Posted by: JanChris | 20/03/2013

Socialdemokraterne var et historisk uansvarligt oppositionsparti, og deres kritik af VK-regeringen skriger til himlen

Den nedenstående artikel har været MEGET længe undervejs, og jeg kan garantere/love, at jeg aldrig nogensinde skriver et lige så langt og gennemdokumenteret indlæg igen. Det har været vanvittig hårdt. Mine mål med at skrive artiklen har været som følger: For det første vil jeg gerne have, at medierne omsider begynder at beskæftige sig med, hvor enestående uansvarlige Socialdemokraterne var som oppositionsparti, og hvorfor deres kritik af VK-regeringens økonomiske politik dermed skriger til himlen.

For det andet ville det være fantastisk, hvis ledende socialdemokratiske ministre personligt blev stillet til ansvar for deres tidligere udtalelser og udspil i Folketingssalen. Det kunne Liberal Alliance f.eks. sørge for, og anledningen kunne være Afslutningsdebatten den 29. maj.

For det tredje – og det punkt hænger sammen med de to første – ville det ligeledes være en exceptionel stor oplevelse, hvis man kunne få bare en enkelt- eller to ledende socialdemokrater til – på baggrund af den nedenstående dokumentation – at indrømme, at ja, vi var et-, hvis ikke historisk så i hvert fald, meget uansvarligt oppositionsparti. Jeg tror dog ikke, det kan anbefales at holde vejret, mens man venter på lige præcis den indrømmelse.

P.S: Kan man ikke overskue at læse hele artiklen, kan man også vælge at nøjes med én af de to andre versioner på henholdsvis ca. 1300 og 2200 ord. Der er også mulighed for at læse denne, lange artikel i Adobe Reader – den er endda skrevet med min egen skrifttype – så man kan få et bedre overblik, printe enkeltsider ud, se hele kildematerialet etc.

Helles Himmelråbende Hykleri

Dokumentation: Læs, hvorfor Socialdemokraterne var et historisk uansvarligt oppositionsparti og deres permanente kritik af VK-regeringens økonomiske politik dermed er himmelråbende hyklerisk.

Som borgerlig vælger bliver man direkte harm, når man igen og igen hører ledende repræsentanter for den nuværende regering give VK-regeringen (i realiteten først og fremmest hovedmodstanderen, Venstre), der havde magten fra 2001 – 2011 her i landet, størstedelen af skylden for den økonomiske krise, Danmark – som stort set alle andre lande i verden – har befundet sig i siden 2008/2009. Heldigvis er det dog sådan, lyder det beroligende fra S-R-SF-regeringen, at den for Danmark og danskernes skyld er parat til at påtage sig det store ansvar og feje oprydde opgøre rent og rydde ud (Helle Thorning-Schmidt) i det vakkelvorne håndværkertilbud (fra 7.45 min.) (Bjarne Corydon, Politiken d. 13.05.12) og fallitbo (Villy Søvndal), Løkke og co. har efterladt sig. Det er i hvert fald den version af virkeligheden ikke alene ledende ministre, men stort set enhver socialdemokrat og SF’er med en puls, gentager med søvngængeragtig monotoni, hver gang chancen byder sig.

Danmark: En sikret bygning, der ikke er ved at ramle sammen

Tidligere overvismand og formand for Velfærdskommissionen, økonomiprofessor Torben M. Andersen, havde for sit vedkommende i maj 2012 et noget mere nøgternt syn på den økonomi, VK-regeringen overlod til sine efterfølgere: Det er en rimelig sikret bygning. (…) Det kan være, at der trænger til at blive malet lidt og til udskiftning af de hårde hvidevarer, men det er et rimelig solidt bygningsværk. Det er ikke lige ved at ramle sammen, og vi står pænt i forhold til andre lande.  (Politiken, d. 13.05.12) En OECD-rapport, Economic Survey of Denmark, fra januar 2012 understøttede den vurdering ved at konkludere, at Danmarks økonomi var i rimelig god form, da man gik ind i krisen, og dansk økonomi er stadig i rimelig god form.

Fogh burde have set fremad, selvom vi selv har travlt med at se tilbage

Én ting er, at hykleriet er til at tage og føle på, når Thorning-Schmidt f.eks. d. 31. maj 2007 under Afslutningsdebatten i Folketingssalen sendte følgende svada til daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen: Det, der er slående, er jo som sagt, at statsministeren bruger al sin tid på at skue bagud, ikke fremad. Det, statsministeren er frygtelig god til, er at prale af fortiden, og så er han selvfølgelig også god til – det har han nemlig ganske stor øvelse i – at skælde ud på Socialdemokraterne.

Medierne lægger tavshedens kåbe over Socialdemokraternes bedrifter i opposition

Noget andet er, at Socialdemokraterne – med deres egne meritter udi den økonomiske politik in mente, som jeg vil komme udførligt ind på nedenfor – overhovedet kan få sig selv til at bruge den form for retorik uden at rødme eller på anden måde føle fysisk ubehag. Det er sådan set bemærkelsesværdig nok i sig selv, men endnu værre er det, at politiske journalister og kommentatorer som Henrik Qvortrup, Ask Rostrup, Anders Langballe, Clement Kjersgaard og deres kollegaer i den skrevne presse synes at købe præmissen, uden på nogen måde at drage den letkøbte analyse det mindste i tvivl, for slet ikke at tale om at spørge ind til, hvor ansvarlige den nuværende statsminister og hendes partifæller egentlig selv var, dengang Anders Fogh, Lars Løkke og co. sad med regeringsmagten? Nuvel hører man af og til små pip á la: I mente vist noget andet, dengang I var i opposition, men på intet tidspunkt har noget dansk medie, mig bekendt, redegjort for dybden og omfanget af den socialdemokratiske uansvarlighed fra midten af 00’erne og frem til regeringsskiftet i 2011. Når Qvortrup og co. altså åbenbart er ramt af et kollektivt hukommelsestab og ikke selv kan eller vil se nærmere på Socialdemokraternes rolle som oppositionsparti i 00’erne, er der ingen anden mulighed, end at mindre ånder som undertegnede må påtage sig opgaven.

Det er VK-regeringen og ikke os, der har været uansvarlig og i gavehumør

Socialdemokraternes manglende evne og vilje til at se indad og tilsvarende ekstremt udprægede behov for næsten ubetinget at give, især, Venstre hele skylden for de økonomiske problemer, Danmark har befundet sig i i de sidste 4-5 år, var også meget udtalte under valgkampen i 2011. Den 6. oktober på TV2 lød budskabet fra Helle Thorning-Schmidt til sin duellant, Lars Løkke Rasmussen, således: (…) Så det er meget nemt at stille sig op og sige, at nu skal vi holde op med gavehumøret. Bare man vender pilen mod sig selv, for det er jer, der har været i gavehumør. (…) Når statsministeren han gør så meget ud af, at det er os, der er uansvarlige, så er jeg bare nødt til at sige igen: – og jeg vil sige det igen, hvis det er nødvendigt – det er statsministeren og regeringen, der igennem ni år har opført sig uansvarligt over for de kommende generationer.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, lagde heller ikke skjul på, at strategien også bliver videreført konsekvent efter valget, da han for nylig blev interviewet til det politiske magasin, Ræson: Vi vil aldrig stoppe vores kritik af det spildte årti. (…) Hvis bare den (VK-regeringen) havde lyttet i tide, så havde vi ikke haft lige så store tømmermænd, som vi har nu. Vel at mærke efter en fest nogen holdt på vores regning.

VK har kørt landet i sænk, men vi overtager alligevel deres økonomiske politik

Til det er der for det første at sige, at det forekommer lidt ejendommeligt sådan at tordne mod den tidligere regerings politik på det økonomiske område, når man samtidig på side 9 i sit eget regeringsgrundlag har skrevet følgendeUdgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand. Formuleringen var i dén grad opsigtsvækkende, når man tager i betragtning, at Socialdemokraterne og SF selv havde lavet Fair Løsning, altså det, der så sent som i maj 2011, med Helle Thorning-Schmidts egne ord, var det mest gennemarbejdede økonomiske udspil, der nogensinde er fremlagt af en opposition. (Hvordan måler man i øvrigt det?) Ikke desto mindre viste planen, der bl.a. blev markedsført under sloganet: Vi kan ikke spare os ud af krisen, sig, ifølge Finansministeriets beregninger i maj 2011, at være underfinansieret med mellem 22 og 39 mia. kr. Tallene gjorde Socialdemokraterne, herunder ikke mindst finansordfører Morten Bødskov, rasende. Han beskyldte direkte den daværende finansminister, Claus Hjort Frederiksen, for at misbruge embedsmænd i et partipolitisk ærinde og demonstrere stor mangel på evne til at kende forskel på Finansministeriets embedsapparat og Venstres kampagnekontor. Efter valget var tonen imidlertid en helt anden fra den nytiltrådte finansminister, Bjarne Corydon, hovedarkitekten bag både Fair Løsning og den nedenfor omtalte Fair Forandring. I et svar til Folketinget i oktober 2011 lod han forstå, at han ikke havde nogen indvendinger mod Finansministeriets tal eller regnemetoder.

Jeg lover ikke at ændre et komma. Øh, jeg skrotter det hele, men jeg lovede jo ingenting.

Heller ikke Fair Forandring, S og SF’s skatteudspil fra 2009 med sin bank- og millionærskat og forhøjelse af selskabsskatten fra 25 – 28 %, overlevede mødet med virkeligheden. Dengang sagde Thorning-Schmidt ellers efter devisen: Der bliver ikke ændret et komma, at det, vi lægger frem i dag, er ikke et forhandlingsoplæg til resten af oppositionen. Det, vi lægger frem i dag, bliver skrevet ind i et kommende regeringsgrundlag. Det er det, vi gennemfører efter et valg. Fair Forandring er en ny regerings skattepolitik, hverken mere eller mindre. (…) Der kan ikke blive tale om at danne en regering, uden at dette er en del af regeringsgrundlaget. (Jyllands-Posten, d. 17.10.11) Hun tilføjedeJeg er ikke parat til at sige én ting før et valg og så svigte efter et valg.

Hvordan den selvsamme person, bl.a. på den baggrund, umiddelbart efter at have skrevet regeringsgrundlag og dannet regering efter radikalt diktat og dermed også smidt Fair Løsning og Fair Forandring ud med badevandet, alligevel kunne udtale til journalister på vej ind i Folketingssalen d. 6. oktober 2011, at der er ikke nogen løftebrud – overhovedet, må forblive hendes hemmelighed.

Under alle omstændigheder må man formode, at der sad mange måbende vælgere tilbage og undrede sig meget over, hvordan de to pompøst lancerede S-SF-planer tilsyneladende kunne forsvinde ud i den tynde blå luft på 25. etage af Hotel Crowne Plaza på Amager under forhandlingerne om et regeringsgrundlag i september/oktober 2011, mens VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand overlevede?

Vi lover et reformstop, og derefter går vi amok i reformer. Capiche?

For det andet – og nu bliver det igen en ren tilståelsessag for Socialdemokraterne – skrev partiet selv i september 2006 i sit finanslovsforslag for 2007, at (…) Med sommerens brede aftale om velfærdsreformer er argumenterne for den såkaldte opsparingsstrategi fjernet. (VK-regeringen brugte en del af det offentlige overskud på at nedbringe den offentlige gæld) Fremtidige udfordringer er adresseret med reformer. Med andre ord ville Socialdemokraterne ikke alene nedprioritere afbetalingen af udlandsgælden; de var også af den overbevisning, at de med indgåelsen af Velfærdsforliget i 2006 allerede havde fremtidssikret det danske velfærdssamfund og dermed overflødiggjort fremtidige reformer. Den profeti kan man så f.eks. stille op over for den siddende statsministers udtalelse (fra 16.56 min.) på World Economic Forums årlige møde i Davos i Schweiz d. 24. januar i år, hvor hun sagde, at (…) Vi har befundet os i et stort reformraseri (-vanvid) det seneste år.

Hvorom alting er: I september 2006 advokerede Socialdemokraterne altså for det stik modsatte: et reformstop. Godt nok kan man holde Thorning-Schmidt og co. til gode, at der i den mellemliggende periode var et intermezzo bestående af en international finanskrise, men at adressere fremtidige udfordringer betyder jo netop også at ruste sig til svære tider. Desuden er det et faktum, at alle danske partier allerede i 2005 af Velfærdskommissionen var blevet gjort opmærksomme på det påtrængende reformbehov i Danmark.

De Radikale advarede i 2008 mod Socialdemokraterne og det ”udgiftspolitiske flertal”

For det tredje mente selv den nuværende regeringspartner, Det Radikale Venstre, i årevis, at Socialdemokraternes økonomiske politik var uansvarlig. I september 2008 anerkendte partiets daværende finansordfører, Morten Helveg Petersen, over for Politiken, på den ene side, at mens (VK)-regeringen – efter syv år (…) uden at tage højde for fremtiden – har skiftet spor og nu taler om ansvarlighed og tilbageholdenhed, skosede han omvendt det uansvarlige udgiftspolitiske flertal bestående af Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti. Det virker som om, de ikke har forstået alvoren i dansk økonomi, lød vurderingen og ikke nok med det; Politiken skrev også: (…) Den økonomiske situation er så alvorlig, at han (Morten Helveg Petersen) direkte advarer mod de tre partier.

Hvordan den danske økonomi har det? Det afhænger af, hvem jeg taler til og hvor.

For det fjerde må man nøgternt konstatere, at rigets økonomiske tilstand fremstår meget foranderlig – måske kunne man sammenligne den med det danske vejrlig? – alt efter, hvilke fora statsministeren og til dels økonomi- og indenrigsministeren optræder i. Næppe havde Thorning-Schmidt således indtaget Statsministeriet, før hun d. 4. oktober 2011, i sin Åbningstale i Folketinget, måtte erkende, at Danmark er stadig ét af verdens rigeste lande. (Kan man være det og et vakkelvornt håndværkertilbud og fallitbo på samme tid?) Den samme tendens viser sig, i langt mere udpræget grad, i internationale-/EU-sammenhænge, hvor hun – en repræsentant for det, der, med budgetkommissær Janusz Lewandowskis ord, er EU’s næst-rigeste land – ikke er bleg for at fremhæve (fra 16.46 min.), at Danmark blandt udenlandske investorer anses for at være en sikker havn i disse krisetider med sin triple-A rating og lave rente.

VK-regeringen overskred på intet tidspunkt EU’s budgetkrav

Formentlig har Thorning-Schmidt og Vestager også noteret sig, at det offentlige underskud i 2011 – det sidste år VKO-flertallet var ved magten – ”kun” blev på 35 mia. kr., eller 1,8 % af BNP (det syvende-mindste underskud i EU ud af de 27 medlemslande), langt under EU-kravet på højst 3 %. Heller ikke i 2009 (2,7 %, femtemindste-) eller 2010 (2,6 %, tredjemindste underskud) overskred VK-regeringen budgetkravet. De foregående år havde Danmark som bekendt enorme overskud. Når man samtidig tager i betragtning, at den borgerlige regering i den første halvdel af sin tid ved magten betalte så meget af på udlandsgælden, at Danmark i 2006 for første gang siden Anden Verdenskrig havde et nettotilgodehavende i udlandet, på 36 mia. kr., der ved slutningen af tredje kvartal i 2011 var vokset til 412 mia. kr., tegner der sig et noget andet og mere nuanceret billede af VK-regeringens økonomiske bedrifter end det, man fra S-R-SF-regeringens side forsøger at fremmane.

Fallitboet med den historisk lave arbejdsløshed

For det femte: Arbejdsløsheden under Fogh- og Løkke-regeringerne var på intet tidspunkt højere, end da statsministeren hed Poul Nyrup Rasmussen, mens den omvendt er steget, siden S-R-SF-regeringen kom til. Det er der selvfølgelig mange og komplekse grunde til, men set i et historisk dansk perspektiv behøver VK-regeringen bestemt ikke at skamme sig over tallene.

Hvem fremstod mest fornuftig og klarsynet i 2006: Thorning eller Fogh?

Kritikken af VK-regeringen for, med Thorning-Schmidts ord på Socialdemokraternes kongres i november 2011, at have siddet ved magten i 10 år, hvor opsving og fælles velstand blev soldet op, klinger endnu mere hul, når man f.eks. læser, hvad daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde i Folketingssalen d. 31. maj 2006, for selv i dag, næsten syv år senere, fremstår han stadig som klart mere fornuftig og fremsynet end sin daværende konkurrent til statsministerposten: Så siger fru Helle Thorning-Schmidt: Jamen, det bugner med penge i statskassen, sikke et overskud der er, og det må kunne bruges. Altså, det er jo ikke ansvarlig politik at gå ud og sige det, bare fordi man har nogle midlertidige ekstra indtægter, fordi det går godt med Nordsøolie-indtægter, eller fordi det går godt med aktiekurserne eller med bilsalget, som jo kører op og ned. Vi har – det erkender vi da – i øjeblikket nogle ret store sådan midlertidige indtægter, men hvis man omsætter midlertidige ekstra indtægter til permanente udgifter, går det simpelt hen rigtig galt med økonomien.

VK-regeringernes forsømmelser er – trods alt – uomtvistelige

For at imødegå eventuelle misforståelser og beskyldninger om at være unuanceret vil jeg med det samme fastslå, at formålet med denne artikel ikke er at blåstemple den tidligere regerings økonomiske politik i sin helhed eller at fraskrive den ethvert ansvar for de problemer, Danmark står med i dag. Det er således rigtigt, at den burde have gennemført en række upopulære reformer, bl.a. på dagpengeområdet, allerede i de gode år i 00’erne, hvor den gunstige situation på arbejdsmarkedet ville have betydet, at langt færre var blevet personlig berørte af stramningerne, fordi de i stedet var overgået til ordinær beskæftigelse.

VK-regeringens største forsømmelse var indiskutabelt, at den forsømte at tage det nødvendige opgør med størrelsen på-, og dermed også antallet af ansatte i, verdens største offentlige sektor, ligesom den – på trods af tre skattereformer – ikke formåede at sænke skattetrykket så meget, som den burde have gjort, selvom det indiskutabelt faldt i Fogh og Løkkes regeringstid. Det er tillige uomtvisteligt – hvilket Lars Løkke også selv har erkendt – at hans regering ikke gjorde nok for at sikre den danske konkurrenceevne. Man kommer heller ikke udenom, at fastfrysningen af ejendomsværdiskatterne og liberaliseringen af låneformerne, herunder i særdeles muligheden for at kunne optage afdragsfrie lån (lovforslaget blev i 2003 i øvrigt også vedtaget med socialdemokratiske stemmer), medvirkede til at skabe, eller i hvert fald forstærke, udviklingen hen imod den boligboble, der opstod i Danmark i 2008/2009. Sandt er det også, at en væsentlig del af de store overskud i de fede år i 00’erne og tilsvarende relativ beskedne underskud, efter den finansielle krise ramte Danmark, skyldtes ekstraordinært store indtægter fra gas- og olieudvinding i Nordsøen og i perioder også bl.a. pensionsafkastskatten.

VK-regeringerne nød ikke godt af en ansvarlig og konstruktiv opposition

Det, man bare skal holde sig for øje, når man kritiserer, især, Anders Fogh-regeringen, er, at den ikke var velsignet med en ansvarlig og konstruktiv opposition magen til den, S-R-SF-regeringen nyder godt af i øjeblikket. Mens Socialdemokraterne og SF befandt sig i en permanent valgkampstilstand, måtte VK-regeringen gennemføre næsten alle sine reformer alene med Dansk Folkeparti, der godt nok viste sig at være langt mere parlamentarisk dueligt og pragmatisk end stort set alle iagttagere af dansk politik havde forestillet sig, men naturligt nok var Pia Kjærsgaard og co. ikke villige- eller i stand til at gå helt så langt på reformdagsordenen, som regeringspartierne ønskede sig.

Hvorom alting er: Når man som Socialdemokraterne ikke forsømmer nogen lejlighed til at skose VK-regeringen for dens økonomiske uansvarlighed i de fede år, er det kun rimeligt at gå endnu mere i dybden med, hvad partiets ledende repræsentanter selv sagde dengang, da Fogh, Løkke og co. ikke fik lyttet i tide, for nu at bruge Magnus Heunickes ord.

S-Strategien i 00’erne: Kræv mere velfærd hele tiden, men sig ellers så lidt som muligt

For den nuværende statsministers vedkommende, ét af de medlemmer af S-R-SF-regeringen, der nok må siges at have været allermest nådesløse i deres bedømmelse af VK-regeringens fejltagelser, tegner der sig et entydigt billede: For at sige det ligeud, baserede oppositionslederen Helle Thorning-Schmidts overordnede strategi for at vinde regeringsmagten sig på to elementer: for det første at sige så lidt som muligt og derved i videst muligt omfang undgå at begå fejl og lægge sig ud med såvel kerne- som potentielle vælgere, en strategi, der i øvrigt minder påfaldende meget om den, Lars Løkke og Venstre agerer efter i øjeblikket. For det andet: at kræve højere offentlige udgifter og mere velfærd ved enhver lejlighed og samtidig kritisere VK-regeringen skarpt, hver gang den bare så meget som antydede at ville gå i den modsatte retning.

Ser man konkret på, hvad Socialdemokraterne som oppositionsparti bidrog med af store politiske aftaler under Helle Thorning-Schmidts ledelse, finder man kun Velfærdsreformen fra 2006, mens f.eks. skattereformerne i 2007 og 2009 og Genopretningspakken fra 2010 blev vedtaget uden stemmerne fra det største oppositionsparti, ligesom Socialdemokraterne sammen med SF som bekendt var imod Tilbagetrækningsreformen helt frem til valgdagen i 2011, ja, de to partier havde endda ligefrem udnævnt Folketingsvalget til en folkeafstemning om efterlønnen.

Jeg troede, det væltede ud med penge fra alle skufferne, men jeg var dybt ansvarlig

Hvis man ser på Thorning-Schmidts ageren og udtalelser i månederne og årene op til finanskrisens begyndelse, tegner der sig et meget lidet flatterende billede af den nuværende statsminister, et billede, der nok ville få de fleste politikere i hendes situation til at være lidt mere varsomme med kritik af deres efterfølgere, end hun har været, men døm selv nedenfor:

Mens tidligere finansminister Thor Pedersen har måttet lægge ryg til utrolig megen kritik og hån for sit citat om, at (…) Over tid ender det med, at vi ejer hele verden (det var i øvrigt taget ud af en sammenhæng, og det, han i virkeligheden mente, var, at man ikke altid kunne stole på de økonomiske modeller), er der ingen, der har bidt mærke i et udsagn af Thorning-Schmidt fra Folketingets talerstol under Afslutningsdebatten d. 31. maj 2007: (…) Vi mangler jo ikke penge i den danske skattekasse. Der er bugnende overskud. Hver gang de åbner skuffen i Finansministeriet, finder de et større overskud, så vi mangler ikke penge. Det må så være op til læserne selv at vurdere, om de mener, ophavskvinden til citatet forekommer dem at være en historisk reformator in spe, der var gribende optaget af at fremtidssikre det danske velfærdssamfund, herunder ikke mindst slanke verdens største offentlige sektor; en politiker, der næsten ikke kunne vente med at forbedre den danske konkurrenceevne, der jo allerede dengang var kraftigt forringet i forhold til vores nabolande?

En vækst i den offentlige sektor på 0,8 % var en massakre. Hvad så med 0,4 %, Villy?

Faktisk havde Thorning-Schmidt selv givet svaret tidligere i debatten ved først at beklage sig over den historisk lave vækst i den offentlige sektor (den var på 1,3 %) og derefter sætte en årlig vækst på 2,3 % – som det gennemsnitligt var tilfældet i de sidste seks år under Nyrup-regeringen – som sit fremtidige mål, når/hvis Socialdemokraterne genvandt magten. Helt præcist ville hun have væksten i den offentlige sektor til at følge den generelle vækst i samfundet. I 2006 ville det have betydet, at verdens største offentlige sektor var vokset med 3,4 % og i 2007 med 1,6 %. Merudgiften anslog hun til 12-15 mia. kr., penge hun mente, der var råd til i statsbudgettet i form af en såkaldt buffer i Nyrup-regeringens 2010-plan, som også VK-regeringen forsøgte at efterleve.

De tal adskiller sig unægtelig en del fra dem, regeringen arbejder med i dag, hvor den netop har nedjusteret den planlagte vækst i det offentlige forbrug i 2014 til 0,4 % fra de 0,8 %, Villy Søvndal i sin 1. maj-tale i 2010 – vel at mærke på et tidspunkt, da den økonomiske krise for længst havde ramt Danmark – først betegnede som intet mindre end en regulær massakre (fra 4.40 min.) og senere nedtonede til kun at være et blodbad. I den forbindelse er det også værd at notere sig, at antallet af offentligt ansatte i 2012 faldt med 11.000 i forhold til året før, hvormed den tendens, der allerede havde vist sig i VK-regeringens sidste leveår, altså fortsatte under den nye regering.

Tusk, fusk og lusk er for de borgerlige. Vi står for nedskæringer over for alle grupper

Hvad mon oppositionspolitikerne, Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt, ville have sagt til den udvikling? Et godt gæt er, at de, sammen med bl.a. fagbevægelsen, var gået på barrikaderne, nøjagtig ligesom de gjorde det så sent som i juni 2010, hvor de begge deltog i en massedemonstration på Christiansborg Slotsplads – mange deltagere fremviste i øvrigt plakater med billeder af maskerede udgaver af Pia Kjærsgaard og Løkke under sloganet Som en tyv om natten – mod den borgerlige regerings Genopretningspakke, eller for at bruge den socialdemokratiske formands egne ord: En meget brutal spareplan, hvor man går efter nogle få grupper.

I sin 1. maj-tale måneden forinden var Thorning-Schmidt endnu mere skånselsløs i sin kritik af det siddende flertal, bl.a. under sloganet Tusk, fusk og lusk – det overlader vi til de borgerlige. (…) Regeringen har valgt. I løbet af få uger ryger de første fyresedler ud i kommunerne, og i løbet af efteråret begynder prikkerunderne i staten. Titusindvis af offentlige ansatte står til at blive fyret. Alligevel siger Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard, at det ikke vil betyde noget for vores velfærd. De tror, at ulighed og dårligere service skaber rigdom og tryghed. De tror, væksten kommer med enorme skattelettelser til de rigeste og nedskæringer på folkeskolen og ældreplejen. Det er deres vej. Et nyt flertal står for en anden vej ud af krisen.

Hvis man skiftede Lars Løkke og Pia Kjærsgaards navne ud med f.eks. Helle Thorning-Schmidts eget, Margrethe Vestager eller Bjarne Corydon, kunne man i dag fremføre nøjagtig den samme kritik af den siddende regering – vel at mærke uden den økonomiske situation i Danmark har ændret sig nævneværdigt i mellemtiden.

Efter hun havde sat sig i statsministerstolen, annoncerede Thorning-Schmidt så sin helt egen brutale spareplan, ifølge hvilken hun ikke ville nøjes med at gå efter nogle få grupper, men tværtimod, som hun sagde i sin første nytårstale i 2012, endevende alt og spørge, om vi kan gøre det bedre. Hun lagde ikke skjul på, at ja, vi vil opleve nedskæringer og besparelser.

Kun 93 ud af 98 kommuner får lov til at bruge for mange penge. Det er en spændetrøje!

Ét af de helt store problemer i dansk økonomi har i årtier været, at kommunerne har brugt for mange penge. Det har snarere været reglen end undtagelsen, at de overskred budgetterne. Således var det i 2009 kun 5 ud af 98 kommuner, der holdt sig inden for rammerne af budgetaftalen mellem Kommunernes Landsforening (KL) og finansministeren. Det var imidlertid ikke noget, der bekymrede Socialdemokraterne, hverken på det tidspunkt eller i de foregående år i Helle Thorning-Schmidts formandstid. Bl.a. advarede hun under Afslutningsdebatten i Folketinget i juni 2006 stærkt mod at lægge for stramme bånd på kommunerne: Problemet i dansk økonomi er ikke, at vi har for få penge. Problemet er, at regeringen har valgt at lægge en spare-spændetrøje ned over de danske kommuner, fordi man – som Claus Hjort Frederiksen-doktrinen viste før – har en plan om, at den offentlige sektor skal fylde gradvis mindre af vores samfundsøkonomi. Det er regeringens plan – vi har en anden. Den plan løftede hun noget af sløret for i slutningen af september samme år: Vi skal sikre, at vores børn får en ordentlig uddannelse, og at vores ældre bliver behandlet på en ordentlig måde. Derfor har vi foreslået, at man øger den samlede kommunale udgiftsramme med to til tre milliarder. Det handler ikke om, at vi skal ødsle med pengene, men om, at vi skal undgå nedskæringer i kommunerne.

Vil du ikke godt lade de stakkels kommuner bruge flere penge, Anders?

Under valgkampen året efter, d. 4. november 2007, da Thorning-Schmidt mødtes med Anders Fogh Rasmussen i en direkte tv-duel på DR1, afkrævede en meget aggressiv daværende oppositionsleder statsministeren en garanti – som hun godt nok ikke fik under debatten, men tilsagnet fra VK-regeringen kom faktisk fire dage senere – for, at han ikke ville sanktionere de kommuner, der havde ladet skatterne stige mere end det tilladte og derefter også brugt flere penge, end de måtte i henhold til budgetaftalen. Ifølge Thorning-Schmidt drejede det sig om, at kommunerne skulle have lov til at bruge 1,4 mia. kr. mere i stedet for de aftalte 750 mio. kr.

Før valget: behandl kommunerne nænsomt. Efter valget: Hvorfor tog I ikke fat i dem noget før?

Mens Socialdemokraterne som oppositionsparti altså var lodret imod at stramme skruerne over for det kommunale Danmark – de ville tværtimod løsne dem – fik partiet efterhånden et noget andet syn på sagen i løbet af 2011. Nu var de ikke længere afvisende over for idéen, men, som finansminister Claus Hjort Frederiksen d. 30. januar i år udtalte i Folketingssalen, var entusiasmen heller ikke ligefrem overvældende stor, da den borgerlige regering forsøgte at få flertal for budgetloven i det meste af valgåret 2011: (…) Vi måtte pakke sammen, fordi Socialdemokraterne ikke var specielt interesserede i det projekt. Det behøver man imidlertid ikke at tage hans ord for; Man kan bare læse, hvad Socialdemokraternes kommunalordfører, Rasmus Prehn, sagde til Politiken d. 27. september 2011Vi gør det på vores egen måde. Vi kommer ikke til at lave så stram en styring, som det regeringen lagde op til. Det er simpelthen for voldsomt. Nu, efter valget, er VK-regeringens tanker ikke længere helt så voldsomme, men derimod en integreret del af S-R-SF-regeringens økonomiske politik, endda så meget, at ledende ministre igen og igen fremhæver den, mens de omvendt skoser den forhenværende regering for år efter år at have overskredet sine budgetter. I den forbindelse forbigår de i tavshed, at der faktisk kom meget mere styr på kommunernes budgetter med Løkke som statsminister efter indførelsen af skrappere sanktioner, og at budgetoverskridelserne i øvrigt var en halv gang større under Nyrup-regeringen.

Claus Hjort havde ret i 2004, men han gjorde, som vi sagde, og derfor er det hans skyld.

Ét af den siddende regerings andre slagnumre er den såkaldte konkurrenceevnepakke, der har fået betegnelsen Vækstplan.dk. Ét af de vigtigste argumenter for at lave den, er, at Danmark mistede 170.000 private arbejdspladser og næsten 20 % konkurrenceevne under VK-regeringen, hvilket især Thorning-Schmidt, men også en lang række andre medlemmer af hendes regering og senest endda udkantsminister Carsten Hansen (!) sjældent forsømmer en lejlighed til at skyde især Lars Løkke i skoene. Kritikken er ikke helt forkert, for i de næsten 2 ½ år, Løkke var statsminister, gennemførte hans regering i gennemsnit ca. 3,5 skatte- og afgiftsforhøjelser om måneden. Problemet for Helle Thorning-Schmidt er imidlertid ikke alene, at S-R-SF-regeringen overgår den præstation ved indtil videre at indføre ca. 4,5 månedlige skatte- og afgiftsforhøjelser, men også, at Socialdemokraterne som oppositionsparti så sent som i september 2010, i forbindelse med offentliggørelsen af deres finanslovsforslag for 2011, fremlagde en økonomisk plan for perioden 2011-2013, der i 2013, ifølge professor i nationaløkonomi, Bo Sandemann Rasmussen, indeholdt skatte- og afgiftsstigninger for 33,3 mia. kr., herunder erhvervsskattestigninger o.l. for ca. 10 mia. kr.

Hvordan det harmonerer med udtalelsen fra Thorning-Schmidt efter fremlæggelsen af Vækstplan.dk om, at det bl.a. er klassisk socialdemokratisk politik at sænke selskabsskatten fra 25 – 22 %, må forblive hendes hemmelighed. Det, man i hvert fald kan konstatere, er, at både Henrik Sass Larsen og Thorning-Schmidt in persona i 2006 var meget pikerede over den vision for forholdet mellem den private og offentlige sektor, Claus Hjort Frederiksen i februar 2004 havde formuleret i Børsen: Hvis stat, amter og kommuner ikke får flere penge, men økonomien stadig vokser, vil den private sektor løbe fra den offentlige sektor. Det tager tid, før effekten slår igennem, men efter 10 år er den offentlige sektor øget med 5 pct., mens den private er blevet 20 pct. større. Så opstår et nyt Danmark. Det scenario var ikke ligefrem sød musik i de socialdemokratiske ører dengang, og den 6. maj 2006 satte den politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, ord på sit partis modsvarDen offentlige vækst skal krone for krone, procent for procent, være på niveau med væksten i det private. Thorning-Schmidt sagde for sit vedkommende d. 1. juni samme år: Når det handler om den økonomiske politik, har vi en anden målsætning end regeringen. Vi vil styrke den offentlige service, hvad alt det, jeg har sagt i dag, også bekræfter, hvorimod regeringen har en klar målsætning om, at man vil svække den offentlige sektor på bekostning af den private sektor.

For at gøre Socialdemokraternes syn på den private sektor helt klart, skældte og smældte partiet altså, da det var i opposition, over, at Venstre ønskede, det økonomiske opsving skulle bruges med henblik på at få den til at fylde gradvis mere af den samlede økonomi og den offentlige sektor tilsvarende mindre. VK-regeringen nåede imidlertid ikke nær så langt, som den havde håbet på, og derfor skulle man jo umiddelbart tro, at Socialdemokraterne nu ville være glade, men nej: Nu skulle den borgerlige regering alligevel have gjort det, Helle Thorning-Schmidt, Henrik Sass Larsen og co. tordnede mod i sin tid, og det er derfor ene og alene VK-regeringens skyld, at Danmark mistede 170.000 private arbejdspladser under krisen. Capiche?

VK lavede konkurrenceevnepakke lige efter valget i 2001, men de gjorde intet

Målsætningen om at forbedre den danske konkurrenceevne er i øvrigt ikke ligefrem af nyere dato. Faktisk var noget af det første, VK-regeringen fik gennemført, efter den kom til magten, netop en konkurrenceevnepakke til 500 mio. kr. i februar 2002. Planen, der ikke mindst var foranlediget af, at Danmarks konkurrenceevne allerede i Nyrup-regeringens fem sidste år (fra 1996-2001) var for nedadgående, blev ikke alene modtaget positivt i erhvervslivet, også Dansk Metal udtalte sig i rosende vendinger om den.

Svækket konkurrenceevne eller ej: Mere i løn til de offentligt ansatte!

Mens den borgerlige regering trods alt var opmærksom på nødvendigheden af at forbedre forholdene i den private sektor, kastede Socialdemokraterne deres fulde og ubetingede kærlighed på den offentlige sektor, der ikke alene skulle være endnu større, partiet gik i samme forbindelse også ind for, at de offentligt ansatte skulle have mere i løn. I slutningen af 2007 foreslog Socialdemokraterne således, i øvrigt sammen med Dansk Folkeparti, oprettelsen af en offentlig lønpulje på fem mia. kr. Helle Thorning-Schmidt udtalte ved den lejlighed: Vi vil lægge et pres på regeringen ved at vise den, at der er et flertal uden om regeringen, som gerne vil give en lønstigning til de offentligt ansatte.

Vi forsager djæ-, undskyld skattelettelser og alle deres gerninger, men nu går vi ind for dem

Thorning-Schmidts holdninger til skattelettelser er et kapitel for sig. Næppe nogen anden dansk politiker gennem tiderne har tordnet så meget mod skattelettelser som hende. To citater fra den føromtalte Afslutningsdebat i maj 2007 eksemplificerer på bedste vis, 1 & 2, retorikken: Et helt grundlæggende valg i dansk politik handler om, om vi skal vælge skattelettelser eller velfærd. Sammen med Dansk Folkeparti har man holdt velfærdsudgifterne i kommunerne i en skruestik af historisk lave stigninger, samtidig med, at man har givet skattelettelser i milliardklassen. Det valg er politisk, og det har selvfølgelig en konsekvens. (…) Det, der er behov for, er, at regeringen ændrer den praksis, den har haft siden 2001, med at give skattelettelser i milliardklassen til danskerne. Det kan være meget behageligt, særligt for landbruget og erhvervslivet, der får dem, men man kunne i stedet for have brugt de milliarder til at investere i vores fælles velfærd. Det er den prioritering, Socialdemokraterne ville have foretaget, og det er den, vi vil foretage, når vi får flertallet.

Under valgkampen senere samme år kulminerede kritikken af, specielt ufinansierede, skattelettelser, der hele tiden blev fremstillet som roden til alt ondt og den diametrale modsætning til det helt, helt store slagnummer: mere og bedre velfærd. Emnet lå Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne så meget på sinde, at de i august samme år havde præsenteret et velfærdsudspil indeholdende 29 såkaldte velfærdsrettigheder. Planen skulle koste et uspecificeret tocifret milliardbeløb, altså mellem 10 og 99 mia. kr., men det var der, ifølge formanden, ikke noget at gøre ved i den store sags tjeneste: Det bliver dyrt det her, men der er et råderum i dansk økonomi, og den grundlæggende pris er, at vi siger nej til skattelettelser, og man skal ikke se det som en udgift, men som en investering.

Springer man frem til Folketingets Afslutningsdebat d. 2. juni 2010, var der ikke meget, der havde ændret sig – i hvert fald ikke i Thorning-Schmidts retorik: Det er jo rigtigt, som Venstres ordfører siger, at man har bedt de arbejdsløse om at betale regningen for de ufinansierede skattelettelser. (…) Man har sikkert vurderet, at det var en gruppe, som i forvejen lå ned. De har først fået en lussing af en finanskrise, som de intet havde med at gøre. Nu har de så fået en ny af fru Pia Kjærsgaard og statsministeren, én, hvor man halverer deres dagpenge og så også lige tager noget på uddannelsesindsatsen. Så der er givet en stor lussing til dagpengemodtagerne. Vi har sagt ganske, ganske tydeligt, at den forringelse ændrer vi, så snart vi får et flertal.

Dertil er der at sige, at Socialdemokraterne som regeringsparti ikke alene overtog de dagpengeforringelser, VKO-flertallet havde gennemført med Genopretningspakken i 2010; den regering, de står i spidsen for, har nu også et helt andet syn på skattelettelser, der ikke længere kun er noget, fanden har skabt. Regeringen lavede nemlig i sommeren 2012, sammen med Venstre og De Konservative, en skattereform, der indeholdt skattelettelser for i alt 14 mia. kr., herunder 4,8 mia. målrettede til at hæve topskattegrænsen. Ifølge de økonomiske vismænd kan de 700 mio. kr. henregnes til kategorien ufinansierede skattelettelser. Finansieringen af reformen findes bl.a. ved, at overførselsindkomsterne – altså bl.a. til de arbejdsløse, der i forvejen lå ned – ikke længere reguleres med løn-, men derimod prisudviklingen i samfundet, hvilket de facto er ensbetydende med en reallønsnedgang.

I den sammenhæng er det ligeledes opsigtsvækkende, at regeringen også er begyndt at finansiere velfærdsudgifter på 3 mia. kr., ifølge statsministeren bl.a. ældrechecken, på dynamiske effekter. Når det er så bemærkelsesværdigt, hænger det sammen med, at Socialdemokraternes meget hårde kritik af VK-regeringens skattelettelser især baserede sig på, at de netop var delvist finansierede af dynamiske effekter.

Gå stille med dørene, når du har taget fejl… Eller gør det modsatte!

Med ovenstående in mente kan man enten med Jens Otto Krags ord sige: Man har et standpunkt, til man tager et nyt, eller (angiveligt) citere Konrad AdenauerWas kümmert mich mein Geschwätz (sludder) von gestern? Man kunne også gå stille med dørene og sige som én af Helle Thorning-Schmidts forgængere som statsminister: Lad os nu se fremad. Hvis man imidlertid – som den nuværende regering – insisterer på at kritisere VK-regeringens økonomiske politik næsten dagligt, kunne man – for fuldstændigheden og ikke mindst anstændighedens skyld – passende huske at sige: Ja, den tidligere regering var uansvarlig, men vi var selv langt værre.

En historisk uansvarlig opposition, eller ligefrem verdens mest uansvarlige?

Ondsindede kræfter ville måske endda også ræsonnere, at hvis den offentlige sektor under VK-regeringen var verdens største og skatterne ligeledes de højeste i verden, samtidig med, at Socialdemokraterne ville gøre den offentlige sektor endnu større og hæve skatterne yderligere, ja, så havde Thorning-Schmidt og co. også gjort sig mere end fortjente til betegnelsen verdens mest uansvarlige opposition. Alternativt kunne man benytte ét af den siddende statsministers yndlingsord og tale om en historisk uansvarlig opposition, men den vurdering overlader jeg – på baggrund af denne artikel – trygt til hver enkelt læser.

Hvad nu, hvis Thorning-regeringen havde skullet rydde op efter egne ulykker?

Bevæger man sig ud i den kontrafaktiske historieskrivning, kunne det være ganske morsomt at spørge den nuværende statsminister, hvordan hun selv ville beskrive processen med at rette op på de fejltagelser, en hypotetisk Helle Thorning-Schmidt-regering – på baggrund af hendes egne- og partifællers udtalelser og udspil fra 2005 og frem til valget i 2011 – ville have begået? Kunne man f.eks. forestille sig, at man ikke kun skulle rydde op og rydde ud, men derimod rive ned og muge ud i et hus, der ikke kun var et håndværkertilbud, men ligefrem, hvis ikke en ruinhob, så i hvert fald en faldefærdig bygning, der nærmest skreg på en bulldozer? Under alle omstændigheder ville der med en til sikkerhed grænsende sandsynlighed ikke have været råd til kickstart, vækstplan etc. i dag, hvis Danmark havde haft en socialdemokratisk-ledet regering fra 2005 – 2011.

Vind et valg på uansvarlighed og det næste på ansvarlighed. Går den, så går den

Til allersidst vil jeg sige, at det er meget svært at lade være med at trække på smilebåndet, når man læser, at den samme regering, der – og det er min påstand på baggrund af dokumentationen i denne artikel – vandt sidste valg på uansvarlighed, nu annoncerer, at den vil vinde det kommende valg på… ansvarlighed. Den hvalvending burde ikke kunne lade sig gøre i et land med oplyste og veluddannede vælgere. På den anden side så man jo, hvordan vælgerne stemte ved det seneste valg, så hvem ved?

Støt Omnial ved at klikke her.


Responses

  1. Har ikke haft tid til at læse det hele endnu, men hatten af for dit kæmpe arbejde. Må det blive brugt !!!!

  2. Tak skal du have. Desværre vil de store medier ikke røre ved det. Jyllands-Posten havde ellers til hensigt at bringe en version på ca. 1300 ord, men i sidste øjeblik sprang avisen fra. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg kan sige så meget, at hvis jeg havde skrevet indlægget i f.eks. min fars navn, tror jeg, det var blevet offentliggjort. Sørgeligt, men sandt.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: