Helle Thorning-Schmidt fik altså ikke den stilling, hun har arbejdet så intenst på at sikre sig i meget lang tid. Til gengæld får Margrethe Vestager en kommisærpost, og så er der selvsagt ikke andet at gøre end at forsøge at bilde de danske journalister ind, at statsministeren aldrig på noget tidspunkt har gjort noget aktivt for selv at blive EU-præsident, men derimod har udnyttet virakken om sin egen person til i stedet i al stilhed at hjælpe Vestager – alt sammen for kongeriget og den nu forhenværende radikale leders skyld, hvis nogen skulle være i tvivl. Jyllands-Posten og Politikens journalister, der som bekendt arbejder for samme koncern og formentlig også befinder sig nogenlunde det samme sted i det politiske spektrum, har slugt spinnet råt og ufortyndet.

Desværre for statsministeren og konsorter er det ikke alle medier, der er hoppet på limpinden. B.T. kan således afsløre følgende: (…) Siden nytår havde en topembedsmand i Statsministeriet stået i spidsen for at undersøge, om Thorning kunne blive formand for Det Europæiske Råd, men planerne kuldsejlede ved topmødet i juni.

Nå, okay, det var så lidt en anden historie. Hans Engell og Anders Langballe fra TV2/TV2 News talte i øvrigt også lørdag aften og nat om, at den franske præsident, Francois Hollande, havde udtalt, at de europæiske socialister havde to kandidater til EU-topposterne, selvom de endte med kun at anbefale italieneren, Federica Mogherini, til stillingen som EU’s udenrigschef. Thorning-Schmidt var altså de facto kandidat. Det er da også påfaldende, at ingen regeringschef fra noget EU-land på noget tidspunkt har bekræftet den version, statsministeren har solgt til den danske offentlighed – tværtimod. Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at én af hovedårsagerne til, Thorning-Schmidt ikke nåede sine drømmes mål, netop er, at hun fedtede lidt for meget for Merkel, Cameron og co. og lidt for lidt for sine egne partifæller. Læs blot, hvad Europas næststørste avis, Bild, skrev søndag: (…) Seine Konkurrentin um das neue Amt, Helle Thorning-Schmidt, war auch intern unter den Sozialdemokraten umstritten. Die Dänin hatte zuletzt keine Chancen mehr. Den udlægning understøttes i noget mere detaljeret form af en anden tysk avis, den konservative Die WeltDer Sozialdemokratin Thorning-Schmidt fehlte die Unterstützung der eigenen Partei. Nur Malta stärkte ihr den Rücken. “Sie hätte lieber mehr mit den europäischen Sozialisten reden sollen als sich alleine auf Angela Merkel zu verlassen,” ätzte ein ranghoher Sozialdemokrat. Til forsvar for Thorning-Schmidt må man dog sige, at man ikke skal forklejne maltesisk støtte: Lidt har også ret.

Hvorom alting er, må man lade statsministeren, at det var en svær spagat, hun var ude i: Hun var nødt til at lefle for de borgerlige ledere fra de store EU-lande, indtil det stod klart, at hun ikke fik posten som EU-præsident, ligesom hun før valget i 2011 var nødt til at fedte for de socialistiske vælgere for overhovedet at kunne blive statsminister og dermed tage det næste skridt videre på karrierevejen ned til endemålet – en toppost i EU-systemet. Nu da den mulighed ikke længere eksisterer, taler al sandsynlighed for, at Thorning-Schmidt igen med fuld kraft vil koncentrere sig om at ae de frafaldne danske vælgere. Om de så vil lade sig forføre igen er nok mere tvivlsomt.

Jeg har været lidt overrasket over, at Deadlines interview med Lars Løkke sidste lørdag ved Folkemødet på Bornholm næsten ikke er blevet omtalt nogen steder. Jeg så det samme dag, og mit indtryk var, ligesom Løkkes, at det var et ondskabsfuldt, og – meget apropos den Venstre-landmand, socialdemokraten, Martin Krasnik, havde fået støvet op – svinsk interview med oppositionslederen. Man kan næsten se foragten stråle ud af øjnene på den venstreorienterede studievært, Anja Bo, der, inden hun påbegyndte sit reelle ærinde, endda havde den frækhed at sige til Løkke, hun havde glædet sig til at interviewe ham i flere uger. Det er meget muligt, men det har været med henblik på at ydmyge ham. Noget af det allerværste ved seancen var den planche, Deadline-redaktionen (hvis chef er den notoriske Venstre-hader, Christoffer Guldbrandsen), havde fået fremstillet til lejligheden. På den stod det meste af Løkkes synderegister, herunder, at han engang har indskrevet sig på et hotel under navnet Jensen, og det er jo som bekendt en meget alvorlig forbrydelse i dette land. Anja Bo lod også forstå, at Løkke var den værste af sin art, for det var kun ham, der rodede sig ud i så mange dårlige sager af den slags, Venstre-formanden excellerer i. Den vurdering siger vist mere om Anja Bo og DR’s verdensbillede, end den gør om Løkke.

Det gode ved interviewet var, at det klart kom til udtryk, at end ikke de tilstedeværende Folkemødegæster på den overvejende socialdemokratiske ø, Bornholm, brød sig om behandlingen af statsministerkandidaten, men DR og Anja Bo har sikkert været glade og tilfredse under alle omstændigheder, i og med B.T. nu beskriver, at det, der hele tiden var hensigten – nemlig at gøre Løkke skidesur – åbenbart lykkedes til fulde. Tillykke til DR. Nu venter vi forventningsfulde på, at andre toppolitikere – også fra den anden side af det politiske spektrum – får samme tur i mediemanegen.

I Ekstra Bladets lederartikel i dag, der i øvrigt er placeret på bagsiden af første sektion, kan man læse en bemærkelsesværdig erkendelse, der burde give alle landets medier røde ører: Det var lige så slemt, at Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock fik de socialdemokratiske partimedlemmer til at betale for parrets skatterådgiver, Frode Holm, (han fik som bekendt 2625 kr. i timen og kostede alt i alt anslåede 78.000 – 131.000 kr.) som det var, at Venstre-medlemmerne delvist betalte for Løkkes tøj til 152.000 kr. Man må stærkt gå ud fra, at denne lavmælte erkendelse kun kommer, fordi Poul Madsen nu er taget på ferie – må den i øvrigt vare længe, meget længe, evigt ville heller ikke gøre noget – men under alle omstændigheder fører den øjeblikkeligt til spørgsmålet: Hvorfor skulle de to sager og hovedpersonerne i dem så ikke også behandles ens af medierne? Der var jo yderligere de paralleller, at Thorning-Schmidt, ligesom Løkke, ikke fremlagde nogen som helst dokumentation for, at hun – efter et vist eksternt og internt pres – modvilligt skulle have indvilliget i at betale en del af regningen selv, eller, at hun havde informeret Skat om den gave, partifællerne, uden deres vidende, havde givet hende. Man kan vel ikke forestille sig, at medierne set under ét har en bestemt politisk dagsorden og derfor forsøger at skåne den ene part, mens de går efter struben på den anden? Nej, selvfølgelig ikke. Det er en konspirationsteori på linje med den om, at GGGI-sagen dukkede op i Ekstra Bladet, samme dag Venstre holdt landsmøde og få uger før Kommunalvalget, eller, at tøjsagen tog sin begyndelse mindre end to uger før EU-parlamentsvalget den 25. maj.

Det skal nok blive festligt i Oslo. Er det et internt muslimsk opgør eller en norsk racist, der står bag mordforsøget? Det er i hvert fald en meget, meget stor historie i de norske medier. Se f.eks. VG’s forside eller avisens temaside om sagen. Man kan også få et overblik hos NewsNow.

Det er sandt for dyden ikke mange gode historier, der er blevet skrevet om Lars Løkke de seneste uger og måneder, og det virker heller ikke som om, mediernes interesse i at fremstille ham på den måde er særlig stor. Således skal man nærmest lede med lup efter nyheden om, at læserne af Dagens Medicin netop har kåret ham til den bedste sundhedsminister i nyere tid. Ikke engang på ugeavisens egen hjemmeside er den umiddelbart at finde, men den skulle være god nok, i hvert fald ifølge Berlingske-journalisten, Kasper Kildegaard, der fredag på Twitter skrev som følger:

Læserne af fagbladet Dagens Medicin har kåret Lars Løkke Rasmussen som den bedste sundhedsminister i nyere tid. Carsten Koch nr. 2 

I en leder for et par uger siden om afstemningen og de enkelte sundhedsministre beskrev Dagens Medicin Løkkes tid som sundhedsminister på denne måde:

(…) Det kunne man ikke sige om Lars Løkke Rasmussen (V), som blev iklædt både Indenrigs- og Sundhedsministeriet og med stor styrke igennem sine rekordmange år på posten – seks – kunne skabe store reformer. Størst af alt selvfølgelig kommunalreformen, som efter forbløffende lidt debat endte med fem regioner, men fra hans tid stammer også det udvidede frie sygehusvalg med tomånedersgaranti, som dryppede mange patienter af til privathospitalerne, arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, DRG, og så selvfølgelig Løkkeposen, der skulle opmuntre til merproduktion på sygehusene.

Vores kære statsminister, der ene og alene takket været Poul Madsens anden veltilrettelagte og ikke mindst veltimede kampagne mod Lars Løkke Rasmussen, nu igen ser ud til at have i hvert fald en lille chance for at kunne forsvare regeringsmagten ved det kommende valg, er med en til sikkerhed grænsende sandsynlighed på tale til en toppost i EU. Det kan der ikke være tvivl om, når man ser, at så mange, til dels, velestimerede aviser fra så mange forskellige lande unisono nævner hendes navn i den forbindelse. Til det må man stilfærdigt konstatere, at statsministeren, der som bekendt over for danske medier både har sagt, at hun ville sige nej, hvis hun blev spurgt, og endda har væddet på, at hun vil blive på sin post efter det kommende valg, har været meget dårlig til at videreformidle de budskaber til Merkel og co.

De fleste danskere har – Løkkes bedrifter til trods – et ret negativt syn på statsministeren, gående fra inkompetent til en næsten komisk figur, omend hun efter valget i visse kredse roses for sin nyvundne økonomiske ansvarlighed. Netop, hvad det emne angår, anser både Thorning-Schmidt og hendes næsten forsvundne finansminister, Bjarne Corydon, sig selv for at være moderne udgaver af Jesus Kristus, der personligt – med alle de frygtelige omkostninger, det har medført for dem – har påtaget sig alle VK-regeringens synder for at frelse kongeriget fra den sikre undergang. Det er næsten rørende at høre om deres selvopofrelse, når landets medierepræsentanter holder mikrofonen for dem, uden at spørge om, hvordan det kan være, at den samme økonomiske politik, de nu dårligt kan åbne munden uden at kritisere for sin uansvarlighed, før valget i 2011 var alt, alt for restriktiv og stram.

Ikke desto mindre kan man nu læse, at én af de vigtigste grunde til, Angela Merkel arbejder på at gøre Helle Thorning-Schmidt til EU-præsident, er, at hun er finanspolitisk fornuftig, som Die Welt formulerer det i dag. Der foregår mange uretfærdigheder rundt omkring i verden hver eneste dag, og det er meget muligt, at denne i adskillige tilfælde blegner til sammenligning, men jeg er nødt til at sige, at jeg er ved at kaste op, når jeg læser, at lige netop Thorning-Schmidt er på tale til én af de største stillinger i den politiske verden p.g.a. sin økonomiske ansvarlighed. Det er svært at sammenligne med noget som helst andet, men det svarer vel lidt til, at Hugh Hefner blev sat i spidsen for en kommission, der skulle advare mod følgevirkningerne af seksuel løssluppenhed og udbredelsen af porno, eller for at bruge et dansk eksempel: at Stein Bagger, Kurt Thorsen, Erik Skov Pedersen, Klaus Riskær Pedersen – og måske endda Henrik Qvortrup – fik til opgave at belære andre om vigtigheden af etik og moral i erhvervslivet. Sammenligningerne er måske ikke de allerbedste, men hvis man har fulgt med i dansk politik siden 2005, ved man, at ordene økonomisk fornuftig og Helle Thorning-Schmidt ikke kan siges i samme sætning, medmindre de fremstilles som hinandens modsætninger.

Når man ser på det gode ry og rygte, Helle Thorning-Schmidt har i udlandet, kan man ikke lade være med at undre sig over den skærende kontrast til Dansk Folkeparti. Mens hun fremstilles uendelig meget mere positivt uden for landets grænser, end der er belæg for, forholder det sig diametralt anderledes med DF. Udenlandske journalister, der for det meste ikke kan et ord dansk og måske endda aldrig har opholdt sig så meget som et sekund i Danmark, kan ikke desto mindre forklare deres læsere og seere, at der er tale om et populistiskfremmedfjendsk og ofte endda højreekstremt og racistisk parti. Hvor har de deres såkaldte viden fra? Den har de selvfølgelig fra danske journalister, der som bekendt i altovervejende grad hører hjemme i centrum-venstre-segmentet i det politiske spektrum. Søren Espersen fra netop Dansk Folkeparti fortalte for nogle år siden den følgende historie om Politikens nu afdøde chefredaktør: Udenlandske journalister taler med Tøger Seidenfaden, der fortæller dem, hvor racistisk og fremmedfjendsk DF er. Velinformerede om tingenes rette sammenhæng tager de udenlandske journalister derefter hjem – selvsagt uden at have givet Dansk Folkeparti mulighed for at forsvare sig – og gengiver Seidenfadens ord i deres artikler. Efter offentliggørelsen af de velafbalancerede indlæg omtales de så i Politiken under store overskrifter á la: Anset * avis anklager DF for at være racistisk og fremmedfjendsk.

En vigtig pointe angående Helle Thorning-Schmidt, som jeg også kommer ind på nedenfor, og som jeg faktisk har forfægtet, stort set lige siden hun tiltrådte som statsminister, er, at det ikke var den parlamentariske situtation eller Margrete Vestagers brutalitet og dygtighed, der gjorde, at hun og hendes regering efter valget førte en helt anden politik, end den de gik til valg på. Nej, den virkelige grund til, at Thorning-Schmidt efter valget slog ind på den økonomiske reformkurs, var for at imponere EU-eliten, herunder ikke mindst Angela Merkel, så hun også på det punkt passede på jobprofilen til EU-topposterne på et tidspunkt, hvor alle medlemslandene har måttet gennemføre skrappe reformer under den økonomiske krise. Selv med velvillige danske journalisters hjælp ville det nok have været svært at få en toppost i EU med hendes tidligere vision om velfærd frem for skattelettelser, 29 velfærdsrettigheder til en pris på mellem 10 og 99 mia. kr. og en laissez faire-indstilling á la: Vi mangler jo ikke penge i den danske skattekasse. Der er bugnende overskud. Hver gang de åbner skuffen i Finansministeriet, finder de et større overskud, så vi mangler ikke penge.

Til sidst følger en artikel, jeg skrev for lidt mindre end to år siden, og som dengang faldt for min egen censur, men hvad skal jeg sige: Det, der står i den, var jo rigtigt dengang, og det er stadig rigtigt den dag i dag, så hvorfor ikke offentliggøre det?

Hår

Helle Thorning-Schmidt har i løbet af sin relativ korte karriere som politiker været kritiseret for mangt og meget, men på ét punkt er de fleste iagttagere dog enige om, at hun har holdt sig tilbage: Hun har stort set aldrig spillet på sit udseende eller sin kvindelighed for at komme frem i verden som politiker. Selvom påstanden på sin vis er bizar i og med, at Thorning-Schmidt formentlig er den politiker i Danmarkshistorien, der har brugt flest penge på det tøj, hun har på i offentligheden, hudpleje, håropsætning etc., er der alligevel noget om snakken: I mindst 90-95 % af sine offentlige optrædener her i landet har hun sat håret op i nakken – det havde hun dog ikke i 2005 under formandsopgøret mod Frank Jensen – der er ingen udsigt til kavalergang (hvis hun har en sådan), nederdelene har en vis længde etc. Netop det med at sætte håret op er selvfølgelig et helt bevidst valg fra statsministeren og hendes spindoktorers side: Som toppolitiker og ikke mindst i sin nuværende rolle som regeringschef vil hun tages alvorligt og ikke udsættes for beskyldninger á la den ovennævnte, som bl.a. Lene Espersen var udsat for i sin tid, om, at hun spiller på sit udseende.

Jeg kan huske at have læst, at også Helle Thorning-Schmidts egen mor har rådet sin datter til ikke at lade håret falde, når hun optræder som politiker i offentligheden. Det tip har Thorning-Schmidt som nævnt næsten overholdt til punkt og prikke her i landet, ikke mindst på de nu hedengangne Tirsdagspressemøder. Hun har haft håret slået ud nogle ganske få gange i den tid, hun har været statsminister, men det er også alt.

Til gengæld sker der noget med Helle Thorning-Schmidt, når hun sætter sig op i et (Challenger)-fly og forlader kongerigets grænser. Pludselig overmandes hun af en øjensynlig uimodståelig lyst til at slå sit hår ud, inden hun mødes med andre regeringsledere og toppolitikere. Mens hun her i landet, når hun taler til sine vælgere, vil måles og vejes på sine (i én uendelighed) skiftende holdninger og meninger, forholder det sig åbenbart anderledes under de personlige møder med en flod af magtfulde politiske ledere fra hele verden. Pludselig begynder statsministeren netop at bruge sin kvindelighed frem for den til dels aseksuelle fremtoning, hun lægger for dagen i Danmark. Måske i erkendelse af, at hendes argumenter i sig selv ikke er gode nok til at overbevise kollegaerne om hendes fortræffeligheder?

Til Thorning-Schmidts forsvar må man sige, at strategien virker: Næsten alle de politiske ledere, hun møder i udlandet, ser ud til at nyde hendes selvskab, og enkelte synes endda at blive overvældede af en ubændig trang til at røre ved den danske statsminister. Hvordan tingene ville forholde sig, hvis de så hende uden makeup, mascara, hårfarve, effekten af B-behandlinger etc., står hen i det uvisse, men faktum er i hvert fald, at de er vilde med hende, som hun har præsenteret sig hidtil.

Hvad er det så, Thorning-Schmidt, bl.a. ved at slå håret ud, forsøger at opnå under sine talrige møder med magtfulde mænd fra den politiske verden? For at finde svaret kan man bl.a. se på, hvad hun sagde helt tilbage i 1996 under sit første interview til en større dansk avis: (…) Men jeg kunne ikke tænke mig at forlade det internationale. Det er det, jeg kan. Thorning-Schmidt så altså allerede dengang sin fremtid i udlandet, i realiteten EU, ligesom sine svigerforældre, det frygtede/berygtede ægtepar, Neil og Glynis Kinnock, der i England først og fremmest er kendte for sin formidable evne til at presse penge, i tørre tal ca. €10 mio., ud af EU-systemet. De familiemæssige bånd er altså allerede på plads, og Thorning-Schmidt har som bekendt også selv siddet fem år i EU-Parlamentet, en periode, hvor hun opnåede meget, meget få konkrete resultater, men dog gjorde sig bemærket ved konsekvent at stemme ja til alle lovforslag, der blev fremsat med henblik på at give mere magt til Parlamentet. I dag i år 2012 er hendes begejstring for EU ikke blevet mindre, men – om muligt – endnu større. I den forbindelse er det værd at bemærke, at Thorning-Schmidt – i lyset af den mild sagt lunkne opbakning til projektet i den danske vælgerbefolkning – fremstår som moderat og tilbageholdende tilhænger af det europæiske projekt her i landet, mens hun i EU-sammenhænge springer ud som som noget, man vist godt kan betegne som rabiat fortaler. Hvis man betvivler sandheden i det udsagn, behøver man blot at læse, hvad hun har sagt om det storslåede projekt, efter Danmark overtog EU-formandskabet. I sin tale til EU-parlamentet i januar lød det bl.aI am a European at heart og this great, unique parlament. Kunne man i sin vildeste fantasi forestille sig Helle Thorning-Schmidt stå i Folketinget og sige: Jeg er dansker i mit hjerte og dette storslåede, unikke parlament? Nej, vel. Selv, hvis Pia Kjærsgaard havde sagt det, ville det lyde patetisk, og hun ville blive hånet for det – specielt den sidste del – i meget lang tid.

Thorning-Schmidt var dog langtfra færdig med sin leflen for EU-systemet. For nylig sagde hun således på en EU-konferenceHvilken international organisation har i menneskehedens historie nogensinde været i stand til at gøre, hvad EU har gjort over de sidste seks måneder? Ingen! Udtalelserne er så bizarre, at de kun kan forklares på to måder: Enten er hun EU-fanatiker, der er så forblændet af det i hendes øjne storslåede projekt, at hun har mistet enhver form for jordforbindelse, eller også er de et helt bevidst led i en kampagne, der skal ende med at gøre hende til formand for EU-kommissionen i slutningen af 2014. Ja, faktisk er der en tredje mulighed: Hun er både EU-fanatiker – måske har hun anlæg for sådanne følelser i og med, at hun tidligere var glødende kommunist og en form for marxistisk propagandist på KU – og forsøger tillige at fedte og lefle for EU-toppen, så de vælger hende til den prestigefyldt post, når José Manuel Barroso, en anden gammel kommunist, altså går af om 2 ½ år.

Når det er sagt, er det værd at holde fast ved, at der ligger hård kalkyle bag Thorning-Schmidts ageren i EU-sammenhænge. Hendes fuldbårne støtte til Angela Merkels sparekurs er bizar og grotesk, når man tænker på, hvordan hun i årevis med monoton regelmæssighed har ævlet om, hvordan hun ville gøre verdens største offentlige sektor – altså den danske – endnu større, hvordan skattelettelser var den diametrale modsætning til velfærd – hendes yndlingsmantra – og at en stemme på hende var den bedste garanti imod sådanne umenneskelige tiltag. I den forbindelse er det imidlertid typisk for Thorning-Schmidt, at hun på et øjeblik kan vende på en tallerken og stadig se ud som om, hun aldrig har ment andet.

Ifølge udtalelser fra tre af de absolutte hovedpersoner i den såkaldte skattesag klarer tidligere departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft, tidligere skatteminister, Troels Lund Poulsen, og hans daværende personlige rådgiver, Peter Arnfeldt, i Skattesagskommissionens optik frisag, når det drejer sig om de alvorlige anklager vedrørende magtmisbrug/magtfordrejning og lækage af fortrolige/personlige oplysninger til medierne. Det fremgår af de foreløbige redegørelser, der er sendt til de pågældende. Redegørelserne indeholder dog, i hvert fald i Lofts tilfælde, kritik af, at han gik for tæt på sagsbehandlingen af Stephen Kinnocks skattesag, ligesom Lund Poulsens oprindelige forklaring om, at han ikke interesserede sig specielt meget for skattesagen, ikke anses for at være troværdig. Under alle omstændigheder ændrer det dog ikke ved, at Skattesagskommissionen ikke mener, der er grundlag for at indlede disciplinær- eller straffesager mod de ovennævnte personer.

Til gengæld skriver både Ekstra Bladet og Politiken i dag, at den daværende direktør i Skat København, Erling Andersen, der i sin tid både var manden, der traf afgørelsen om, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark, og foranledigede nedsættelsen af Skattesagskommissionen, der foreløbig har kostet skatteyderne 23 mio. kr., ikke går fri. Kommissionen mener nemlig, at han – og i øvrigt muligvis også for sit vedkommende Peter Loft – løj i en redegørelse til ombudsmanden i januar 2011, da han skrev, at det var naturligt og hensigtsmæssigt at afholde fem møder med ledende embedsmænd i Skatteministeriet, og at sagens materielle indhold og udfald ikke har været til drøftelse ved møderne. 

På daværende tidspunkt var den borgerlige regering som bekendt stadig ved magten, men da Erling Andersen i slutningen af 2011 lavede en ny redegørelse om forløbet til den daværende skatteminister i den nye SRSF-regering, Thor Möger Pedersen, var beskrivelsen af forløbet pludselig en helt anden. Bl.a. skrev han, at der skete følgende på et møde den 20. september 2010, tre dage efter Kinnock klarede frisag: Steffen Normann Hansen oplyser, at skatteministeren har prøvet at få Skat Københavns afgørelse omgjort. 

Hvilke konsekvenser Erling Andersens usandheder får for hans karriere inden for Skat, må fremtiden vise, men man kan i hvert fald konstatere, at mens andre hovedpersoner i skattesagen mistede deres arbejde, blev degraderet, suspenderet, eller sendt på tidlig pension, er Andersen steget i graderne.

For ca. et halvt år siden var jeg i øvrigt ved at skrive en meget lang artikel om Erling Andersen, der først og fremmest skulle udstille hans himmelråbende partiskhed og inhabilitet i skattesagen. Desværre blev jeg aldrig færdig med den, men nedenfor kan man læse det, jeg trods alt nåede at skrive. Når Skattesagskommissionen kan udsende en foreløbig redegørelse, kan jeg også…

Inden da vil jeg imidlertid lige gøre opmærksom på, at det – og man skulle tro, det var løgn – er ingen anden end den gode Erling Andersen, der nu skal beslutte, om der skal rejses en skattesag mod Lars Løkke i forbindelse med Venstres indkøb af tøj til ham i 2010 og 2011. Ligesom det, efter hans eget udsagn, var tilfældet med Helle Thorning-Schmidt i sin tid – se nedenfor i artiklen om ham – kan Andersens afgørelse også denne gang blive udslagsgivende for, hvem der bliver statsminister efter næste valg.

Artikel om Erling Andersen fra december 2013:

Skattesagskommissionen blev som bekendt nedsat på initiativ af den nuværende regering for at undersøge, om der blev udøvet magtmisbrug under behandlingen af Stephen Kinnocks skattesag i 2010. Kommissionen skal også forsøge at finde ud af, hvem der lækkede ægteparret Kinnock-Thorning-Schmidts personlige skatteoplysninger til medierne. Derimod skal den ikke beskæftige sig med spørgsmålet om, hvorvidt den afgørelse, der fastslog, at Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark, var korrekt, om den blev truffet på et så oplyst grundlag som overhovedet muligt, og om de medarbejdere i Skat, der traf den, var helt igennem uvildige. Som jeg vil dokumentere i det nedenstående, synes der ellers at være et endog særdeles stærkt grundlag for også at beskæftige sig med disse forhold.

Set over ét forekommer de danske medier at være helt enige i de prioriteringer, til- og fravalg, der ligger til grund for Skattesagskommissionens arbejde. Således er interessen for historier, der på den ene eller anden måde forbinder Troels Lund Poulsen, hans parti og ultimativt Lars Løkke Rasmussen med enhver form for magtmisbrug, enormt stor. Det dokumenterede dækningen af sagen om det såkaldt anonyme brev hinsides enhver tvivl. I flere dage ryddede det mediedagsordenen i Danmark, men man må nøgternt konstatere, at det ændrede sig brat, da brevets indhold blev offentliggjort i Berlingske. Virkeligheden viste sig ikke helt at stå mål med fantasien, og Skattesagskommissionen og resten af den danske befolkning venter i skrivende stund stadig på, at den anonyme brevskriver træder frem i offentligheden og dokumenterer sine beskyldninger om magtmisbrug mod især partiet Venstre.

Selvom de danske mediers interessefelt i skattesagen – med B.T. og til dels Berlingske og Jyllands-Posten som hæderlige undtagelser – altså synes at være sammenfaldende med de områder, Skattesagskommissionen er sat til at undersøge, taler meget for, at der var mindst lige så meget at komme efter, hvis man i stedet kastede et kritisk lys på omstændighederne vedrørende Skat Københavns afgørelse om, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark i almindelighed og direktør Erling Andersens ageren i den forbindelse i særdeleshed.

Allerførst er det vigtigt at gøre sig klart, at betydningen af Skats afgørelse næppe kunne overvurderes, eller for at bruge Erling Andersens egne ord: (…) Skat kommer til at bestemme, hvem der bliver den næste statsminister. I sommeren 2010, da B.T. begyndte at skrive om Kinnock og Thorning-Schmidts skatteforhold, førte oppositionspartierne under ledelse af den socialdemokratiske statsministerkandidat meget klart over det borgerlige flertal i meningsmålingerne, og kun politisk force majeure af den ene eller anden art så ud til at kunne forhindre den forventede valgsejr, men netop det var der i dén grad tale om, hvis Skat havde afgjort, at ægtefællen til en statsministerkandidat, der advokerede for, at alle danskere – og særligt de mest velstillede – skulle betale mere i skat, ikke selv havde bidraget det til statskassen, han var forpligtiget til. Hvis det havde været tilfældet, kunne Thorning næppe blive siddende. Der var selvfølgelig nogle nuanceforskelle, alt efter hvordan en afgørelse om, at Kinnock var skattepligtig i Danmark, konkret ville falde ud, men grundlæggende var der bred konsensus i den politiske verden, herunder hos kommentatorer som Helle Ib, Henrik Qvortrup og Michael Kristiansen, om, at Thorning-Schmidt i bedste fald ville være alvorlig svækket i sin kamp for at overtage regeringsmagten og i værste fald ville være nødt til at forlade sin post med omgående virkning.

Erling Andersen har, efter eget udsagn, en fortid som aktiv i Socialdemokratisk Ungdom og senere som byrådskandidat for partiet i 1978. Året efter, da han flyttede til Grønland, dropper jeg al kontakt til den socialdemokratiske verden, som han skrev i et notat til B.T. i december 2011.

Hvorom alting er, må man konstatere, at Andersen, der inden sin karriere i Skat også var fagforeningschef i en årrække, under hele skattesagen – både internt og eksternt – har ageret på en måde, der sår alvorlig tvivl om, hvorvidt han de facto lever op til sit eget ideal: Når man er embedsmand, er man upolitisk.

Først og fremmest er det værd at notere sig, at Erling Andersen er hovedårsagen til, at der overhovedet blev nedsat en Skattesagskommission. Efter Politiken i november 2011 kunne afsløre, at han havde holdt fem møder med departementschef i Skat, Peter Loft, om sagen, mens den blev behandlet i Skat København – i øvrigt møder, der fandt sted på Andersens eget initiativ – skrev han en redegørelse til daværende skatteminister, Thor Möger Pedersen, hvori han bl.a. påstod, at Steffen Normann Hansen (produktionsdirektør i Skat) oplyser, at skatteministeren har prøvet at få SKAT Københavns afgørelse omgjort.

I samme redegørelse roste Erling Andersen eksplicit statsministerparret for dets samarbejdsvilje:Jeg skal her generelt bemærke, at Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock, samt deres revisor Revitax/Frode Holm under hele sagsbehandlingen har medvirket konstruktivt – og løbende hurtigt og fyldestgørende har leveret de af Skat København ønskede oplysninger.

Den udlægning stemmer meget lidt overens med de faktiske forhold, der senere er kommet frem i offentligheden: Først og fremmest nægtede ægteparret på trods af flere indtrængende opfordringer at møde personligt op hos Skat København for at redegøre for de ægteskabelige forhold. Det var i den forbindelse, Frode Holm tyede til forklaringen om, at det skyldtes, Kinnock var bi-/homoseksuel. Dermed traf Erling Andersen afgørelsen i sagen uden på noget tidspunkt at have mødt hverken sagens hovedperson eller hans hustru.

Man kan også diskutere, hvor hjælpsomt det var for Skat, at Helle Thorning-Schmidt den 24. juni 2010 udtalte til flere medier, at hun var i kontakt med Skat, selvom det dokumenterbart ikke var tilfældet.

En uge senere talte Thorning-Schmidt igen usandt ved at sige én ting til offentligheden og det diametralt modsatte til Skat. Udadtil lovede hun, at Kinnock med tilbagevirkende kraft fra 2009 og fremover ville betale skat i Danmark, også selvom han ikke måtte være forpligtiget til det. Løftet blev fremsat på en måde, så det ikke kunne misforståes: Uanset, om han (Stephen Kinnock) er skattepligtig i Danmark, så agter vi at betale skat i Danmark. (…) Den 29. juni fortalte hun i Berlingske, hvordan det helt konkret skulle foregå: For det første vil vi i morgen (d. 30. juni 2010) aflevere en selvangivelse for Stephen for 2009, det vil sige, at han betaler skat for 2009. For det andet vil vi også fremadrettet, det vil sige både i 2010 og i de år, der kommer efter, betale skat i Danmark. For 2009 var der tale om, at ægteparret ville betale 250.000 kr. til Skat.

Indadtil, over for Skat, argumenterede Frode Holm imidlertid kun en uge senere på vegne af parret for, at Kinnock var hjemmehørende i Schweiz, og at han dermed kun skulle betale skat i alpelandet og altså ikke i Danmark.

Efter Skats afgørelse om, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark i 2007, 2008 og 2009 var faldet, var Thorning-Schmidt pludselig helt på linje med sin skatterådgiver. Over for B.T.TV afviste hun således, at Kinnock fremover ville lægge en del af sin indtægt i den danske statskasse: Nej, vi betaler den skat, vi skal. 

Under alle omstændigheder måtte man gå ud fra, at Kinnock efter afgørelsen d. 16. september 2010 ville få de 250.000 kr., han havde indbetalt d. 30. juni, tilbage fra Skat, men sådan forholdt det sig heller ikke. Således kunne TV-Avisen d. 18. september citere Thorning-Schmidt for, at der er intet mellemværende mellem os og Skat. Det var en mystisk udmelding, for aftenen før havde hun selv siddet i TV-Avisens studie uden at reagere, da DR sagde, Skat ville tilbagebetale de 250.000 kr. til hendes mand.

Over for en anden offentlig myndighed, Justitsministeriet, havde Thorning-Schmidt i oktober 2009 umisforståeligt bedyret, at hendes mand var i Danmark Hver weekend fra fredag til mandag hele året rundt. Det viste sig som bekendt ikke at være rigtigt og blev senere rettet til: Han har altid opholdt sig størstedelen af årets weekender i Danmark.

Næsten ti år tidligere havde parret allerede været i konflikt med myndighederne i forbindelse med Thorning-Schmidts valg til Europarlamentet i oktober 1999. Fra februar 2000 til april 2003 overtrådte hun således CPR-loven, da hun nægtede at sælge eller udleje sin helårsbolig (lejlighed) i Danmark, mens hun boede i Bruxelles. I februar 2003 tvangsregistrerede Københavns Kommune hende som udrejst af Danmark med tilbagevirkende kraft fra oktober 1999, men i april samme år lykkedes det Thorning-Schmidt at indhente en ekstraordinær 14 måneder-lang dispensation frem til juli 2004 fra den daværende bygge- og teknikborgmester i København, Søren Pind.

Endnu mere bemærkelsesværdigt og relevant i denne sammenhæng er det, at Thorning-Schmidt i seks år, fra 2000- 2006, modtog Kinnocks personfradrag, et beløb på ca. 40.000 kr. årligt, uberettiget, selvom han slet ikke var skattepligtig i Danmark. Parret gjorde i 2007 og 2008 Skat opmærksom på fejlen, men først i 2009 blev den rettet med tilbagevirkende kraft, dog altså kun for tre år, da de øvrige år faldt under forældelsesfristen.

På ovenstående baggrund virker det umiddelbart noget mærkværdigt, at Thorning-Schmidt og Kinnock ikke alene blev rost for deres gode samarbejdsvilje, men at Kinnock også helt fra begyndelsen af sagsbehandlingsforløbet hos Skat blev placeret i kategorien medspiller, hvilket i praksis betyder, at man ikke indhenter lige så mange oplysninger om en person eller kontrollerer vedkommende lige så grundigt, som hvis han eller hun regnes for en modspiller. I Kinnocks tilfælde betød det konkret, at Skat bl.a. valgte ikke at beslaglægge hans computer, eller at tjekke hans telefonregninger. Ifølge skattedirektør, Lisbeth Rasmussen, var det ikke nødvendigt, selvom hun bekræftede, at Skat nogle gange benytter sig af de fremgangsmåder: (…) Ja, det gør man i visse sager. Jeg kan slet ikke se sammenhængen med denne sag.

På samme måde arbejdede Skat nærmest fra dag ét ud fra antagelsen om, at Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark. Som tidligere specialkonsulent i Skat København, Søren Hansen, udtalte, da han blev afhørt i Skattesagskommissionen: (…) Vores konklusion var på et meget tidligt tidspunkt, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig. Senere i forløbet, da departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft, i Hansens udlægning havde fortalt Lisbeth Rasmussen, at Kinnock skulle gøres skattepligtig i Danmark, lod Skat København sig således heller ikke rokke det mindste i sit udgangspunkt for sagsbehandlingen: Nej. Vi arbejdede videre på, at Kinnock ikke skulle være skattepligtig til Danmark. 

Mens Erling Andersen udadtil, i medierne, virker som om, han næsten er indbegrebet af ro, saglighed og ordentlighed, tegnede afhøringerne i Skattesagskommissionen et helt andet billede af den stolte embedsmand. De fleste medierepræsentanter var enige om, at han i flere tilfælde klarede sig overordentlig dårligt. Hårdest var kritikken fra den ellers ekstremt Venstre-kritiske Christoffer Guldbrandsen, der i dag er journalistisk chef på DR2. I sit program om Skattesagen på Radio 24/7, Regnskabets Time, betegnede han Andersen som en nybegynder på ski, hvor skiene peger i hver sin retning. (Hør selv ved at klikke her, fra ca. 26 min.) Det kom også frem under afhøringerne, at Andersen ikke var den nøgterne embedsmand, han burde være, men derimod en mand i sine følelsers vold, for hvordan skal man ellers tolke et udsagn som det følgende, refereret af B.T den 13. december 2012: (…) Jeg er meget imod. Jeg synes, at det begynder at ligne chikane. Det er oppositionens leder. Først har ministeriet sagt, at der skal rejses en kontrolsag, og så vil det have, at vi skal sende et brev mere. Jeg er imod det, men accepterer at gøre det (…).

Fortsættelse følger… måske.

P.S: Kildeangivelserne i denne artikel er ikke helt så minutiøse, som det normalt er tilfældet i mine indlæg. Det vil ændre sig, hvis jeg kan overkomme at færdiggøre den.

Som Morten Messerschmidt sagde i fredagens udgave af det politiske magasin 1240 K på TV2 News har noget af det mest bemærkelsesværdige ved EU-valgkampen været, hvor enormt mange kræfter hans politiske modstandere – og det vil i denne sammenhæng sige alle andre partier end Dansk Folkeparti, herunder Venstre, og medierne set under ét – har brugt på at angribe ham personligt og politisk. Det skyldes selvsagt, at Messerschmidt, sine fejl og mangler til trods, er den fagligt og retorisk dygtigste og mest karismatiske af alle kandidaterne ved EU-parlamentsvalget. Han er helt sikkert heller ikke den mindst troværdige, som det ellers blev påstået i en grotesk måling i Berlingske i sidste uge, for kan det virkelig passe, at en mand med så ekstremt lav en troværdighed kan få så mange personlige stemmer, at det ikke er usandsynligt, han vil være i stand til at slå Poul Nyrup Rasmussens rekord som den danske EU-parlamentariker, der har fået flest stemmer gennem tiderne? Nyrup fik knap 408.000 i 2004. Ved nærmere eftertanke giver det vist ikke rigtig mening, eller gør det Berlingske? For fem år siden nåede Messerschmidt op på 284.500 stemmer, selvom han to år forinden af B.T. var blevet fremstillet som en fordrukken, heilende nazist. Som bekendt findes der inde i enhver DF’er en frådende nazist, der bare venter på at slippe ud og vise sit sande, ækle fjæs.

Hvor farlig Messerschmidt er for de EU-file partier kunne man se i fredagens udgave af Politiken, hvor vores kære statsminister i egen høje person gik til angreb på hans forslag om et dansk velfærdsforbehold, der skal sikre, at borgere fra andre EU-lande ikke uden videre kan få ret til velfærdsydelser i Danmark. Det er de facto at sidestille med et ønske om dansk udmelding af EU, lyder det fra den selvsamme person, der i 2002 gik ind for, at udlændinge først efter syv års optjening skulle have ret til de pågældende ydelser. I 2009 ville hun i øvrigt også have den gamle grænsekontrol tilbage, men det er en helt anden historie.

Til at bedømme, hvem der havde ret i ordstriden mellem Thorning-Schmidt og Messerschmidt, havde TV2 News fredag eftermiddag hidkaldt den altid neutrale, ikke-politiserende eller EU-propaganderende super-duper-ekspert, professor, orakel m.m., Marlene Wind, der til min store overraskelse – ved nærmere eftertanke er chok nok et bedre ord – kunne meddele, at det skam var statsministeren, der havde ret. Danmark kan ikke få et forbehold, for tiderne er ikke længere til det, og det hele var egentlig meget simpelt: Danmark må gøre, som vi vil, så længe vi ikke diskriminerer. Dybt beroliget ved tanken om, at alle arbejdende EU-borgere, der opholder sig i dette lille kongerige højt mod nord, er fuldstændig sidestillede med vi jævne grisefarvede danskere, kunne jeg endelig trække vejret roligt igen.

Ahh, hvor er det godt, vi har Marlene Wind. Hvad skulle vi dog gøre uden hende, denne hinsides enhver tvivl, eller i hvert fald med en til sikkerhed grænsende sandsynlighed, uvildige kvinde, der er så overvældende klog og indsigtsfuld, at de danske medier for anslået (og lidt overdrevne) 95 % vedkommende ikke er i stand til at finde andre EU-eksperter end netop hende, når forskellige sager og emner skal udlægges og vinkles på den helt rette måde.

Marlene Wind er så fantastisk, at hun aldrig – never, nie, jamais, nunca - tager fejl, og hvis hun gør, giver vi da bare… Morten Messerschmidt skylden. Ja! Morten Messerschmidt. Nu er det anden gang – i dette tilfælde dagen før EU-parlamentsvalget – at et stort dansk medie vælger at give ham hele skylden for et udsagn, Wind er kommet med. De gider øjensynligt ikke engang at undersøge, om Winds afvisning af at have sagt noget lignende holder vand, men tager blot hendes ord for pålydende.

Sagen drejer sig endnu engang om, at Messerschmidt i 2011 har sagt, at op mod 80 % af dansk lovgivning kommer fra EU. Det, mener to unge forskere, er voldsomt overdrevet, og de vurderer i stedet, at det reelle tal er mellem 10 og 20 % og måske op til 40 %, hvis man foretager en meget generøs optælling. Hvorom alting er: Marlene Wind har de facto og umisforståeligt udtalt det nedenstående til Altinget.dk i februar 2010:

(…) Hvor afgørende er EU egentlig for dansk politik?

Meget afgørende – også mere afgørende end de fleste nationale politikere vil indrømme. 80% af al national lovgivning udspringer på den ene eller anden måde af lovgivning, forslag og domme fra EU. 

Det, Wind siger, kan ikke misforståes, men alligevel er det ikke hende, men Messerschmidt, medierne kaster sig over. DR’s Detektor gjorde nøjagtig det samme for ca. et halvt år siden. Man kan med rette bebrejde ham at have brugt Wind som kilde, men det ændrer ikke ved, at en germanofil som undertegnede kun kan konkludere én ting ud fra mediernes uligebehandling af Messerschmidt i forhold til EU-oraklet med de rigtige meninger: Man merkt die Absicht und wird verstimmt.

P.S: Det bedste ved, at EU-parlamentsvalget snart er overstået, er, at der nu går fem år, før vi igen hører noget til Margrete Auken. Hvordan nogen kan finde på at stemme på den …….. kvinde, rækker ud over min fatteevne, og jeg vil ikke lægge skjul på, at det ville gøre mig lige så glad, som den daværende Newcastle-manager, Kevin Keegan, i sin tid ville have været for at vinde mesterskabet foran Manchester United, hvis hun ikke blev genvalgt i morgen. Onde-, men – er jeg bange for – ikke ualmindelige tanker i Danmark efter at have oplevet denne …… kvinde adskillige gange under valgkampen. For sit eget vedkommende er hun i bedste Uffe Ellemann-Jensen-stil sikker på, at den er hjemme, og at hun allerede nu kan fejre sit genvalg.

Det er lidt sent, politiet skrider til handling, og en mand som Henrik Qvortrup, der trods alt er temmelig godt begavet, har selvfølgelig forberedt sig på en eventuel ransagning. Ekstra Bladet har i øvrigt i dag en artikel om ham i anden sammenhæng, hvoraf det fremgår, at nok har manden en meget alvorlig sag – og muligvis en fængselsstraf – hængende over sit hoved, men derfor kan man da stadigvæk godt sende et par stikpiller afsted mod sin absolutte yndlingsaversion, Lars Løkke. Den bilagsramte statsministerkandidat gjorde det for sit vedkommende allerede for tre uger siden, indirekte, klart, at han ikke havde noget imod at se Qvortrup bag tremmer. Måske får han inden længe sit ønske opfyldt, så han i det mindste har det at glæde sig over i denne svære tid.

Ifølge Janni Pedersen fra TV2 News er strafferammen for de forhold, Qvortrup er sigtet for, 4 år, for bl.a. bestikkelse, hacking og æreskrænkelse. I særlige tilfælde kan der blive tale om 6 års fængsel. Uanset hvad bliver det vel svært for ham at undgå fængsel, i og med der foreligger klare beviser. Som jeg har forstået det, kan det imidlertid være en fordel for ham, at de oplysninger, tys-tys-kilden har videregivet, kommer fra et privat firma og ikke fra et offentligt register. Der er som bekendt også en mulighed for, at flere af de nævnte forhold er forældede.

P.S: Se også  dette interview med Henrik Qvortrup efter morgenens anholdelse.

I forbindelse med Ekstra Bladets dækning af sagen om Lars Løkkes ekstravagante tøjindkøb på Venstre-medlemmernes regning har både Søren Pind, Jakob Engel-Schmidt og Karsten Lauritzen direkte udtalt, at avisen må have fremskaffet oplysningerne på ulovlig vis, f.eks. i forbindelse med et indbrud i partihovedkontoret. Det afviser Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen.

Jeg skal ikke kunne sige, hvem der har ret, men én interessant ting er der at bemærke ved Ekstra Bladets dækning: Én af de 6 (!) journalister, avisen har sat på sagenSverre Quist, (bror til Kaare Quist) arbejdede først fra 2003 til 2010 som politisk reporter på Ekstra Bladet, inden han i to år var ansat som kommunikationskonsulent i Venstre frem til marts 2012. Bilagene for Løkkes tøjindkøb er netop indsamlet i perioden fra december 2010 til september 2011. I april 2012 vendte Quist så tilbage til Ekstra Bladet i sin gamle stilling. Jeg beskylder på ingen måde Quist for at være Ekstra Bladets kilde i sagen, men med de ovenstående oplysninger in mente kan ingen vist fortænke nogen i at tænke tanken.

Older Posts »

Kategorier

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 29, der følger denne blog