgsmål om meningsmålinger, men politikerne er nu engang folkevalgte og dermed afhængige af vælgernes gunst, og netop de ugentlige målinger er – hvad enten man bryder sig om det eller ej – den bedste/mindst dårlige måde at vurdere partiernes og blokkenes aktuelle kamp-/målform på. For den siddende regerings vedkommende skulle man jo umiddelbart tro, at det ville afspejle sig i målingerne, hvis den virkelig var så enestående og fantastisk, som den har givet udtryk for med sin bombastiske retorik, men ak: Meningsmålingerne i Thorning-regeringens tid har været kummerlige. I forbindelse med de i alt 400 målinger, der er lavet siden valgsejren i efteråret 2011, er regeringen næsten på niveau med Bendtner og har haft grund til at juble hele to gange i den anledning. Oppositionen har derimod været størst/haft flertal i de resterende 398 målinger, hvilket svarer til godt 99,5 %. I et land, hvor de to blokke normalt står meget lige, er det helt uhørte tal, og netop på dette punkt må man give regeringen, at den har præsteret noget, der i sandhed kan betegnes som historisk. For at bruge et andet af regeringstoppens yndlingsord, er den vel i den henseende uden konkurrence den mest upopulære i Danmarkshistorien, selvom lignende tal for andre valgperioder, ifølge professor Rune Stubager, ikke er tilgængelige. Var det ikke for Lars Løkkes sager om henholdsvis eksorbitant dyre flybilletter på rejser for miljøorganisationen, GGGI, og Venstres dyre tøjindkøb på hans vegne, havde rød blok ikke haft flertal i én eneste måling siden det seneste valg.

Hvad skyldes så denne konstant manglende opbakning til den siddende regering i vælgerbefolkningen? Ja, skal man tro statsministeren, har den i hvert fald ikke noget med hende, regeringschefen, at gøre, og igen kan man drage en parallel til Nicklas Bendtner. I sin tid i Arsenal fik han på en skala op til 9 karakteren 10 i en såkaldt selvopfattelseskompetence-test foretaget af en fransk psykolog. Med andre ord var Bendtners selvtillid helt uden for kategori. Psykologen begrundede bl.a. karakteren med, at når Bendtner misbruger en chance, er han altid oprigtig overbevist om, at det ikke er hans skyld. På samme måde er Thorning-Schmidt næsten altid af den opfattelse, at det er andres skyld, når noget går galt for regeringen i almindelighed og hende i særdeleshed. F.eks. mener hun i fuld alvor, at løftebrudsdebatten, som alle politiske eksperter og iagttagere uden undtagelse er enige om udgør den altoverskyggende årsag til regeringens ulyksaligheder, er helt forfejlet: Der er ikke nogen løftebrud overhovedet, har hun således bedyret lige fra regeringens tiltræden og frem til i dag (fra ca. 19.45 min.) og begrundet det med, at Socialdemokraterne og SF jo ikke fik 90 mandater ved valget. Det gjorde de to partier ganske rigtigt ikke. De fik 60 tilsammen, 72 med Enhedslisten, og havde dermed også brug for De Radikales 17 mandater og mindst ét grønlandsk/færøsk af slagsen for at kunne danne regering. Det kunne næppe komme som nogen stor overraskelse for statsministeren. S og SF begyndte, ifølge Berlingske Barometers vægtede gennemsnit af alle meningsmålinger, valgkampen med 72 mandater og 80 med Enhedslistens ditto, mens de tre partier, henholdsvis én- og tre måneder før valget, i alt kunne samle 81 og 79 mandater. Dermed stod det længe før valgdagen med en næsten til sikkerhed grænsende sandsynlighed klart for alle og enhver med bare et minimum af politisk indsigt, at S og SF hverken alene eller sammen med Enhedslisten ville kunne mønstre et flertal efter valget.

Ikke desto mindre fraskrev Thorning-Schmidt sig altså efterfølgende ethvert ansvar for de mange brudte valgløfter med en undskyldning, der svarer til, hvis en fodboldtræner efter en kamp forklarer et nederlag med, at han ikke var klar over, man skulle stille med 11 spillere. I øvrigt forekommer det i den sammenhæng lettere komisk, at netop Thorning-Schmidt den 8. oktober 2009 i Folketingssalen havde udtalt sig som følger: (…) Og vi vil gøre det modsatte af regeringen, som sagde ét før valget og gjorde noget andet lige efter valget. Det har vi sådan set lært af, og det vil vi aldrig nogensinde gøre.

Ansvarsfralæggelse har også været devisen, når det drejer sig om den anspændte økonomiske situation, Danmark længe befandt sig i, efter den globale økonomiske krise ramte vores land i 2008/2009. Thorning-Schmidt, hendes finansminister, Bjarne Corydon, og en lang række andre ministre bliver aldrig nogensinde trætte af at fortælle historien om, at VK-regeringen efterlod sig det, der med Corydons ord var et vakkelvornt håndværkertilbud, hvor budgetterne (i kommunerne), ifølge Thorning, skred år for år. På den baggrund kan alle vist forstå, at det tager sin tid at rette op på dansk økonomi, en opgave hun senest har sammenlignet med at rydde op efter en teenage-fest! Der er bare to problemer med den fortælling: For det første er den decideret forkert. Det har bl.a. tidligere overvismand Torben M. Andersen udtalt, og i en OECD-rapport i januar 2012 blev det konkluderet, at Danmarks økonomi var i rimelig god form, da man gik ind i krisen, og dansk økonomi er stadig i rimelig god formEnd ikke politisk kommentator og direktør i tænketanken, Kraka, Peter Mogensen, der er gammel DSU’er og så sent som i november 2008 var på tale som socialdemokratisk folketingskandidat i Greve, er enig i kritikken: Der var ikke slået noget hul i statskassen. Løkke havde selvfølgelig brugt enorm megen energi på at holde hånden under økonomien i finanskrisen. Vi slap hæderligt fra det(Mogensen & Kristiansen, d. 12.12.14) En anden politisk kommentator, Hans Engell, kan heller ikke genkende den socialdemokratiske udlægning. I Ekstra Bladet den 20. december sidste år skrev han således: (…) Den holder ikke – den med håndværkertilbuddet. Det er politik – og spin.

For det andet: Der var ingen grænser for alle de penge, Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne selv ville bruge i de fede år i 00’erne. Deres sorgløse syn på dansk økonomi blev f.eks. illustreret på bedste vis af hende selv under Afslutningsdebatten i Folketinget den 31. maj 2007: Vi mangler jo ikke penge i den danske skattekasse. Der er bugnende overskud. Hver gang de åbner skuffen i Finansministeriet, finder de et større overskud, så vi mangler ikke penge. Få måneder senere præsenterede Socialdemokraterne så et udspil med 29 Velfærdsrettigheder til danskerne til en pris på mellem 10 og 99 mia. kr., og under valgkampen senere samme år kunne man f.eks. den 4. november på DR1 opleve Thorning, der altså i dag kritiserer VK-regeringen for de gentagne budgetskred i kommunerne, indigneret skose Anders Fogh i mange minutter, fordi han ikke ville lade de selvsamme kommuner, der næsten uden undtagelse overskred budgetterne, bruge endnu flere penge… Måske kunne man sammenligne den socialdemokratiske retorik over for de borgerlige på dette område med et scenario, hvor Bjarne Riis skælder nogle cykelryttere hæder og ære fra, fordi de har brugt doping. Hykleriet ville vist være til at få øje på… Men lakmusprøven på, om Socialdemokraterne kan tillade sig at kritisere VK-regeringens økonomiske politik i 00’erne må være, om de selv kan levere eksempler på toppolitikere fra deres parti, der advokerede for et mindre offentligt forbrug, før finanskrisen ramte Danmark? Jeg venter i spænding.

Socialdemokraternes ansvarsfralæggelse når næsten komiske højder, når de stadig den dag i dag, 3 1/2 år efter den siddende regering tiltrådte, giver Dansk Folkeparti skylden for efterlønsreformen, som de har døbt Thulesen Dahl-reformen. Det siger vist mere om Socialdemokraternes egen inkompetence og manglende gennemslagskraft end om DF og Thulesen Dahl, når det største regeringsparti på fjerde år føler sig nødsaget til at administrere hans politik.

P.S: Ret skal være ret: Både Bendtner og Thorning-Schmidt har scoret nogle mål på den internationale scene de seneste år… Det ændrer dog ikke ved, at det ikke er dér, det bliver afgjort, om de skal have deres kontrakter med henholdsvis VfL Wolfsburg og de danske vælgere fornyet.

I min anden blog på Dagens Q kan man læse om, hvad den siddende regering har tilfælles med Nicklas Bendtner, og hvor meget den er bagud i meningsmålingerne siden det seneste Folketingsvalg i 2011. Læs indlægget her.

Som det næppe er forbigået mine læseres opmærksomhed, er det ikke meget, jeg har skrevet her på bloggen de seneste 2-3 måneder. Det skyldes, at jeg i slutningen af november, på Twitter, blev kontaktet af ingen anden end Henrik Qvortrup, der bad mig om at ringe ham op. Nu er det ingen hemmelighed – det er han også fuldt ud klar over – at jeg har været en rimelig stor kritiker af ham, så i første omgang var jeg bange for, han ville skælde mig ud! Sådan forholdt det sig imidlertid ikke. I stedet sagde han, at selvom han ikke altid var enig med mig, syntes han, jeg var god til at skrive, skarp og kontant. Kunne jeg mon tænke mig at blogge for ham på hans nye politiske portal på metroxpress hjemmeside, Dagens Q, der skulle gå i luften til februar? Det sagde jeg selvfølgelig ja til, og jeg må indrømme, at jeg siden da har puttet lidt med nogle artikler, jeg ellers ville have offentliggjort på Omnial og 180 Grader. Hvorom alting er: I går kunne man så læse mit første indlæg, da Dagens Q havde premiere. Det er jeg selvfølgelig glad for, mens jeg omvendt er lidt skræmt over profilbilledet, men sådan er det – og det er ikke fotografens skyld! Jeg håber, I vil følge mig fremover på Dagens Q. Artiklerne bliver lidt kortere end hidtil, men stilen vil være den samme, så længe det varer. Under alle omstændigheder tak for, at I har fulgt med i mine skriblerier indtil nu.

Posted by: JanChris | 10/12/2014

Hvad bilder Kristian Jensen sig ind?

Alt imens min lille artikel om, at den inkarnerede evigheds-Brøndby-fan, Helle Thorning-Schmidt, i 2003 (og måske også lidt længere frem i tiden) havde et lille intermezzo som fan af ærkerivalerne, FCK, i dén grad kommer til ære og værdighed, 40 dage efter den blev skrevet, ved at være tophistorien på såvel Ekstra Bladets som B.T.’s hjemmeside i adskillige timer og over flere dage og endda har ført til et statsministerielt dementi, forsøger Venstres næstformand, Kristian Jensen, efter bedste evne at fjerne opmærksomheden fra denne epokegørende opdagelse fra min hånd.

Dårligt havde jeg – selvsagt uden at blive nævnt som kilde så meget som ét eneste sted – haft tid til at glæde mig over, at netop dette værk – af alle fra min hånd – nåede så stor udbredelse i det danske medielandskab, før Kristian Jensen – ausgerechnet, som man siger syd for grænsen, denne tørre og lidt kedelige mand – stjæler hele opmærksomheden. Når det er sagt, kan jeg godt forstå ham, for det er glasklart, at der er behov for, at en person fra den absolutte Venstre-top puster yderligere til ilden i diskussionen om Lars Løkkes formandskab. Det er lige, hvad det største oppositionsparti og dets leder har brug for her få måneder før valget, og lige efter den længe ventede og frygtede bog om formanden, skrevet af et par B.T.-journalister, kom på gaden. Vi har behov for at få at vide, at Kristian ikke vil drikke øl med Lars og omvendt, selvom vi måske nok havde en formodning om det i forvejen. Vi higer også efter at få at vide, at Kristian og Troels ikke kan lide hinanden og aldrig har kunnet det; at dette forhold stammer helt tilbage fra deres fælles tid i VU, og at det nåede sit foreløbige, negative højdepunkt, da sidstnævnte blev skatteminister. Frem for alt ville vores liv mangle mening, hvis vi ikke endnu engang havde fået bekræftet, at Kristian Jensen stadig arbejder på at blive Venstre-formand og statsminister en dag.

Kulminationen på dette orgie af glædesfremmende budskaber fra hans mund består imidlertid i indrømmelsen af, at intet af det, han siger og gør, er tilfældigt. Omvendt får den os også til at blive en lille smule eftertænksomme og stille et par kritiske spørgsmål: Kunne det f.eks. tænkes, at du, Kristian, eftersom du havde givet de to interviews, før Løkke-bogen kom på gaden, har spekuleret i, at han igen ville komme helt ud i de politiske tove, og at dine udtalelser måske kunne være det afgørende stød, der sendte ham helt ud af ringen? Eller har du simpelthen, på det mere overordnede plan, tænkt, at du er nødt til at få ham Løkke fjernet fra formandsposten inden valget, for når han først er blevet statsminister, risikerer du, at han kommer til at sidde i så mange år på både den post og som Venstre-formand, at du aldrig nogensinde selv kommer til fadet? Hvis det er den måde, du tænker på, Kristian, er vi måske alligevel ikke så glade for, at du netop nu har valgt at dele dine inderste tanker om Løkke og co. med hele Danmark. På den baggrund må vi måske ligefrem sige – frit efter den italienske fodboldtræner, sprogæstet og retoriske Rastelli, Giovanni Trapattoni – Was erlauben Kristian?

Mediekampagnen, der skal forhindre Venstre og Lars Løkke i at generobre regeringsmagten, er nu officielt skudt i gang med offentliggørelsen af den nye bog om Venstre-formanden. På Twitter diskuterer en række brugere, deriblandt den socialdemokratiske multimillionær, Stine Bosse, hvor man kan læse en gratis udgave i fuld længde. Det første store medie, der kunne afsløre nogle af de angiveligt store nyheder i bogen, var Politiken, selvom værket udgives på Berlingske Media. Ét af æresmedlemmerne i Venstre-fraktionen, Ny Illoyalliance, Britta Schall Holberg, der tillige af meget uforklarlige årsager er blevet tildelt samme hædersbevisning i moderpartiet, siger ligeud i bogen, at Løkke har et alkoholproblem, og at alle i Venstres Folketingsgruppe ved det. Tak til hende for den oplysning. Derudover kan man bl.a. læse, at Løkke har slidt to chauffører op, og at han er festglad og humørsyg. Sig ikke, at de danske medier ikke kan bringe store afsløringer til torvs…

Noget overraskende ser det ud til at være Venstres næstformand, Kristian Jensen, der bliver skadet mest af bogen. Det fremgår nemlig, at han indgik i et koordineret parløb med endnu et, nyere, medlem af Ny Illoyalliance, Jens Rohde, da denne sidst i maj i år krævede Løkkes afgang før det ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde i Odense. Samtidig støttede Jensen udadtil Løkke som den loyale næstformand.

På trods af, at så godt som alle store danske medier, herunder Berlingske og B.T. selvsagt, Politiken, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og DR allerede har fået udleveret bogen op til weekenden, ser kampagnen mod Løkke ikke ud til at få helt det medløb, regeringspartierne havde håbet på. Selv Politiken og DR må erkende, at der ikke ligger de helt store sensationer gemt på de næsten 300 sider. Det må være en kæmpe skuffelse for Socialdemokraterne, der – vel vidende, at de ikke kan vinde det kommende valg på egne meritter – havde næret store forhåbninger til bogen, hvilket man bl.a. kan læse her, her og høre her (fra ca. 23 min.) Ja, de stakkels uskyldsrene socialdemokrater, der ikke har lavet andet end at hamre løs på Venstre og Dansk Folkeparti siden valget. Sågar en kampagne med hjemmeside og andet godt har de iværksat. Heldigt for dem, at mediernes kritiske lys nu kun er vendt mod højre side af det politiske spektrum.

P.S: TV2 og Politiken – et kønt parløb – kan, kort efter Løkke-kampagnen er sat officielt i søen, offentliggøre en meningsmåling, der viser, at vælgerne hellere vil have Søren Gade end Løkke som Venstre-formand og dermed statsminister. Man kan mene, hvad man vil, men man må have respekt for timingen…

Older Posts »

Kategorier

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 27, der følger denne blog