Posted by: JanChris | 08/06/2014

Angela Merkel vil have Helle Thorning-Schmidt som EU-præsident, fordi hun er “finanspolitisk fornuftig”!

Vores kære statsminister, der ene og alene takket været Poul Madsens anden veltilrettelagte og ikke mindst veltimede kampagne mod Lars Løkke Rasmussen, nu igen ser ud til at have i hvert fald en lille chance for at kunne forsvare regeringsmagten ved det kommende valg, er med en til sikkerhed grænsende sandsynlighed på tale til en toppost i EU. Det kan der ikke være tvivl om, når man ser, at så mange, til dels, velestimerede aviser fra så mange forskellige lande unisono nævner hendes navn i den forbindelse. Til det må man stilfærdigt konstatere, at statsministeren, der som bekendt over for danske medier både har sagt, at hun ville sige nej, hvis hun blev spurgt, og endda har væddet på, at hun vil blive på sin post efter det kommende valg, har været meget dårlig til at videreformidle de budskaber til Merkel og co.

De fleste danskere har – Løkkes bedrifter til trods – et ret negativt syn på statsministeren, gående fra inkompetent til en næsten komisk figur, omend hun efter valget i visse kredse roses for sin nyvundne økonomiske ansvarlighed. Netop, hvad det emne angår, anser både Thorning-Schmidt og hendes næsten forsvundne finansminister, Bjarne Corydon, sig selv for at være moderne udgaver af Jesus Kristus, der personligt – med alle de frygtelige omkostninger, det har medført for dem – har påtaget sig alle VK-regeringens synder for at frelse kongeriget fra den sikre undergang. Det er næsten rørende at høre om deres selvopofrelse, når landets medierepræsentanter holder mikrofonen for dem, uden at spørge om, hvordan det kan være, at den samme økonomiske politik, de nu dårligt kan åbne munden uden at kritisere for sin uansvarlighed, før valget i 2011 var alt, alt for restriktiv og stram.

Ikke desto mindre kan man nu læse, at én af de vigtigste grunde til, Angela Merkel arbejder på at gøre Helle Thorning-Schmidt til EU-præsident, er, at hun er finanspolitisk fornuftig, som Die Welt formulerer det i dag. Der foregår mange uretfærdigheder rundt omkring i verden hver eneste dag, og det er meget muligt, at denne i adskillige tilfælde blegner til sammenligning, men jeg er nødt til at sige, at jeg er ved at kaste op, når jeg læser, at lige netop Thorning-Schmidt er på tale til én af de største stillinger i den politiske verden p.g.a. sin økonomiske ansvarlighed. Det er svært at sammenligne med noget som helst andet, men det svarer vel lidt til, at Hugh Hefner blev sat i spidsen for en kommission, der skulle advare mod følgevirkningerne af seksuel løssluppenhed og udbredelsen af porno, eller for at bruge et dansk eksempel: at Stein Bagger, Kurt Thorsen, Erik Skov Pedersen, Klaus Riskær Pedersen – og måske endda Henrik Qvortrup – fik til opgave at belære andre om vigtigheden af etik og moral i erhvervslivet. Sammenligningerne er måske ikke de allerbedste, men hvis man har fulgt med i dansk politik siden 2005, ved man, at ordene økonomisk fornuftig og Helle Thorning-Schmidt ikke kan siges i samme sætning, medmindre de fremstilles som hinandens modsætninger.

Når man ser på det gode ry og rygte, Helle Thorning-Schmidt har i udlandet, kan man ikke lade være med at undre sig over den skærende kontrast til Dansk Folkeparti. Mens hun fremstilles uendelig meget mere positivt uden for landets grænser, end der er belæg for, forholder det sig diametralt anderledes med DF. Udenlandske journalister, der for det meste ikke kan et ord dansk og måske endda aldrig har opholdt sig så meget som et sekund i Danmark, kan ikke desto mindre forklare deres læsere og seere, at der er tale om et populistiskfremmedfjendsk og ofte endda højreekstremt og racistisk parti. Hvor har de deres såkaldte viden fra? Den har de selvfølgelig fra danske journalister, der som bekendt i altovervejende grad hører hjemme i centrum-venstre-segmentet i det politiske spektrum. Søren Espersen fra netop Dansk Folkeparti fortalte for nogle år siden den følgende historie om Politikens nu afdøde chefredaktør: Udenlandske journalister taler med Tøger Seidenfaden, der fortæller dem, hvor racistisk og fremmedfjendsk DF er. Velinformerede om tingenes rette sammenhæng tager de udenlandske journalister derefter hjem – selvsagt uden at have givet Dansk Folkeparti mulighed for at forsvare sig – og gengiver Seidenfadens ord i deres artikler. Efter offentliggørelsen af de velafbalancerede indlæg omtales de så i Politiken under store overskrifter á la: Anset * avis anklager DF for at være racistisk og fremmedfjendsk.

En vigtig pointe angående Helle Thorning-Schmidt, som jeg også kommer ind på nedenfor, og som jeg faktisk har forfægtet, stort set lige siden hun tiltrådte som statsminister, er, at det ikke var den parlamentariske situtation eller Margrete Vestagers brutalitet og dygtighed, der gjorde, at hun og hendes regering efter valget førte en helt anden politik, end den de gik til valg på. Nej, den virkelige grund til, at Thorning-Schmidt efter valget slog ind på den økonomiske reformkurs, var for at imponere EU-eliten, herunder ikke mindst Angela Merkel, så hun også på det punkt passede på jobprofilen til EU-topposterne på et tidspunkt, hvor alle medlemslandene har måttet gennemføre skrappe reformer under den økonomiske krise. Selv med velvillige danske journalisters hjælp ville det nok have været svært at få en toppost i EU med hendes tidligere vision om velfærd frem for skattelettelser, 29 velfærdsrettigheder til en pris på mellem 10 og 99 mia. kr. og en laissez faire-indstilling á la: Vi mangler jo ikke penge i den danske skattekasse. Der er bugnende overskud. Hver gang de åbner skuffen i Finansministeriet, finder de et større overskud, så vi mangler ikke penge.

Til sidst følger en artikel, jeg skrev for lidt mindre end to år siden, og som dengang faldt for min egen censur, men hvad skal jeg sige: Det, der står i den, var jo rigtigt dengang, og det er stadig rigtigt den dag i dag, så hvorfor ikke offentliggøre det?

Hår

Helle Thorning-Schmidt har i løbet af sin relativ korte karriere som politiker været kritiseret for mangt og meget, men på ét punkt er de fleste iagttagere dog enige om, at hun har holdt sig tilbage: Hun har stort set aldrig spillet på sit udseende eller sin kvindelighed for at komme frem i verden som politiker. Selvom påstanden på sin vis er bizar i og med, at Thorning-Schmidt formentlig er den politiker i Danmarkshistorien, der har brugt flest penge på det tøj, hun har på i offentligheden, hudpleje, håropsætning etc., er der alligevel noget om snakken: I mindst 90-95 % af sine offentlige optrædener her i landet har hun sat håret op i nakken – det havde hun dog ikke i 2005 under formandsopgøret mod Frank Jensen – der er ingen udsigt til kavalergang (hvis hun har en sådan), nederdelene har en vis længde etc. Netop det med at sætte håret op er selvfølgelig et helt bevidst valg fra statsministeren og hendes spindoktorers side: Som toppolitiker og ikke mindst i sin nuværende rolle som regeringschef vil hun tages alvorligt og ikke udsættes for beskyldninger á la den ovennævnte, som bl.a. Lene Espersen var udsat for i sin tid, om, at hun spiller på sit udseende.

Jeg kan huske at have læst, at også Helle Thorning-Schmidts egen mor har rådet sin datter til ikke at lade håret falde, når hun optræder som politiker i offentligheden. Det tip har Thorning-Schmidt som nævnt næsten overholdt til punkt og prikke her i landet, ikke mindst på de nu hedengangne Tirsdagspressemøder. Hun har haft håret slået ud nogle ganske få gange i den tid, hun har været statsminister, men det er også alt.

Til gengæld sker der noget med Helle Thorning-Schmidt, når hun sætter sig op i et (Challenger)-fly og forlader kongerigets grænser. Pludselig overmandes hun af en øjensynlig uimodståelig lyst til at slå sit hår ud, inden hun mødes med andre regeringsledere og toppolitikere. Mens hun her i landet, når hun taler til sine vælgere, vil måles og vejes på sine (i én uendelighed) skiftende holdninger og meninger, forholder det sig åbenbart anderledes under de personlige møder med en flod af magtfulde politiske ledere fra hele verden. Pludselig begynder statsministeren netop at bruge sin kvindelighed frem for den til dels aseksuelle fremtoning, hun lægger for dagen i Danmark. Måske i erkendelse af, at hendes argumenter i sig selv ikke er gode nok til at overbevise kollegaerne om hendes fortræffeligheder?

Til Thorning-Schmidts forsvar må man sige, at strategien virker: Næsten alle de politiske ledere, hun møder i udlandet, ser ud til at nyde hendes selvskab, og enkelte synes endda at blive overvældede af en ubændig trang til at røre ved den danske statsminister. Hvordan tingene ville forholde sig, hvis de så hende uden makeup, mascara, hårfarve, effekten af B-behandlinger etc., står hen i det uvisse, men faktum er i hvert fald, at de er vilde med hende, som hun har præsenteret sig hidtil.

Hvad er det så, Thorning-Schmidt, bl.a. ved at slå håret ud, forsøger at opnå under sine talrige møder med magtfulde mænd fra den politiske verden? For at finde svaret kan man bl.a. se på, hvad hun sagde helt tilbage i 1996 under sit første interview til en større dansk avis: (…) Men jeg kunne ikke tænke mig at forlade det internationale. Det er det, jeg kan. Thorning-Schmidt så altså allerede dengang sin fremtid i udlandet, i realiteten EU, ligesom sine svigerforældre, det frygtede/berygtede ægtepar, Neil og Glynis Kinnock, der i England først og fremmest er kendte for sin formidable evne til at presse penge, i tørre tal ca. €10 mio., ud af EU-systemet. De familiemæssige bånd er altså allerede på plads, og Thorning-Schmidt har som bekendt også selv siddet fem år i EU-Parlamentet, en periode, hvor hun opnåede meget, meget få konkrete resultater, men dog gjorde sig bemærket ved konsekvent at stemme ja til alle lovforslag, der blev fremsat med henblik på at give mere magt til Parlamentet. I dag i år 2012 er hendes begejstring for EU ikke blevet mindre, men – om muligt – endnu større. I den forbindelse er det værd at bemærke, at Thorning-Schmidt – i lyset af den mild sagt lunkne opbakning til projektet i den danske vælgerbefolkning – fremstår som moderat og tilbageholdende tilhænger af det europæiske projekt her i landet, mens hun i EU-sammenhænge springer ud som som noget, man vist godt kan betegne som rabiat fortaler. Hvis man betvivler sandheden i det udsagn, behøver man blot at læse, hvad hun har sagt om det storslåede projekt, efter Danmark overtog EU-formandskabet. I sin tale til EU-parlamentet i januar lød det bl.aI am a European at heart og this great, unique parlament. Kunne man i sin vildeste fantasi forestille sig Helle Thorning-Schmidt stå i Folketinget og sige: Jeg er dansker i mit hjerte og dette storslåede, unikke parlament? Nej, vel. Selv, hvis Pia Kjærsgaard havde sagt det, ville det lyde patetisk, og hun ville blive hånet for det – specielt den sidste del – i meget lang tid.

Thorning-Schmidt var dog langtfra færdig med sin leflen for EU-systemet. For nylig sagde hun således på en EU-konferenceHvilken international organisation har i menneskehedens historie nogensinde været i stand til at gøre, hvad EU har gjort over de sidste seks måneder? Ingen! Udtalelserne er så bizarre, at de kun kan forklares på to måder: Enten er hun EU-fanatiker, der er så forblændet af det i hendes øjne storslåede projekt, at hun har mistet enhver form for jordforbindelse, eller også er de et helt bevidst led i en kampagne, der skal ende med at gøre hende til formand for EU-kommissionen i slutningen af 2014. Ja, faktisk er der en tredje mulighed: Hun er både EU-fanatiker – måske har hun anlæg for sådanne følelser i og med, at hun tidligere var glødende kommunist og en form for marxistisk propagandist på KU – og forsøger tillige at fedte og lefle for EU-toppen, så de vælger hende til den prestigefyldt post, når José Manuel Barroso, en anden gammel kommunist, altså går af om 2 ½ år.

Når det er sagt, er det værd at holde fast ved, at der ligger hård kalkyle bag Thorning-Schmidts ageren i EU-sammenhænge. Hendes fuldbårne støtte til Angela Merkels sparekurs er bizar og grotesk, når man tænker på, hvordan hun i årevis med monoton regelmæssighed har ævlet om, hvordan hun ville gøre verdens største offentlige sektor – altså den danske – endnu større, hvordan skattelettelser var den diametrale modsætning til velfærd – hendes yndlingsmantra – og at en stemme på hende var den bedste garanti imod sådanne umenneskelige tiltag. I den forbindelse er det imidlertid typisk for Thorning-Schmidt, at hun på et øjeblik kan vende på en tallerken og stadig se ud som om, hun aldrig har ment andet.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: