Man skal som bekendt ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, eller i det konkrete tilfælde stramme Løkken til, før den orkestrerede skræmmekampagne endegyldigt har sendt Lars på den lukkede, men derfor kan man jo godt lave sin ministerliste på forhånd. Det er netop, hvad Helle Thorning-Schmidt har gjort, og hun har generøst besluttet at oprette et såkaldt meningsmangfoldighedsministerium og overlade det til SF-formanden, Villy Søvndal, selvom hun også selv ville være en overordentlig stærk kandidat til posten. Der er tale om et helt epokegørende projekt, der indebærer, at Søvndal skal stå i spidsen for et ministerium, der simpelthen vil rumme ALLE meninger.

Tanken bag ministeriet er først og fremmest, at Søvndal skal fungere som den nye regerings ultimative problemknuser. Når der opstår uenigheder internt i regeringen, de partier, der udgør den, eller i vælgerbefolkningen, behøver man blot at ringe efter Villy-Vognen, d.v.s. ministerbilen inklusive Villy Søvndal, og så varer det ikke længe, inden de stridende parter igen falder til ro. De vil nemlig hver især efter at have talt med venlige Villy være fuldstændig overbeviste om, at netop deres synspunkt er udtryk for regeringens officielle politik.

Meget tyder på, at strategien kan blive en succés, for allerede i dag – godt nok som formand for et oppositionsparti – har Søvndal vist helt unikke evner på det felt. Senest demonstreret, da han både var for, imod- og neutral over for de såkaldte mødremøder på Holbergskolen i det nordvestlige København, men også dokumenteret i en lang række andre sager, efter han blev valgt til formand for SF i 2005. Hvem husker ikke Søvndals holdning til Muhammedtegningerne, som han først fandt befriende, derefter stupide og ondskabsfulde, for til sidst at kalde dem nødvendige? Eller hvad med SF’s udlændingepolitik, der indebærer, at Søvndal og co. støtter 24 års-reglen, som de ikke kan lide, og tilknytningskravet, som de efter eget udsagn altid har været imod. SF og Søvndal mener i øvrigt også som en selvfølge, at afviste asylansøgere skal sendes ud af landet, dog ikke, hvis det drejer sig om mennesker af kød og blod, f.eks. sådan nogle som dem, der for ikke så længe siden besatte Brorson-kirken. Hizb-ut-Tahrir og ligesindede kan dog stadigvæk gå ad helvede til, men de kunne også bare gå rundt i København, som de plejer, for SF vil nemlig ikke forbyde foreningen, selvom man inderst inde gerne vil, dog kun, hvis rigsadvokaten er enig.

Også i den økonomiske politik rummer Søvndal mange holdninger. For et par måneder siden proklamerede han i Børsen, at han var villig til at se på mulige ændringer i efterlønnen. Et par timer efter historien var sluppet ud i pressen, kunne han så slå fast - hvis nogen havde været i tvivl - at der ikke ville blive pillet ved ordningen.

Det helt særlige ved Villy Søvndal er imidlertid, at mens mange politikere gennem tiderne – dog ikke tilnærmelsesvis i samme omfang – efter bedste evne har prøvet at rumme en række modsatrettede holdninger på samme tid, er det, så vidt vides, aldrig lykkedes nogen at føre projektet så succesfuldt ud i livet, som Søvndal har haft held til. Jo flere synspunkter, han har, jo flere plejehjem han har besøgt, og historiske begivenheder (Jens Jørgen Thorsen-gimmick, JFK-mordet…) han har deltaget i, jo flere vælgere strømmer til SF, og jo flere medlemmer får partiet. Er danskerne et skizofrent folkefærd? Er sandhedsrelativismen på voldsom fremmarch? Måske, men før meningsmangfoldighedsministeriet kan oprettes, mangler Søvndal og co. lige at vinde det næste valg. Skulle det mod forventning ikke lykkes og Søvndal derfor vælge at bruge sine alsidige evner uden for politik, kunne han f.eks. udbyde kurser i multitasking, der får den hidtidige opfattelse af begrebet til at blegne: Lær, hvordan du på én og samme tid kan blæse og have mel i munden, stå på hovedet og i spagat, slå knuder på dig selv og sælge din egen bedstemor, samtidig med, at du hele tiden befinder dig på en sikker vinderkurs.

Som bekendt skal man være meget, meget, meget varsom med at tegne en vis muslimsk profet. Inden man ved af det, risikerer man at have en øksemand stående inde i sit hus, og han er ikke kommet for at hjælpe med at hugge brænde…

Så er det anderledes risikofrit f.eks. at karikere danske politikere, specielt dem fra et ganske bestemt parti. De er nemlig vant til det. Ekskrement, heks, ådsel, rotte, kønsorgan, fugleskræmsel, luder, svin, bændelorm? You name it: been there, done that. Lederen af Danmarks tredjestørste parti kan - formentlig uden stolthed – sætte flueben ved alle ovenstående fremstillinger af sig selv.

Umiddelbart skulle man jo tro, at det var noget værre at fremstille en konkret, nulevende person som f.eks. rotte, end det er at tegne en måske/måske ikke historisk person i forskellige til sammenligning meget mere respektfulde og moderate former. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Mange muslimer siger ligeud, at de elsker profeten mere end deres egen familie, og de bryder sig ikke – for nu at sige det mildt – om at se ham fremstillet i et mindre flatterende lys.

Denne pointe er – hjulpet en liiiille smule på vej af en række friske mennesker fra diverse verdensdele med særdeles overbevisende argumenter – efterhånden også gået op for alle danske aviser og blade, og vi kan derfor igen koncentrere os om at karikere dem, der er vant til at blive fremstillet som diverse afskygninger af jordens værste skabninger og tager deres skæbne i stiv arm. Se f.eks. denne tegning af Morten Ingemann fra dagens udgave af Ekstra-Bladet ved at klikke her.

Nu er det netop kommet frem, at TV2 har suspenderet Kaare R. Skou, Danmarks i særklasse mest uvildige og objektive journalist og kommentator, en mand, der aldrig nogensinde på noget som helst tidspunkt har mindet om en pressechef for Enhedslisten eller SF i journalistklæder. Vi taler ganske enkelt om en sand pryd for sin stand. Derfor er det også kun rimeligt, at jeg ærer Kaare R. Skou ved at henvise til nogle af de artikler, jeg har skrevet om ham her på min sagnomspundne blog i de sidste par år. Læs og frem for alt lyt til Kaare R. Skous helt igennem uvildige analyser ved at klikke her. Specielt vil jeg fremhæve denne analyse, der satte helt nye standarder for danske, politiske kommentatorer.

Behøver jeg at sige, at der er overgået Kaare R. Skou en monumental uretfærdighed ved, at TV2 har suspenderet ham. Jeg håber, du snart er tilbage på skærmen, Kaare. Bis dahin drücke ich Dir die Daumen! Ehrlich!

Af årsager, jeg end ikke under udsættelse af tortur vil komme ind på, har jeg de næste ca. 18 år! mulighed for at læse Berlingske Tidende hver dag. Det er ikke så fantastisk et scenario, som man umiddelbart skulle tro, kan jeg hilse og sige.

Avisen er som bekendt under ledelse af en socialdemokratisk partisoldat, Lisbeth Knudsen, der i den større sags tjeneste for nylig har afgivet en hel række medarbejdere til partifællen, Frank Jensen, på Københavns Rådhus. Umiddelbart virker det jo også meget logisk sådan at skifte fra en højborgerlig avis til en ræverød politisk administration. Jeg mener, det kan de fleste vel forstå.

Hvorom alting er, er Lisbeth Knudsen i sagens natur nødsaget til at erstatte sine gamle medarbejdere med nogle nye af slagsen, der vel at mærke er af den helt rette støbning, og kunne man forestille sig nogen mere velegnet person end en blanding mellem den venstreorienterede journalist og foredragsholder, Lone Kühlmann: Pia Kjærsgaard er en tosse, og Radioavisens, Kai Selliken, der om Muhammed-krisen har udtalt: På Radioavisen har vi forsøgt at vende hver en sten. Den eneste, vi ikke har været i stand til at vende, er den sten, Flemming Roses hjerne ligger under. Den så jeg gerne løftet. Lad mig derfor præsentere ét af ægteparrets tre børn: Karl Kühlmann Selliken. Ligesom sine forældre er Karl et rigtig godt menneske med de helt rigtige meninger, men når man som ham i første omgang blot bliver placeret på en perifer post som én af flere debatredaktører på Berlingske Tidende, er det svært at få projiceret sine egne- og forældrenes uomtvisteligt korrekte holdninger ud i offentligheden.

Heldigvis findes der råd for, hvordan man håndterer sådanne situationer. Karl er nemlig klogere, end hans navn umiddelbart giver indtryk af: Han har således valgt at lade nogle af de indlæg, der normalt ville blive sorteret fra ved allerførste gennemlæsning, fordi de indeholder krænkende og nedladende betegnelser om konkrete personers udseende og sindstilstand, slippe igennem nåleøjet og ud i Berlingske Tidendes spalter. Dog gælder denne generøse gestus fra debatredaktørens side over for det segment, man ellers normalt i Kühlmann-Selliken-kredse plejer at betegne som Bodega-Danmark, kun de læserbrevs-skribenter, der er i besiddelse af den rette, helt unikke indsigt i- og forståelse af virkelighedens Danmark: Altså dem, der mener, Lars Løkke er sindssyg, grim og bøvet, mens MF’ere for Dansk Folkeparti er landsbytosser på ecstasy.

Herfra skal der ikke lyde den mindste kritik af Berlingske Tidendes nye kriterier for optagelse af læserbreve. Jeg mener, hvad skulle forskellen være på at redigere et studenterblad og en 261 år-gammel avis? Det er heller ikke det mindste hyklerisk at kritisere f.eks. Lars Hedegaard og Jesper Langballe for at komme med generaliserende udtalelser om muslimer og samtidig selv trykke et debatindlæg, der insinuerer at alle DF’ere er på stoffer. Måtte flere af Karl Kühlmann Sellikens støbning blive ansat på borgerlige aviser.

Socialdemokraternes Yildiz Akdogan var sammen med SF’eren, Özlem Sara Cekic, den første muslimske kvinde, der blev valgt ind i Folketinget. Derfor var det meget naturligt, at jeg spurgte min søster, der kendte hende perifert fra Århus Universitet, om, hvordan hun var som person. Selv havde jeg indtryk af, at hun var meget stille, men sådan forholdt det sig ikke: Hun snakker meget, lød beskrivelsen. I så fald har hun noget tilfælles med Cekic.

Jeg kan også huske, at det meste af Akdogans familie var mødt op på Christiansborg, da hun havde første arbejdsdag efter valget i 2007. De lod forståeligt nok til at være meget stolte af hende, og jeg kan huske, at jeg tænkte noget i stil med: Endelig en moderne, muslimsk kvinde, der ikke ser sig selv som offer.

Hvorfor skriver jeg nu disse personlige tanker om Yildiz Akdogan? Det gør jeg, fordi jeg er blevet noget overrasket og, ja, man kunne godt kalde det skuffet, over at læse især hendes seneste indlæg som blogskribent for Jyllands-Posten.

Artiklen, Auschwitz-dagen: Farlige forestillinger, blev skrevet på netop den danske Auschwitz-dag, hvor man mindes ofrene for Holocaust og andre folkedrab. Så langt, så godt. Ingen kan have noget imod, at man én gang om året husker tilbage på sådanne grusomme episoder i menneskehedens historie, også med henblik på, at de for enhver pris aldrig må gentage sig. Dér, hvor kæden springer af – i dén grad springer af – for Akdogan er, når hun utvetydigt insinuerer, at Holocaust kan risikere at gentage sig i Danmark, men altså denne gang med muslimerne i offerrollen: (…) Især nu, hvor man har kørt på frygten – frygten for “det andet” – er det stadig relevant at huske på og lære af historien. Lære om, hvordan stigmatiseringer og fordomsfyldte ord kan skabe farlige forestillinger om minoriteter dvs. “de andre”. 

Akdogan beroliger dog sine læsere ved at fastslå, at forestillingen om “de andre” ikke nødvendigvis fører til folkedrab. Ikke nødvendigvis…, det er vel stort set det samme som at skrive, men sandsynligvis, og det er, vil jeg mene, en ret grov beskyldning, især når den kommer fra et medlem af Folketinget og endda fra det næststørste parti, Socialdemokraterne. Jeg kunne levende forestille mig opstandelsen, hvis Jesper Langballe havde udtalt: Muslimers opdeling af mennesker i “rene” og “urene” vil sandsynligvis føre til etnisk udrensning af danskere, når de er kommet i mindretal. Christiansborg ville gå i undtagelsestilstand, Jesper Langballes hoved ville blive krævet serveret på et fad, og hele den venstreorienterede presse (stort set samtlige medier) ville gå i selvsving. Ja, det ville blive noget af et cirkus.

Akdogan fører sin sammenligning ud i det ekstreme ved at underkaste Langballes kontroversielle debatindlæg i Berlingske Tidende, der startede den seneste uges blæst om hans person, den såkaldte jødetest, hvorved man erstatter alle forekomster af ordet muslim med jøde.

Sammenligningen mellem nazitidens omtale af jøder og nutidens ditto af muslimer bliver mere og mere bøvet, for hver gang jeg læser den, men okay, lad os tage et par eksempler fra andre sammenhænge:

Jøder planlægger endnu et terrorangreb mod Danmark.
Jødisk mand ville halshugge Kurt Westergaard med en økse.
Jødisk politiker starter SMS-kæde for at opildne til had mod Danmark.
Dem ist nichts hinzuzufügen, som man siger syd for grænsen i det nu noget mere fredelige naboland.

Yildiz Akodagan er imidlertid ikke færdig med at advare mod, hvad der venter os, hvis ikke vi her til lands overvinder vores fordomme om de nytilkomne. Hun understreger igen og igen, at hun ikke spiller offerrollen, eller drager paralleller mellem Nazi-Tysklands metoder og den danske offentlige og politiske retorik, men det er ikke desto mindre lige præcis, hvad hun gør: (…) I dag er det mindedagen for Auschwitz og vi skal bruge dagen til at huske på, hvordan farlige forestillinger let kan dominere det offentlige rum og til tider endda tage patent på sandheden. Men vi har ikke råd til gentagelser – vi må ikke lukke øjnene for begivenheder, for ord, der kan drage en vis parallel til fortiden…

Akdogan slutter sit indlæg med opfordringen til, at vi aldrig, aldrig må glemme Auschwitz, Bosnien, irak, Rwanda…. På trods af utallige opfordringer fra læserne på hendes blog lykkes det ikke at få hende til at tage afstand fra det tyrkiske folkedrab på armenerne i 1915, og det er vel egentlig meget sigende for både Akdogan og de fleste af hendes trosfæller: Loyaliteten ligger hos islam, de muslimske brødre og søskende og ikke at forglemme hjemlandet, altså Tyrkiet. Et kritisk blik på egen religion, egne trosfæller eller fædrelandet er alt for meget at forlange af selv en så moderne og velintegreret muslim som Yildiz Akdogan.

Men, Yildiz Akdogan, kunne man ikke – bare sådan rent teoretisk – forestille sig, at den modvilje nogle danskere nærer mod muslimer som gruppe, ikke individer, rent faktisk havde grobund i virkeligheden? Hvis nu muslimerne virkelig var mere højtråbende, beklagende og til til tider truende end repræsentanter for andre etniske og religiøse grupper? Hvis de – set under ét – var mere voldelige og kriminelle og langt lettere påvirkelige for religiøs ekstremisme end stort set alle andre i det danske samfund? Har du nogensinde tænkt på, om der måske kunne være noget om snakken, Yildiz Akdogan, eller er du, selv som folketingsmedlem, kun i stand til at spille offer?

Samtlige danske medier er unisono enige om, at de ikke vil give taletid til Jonni Hansen fra DNSB, Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse. Hans holdninger er ganske enkelt for langt ude, og han bør derfor kun komme til orde i exceptionelle tilfælde - såsom når han personligt er involveret i eksempelvis voldssager - synes holdningen at være på alle aviser, tv- og radiostationer etc. rundt omkring i kongeriget. Der er ingen grund til at inddrage Jonni Hansen i den demokratiske samtale, der er grundlaget for hele den danske og vestlige mediekultur, når han går ind for et racerent, arisk samfund, benægter Holocaust etc.

Fair nok, jeg er et langt stykke af vejen enig i denne behandling af Jonni Hansen og ligesindede. Problemet er bare, at når de danske medier så bliver konfronteret med andre personer, der har tilsvarende antidemokratiske- og i enhver henseende ekstreme holdninger, er behandlingen ikke nær så hårdhændet.

Det bedste eksempel på de danske mediers dobbeltstandarder er imam Abdul Wahid Pedersen. Måske skyldes det hans århusianske accent og hans joviale væremåde, eller er det bare fordi, han repræsenterer verdens næststørste-, men mest krævende-, beklagende- og ja, til tider, truende religion? Faktum er i hvert fald, at den danske medieverden ligger på halen for Abdul Wahid Pedersen.

Ligesom Jonni Hansen er Wahid Pedersen tidligere straffet – for narkohandel. Han har imidlertid udstået sin straf, og jeg mener selvsagt ikke, at han til evig tid skal sættes i medie-karantæne alene p.g.a. det forhold. Derimod er Wahid Pedersen i de sidste 10-12 år kommet med en perlerække af udtalelser i offentligheden, der måske endda hver især, men i hvert fald uden den mindste tvivl set under ét, diskvalificerer ham fra at indgå i den offentlige debat som en aktør, der bør lyttes til og tages alvorligt. Lad mig sige det ligeud: Wahid Pedersen er en muslimsk fundamentalist, der drømmer om at indføre den bestialske sharia-lovgivning ved først givne lejlighed. Det er ikke noget, jeg eller andre suspekte gestalter på den muslimhadende (Ole Birk Olesen, 180 Grader) højrefløj påstår; Det siger han selv: Ja, når der bliver flertal af muslimer, bliver den indført. (JP d. 22.11.98) Wahid Pedersen har senere sagt, at ja, han udtalte sig sådan, men det var fordi, han blev presset til det…

Hvis ovenstående citat var en enlig smutter, kunne man måske forsvare at tage medieimamen til nåde, men sådan forholder tingene sig desværre ikke. Hvis danske journalister gad at bruge en halv time på diverse søgninger i artikeldatabasen, Infomedia, ville de finde den ene gruopvækkende udtalelse efter den anden. F.eks. denne her: Vi kan hurtigt blive enige om, at stening til døde er en meget grusom form for afstraffelse, men det ændrer ikke på, at den set i et islamisk lys, er blevet forordnet af Skaberen selv. Vi er derfor umiddelbart ikke bemyndigede til at ændre på samme. (Kristeligt Dagblad, 18.04.02)

Jeg behøver vel næppe at nævne, Wahid Pedersen også har talt varmt om bl.a. oprettelsen af et shariaråd, udbetaling af blodpenge, flerkoneri og mange andre spændende ting fra det muslimske- og multikulturelle overdrev.

Måske er sandheden imidlertid, at de danske medier og tilhørende journalister er sig fuldt og helt bevidste om, hvad Abdul Wahid Pedersen har sagt og fremdeles mener, men alligevel – af årsager, der indtil videre må stå hen i det uvisse – bliver bl.a. P1, DR2, TV2 News, Kristeligt Dagblad og Politiken ved og ved med at bruge ham som en ligeværdig samtalepartner. Så sent som i dag var den hyggelige imam gæst i P1’s Søndagsfrokosten - hvis vært, Søren Carlsen, lød til at nære næsegrus begejstring for imamen – hvor han nåede at klage over Dansk Folkepartis tone, inden han selv sammenlignede partiets retorik med “Der Stürmer”. Kan vi nu forvente, at Jonni Hansen bliver inviteret i næste uge. Hvis nej, hvorfor ikke?

Det er gået lidt i glemmebogen de seneste dage i lyset af Jesper Langballes generaliserende udtalelse om muslimer i Berlingske Tidende, men som bekendt annoncerede Christian H. Hansen for nylig, at han, når han vender tilbage til Folketinget efter overstået sygeorlov d. 1. februar, ikke længere vil repræsentere Dansk Folkeparti, men i stedet være løsgænger.

Christian H. Hansen lider af en frygtelig- og sjælden sygdom, Hortons Hovedpine, og herfra skal der i den forbindelse lyde et ønske om god bedring. Når det er sagt, er jeg nødt til at gå i rette med hans begrundelse for at forlade DF, fordi den efter min mening ikke alene ikke er i overensstemmelse med sandheden, men også hyklerisk. Han påstår, at han under sit sygeleje har fået andre prioriteter og derfor ikke kan acceptere, at man fra DF’s side koncentrerer sig om at bekæmpe niqaber og burkaer i stedet for den økonomiske krise. Nu udelukker det ene jo ikke det andet, og DF har da vist sig meget økonomisk ansvarligt ved bl.a. at indgå i forlig om to bankpakker.

Hykleriet fra Christian H. Hansens side består i, at mandens mærkesag fremdeles er dyrevelfærd, akkurat som det var tilfældet før hans sygeorlov. Nu kan jeg selv godt lide dyr og bryder mig selvsagt ikke om at se dem lide eller blive dårligt behandlet, men de fleste kan vel godt blive enige om, at der netop her under den økonomiske krise findes vigtigere emner at beskæftige sig med. Sådan ser han imidlertid ikke på det. I programmet Jersild Live sidste torsdag talte han f.eks. om, hvor optaget han var af at bekæmpe dyresex, herunder mænd, der har sex med høner på dyrebordeller! Jeg kan tage fejl – errare humanum est, som man siger – men mon ikke vi her har at gøre med det, man på tysk med lidt god vilje kalder ein Problemchen og på spansk una problemita? Jeg vover påstanden.

Apropos Jens Olaf Jersild, så var han meget optaget af at fremhæve Christian H. Hansens vigtighed. Jersild talte hele tiden om, at han var et prominent medlem af Dansk Folkeparti, hvilket ingen selv med god vilje på noget tidspunkt har kunnet påstå. Som seer sad jeg tilbage med det klare indtryk, at Jersild var meget begejstret for Hansens beslutning og de ændringer i den parlamentariske situation, den har medført. Måske var det også derfor, Jersild helt glemte at stille kritiske spørgsmål til sin gæst. F.eks. kunne det have været interessant at høre, om ikke Hansens farvel til DF måske også kunne hænge sammen med, at hans forhold til partiets ledelse har været meget anstrengt både før- og efter han gik på sygeorlov. Jeg tør godt at vove den påstand, at Christian Hykler Hansen stadig den dag i dag ville have kæmpet sin ihærdige kamp mod mænds voldtægter af høner i DF-regi, hvis han ikke var raget uklar med Pia Kjærsgaard og co.

Det kan i dén grad undre, at en mand som Jesper Langballe, med sin uddannelsesmæssige baggrund (journalist og præst), kan bære sig så dumt ad, som han gjorde, da han d. 23. januar i et debatindlæg i Berlingske Tidende skrev: Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel ( de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt. Langballe, der sammen med Søren Krarup blev hentet ind i partiet for at give det et intellektuelt islæt fjernt fra det gamle landsbytosse-image, mange Fremskridtsfolk og DF’ere tidligere slæbte rundt på, burde have specificeret og nuanceret sit udsagn, så det ikke kunne misbruges af de mange medier, kommentatorer, debattører, politikere etc., der som glubske løver befinder sig i et permanent alarmberedskab, altid parate til at træde i aktion, så snart der ænses den mindste mulighed for at kaste sig over alt og alle, der blot kan minde om Dansk Folkeparti og DF’ere.

Hvorfor Langballe mere eller mindre selvforskyldt kastede sig for løverne ligesom sin gode ven Lars Hedegaard må stå hen i det uvisse. Klogt var det i hvert fald ikke. Lige så sikkert er det imidlertid, at de to drevne debattører – hvis man forholder sig til substansen i deres udtalelser – har ret i deres påstande. Æresdrab er utvivlsomt et problem i muslimske miljøer i Danmark og udlandet, og omvendt er det vel trods alt de færreste etnisk danske forældre, der kunne finde på at slå deres datter ihjel, fordi hun på den ene eller anden måde måtte have krænket familiens ære. Qua kvindens stilling i koranen er det også helt uomtvisteligt, at der forholdsvis er langt flere muslimske- end danske mænd, der - ikke mindst seksuelt – mishandler deres koner. Det kan man bl.a. se på andelen af muslimske kvinder på landets krisecentre. At der også findes adskillige danske mænd, der behandler deres koner og kærester på en forkastelig måde, ændrer ikke ved fakta.

Det overraskende ved Langballe-sagen er ikke så meget, at en DF’er er gået over stregen i en udtalelse om islam eller muslimer. Det sker ca. en gang eller to om året og glemmes normalt relativ hurtigt igen i vælgerhavet. Nej, det bemærkelsesværdige er, at de danske medier, der – for nu at tale lige ud af posen – over én kam ikke bryder sig om/afskyr Dansk Folkeparti og alt dets væsen, vælger den helt forkerte strategi, når de gang på gang får serveret muligheden for at få foden under det foragtede parti på et sølvfad: De går nemlig i hetz-tilstand. En hær af meget, meget venstreorienterede journalister, såsom Marchen Neel Gjertsen, begynder desperat at grave nyt skidt frem om andre DF’ere. Centrum-venstre-kommentator, Helle Ib, der for nylig på TV2 News så endnu mere søvndrukken ud end normalt, mens hun fablede om Helle Søvndal, skriver den ene forargede leder efter den anden i femi-avisen B.T., og Ekstra-Bladets ekstremt inkompetente og skruppelløse chefredaktør, Poul Madsen, undergår igen og igen sig selv i perfide ditto i sin “avis”, mens hans medarbejdere graver gamle fordrejede citater af diverse DF’ere frem for endnu engang at fremmane det ønskede billede af partiet for de sagesløse læsere. Politiken gør selvsagt det samme, og Berlingske Tidende følger trop med en næsten identisk dækning, ledet af den Cavlingpris-vindende journalist, Mads Kastrup, der dog for nylig måtte indrømme, at Lars Hedegaard havde delvist-, bemærk delvist, ret i sine påstande. Lisbeth Knudsens organ, der for nylig måtte sige farvel til en hel række medarbejdere, som i samlet flok skiftede til hendes partifælle Frank Jensens administration på Københavns Rådhus, ventede i øvrigt to uger med at offentliggøre Jesper Langballes indlæg, der startede hele balladen.

Opnår de danske medier så det ønskede resultat med deres hetz mod Dansk Folkeparti? I det store og hele er svaret: nej! Danskerne bryder sig ikke om, når nogen – hvad enten der er tale om medier eller politikere ved diverse folkeafstemninger - så at sige forsøger at proppe de rigtige holdninger ned i halsen på dem. De er et antiautoritært folkefærd, der godt selv kan finde ud af, hvad de skal mene. Selvfølgelig påvirker en så massiv negativ dækning af et parti og dets fremtrædende politikere almindelige menneskers opfattelse af Dansk Folkeparti, og og den vil uden tvivl, som også bl.a. Henrik Qvortrup har påpeget på TV2 News, medvirke til, at kun de færreste vil springe ud som DF’ere i private og offentlige sammenhænge i den nærmeste fremtid. Det ændrer imidlertid ikke ved, at DF trods mediemæssig modvind er gået frem ved hvert eneste valg siden 2001 og i dag er landets tredjestørste parti. Det skyldes for det første, at DF de facto har ret i sine advarsler om farerne ved den muslimske indvandring og den tiltagende islamisering af det danske samfund: Muslimer er mere kriminelle og voldelige end etniske danskere. De ligger det danske samfund økonomisk til last. De er for en relativ stor dels vedkommende krævende og beklagende, hvis ikke samfundet indrettes efter deres præmisser, og en ikke uvæsentlig del har antidemokratiske holdninger, der udspringer fra en bogstavtro tolkning af koranen. Det har endda vist sig, at enkelte muslimer er parate til at slå ihjel i deres religions navn med baggrund i f.eks. banale tegninger. Flere terrorangreb har desuden været under planlægning her i landet.

For det andet ved de allerfleste danskere altså godt inderst inde, at Pia Kjærsgaard, Jesper Langballe, Søren Krarup og co. – al mediehetz til trods – ikke er frådende nazister, der har Mein Kampf gemt under hovedpuden og detaljerede planer for opførelsen af koncentrationslejre for muslimer liggende i skuffen. De ovennævnte politikere er heller ikke i skrivende stund endnu blevet spottet i fremmede menneskers dagligstuer med en økse i hånden, ligesom de aldrig har truet- eller opfordret til vold mod muslimer.

Det er meget sigende om den danske debat, at forargelsen i offentligheden og de danske medier er større over Jesper Langballes generaliserende udtalelse om muslimer, end den var over mordforsøget mod Kurt Westergaard, begået af en somalisk øksemand, der i årevis har boet kun et par kilometer fra det sted, hvorfra denne artikel skrives. Herfra skal opfordringen til de danske medier lyde: Prøv nu lige at lægge de personlige antipatier til side for et øjeblik og få styr på proportionerne, inden I igen går i mediemæssigt selvsving.

I kølvandet på det famøse Lars Hedegaard-interview, der blev offentliggjort på Snaphanen d. 17. december, har kendte debattører som Naser Khader og Kathrine Lilleør forladt Trykkefrihedsselskabets såkaldt rådgivende organ, TFS-rådet. Mere bemærkelsesværdigt var det imidlertid, at Venstre-politikeren, Søren Pind, har gjort det samme. Pind er i særklasse den mest populære borgerlige politiker i islam-/indvandringskritiske kredse og har på mange områder sammenfaldende synspunkter med Dansk Folkeparti. Han plejer heller ikke ligefrem at være bange for at udtrykke sine holdninger om alverdens kontroversielle emner i offentligheden, men denne gang forholder det sig anderledes. I sin kortfattede pressemeddelelse, hvori Pind bekendtgør, at han forlader TFS-rådet, pointeres det endda, at han ikke har yderligere kommentarer.

Hvad kan den pludselige tavshed skyldes? Lad mig tale lige ud af posen: Søren Pind ved, der kommer en ministerrokade til januar, og den håber han selvsagt – og med rette - at blive en del af. Pind har et særdeles godt, nærmest venskabeligt forhold, til Lars Løkke, og var én af de Venstre-politikere, der støttede den daværende finansminister allermest under Bilags-gate.

I en situation, hvor man står umiddelbart foran at få én af landets fornemste poster som folkevalgt, gælder det for 99,9% af alle politikere om at se stort på ideologier og holdninger og forsøge at sælge sig selv så godt som overhovedet muligt over for den person, der sidder med afgørelsen i sine hænder: statsministeren. Med det formål in mente ville enhver forbindelse til kontroversielle kredse, Pind måtte have, selvsagt trække ned, ikke mindst, når man ved, at Lars Løkke i forskellige sammenhænge selv har haft meget travlt med at distancere sig fra diverse islam-/indvandringskritikere.

Man kan med rette føle en vis skuffelse over Søren Pinds ageren i affæren om Lars Hedegaard og Trykkefrihedsselskabet, men der er ingen grund til at være forarget: Man må bare konstatere, at sådan er mennesker og frem for alt politikere. Forestillingen om, at der eksisterer politikere, der kun bygger deres virke på noble og ædle hensigter, er og forbliver en illusion.

P.S: Må guderne forbyde, at Søren Pind bliver eksempelvis ny fødevareminister…

Meget overraskende for mig selv, bragte Jyllands-Posten i forgårs mit indlæg DR’s minaretmanipulation 15 (!) dage efter, jeg sendte det til avisen. Normalt er det sådan, at hvis et læserbrev ikke offentliggøres senest 10 dage efter, man har indsendt det, kommer det ikke i avisen, medmindre andet er aftalt. Da jeg ikke havde hørt noget som helst fra JP, regnede jeg også med, det var tilfældet denne gang. Det ærgerlige ved JP’s dårlige kommunikation er, at jeg har brugt 10-12 timer på at skrive indlægget om, så det passede til Politiken, Information og Berlingske Tidendes pladskrav i den tro, at Jyllands-Posten ikke ville bringe det. Jeg havde selvsagt ikke siddet i timevis og slettet ord, sætninger og afsnit, hvis jeg havde vidst, JP i sidste ende ville offentliggøre indlægget alligevel.

Ikke desto mindre er jeg selvfølgelig glad for at få mit læserbrev i Danmarks største avis på en relativ fremtrædende plads, og det allerbedste er, at DR er nødt til at reagere på indlægget, for mediemastodonten kan ikke leve med at blive beskyldt for at lave manipulerende journalistik. Opgaven bliver imidlertid ikke nem for DR, for dokumentationen er uomtvistelig korrekt:  Der er ingen som helst tvivl om, at DR - med hensigt om at fremme en bestemt dagsorden – har fraredigeret en specifik, islamkritisk vending.

Jeg gruer en smule for, om man fra DR’s side vil lave lidt research på nettet, inden man sender sit svar til JP og bringe mit ståsted som meget højreorienteret blogger (ikke min egen selvopfattelse) ind i debatten. I så fald må jeg tage situationen derfra. Under alle omstændigheder har jeg ikke noget at skamme mig over, og som nævnt kan alt det, jeg skrev, dokumenteres.

Hvis man ser bort fra mit læserbrev i Jyllands-Posten, undrer det mig stadig, at blogge som Uriasposten og Snaphanen her 18 (!) dage efter, jeg første gang bragte indlægget, DR’s minaretpropaganda: svensk islamkritik censureret væk i Deadline og P1, stadig ikke har vist den ringeste interesse for at omtale de glasklare beviser for DR’s manipulation med det famøse interview med altmuligmand Ulf Persson. De to blogge kom bl.a. til verden for at dokumentere danske mediers forsøg på at fremstille islam og muslimer i et mere gunstigt lys, end virkelighedens verden giver belæg for. Med al respekt har der dog for det meste været tale om at sandsynliggøre venstreorienterede/islamvenlige synspunkter, sjældent reelle beviser som i mit indlæg. Hvorfor altså overhovedet ikke nævne det?

Da jeg ikke ønsker at lave Omnial om til en brok-blog e.l. vil jeg lade det blive ved denne moderate kritik af Danmarks to største, islamkritiske blogs og ønske alle mine læsere en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Støt Omnial her.