Jeg bliver helt rundtosset af alle de tal. I de seneste uger og måneder er der blevet talt utrolig meget om at hjælpe de store flygtningestrømme fra især Syrien, men også en lang række andre lande i Afrika og Mellemøsten, i nærområderne. Det sker selvsagt allerede i dag i stor stil, men Venstre og Dansk Folkeparti har i årevis talt om og vist endda også selv undersøgt, hvorvidt en dansk-finansieret flygtningelejr i f.eks. et afrikansk land er en realistisk mulighed. Senest har også Liberal Alliance udtrykt stor sympati for tanken. I befolkningen som helhed synes der også at være en bevægelse til fordel for sådanne projekter, en udvikling jeg personligt aldrig ville have troet mulig.

I forbindelse med virakken om flygtningelejre i nærområderne – hvad enten de er FN-finansierede og -drevne, eller om ansvaret og udgifterne overlades til den danske- og andre udenlandske regeringer – fremstår det imidlertid meget uklart, hvor store omkostningerne i virkeligheden er og bliver. For få år siden taltes der om, at man kunne hjælpe 100 flygtninge i nærområderne for det beløb, det koster at afdække udgifterne til én asylansøger i Danmark. Nu tales der kun om, at det er 10 gange så dyrt at hjælpe en asylansøger i Danmark. Det seneste nye er så, at Australien faktisk har lavet sine egne flygtningelejre på Stillehavsøerne, Nauru og Papua Ny Guinea. Det forholder sig dog sådan, at udgifterne til de pågældende asylansøgere med 2,7 mio. kr. pr. person er mere end 11 gange så store som i Danmark. Men kan det virkelig passe, at Australien har brugt 6,2 mia. kr. på at huse 2.227 asylansøgere i ét år? Det lyder umiddelbart meget voldsomt. Kunne det tænkes, at etablerings-/byggeudgifterne er medregnede i det samlede beløb, og at udgifterne derfor vil styrtdykke i fremtiden? Det lyder i hvert fald helt barokt, når man i 2009 kunne læse denne oplysning i Jyllands-Posten: (…) Tal fra FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, viser, at FN i gennemsnit bruger 250 kr. pr. flygtning om året til at hjælpe flygtninge i nærområderne. 250 kr. og 2,7 mio. kr? Jeg er klar over, at der er visse stordriftsfordele i FN-flygtningelejrene, men alligevel? Personligt tror jeg, udgifterne pr. asylansøger i en lejr á la den australske vil være væsentlig lavere end i Danmark, når den er fuldt implementeret, og – som det også fremgår af artiklen i Politiken – er antallet af asylansøgere i Australien desuden styrtdykket, efter landet har oprettet sine egne flygtningelejre i Stillehavet: Fra 20.711 i 2013 til, indtil videre, 164 i 2014. Det er da et fald, der vil noget. Der er jo også andre forhold end de rent økonomiske at tage hensyn til, når man taler om asylansøgere, men under alle omstændigheder er jeg ikke i tvivl om, at den australske model i enhver henseende er en gevinst for landet down under, og hvorfor skulle det samme ikke blive tilfældet for Danmark?

P.S: Er det på tide at rehabilitere Karen Jespersen?

Det er en kendt sag, at Socialdemokraterne systematisk har forsøgt at kopiere Dansk Folkepartis politik på en række områder op til det kommende Folketingsvalg, e.g: stramning i asylpolitikken, skrappere grænsekontrol, forbud mod dyresex etc., selvom de tidligere har latterliggjort, tordnet- og ikke mindst stemt imod de pågældende tiltag i Folketingssalen, men at partiets udlændingeordfører, Mette Reissmann, ligefrem kan finde på at udtale sig som følger: Flygtninge er uønskede gæster, uanset hvordan du vender og drejer det, kommer nu alligevel som noget af en overraskelse for de fleste politiske iagttagere her i kongeriget.

Et godt gæt er, at man i de kommende uger og måneder i endnu mere udpræget grad, end det allerede er tilfældet, vil opleve, at dele af det socialdemokratiske og radikale bagland – mere eller mindre højlydt – protesterer mod regeringens politik og retorik på de ovennævnte områder, og det kan man jo godt forstå, for der er unægteligt tale om hvalvendinger af hidtil uset omfang. Spørgsmålet er så, om de stemmeberettigede danskere hopper på limpinden og finder udmeldingerne troværdige? Til det er der kun at sige, at man hverken skal over- eller undervurdere vælgerne – specielt ikke det første.

Til sidst nogle gamle udtalelser fra medlemmer af regeringstoppen og Morten Bødskov, der som bekendt ikke (længere) tilhører den kategori.

(…) Det er nemlig også værd at bemærke sig, at to ud af de tre højest placerede personer i den socialdemokratiske ledelse i dag, Helle Thorning-Schmidt og Morten Bødskov, indtil for få år siden var deciderede slappere på området. Den socialdemokratiske formand sagde så sent som i maj 2001: Vi skal ikke blive Dansk Folkeparti minus 20 procent. For Bødskovs vedkommende var han i sin tid som formand for DSU leveringsdygtig i en lind strøm af kritiske udtalelser om ikke alene Dansk Folkeparti og højrefløjens holdninger på området, men også en stram udlændingepolitik i det hele taget: I oktober 1997 sagde han således: Vi er trætte af at se forskellige socialdemokrater placere sig til højre for Birthe Rønn Hornbech (dengang anset for at være den barskeste borgerlige politiker på området) i flygtningedebatten. I august 1999 udtalte han om den socialdemokratisk/radikale regerings! udlændingepolitik: Nu er Danmark blevet foregangsland, når det gælder juridiske spidsfindigheder til at lukke færrest mulige flygtninge ind i landet og sikre sig, at flest mulige sendes retur igen. To måneder senere blev der skruet endnu mere op for retorikken: Sandheden er, at Danmark har én af Europas mest restriktive udlændingelove. Danmark er stort set lukket for flygtninge og indvandrere. (…) Sandheden er, at Dansk Folkeparti ikke er dansk, og at de etablerede politiske partier gør en fejlslutning af dimensioner ved at lade deres svar i udlændingespørgsmålet diktere af den ekstreme højrefløjs usmagelige kampagne.

B.T, 22. november 2001

Mette Frederiksen advarer mod, at Socialdemokraterne kaster sig ind i strammerkapløbet: Hver gang vi træder et skridt til højre, er der andre, der tager to. Vi kan ikke vinde slagsmålet.

Berlingske, 24. november 2001

Mette Frederiksen kommenterer et forslag om at hæve grænsen for, hvornår man kan få familiesammenføring fra 18 til 21 år: Det er principielt og grundlæggende problematisk, at man som politiker vil blande sig i, hvem folk gifter sig med.

Politiken, 1. februar 2002

Efter valget leverede Mette Frederiksen igen en opsang til partiledelsen: Vi kan lige så godt være ærlige. Vi i Socialdemokratiet har båret ved til den nationale løgn om, at antallet af indvandrere var det store problem frem for at fokusere på integration.

Berlingske, 21. september 2003

Mette Frederiksen var loren ved, at Socialdemokraterne gik med i et udlændingepolitisk forlig med Dansk Folkeparti og VK-regeringen: Min personlige holdning er, at jeg kun nødtvungent samarbejder med Dansk Folkeparti. Det kan ske på helt konkrete praktiske politiske punkter, hvor de er en del af flertallet. Det handler om den parlamentariske virkelighed.

Mette Frederiksens gamle citater stammer fra en artikel skrevet af Berlingskes Politiko.

Jeg havde tilfældigvis optaget lidt fra TV2 News’ morgenflade i går, og det var artige sager, politisk redaktør Anders Langballe kunne fortælle om SR-regeringens indre liv: Han har aldrig i dén grad oplevet ministre tale så dårligt om deres egen regeringstop, læs statsminister, som det er tilfældet i den nuværende regering. Hør selv ved at klikke her. Langballe taler også om den tro væbner og superloyale, Nicolai Wammen, der altid har været på Thornings side. I den forbindelse spiller Langballes hukommelse ham dog et puds, for den selvsamme Wammen blev før valget af statsministeren og hendes støtter anset for at være det stik modsatte, nemlig illoyal: 

(…) Det er den altovervejende vurdering i partiet, at Nicolai Wammen var blevet ny formand, hvis Thorning havde tabt til Løkke. Men Wammen forsøgte lige lovlig aktivt at sikre støtte til sit kandidatur, mener flere af Thornings støtter, der betragter hans optræden før valget som decideret illoyal.

(…) Under alle omstændigheder er Wammens positionering umiddelbart før valget hovedforklaringen på, at han endte med en sekundær ministerpost. Europaministeriet er et dårligt udgangspunkt for at markere sig, og da Wammen heller ikke er typen med knivskarpe oneliners, har han mistet terræn.

Enhver politisk interesseret dansker med en puls har hørt regeringens monotone og rituelle angreb på det tidligere VKO-flertal for at have kørt landet i sænk i 00’erne. Statsministeren kan dårligt åbne munden uden at fortælle, at budgetterne skred gang på gang under VK-regeringen, mens Bjarne Corydon – når han en MEGET sjælden gang ikke roser sig selv – kan ævle i én uendelighed om, hvordan Løkke og co. overskred EU’s budgetkrav og dermed indbragte Danmark en EU-henstilling. Man kan og skal kritisere den foregående regering for mangt og meget, men at kritikken kommer fra lige netop Socialdemokraterne er simpelthen for groft, for hvem var det nu lige, der ville bruge endnu flere penge – lade budgetterne skride endnu mere – i 00’erne? Ja, det var såmænd Socialdemokraterne selv. Det har dog ikke anfægtet dem og en samlet dansk presse, der som små puddelhunde eller nordkoreanske journalister har siddet og lyttet andægtigt, når makkerparret Thorning/Corydon for 120. gang kunne fortælle, hvor uansvarlige VKO var, og hvor heltemodig en opgave de omvendt havde påtaget sig med at rydde op i moradset. Selv hårde hunde som Henrik Qvortrup, Clement Kjersgaard og Ask Rostrup så pludselig ud til at glemme enhver form for kritisk sans, når de lagde ører til historierne om, hvilket fallitbo, håndværkertilbud etc. Løkke og co. havde efterladt til den stakkels, men heldigvis superansvarlige og heltemodige SR-regering. Rostrup tog dog for sit vedkommende lidt revanche tirsdag aften på DR1, og det så da også ud til at komme som en stor overraskelse for statsministeren, at hun nu ikke længere helt uimodsagt kunne lire sin remse om VK’s elendigheder af, som hun plejer.

Venstre har dog heller ikke selv forsvaret sig særlig godt mod beskyldningerne. Man kan vel sammenligne partiets ageren med en mand, der bliver beskyldt for at have begået et mord, men ikke gør andet end blot at sige: Det passer ikke. Formentlig skyldes strategien, at Venstre sammen med den borgerlige opposition konstant har været så langt foran i meningsmålingerne, at der ikke var nogen grund til at bruge unødige kræfter på den diskussion.

Sent torsdag aften fik først Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, og bagefter økonomi- og kommunalordfører, Jacob Jensen, imidlertid nok af den socialdemokratiske historieforfalskning og gik for første gang siden sidste valg for alvor til modangreb på det største regeringsparti. Det var hårdt tiltrængt og meget underholdende, og meget betegnende valgte Socialdemokraterne overhovedet ikke at forsvare sig, men lod derimod blot debatten rinde ud. På vej ud af salen nægtede statsministeren desuden at lade sig interviewe. Se Kristian Jensen og Jacob Jensen gå i flæsket på Socialdemokraterne her. (fra 23.45.30 min.) Se også Lene Espersen fra 23.25.15 min.

P.S: Socialdemokraternes ageren under hele Åbningsdebatten var decideret pinlig. Statsministeren og politisk ordfører, Maja Panduro, lavede ikke andet end at komme med skingre og underlødige angreb på Venstre og Dansk Folkeparti, i stedet for at tale om deres egen politik og svare på de spørgsmål, de fik stillet.

Kommunikationseksperter taler altid om, hvor vigtigt det er at være pro-aktiv og godt forberedt. Jeg håber, Venstre i almindelighed og Lars Løkke Rasmussen i særdeleshed har lyttet til de råd, for formentlig i morgen og senest lørdag begynder et veritabelt mediemæssigt tæppebombardement af Venstres formand. Tidspunktet er selvfølgelig ikke tilfældigt: Venstres landsmøde, der netop begynder på lørdag, skal ødelægges og opmærksomheden i stedet drejes over på Løkkes mangelfulde livs- og embedsførelse. Det vil bl.a. ske i en ny bog, der udkommer på People’s Press inden for få uger, og som er skrevet af B.T.-journalisterne, Andreas Karker og Thomas Nørmark Krog. Det er allerede inden udgivelsen kommet frem, at bogen bl.a. vil beskæftige sig med Løkkes privatøkonomi og de affærer, han angiveligt har haft med partifællen, Sophie Løhde, og kendis-præsten, Kathrine Lilleør. Hvilken relevans de har for Løkkes politiske virke, må stå hen i det uvisse, og, hvis forlydenderne taler sandt, er der under alle omstændigheder tale om nye, lave standarder inden for dansk journalistik. I den forbindelse holder en evt. sammenligning med historien om, at Stephen Kinnock er bi-/homoseksuel, ikke vand. Oplysningen stammede som bekendt fra statsministerparrets egen skatterådgiver og kom kun – på ægteparrets eget initiativ – frem i forbindelse med Skattesagskommissionens arbejde.

Hvorom alting er: B.T. vil i de kommende dage og uger bringe uddrag fra bogen og dermed utvivlsomt gøre Løkke endnu mere populær i befolkningen, end han allerede er… En ulykke kommer dog sjældent alene, og sådan er det heller ikke i Løkkes tilfælde. Om ca. en måned – og vel at mærke altså efter Løkke-bogen er kommet på markedet – udkommer der en anden bog på samme forlag, på 361 sider, skrevet af Henrik Qvortrup, og hvis der er én ting, der er sikkert vedrørende den mand, er det, at han ikke kan udstå Løkke – følelsen er gensidig, hvis nogen skulle være i tvivl. Qvortrup er som bekendt uden fast arbejde for tiden, efter at være blevet fyret for sin andel i Se & Hør-skandalen, og for at kunne opretholde en indtægt, der kan sammenlignes med de kronede dage som magtfuld kommentator, er han nu bl.a. slået ind på forfattervejen. Qvortrup er sig dog meget bevidst om, at hans bog kun vil blive en sællert, hvis den indeholder opsigtsvækkende eller ligefrem sensationelle afsløringer, og det er denne skribents bedste bud, at de meget vel kunne komme til at omhandle Løkke, som Qvortrup også kender fra sin tid som rådgiver for Anders Fogh fra 1998-2000. Qvortrup har tidligere beskrevet Løkke som en mand med smag for spiritus, fest og kvinder.

Men ak, det bliver meget værre for Løkke. Hans søster er anklaget for at have franarret et retarderet ægtepar mere end en halv mio. kr., og den historie har Ekstra Bladet og Poul Madsen selvsagt kastet sig over med glubsk appetit i håbet om at kunne trække tråde helt op til Venstre-ledelsen og Løkke selv, eller i det mindste få det fremstillet som om, fusk, svindel og humbug ligger i Løkke-familiens gener. Moralske skrubler har Poul Madsen, som alle ved, ingen af, og der er ingen tvivl om, at det stadig nager ham, at han ikke – mere eller mindre egenhændigt – fik væltet Løkke af pinden som Venstre-formand efter sin avis’ propagandakampagner om henholdsvis Løkkes GGGI-rejser og Venstres tøjindkøb på hans vegne. Madsen vil utvivlsomt fortsætte kampen for at få Løkkes skalp helt frem til valgdagen næste år. I den forbindelse har han fuld støtte fra et andet medlem af JP/Politiken-koncernen, Jyllands-Posten, hvis nyhedschef, Pierre Collignon, for få dage siden specifikt roste Ekstra Bladets kampagnejournalistik rettet mod Venstre i almindelighed og Løkke i særdeleshed og over for denne skribent fastslog, at Vores journalistik har aldrig været “borgerlig”. Heldigvis. Den er fri og kritisk – også mod borgerlige partier. Godt at høre. Personligt har jeg da også haft svært ved at opfatte journalistik lavet af bl.a. tidligere medlemmer af Enhedslisten og i øvrigt en flod af ditto Politiken-journalister som borgerlig, og nu er det da også én gang for alle slået fast, at borgerlige holdninger i Jyllands-Posten i bedste fald kommer til udtryk i lederartiklerne. Nej, vent: Lars Olsen og Bettina Post er da også borgerlige, er de ikke?

Jyllands-Posten har sammen med Berlingske, hvis koncerndirektør, som det nok er de fleste bekendt, er den troende socialdemokrat, Lisbeth Knudsen, også kastet sig over en anden prekær sag for Løkke og Venstre: Den revisor, der i 13 år hos Deloitte har haft ansvaret for revisionen af Venstres partiregnskab, har været medlem af partiet i 23 år. Den historie var godt nok også fremme i 2011, men nu er det altså tiden til at tage en ny tur med den i manegen,

Alt imens arbejdes der stadig på at finde mere skidt om Venstres tøjindkøb på Løkkes regning, hans rejser med GGGI og meget andet godt fra havet. Man skal jo huske på, at vi i øjeblikket har den suverænt mest upopulære regering i Danmarkshistorien, ja måske endda europæisk historie. Den har kun haft flertal i tre ud af ca. 400 meningsmålinger siden valget i 2011 – sjovt nok netop i forbindelse med Løkkes såkaldte skandalesager – og den kan udelukkende opnå genvalg, hvis der igen opstår uro om Løkkes person. Andre muligheder findes ikke. Den nuværende regering vinder ikke på sin politik. Til dette, knap så ædle, formål tages alle metoder i brug, og denne gang er der ingen tvivl om, at medierne er på det nuværende flertals side.

Personligt havde jeg gerne set Løkkes afgang i sommeren 2014, men jeg var dybt imponeret over, hvordan det lykkedes ham at narre alle kommentoraklerne og blive siddende på sin post, og omvendt var jeg dybt forarget over, hvordan Ekstra Bladet – med støtte fra samtlige andre store medier – slagtede Løkke i avisens personlige vendetta mod ham.

Efter EU-topmødet i slutningen af august, hvor Donald Tusk og altså ikke Helle Thorning-Schmidt blev udnævnt til ny EU-præsident, har det været meget småt med informationer om, hvad der virkelig skete, da drømmen om den europæiske toppost brast for den danske statsminister. Thorning-Schmidt har for sit vedkommende dårligt været hjemme siden, og det er nok ikke helt tilfældigt. De danske medier har også holdt sig meget tilbage og blot – efter devisen: Sådan er det jo, når man går efter den slags poster – accepteret, at statsministeren løj dem og den danske befolkning lige op i hovedet i mere end et år, når hun påstod, hun slet ikke var interesseret i at blive EU-præsident og ville sige nej, hvis hun fik tilbudet. Store aviser som Politiken og Jyllands-Posten, der som bekendt tilhører samme koncern, synes endda at være mere eller mindre overbeviste om, at Thorning-Schmidt overhovedet ikke selv gjorde noget aktivt for at få den prestigefyldte EU-post.

For at komme sandheden lidt nærmere har jeg mailet med EU-korrespondenten på den konservative tyske avis, Die Welt, Christoph B. Schiltz. Grunden til, jeg netop var interesseret i, hvad han havde at sige, er, at det var ham, der skrev, at det blandt de europæiske socialdemokrater kun var Malta, der støttede Thorning-Schmidt. Den oplysning kunne man jo godt umiddelbart tro ville skabe hånlige overskrifter herhjemme, men mærkeligt nok er det, så vidt jeg ved, kun B.T.-journalisten, Søren Mortensen, der har nævnt den i et tweet på sin Twitter-profil. Ellers er den blevet fuldstændig ignoreret. Man kan levende forestille sig, hvordan det var gået, hvis Løkke havde stået i en lignende situation.

Hvorom alting er: Die Welt-korrespondenten bekræfter, at Thorning-Schmidt gerne ville have haft præsidentjobbet, men manglede støtte fra sine egne europæiske partifæller. Han tilføjer, at der ikke blev afholdt nogen afstemning i den socialdemokratiske gruppe: Helle hätte es gerne gemacht, aber ihr fehlte der Rückhalt bei den Sozialisten. Eine Abstimmung gab es nicht.

Endnu mere interessant er det imidlertid at høre, hvor dybt modviljen mod Thorning-Schmidt stikker blandt hendes europæiske partifæller: De kan overhovedet ikke lide hende p.g.a. hendes væremåde og politik, lyder vurderingen: Sie mögen sie gar nicht wegen Verhalten und Politik. I en anden mail tilføjer han, at der er tale om en stærk reservation, og at hun har meget, meget få venner blandt sine europæiske kollegaer: Es gibt bei den europ. Sozialisten eine starke Reserviertheit vs TS, sie hat dort sehr, sehr wenige Freunde. Konkret m.h.t. oplysningen om, at hun kun havde støtte fra de maltesiske socialdemokrater, fortæller han, at den stammer fra inderkredsen af de europæiske socialdemokrater og ikke fra en tysker: Die Info mit Malta kam aus dem innersten Kreis der Sozialdemokraten (keine deutschen Sozialdemokraten). 

Der er altså tale om lidt af et paradoks, hvis det vel at mærke er rigtigt – det vides jo heller ikke i alle tilfælde med sikkerhed – at borgerlige regeringschefer som Angela Merkel og David Cameron støttede Thorning-Schmidts kandidatur til EU-præsidentposten, for blandt sine egne europæiske partifæller er hun, som tyskerne siger: unten durch. Omvendt er hun også næsten venneløs og isoleret blandt sine egne regeringskollegaer og partifæller på Christiansborg og ude omkring i det ganske, danske land, mens store dele af erhvervslivet er meget glade for hende, så måske giver det hele alligevel god mening: Thorning-Schmidt er på mange måder og områder borgerlig, men først og fremmest er hun en opportunist.

Hvis man læser de svenske aviser og især deres lederartikler efter Sverigedemokraternas valgtriumf søndag aften – partiet fik 12,9 % af stemmerne på trods af en helt ubeskrivelig dårlig og svinsk behandling i de svenske medier – er der ingen som helst erkendelse at finde af, at man er nødt til at tage partiet og dets store vælgergrundlag alvorligt, og at det hele ikke kan affærdiges med racisme, nazisme og fremmedfjendskhed. Tværtimod hetzes der videre á la: Så har det bruna Sverige vuxit fram og Du är en av 87 procent – ta ställning mot rasism. Sidstnævnte logik blev også brugt af bl.a. Stefan Löfven og Mona Sahlin på valgnatten. Svenskerne er hastigt på vej mod deres egen undergang. De bliver simpelthen ikke klogere, og det er helt forfejlet, når man taler om, at de er der, hvor Danmark var i ’90erne. Nej, Sverige er lysår væk fra selv det stenalderstadie i dansk udlændingedebat.

Alt i alt har det – ligesom det var tilfældet for fire år siden – været en chokerende oplevelse at følge med i den svenske valgkamp. Når der alligevel er et glimt af håb for det smukke land mod nord, skyldes det, som nævnt ovenfor, at hver syvende-ottende svenske vælger trods alt har valgt at modsætte sig indoktrineringen, hjernevasken, det psykiske og fysiske pres, den ikke-hemmelige stemmeafgivning etc. for at sætte sit kryds ved Sverigedemokraterna, der ganske rigtigt ikke er en forsamling udelukkende bestående af kordrenge, men dog på ledelsesplan og i de fleste organisationslag er et gennemført demokratisk parti. Hvad alle de mange tusinde medlemmer måtte skrive anonymt på diverse internetfora kan Jimmie Åkesson og co. ikke gøres personligt ansvarlige for. I øvrigt kunne man vist godt argumentere for, at beskytterne af den gode tone, de såkaldte anti-racister, selv har den grimmeste sprogbrug, for hvilke anstændige mennesker går rundt og kalder en så saglig og lødig politiker som Jimmie Åkesson for nazist, racist, fascist etc? Den sprogbrug siger vist mere om afsenderen end om modtageren og ville aldrig holde i en retssag. Nå, jo, måske alligevel, for i Sverige er enhver, der sætter spørgsmålstegn ved at importere i hundredetusindevis af uintegrerbare og religiøst og kulturelt afvigende mennesker fra Afrika og Mellemøsten jo at betegne som sådan.

P.S: I kommentarsporet til denne metervareleder om Sverigedemokraterna skrevet af en person med en historisk indsigt, der kan ligge i et knappenålshoved og en retorik som en beruset værtshusgæst, må man trods alt sige, der skrives mange virkelig fornuftige ting, f.eks. det nedenstående:

Jocke Pettersson

Den här taktiken med att kalla SD för fascister, rasister, nazister etc, frysa ut dem och föra mediala drev, hur har den fungerat de senaste fyra åren tycker ni? Om inte (stora delar av) media och de andra partierna kliver ur sandlådan och börjar diskutera saker så får ni väl hitta på en #viär45% hashtag till nästa val…

Jag röstar borgerligt men var fruktansvärt nära (ångrade mig mer eller mindre på väg till vallokalen) att lägga min röst på SD i riksdagsvalet bara pga hur de behandlas. Hade jag sett Expressens senaste tilltag på morgonen innan jag gick iväg och inte efteråt när jag kom hem så hade det högst troligen tippat vågskålen till SDs fördel. Det finns få saker folk ogillar mer än att få nerkört i halsen vad de ska tycka och tänka, speciellt från självutnämnda godhetsapostlar från Södermalm och Äppelviken…

P.P.S: Der har været jordskælv i Sverige i dag til omkring 4 på Richter-skalaen. Hvad mon det i går blev målt til?

Posted by: JanChris | 11/09/2014

Se Jimmie Åkesson i TV4-programmet Utfrågningen

Sverigedemokraternas formand, Jimmie Åkesson, blev onsdag aften interviewet af TV4’s journalister i programmet, Utfrågningen. Han sagde ikke ret meget, de fleste danske borgerlige ville være uenige i og klarede sig i det hele taget vældig godt på trods af, at man tydeligt kunne mærke, han ikke var blandt ligesindede. Det bliver spændende at se, om partiet går voldsomt frem ved valget næste søndag, eller om den mediekampagne især avisen Expressen – der ikke går af vejen for at samarbejde med en venstre-ekstremistisk efterretningstjeneste for, ulovligt, at få informationer om partiets medlemmer og deres færden på nettet – står bag vil vise sig at få den ønskede skræmme-effekt på de i forvejen mere eller mindre hjernevaskede svenskere.

Helle Thorning-Schmidt fik altså ikke den stilling, hun har arbejdet så intenst på at sikre sig i meget lang tid. Til gengæld får Margrethe Vestager en kommisærpost, og så er der selvsagt ikke andet at gøre end at forsøge at bilde de danske journalister ind, at statsministeren aldrig på noget tidspunkt har gjort noget aktivt for selv at blive EU-præsident, men derimod har udnyttet virakken om sin egen person til i stedet i al stilhed at hjælpe Vestager – alt sammen for kongeriget og den nu forhenværende radikale leders skyld, hvis nogen skulle være i tvivl. Jyllands-Posten og Politikens journalister, der som bekendt arbejder for samme koncern og formentlig også befinder sig nogenlunde det samme sted i det politiske spektrum, har slugt spinnet råt og ufortyndet.

Desværre for statsministeren og konsorter er det ikke alle medier, der er hoppet på limpinden. B.T. kan således afsløre følgende: (…) Siden nytår havde en topembedsmand i Statsministeriet stået i spidsen for at undersøge, om Thorning kunne blive formand for Det Europæiske Råd, men planerne kuldsejlede ved topmødet i juni. Det gjorde de unægteligt, men Statsministeriet var nu godt forberedt på en anden udgang. Ifølge politisk kommentator på Radio 24/7 og Information, Lars Trier Mogensen, havde ministeriet på det tidspunkt sågar allerede skrevet den pressemeddelelse, hvori statsministerens afgang blev annonceret. Hør selv her. Under det samme EU-topmøde i Bruxelles talte TV2’s erfarne EU-korrespondent, Svenning Dalgaard, for sit vedkommende om, at jobbet som formand for Det Europæiske Råd (EU-præsident) var den post, Helle Thorning-Schmidt har forsøgt at skaffe sig igennem de sidste par måneder. Lyt selv her.

Hans Engell og Anders Langballe fra TV2/TV2 News talte i øvrigt også lørdag aften og nat om, at den franske præsident, Francois Hollande, havde udtalt, at de europæiske socialister havde to kandidater til EU-topposterne, selvom de endte med kun at anbefale italieneren, Federica Mogherini, til stillingen som EU’s udenrigschef. Thorning-Schmidt var altså de facto kandidat. Det er da også påfaldende, at ingen socialistisk leder eller regeringschef fra noget EU-land på noget tidspunkt har bekræftet den version, statsministeren har solgt til den danske offentlighed – tværtimod. Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at én af hovedårsagerne til, Thorning-Schmidt ikke nåede sine drømmes mål, netop er, at hun fedtede lidt for meget for Merkel, Cameron og co. og lidt for lidt for sine egne partifæller. Læs blot, hvad Europas næststørste avis, Bild, skrev søndag: (…) Seine Konkurrentin um das neue Amt, Helle Thorning-Schmidt, war auch intern unter den Sozialdemokraten umstritten. Die Dänin hatte zuletzt keine Chancen mehr. Den udlægning understøttes i noget mere detaljeret form af en anden tysk avis, den konservative Die WeltDer Sozialdemokratin Thorning-Schmidt fehlte die Unterstützung der eigenen Partei. Nur Malta stärkte ihr den Rücken. “Sie hätte lieber mehr mit den europäischen Sozialisten reden sollen als sich alleine auf Angela Merkel zu verlassen,” ätzte ein ranghoher Sozialdemokrat. Til forsvar for Thorning-Schmidt må man dog sige, at man ikke skal forklejne maltesisk støtte: Lidt har også ret.

Die Welt-journalisten har senere i en e-mail til mig uddybet forløbet en lille smule: Helle hätte es gerne gemacht, aber ihr fehlte der Rückhalt bei den Sozialisten. Eine Abstimmung gab es nicht.  Sie mögen sie gar nicht wegen Verhalten und Politik. Han bekræfter altså, at hun var interesseret, men der var ikke tale om nogen afstemning blandt de europæiske socialdemokrater. Når de ikke kan lide hende, hænger det sammen med hendes væremåde og politik, altså ligesom det er tilfældet i Danmark.

Hvorom alting er, må man lade statsministeren, at det var en svær spagat, hun var ude i: Hun var nødt til at lefle for de borgerlige ledere fra de store EU-lande, indtil det stod klart, at hun ikke fik posten som EU-præsident, ligesom hun før valget i 2011 var nødt til at fedte for de socialistiske vælgere for overhovedet at kunne blive statsminister og dermed tage det næste skridt videre på karrierevejen ned til endemålet – en toppost i EU-systemet. Nu da den mulighed ikke længere eksisterer, taler al sandsynlighed for, at Thorning-Schmidt igen med fuld kraft vil koncentrere sig om at ae de frafaldne danske vælgere. Om de så vil lade sig forføre igen er nok mere tvivlsomt.

Opdateret den 2. oktober.

Jeg har været lidt overrasket over, at Deadlines interview med Lars Løkke sidste lørdag ved Folkemødet på Bornholm næsten ikke er blevet omtalt nogen steder. Jeg så det samme dag, og mit indtryk var, ligesom Løkkes, at det var et ondskabsfuldt, og – meget apropos den Venstre-landmand, socialdemokraten, Martin Krasnik, havde fået støvet op – svinsk interview med oppositionslederen. Man kan næsten se foragten stråle ud af øjnene på den venstreorienterede studievært, Anja Bo, der, inden hun påbegyndte sit reelle ærinde, endda havde den frækhed at sige til Løkke, hun havde glædet sig til at interviewe ham i flere uger. Det er meget muligt, men det har været med henblik på at ydmyge ham. Noget af det allerværste ved seancen var den planche, Deadline-redaktionen (hvis chef er den notoriske Venstre-hader, Christoffer Guldbrandsen), havde fået fremstillet til lejligheden. På den stod det meste af Løkkes synderegister, herunder, at han engang har indskrevet sig på et hotel under navnet Jensen, og det er jo som bekendt en meget alvorlig forbrydelse i dette land. Anja Bo lod også forstå, at Løkke var den værste af sin art, for det var kun ham, der rodede sig ud i så mange dårlige sager af den slags, Venstre-formanden excellerer i. Den vurdering siger vist mere om Anja Bo og DR’s verdensbillede, end den gør om Løkke.

Det gode ved interviewet var, at det klart kom til udtryk, at end ikke de tilstedeværende Folkemødegæster på den overvejende socialdemokratiske ø, Bornholm, brød sig om behandlingen af statsministerkandidaten, men DR og Anja Bo har sikkert været glade og tilfredse under alle omstændigheder, i og med B.T. nu beskriver, at det, der hele tiden var hensigten – nemlig at gøre Løkke skidesur – åbenbart lykkedes til fulde. Tillykke til DR. Nu venter vi forventningsfulde på, at andre toppolitikere – også fra den anden side af det politiske spektrum – får samme tur i mediemanegen.

Older Posts »

Kategorier

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 29, der følger denne blog