Posted by: JanChris | 23/06/2012

Skattereform med VK blamerer Helle Ib, Arzrouni, Qvortrup, Krause-Kjær, Engell og hele kommentatorkorpset

Jeg har egentlig stor respekt for både Helle Ib, politisk kommentator på Børsen, og Christopher Arzrouni, debatredaktør og lederskribent samme sted, men man må nøgternt konstatere, at dagen i går, fredag, ikke var deres finest hour. Først kunne man opleve Arzrouni på TV2 News sidst på eftermiddagen forklare seerne, at Venstres tilbagevenden til skatteforhandlingerne med regeringen var spil for galleriet. Der var ingen mulighed for, at parterne kunne blive enige, og når de alligevel forhandlede, var det simpelthen fordi, danskerne godt kan lide politikere, der i det mindste ser ud som om, de prøver at samarbejde – også selvom det reelt ikke er tilfældet.

I går aftes, et par minutter efter kl. 19, kunne regeringspartierne, Venstre og De Konservative så præsentere en aftale direkte i TV2-Nyhederne – det var godt nok et utrolig heldigt sammenfald, at de lige var blevet færdige på det tidspunkt… – men desværre for Helle Ib var den artikel, hun havde skrevet til Børsen Lørdag, allerede gået i trykken, da den sensationelle nyhed blev annonceret. Når jeg skriver desværre, er det fordi, hun i sit indlæg går til angreb på Lars Løkke i en grad, der slet ikke kan forsvares, når man ser på, hvordan skatteforhandlingerne endte. Under overskriften, Løkke satsede højt – og tabte, fylder et billede af Venstre-formanden og oppositionslederen næsten hele forsiden, og inde i bladet hedder overskriften på selve artiklen: Løkkes grumme uge. Videre hedder det bl.a: Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen har spillet for højt spil i slaget om en skattereform og kæmper nu for at overbevise vælgerne om, at partiet gik til forhandlingerne med reel vilje til at lave en aftale. (…) Den forløbne uge vil formentlig gå over i Lars Løkke Rasmussens historie som én af de værste i tiden som leder af oppositionen. De mange skiftende budskaber og den tvivlende attitude i forhold til regeringens udspil til en skattereform har splittet blå blok og efterladt indtrykket af, at Venstres formand ganske enkelt har spillet for højt spil. Og tabt. Helle Ib slutter med følgende forudsigelse: Meget trækker fortsat i retning af et forlig med Enhedslisten, men skulle det ende med en borgerlig skattereform, bliver det ikke på Løkkes opskruede præmisser.

Det sidste kan diskuteres. Selvfølgelig er der i den endelige aftale ikke skattelettelser for 13 mia. kr., som Løkke oprindeligt agiterede for, men 7 mia. er da ikke så ringe endda, og boligejerne og de såkaldt rige pensionister slipper for at blive beskattet yderligere, som det ville have været tilfældet, hvis det var Enhedslisten, der lagde stemmer til reformen. Dertil kommer, at VK-alliancen, trods Lars Barfoeds hårde retorik i løbet af ugen, stadig er intakt. Det er godt for det borgerlige sammenhold. I anden henseende er det ikke mindre væsentligt, at det med indgåelsen af aftalen er lykkedes at gøre netop Enhedslisten balstyrisk rasende på regeringen. Johanne Schmidt-Nielsen erklærede således sent i går aftes, at man ikke længere er støtteparti for regeringen og i øvrigt følte sig pisset på på vegne af sine egne og regeringens vælgere. Starker Tobak, ville man sige syd for den dansk-tyske grænse.

M.h.t. Løkkes mange, mange skiftende budskaber har Helle Ib indlysende ret i sin kritik – hvilket jeg også har gjort rede for i en anden artikel – og det er hævet over enhver tvivl, at det ikke har været noget kønt forløb fra hans side. Ikke desto mindre er slutresultatet til at leve med for det borgerlige Danmark, mens hele kommentatorkorpset, herunder ikke mindst Niels Krause-Kjær, (Vi har en elendig opposition, der fører visnepolitik), Hans Engell, Thomas Larsen, Henrik Qvortrup (Venstre ER ude af forhandlingerne) og netop Helle Ib, må sidde tilbage med meget røde ører. Det er helt tydeligt, at presset for hele tiden at levere breaking news og komme med bombastiske udmeldinger oftere og oftere får disse højtbetalte Kloge-Åger til at lave journalistiske overspringshandlinger.

Alt i alt må man konkludere, at det har været en god dag for det borgerlige Danmark og en meget, meget skidt dag for de kommentatorer, der netop får deres millionlønninger (eller det, der ligner), fordi de skal forestille at have en større indsigt i politiske forhold end vi almindeligt dødelige. Det har de mild sagt ikke haft i denne sag.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: