Det følgende indlæg er et svar til Mads Kastrup, der har skrevet om Den Korte Avis i Politiko-sektionen i dagens trykte udgave af Berlingske og på sin blog på avisens hjemmeside. Mine kommentarer på B.dk plejer desværre at forsvinde ud i den blå luft, enten fordi de censureres væk, eller fordi ét eller andet ikke-menneskeligt filter på forhånd sorterer dem fra.

Svar til Mads Kastrup

Nu vil jeg ikke sidde her og forsvare Den Korte Avis. Pittelkow og co. har faktisk engang skrevet en ledende artikel, der ene og alene byggede på et indlæg, jeg havde forfattet, uden med ét ord at nævne kilden. Det skuffede mig, ikke mindst fordi, jeg altid selv sætter en ære i at henvise til andre kilder, når det er nødvendigt.

Når det er sagt, ved de fleste, at Pittelkow og Jespersens indlæg er såkaldt holdningsbårne, og at Den Korte Avis ikke har ressourcerne til at lave lige så dybdeborende research som de store danske medier. Jeg vil så mene, at f.eks. Politiken og Ekstra Bladet i deres vinklinger, temavalg og ligeledes lejlighedsvise sammenblanding af nyheds- og holdningsbåren journalistik er endnu værre, men det er en smagssag. Under alle omstændigheder må man nøgternt konstatere, at det kontroversielle ægtepar ser ud til at have ret i sin formodning om, at der var behov for en avis, der på kort, kontant og klar vis tog fat på de problemstillinger, der i årtier har ligget titusinder af borgerlige vælgere på sinde: islam- og indvandringsproblematikken selvsagt, men også problemet med de overvejende venstreorienterede medier og journalister og deres mere eller mindre skjulte kamp for at påvirke danskernes holdninger i den for dem ønskede retning.

Bortset fra det, synes jeg nok, du burde vare dig for at sige, Pittelkow intet ved om journalistik, for dit eget indlæg tyder på, at din viden om Jyllands-Posten kan ligge på et meget lille sted. Skal det forståes sådan, at fordi Flemming Rose arbejder for JP, er avisen de facto borgerlig? Hvilken argumentation! Jeg kan for det første oplyse dig om, at Rose i dag skriver i avisen i et meget mere begrænset omfang, end det tidligere var tilfældet. Derudover er det hævet over enhver tvivl, at JP ikke længere har lige så mange borgerlige skribenter ansat som før fusionen med Politiken. Sven Ove Gade, Hans Hauge, Ralf Pittelkow, Bent Jensen m.fl. skriver f.eks. ikke længere, eller kun sporadisk, i avisen. Til gengæld er en lang række unge, ukendte kvinder, hvis største kvalifikation netop synes at være, at de er kvinder, dukket op i spalterne. JP forsøger helt klar at lokke et nyt, ungt kvindeligt læsersegment ind i folden, og det sker altså ved at skille sig af med de sure, gamle og, vel at mærke, borgerlige mænd. Hvis hensigten var at få flere læsere, må man nøgternt konstatere, at missionen mislykkedes. Desuden er to af de faste skribenter med tilknytning til Jyllands-Posten den erklærede socialdemokrat, Lars Olsen, og den erklærede centrum-venstre-vælger (formentlig Enhedslisten eller SF) Bettina Post. Endelig kan jeg oplyse dig om, at Jyllands-Postens nyhedschef, Pierre Collignon, over for mig har oplyst, at JP ikke laver borgerlig journalistik. I det hele taget tror jeg, det er meget svært at finde JP-abonnenter, der mener, avisen er blevet bedre efter fusionen med Politiken og, heller ikke at forglemme, Muhammed-krisen, der stadig på mange – synlige- eller usynlige – måder sætter sit præg på JP den dag i dag.

Det ville også klæde dig at indrømme, at danske journalister er venstreorienterede, for det er de. Det viser undersøgelser igen og igen, og lad mig give dig ét eksempel på, hvordan det klart kommer til udtryk: Den siddende regerings reformer har i alt på tre år sparet statskassen for ca. det samme beløb, som ikke-vestlige indvandrere i Danmark koster de herboende skatteydere hvert eneste år. Hvor mange gange har en journalist spurgt De Radikale, der har været hovedkraften bag indvandringen til Danmark siden 1983, til den sammenhæng med et spørgsmål á la: Er det ikke rigtigt, at reformerne slet ikke havde været nødvendige, hvis I ikke havde åbnet op for ikke-vestlig indvandring i så stort et omfang, som tilfældet har været? Svaret er 0. Det siger vist alt.

Du har i mange år været én af mine absolutte yndlingspolitikere, men jeg synes, du det seneste stykke tid er kommet med en lang række af det, jeg opfatter som mærkelige og ukarakteristiske udmeldinger. Mange af dem hænger sammen med det forhold, der vist er gået op for selv de allermest fatsvage danskere: Du ser dig selv som landets kommende udenrigsminister og agerer derefter. Det indebærer bl.a. en helt ekstrem leflen for embedsmændene i Udviklings- og Udenrigsministeriet. I din verden kan de simpelthen ikke begå fejl, og hvis man vækker dig kl. 4 om natten, vil du springe op af din seng og forsvare dem med næb og kløer. Det er meget muligt, det i sidste ende er en god strategi med henblik på at fremme din egen karriere, men er det også godt for Venstre og den borgerlige opposition? Jeg tvivler. Hvorfor engagerede du dig f.eks. ikke mere i sagen om, hvorvidt Udviklingsministeriet bevidst havde tilbageholdt oplysningen om, at ministeriet og/eller ministeren selv havde godkendt de regler, Løkke rejste efter i GGGI, til dagen efter Kommunalvalget i 2013? Ja, der blev foretaget én eller anden intern pro-forma-undersøgelse, men embedsmændene kunne sjovt nok ikke huske noget som helst, og de mest relevante spørgsmål blev åbenbart slet ikke stillet. Man skulle næsten tro, de pågældende embedsmænd var præ-demente og må på den baggrund forbløffes over, at de overhovedet kan finde på arbejde hver dag, men det var altså ikke noget, du undrede dig over. De fleste vil nok ellers formode, at der har været tale om én eller anden form for direkte eller indirekte ordre fra regeringens side om først at fortælle offentligheden om denne lille detalje dagen efter Kommunalvalget. Nå, men det var i hvert fald ikke noget, du interesserede dig for. Jeg skal ikke udelukke, at det er din chef, Lars Løkke, der har ladet dig vide, at al omtale af GGGI-sagen er dårlig omtale for ham, men på det foreliggende grundlag finder jeg din ageren meget mærkelig.

Så er der de utallige eksempler på udemokratiske metoder, dansk politi og danske myndigheder tog i anvendelse i forbindelse med kinesiske toppolitikeres, herunder præsidentens, besøg i Danmark i 2012. Sandsynligheden for, at de alle sammen er tilfældige, er lige så stor som for at vinde i lotto ti gange i træk. Tibetanske flag, plakater og andre harmløse manifestationer blev fjernet på præsidentens rute og endda fra hans åsyn – set fra luften; Demonstranter blev arresteret og tilbageholdt uden grund, og Kina-kritiske medier kunne gentagne gange ikke få akkreditering af Udenrigsministeriets internationale pressecenter, IPC, til besøget; Hvis man stadig tror, alle disse eksempler er tilfældige, er der lige den yderligere detalje, at lignende episoder også har fundet sted i en række andre europæiske lande, hvor kinesiske ledere har været på besøg. Man begynder langsomt at bevæge sig ud over den statistiske usikkerhed, synes du ikke? Dertil kommer, at Villy Søvndals tale til sin kollega blev censureret af statsministeren, fordi han oprindeligt havde til hensigt at nævne Tibet… Endelig er det jo også kommet frem, at Marianne Jelved, efter hun var ankommet på et officielt besøg i Kina for nylig, i sidste øjeblik opgav at mødes med en verdensberømt kinesisk systemkritiker. Alt dette sammenholdt med, at regeringen var ca. 20 måneder om at give aktindsigt i korrespondancen mellem Statsministeriet, politiet og offentlige myndigheder i forbindelse med Hu Jintaos besøg her i landet – hvorved den sjovt nok kunne behandle ansøgningen efter den nye og langt mere restriktive Mørklægningslov – burde få alle alarmklokker til at ringe, men åbenbart ikke hos dig. Selvom det vist i højere grad er kineserne, der tjener på Danmark end omvendt, vejer hensynet til eksport-interesserne åbenbart også hos Venstre højere end værnet om frihedsrettighederne i Danmark. I hvert fald er det uhyre begrænset, hvad vi har hørt fra din mund i denne sag. Jeg kan dog huske, at du gjorde dig morsom over, at Ekstra Bladet havde nævnt, hvilken gave de danske værter havde købt til deres ærede kinesiske gæster. Det er den detalje i hele virakken omkring Kina-besøget, du er gået mest op i. Meget sigende…

Du synes som bekendt også, det er helt fint, at regeringen lader hensynet til det gode forhold til diktaturstaten Tyrkiet, med den bundkorrupte islamist Erdogan i spidsen, veje tungere end ønsket om at finde frem til den islamist med dansk statsborgerskab, der forsøgte at slå Lars Hedegaard ihjel for halvandet år siden. Udenrigspolitisk pragmatisme frem for kampen mod islamisme og terrorisme i Danmark er devisen, må man nøgternt konstatere. Jeg har svært ved at genkende den gamle værdikriger, Søren Pind, men nu skal han jo også snart være udenrigsminister og dermed stå i spidsen for det danske diplomati, så måske giver det hele alligevel god mening.

Det er også værd at nævne, at du i januar 2013 kritiserede de mange borgerlige, der ikke længere kunne se storheden ved EU. Tidligere havde du selv været en hård kritiker af projektet, men nu var det igen tid til udelukkende at fokusere på det alt det gode, EU-fællesskabet havde ført med sig, f.eks. afskaffelsen af grænsekontrol, hvis genindførelse var et rent skrækscenario for dig og dine børn. Ja, vi har jo alle hørt om de kranke skæbner, der er overgået danskerne gennem tiderne, når de har skullet vente op til en halv time ved den dansk-tysk grænse. Fysisk misbrug, alvorlig sygdom og dødsfald i familien kan børn komme sig over, men at vente nogle minutter ved grænserne er der ingen kur for. Det kan enhver vel forstå.

Skattesagen er endnu et eksempel på dine, efter min mening, mærkelige udmeldinger. Efter Skattesagskommissionens rapport var blevet offentliggjort, skrev du et tweet, om at man sandelig ikke skulle bagatellisere sagen, og hvor krænkende det var, når papirer blev lækket fra offentlige myndigheder. Du forsvarer altså nedsættelsen af en kommission, der blev en realitet på baggrund af en socialdemokratisk skattedirektørs fejl-/løgnagtige redegørelse og udelukkende havde til formål at bringe ledende figurer i dit eget parti til fald. Hvad angår lækken, kan undertegnede skribents sympati ligge på et meget lille sted, når den ene af de to, den gik ud over, selv havde lovet at offentliggøre alt; hendes revisor har sagt, at netop det hele tiden var hensigten, og hendes eget parti på direkte forespørgsel bekræftede, at det skam var sådan, det forholdt sig.

Så er der de mere ubetydelige ting, der har irriteret mig. F.eks., da du stod og leflede for Anders Fogh på Venstres landsmøde i 2012, selvom han nærmest mobbede- og vist nok også overvejede at ekskludere dig fra Venstre i sine sidste år som statsminister, fordi du gav udtryk for synspunkter, der var næsten socialistiske i sammenligning med dem, Fogh selv havde givet udtryk for få år tidligere, og som i dag er ganske ukontroversielle. Jyllands-Posten skrev desuden, at han bagtalte dig over for avisen. Det står også hen i det uvisse, hvorfor du i 2003 som bygge- og teknikborgmester i København gav Helle Thorning-Schmidt – der var gået forgæves utallige andre steder – en særtilladelse til at eje en helårsbolig i Danmark, selvom hun samtidig havde folkeregisteradresse i Bruxelles.

Jeg behøver ikke at nævne andre sager, som f.eks., da du ville hive Holger K. Nielsen i samråd, fordi han havde talt om det cubanske paradis under overdragelsesseancen i Udenrigsministeriet, da han afløste Villy Søvndal på den post, der altså er dit drømmejob.

Utilfredsheden fra min ringhed er jeg ikke i tvivl om, du lever godt med. Værre bliver det, hvis det er en generel tendens blandt Venstre-vælgerne, at de har svært ved at genkende den gamle Søren Pind, der i hvert fald ikke mindede om en selvfed Joschka Fischer-agtig skygge-udenrigsminister.

P.S: Indlægget er en kommentar til denne artikel på Søren Pinds blog, hvor han giver udtryk for endnu et mærkværdigt synspunkt.

Som bekendt kom det i går frem, at 80-100 medarbejdere i Justitsministeriet samme dag havde afholdt krisemøde med deltagelse af en repræsentant fra fagforeningen, Djøf, på baggrund af det dårlige arbejdsklima, der har hersket i ministeriet, siden Mette Frederiksen afløste Karen Hækkerup som minister på området for fire uger siden. Den socialdemokratiske kronprinsesse skal angiveligt allerede have overfuset flere embedsmænd i sin korte tid i jobbet. Angiveligt har man aldrig oplevet noget lignende.Til det er der at sige, at det vist hører til sjældenhederne, at ministre gør sig så upopulære og er så frygtede af medarbejderne efter så få uger i jobbet.

Det viser sig så, at de samme tilstande herskede i Beskæftigelsesministeriet i de tre år, Mette Frederiksen var minister på det område. En række embedsmænd fortæller, at hun kunne eksplodere af vrede og komme med grove personangreb mod visse medarbejdere. Hendes opførsel havde til følge, at man i ministeriet direkte måtte afskærme lavere-rangerede medarbejdere mod hende. I hendes tid i jobbet blev andelen af ansatte i ministeriet, der måtte lade sig sygemelde p.g.a. psykiske påvirkninger på arbejdspladsen fordoblet fra 6-12 %.

Uha, uha, det havde man slet ikke troet. Hvad kommer det mon til at betyde for Mette Frederiksens status som én af mediernes absolutte yndlingspolitikere – hun er vel i top-1 efter Margrethe Vestagers exit – og venstrefløjsidol/-ikon?

P.S: Det hører med til historien, at Mette Frederiksen inden for relativ kort tid både har mistet sin mor og er blevet skilt. Derudover menes Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon bevidst at have pålagt hende en meget stor arbejdsbyrde, herunder ansvaret for flere store og upopulære reformer, for på den måde at sørge for, hun ikke har tid og kræfter til at køre sig selv i stilling som kommende formand. Hvis hun samtidig i processen blev en lille smule upopulær i vælgerbefolkningen, var det heller ikke at foragte, set fra deres synsvinkel.

P.P.S: Lars Løkke lyder i sammenligning med Mette Frederiksen som en ren engel…

Det er værd at nævne denne oversete artikel fra den 14. oktober. Kronikken var et svar til Dansk Industri, der som bekendt er fuldstændig ligeglad med udlændinges kulturelle og religiøse baggrund, når blot danske virksomheder måtte have interesse i at ansætte dem.

De to fremragende og fortjenstfulde kronikører har mange gode pointer, og specielt én af dem, der isoleret set ikke er noget nyt i, er værd at holde fast i, fordi de sætter den ind i en, for mange, helt ny sammenhæng:

Konsekvensen er, at den hidtidige ikke-vestlige indvandring altså netop ikke har kunnet give noget bidrag til opretholdelsen af det danske velfærdssamfund. Tværtimod er situationen den, at endnu før det sidste års forøgelse af indvandringen – som DI altså ikke finder stor nok – koster vore ikke-vestlige medborgere årligt samfundets kasser af størrelsesordenen 16-18 milliarder kr. Beløbet svarer i store træk til hele det økonomiske resultat af de sidste tre års reformer af velfærdssamfundet.

Udbyttet fra de sidste tre års reformamok svarer altså alene til de udgifter, der pålægges den danske statskasse årligt af de herboende ikke-vestlige indvandrere. I den sammenhæng må jeg endnu engang sige, at jeg aldrig – jeg gentager: aldrig – har kunnet forstå, hvordan Det Radikale Venstre i brede kredse af den danske vælgerbefolkning, og i hvert fald i næsten hele medieverdenen, opfattes som indbegrebet af økonomisk ansvarlighed og agtpågivenhed. Når alt kommer til alt, forsøger partiet jo bare at udbedre de skader, det selv har hovedansvaret for, med den ene hånd, mens det med den anden hånd bliver ved med at hælde langt flere penge ned i et sort hul – altså til de, for en pæn dels vedkommende, uintegrérbare og uproduktive indvandrere. Hvordan det kan kaldes økonomisk ansvarlighed, har jeg stadig til gode at få forklaret.

Noget helt andet er, at de 16-18 mia. kr. om året er helt ude i hampen. Ekstraudgifterne til skole-, uddannelses- og sundhedssystemet, politiet, fængselsvæsenet, terrorbekæmpelse etc.er så store, at jeg simpelthen nægter at tro på tallets validitet, men i mangel af bedre er det det, man må forholde sig til.

Det manglende kritiske lys på De Radikales politik og historiske ansvar er meget apropos ét af de glasklare eksemper på, at de danske medier, med ganske få undtagelser, er lemminger, der kun taler med hinanden og stort set alle sammen løber i den samme retning. Der er brug for flere borgerlige, højreorienterede medier, der er i stand til at give de etablerede medier modspil og bibringe den offentlige debat ny viden om- og nye vinkler på verden i almindelighed og dansk politik i særdeleshed. I den sammenhæng er det værd at pointere: Borgerlig journalistik skal laves af borgerlige journalister.

På samme måde er det tid til et opgør med De Radikales særlig privilegerede position i den danske medieverden, en position, der gør, at partiet ikke underkastes bare noget, der minder om den samme kritiske dækning, som andre politiske partier og toppolitikere må finde sig i. Det er ikke alene et demokratisk problem, men i dén grad også paradoksalt, i og med De Radikale på en række områder har haft afgørende indflydelse på det faktum, at Danmark indiskutabelt – og irreversivelt – er blevet forandret i en – efter min mening – meget negativ retning med uoverskuelige konsekvenser for nulevende danskere og først og fremmest deres efterkommere, altså de kommende generationer.

Ifølge en ny måling fra Greens Analyseinstitut for Børsen har Lars Løkke genvundet vælgernes tillid på visse områder, såsom jobskabelse, økonomisk ansvarlighed og udlændingepolitik. Interessant og bestemt meget positivt, men sandheden er, at hvis man bliver slået med 47-20 % af den siddende statsminister, når det drejer sig om troværdighed, har man det, man på moderne eufemistisk management-dansk kalder for en udfordring. Kurt Thorsen, Klaus Riskær, Stein Bagger, Bjarne Riis, Amanda Jacobsen og Henrik Qvortrup ville formentlig have klaret sig bedre i den sammenligning. Med andre ord kan det godt være, at danskerne har en vis respekt for Løkkes faglige evner, men det hjælper ikke meget, når de ved at se på en stemmeseddel med hans navn opfatter det som om, de bliver stillet følgende spørgsmål. Goddag, kære vælger. Vil De stemme på en forbryder? Så sæt Deres kryds ved Lars Løkke Rasmussen og Venstre.

Denne måling vil også endnu engang bekræfte regeringsfløjen og de Løkke-kritiske medier (dem er der mange af) i, at vejen til at forhindre ham i at blive statsminister kun går via angreb på hans person. Løkke er stadig et såret dyr, og yderligere én skandale, eller noget, der bliver opfattet som sådan, vil koste ham posten som Venstres formand og dermed oppositionens statsministerkandidat.

Jeg har flere gange her på stedet skrevet, at Henrik Qvortrups nye bog kunne blive ubehagelig læsning for Løkke, i og med den tidligere Se & Hør-chefredaktør og politiske kommentator på TV2 og TV2 News mild sagt ikke bryder sig om Venstre-formanden og vice versa. Jeg har nu, mandag eftermiddag, modtaget bogen – jeg skulle egentlig have haft den i fredags, fire dage før udgivelsesdatoen i går tirsdag – og lever den så op til mine værste forudanelser? Både og, vil jeg sige. På en skala fra 1-10 over, hvor hårdt Qvortrup går til Løkke, befinder vi os vel på en 6’er, men man skal i den sammenhæng bemærke, at ingen andre nuværende toppolitikere omtales bare tilnærmelsesvis lige så meget eller negativt i bogen, som det er tilfældet med Løkke. Qvortrup har da også dedikeret ca. 12 sider til statsministerkandidaten. Derimod er der kun i alt ca. én side om Helle Thorning-Schmidt og tilmed uden ét eneste kritisk ord, hvilket selvsagt ikke er nogen overraskelse. Qvortrup kan som bekendt godt lide statsministeren, og det modsatte er også tilfældet, bedst illustreret ved det forhold, at hun ønskede Qvortrup som sin nye spindoktor i sommeren 2007. I bogen nævner Qvortrup også rygtet om, at de to har haft en affære, men uden at dementere det. Det gjorde han imidlertid for et par uger siden på Radio 24/7 i programmet Det, vi taler om. (fra 46.15 min.)

Løkke, derimod, får med grovfilen i bogen, og der er næppe tvivl om, at de store medier vil gengive Qvortrups syn på sin ærkefjende i stort opsatte artikler i de kommende dage. Som bekendt skrev jeg for ca. en måned siden, at Venstre og Løkke skulle forberede sig på et snarligt veritabelt mediemæssigt tæppebombardement. Det er til dels også allerede begyndt med bl.a. en e-bog om forløbet vedrørende det dramatiske Venstre-krisemøde i Odense, hvorunder Løkke skulle have truet Kristian Jensen med at tage ham med ned, hvis han måtte gå som formand, og historien om, at Venstre afholdt en række private udgifter for Løkke ti måneder længere end først antaget. Inden for kort tid kommer så den længe ventede og frygtede bog om Løkke skrevet af to B.T.-journalister. Den skulle oprindeligt være udkommet før Qvortrups på samme forlag, men af uvisse (juridiske?) grunde er den endnu ikke kommet på gaden.

Hvad skriver Qvortrup så helt konkret? Han nævner selvfølgelig det berømte doorstep-pressemøde på Statens Museum for Kunst i december 2011, hvor han spurgte en presset Løkke om, hvorvidt han havde deltaget i møder, hvor Thorning-Schmidts skattesag blev diskuteret? Det spørgsmål var Løkke ikke meget for at besvare, og Qvortrup beskriver, hvordan det Pludselig slog mig: Lige om lidt tager den lille, svedende mand et hop og nikker mig en skalle. Den fortolkning har Qvortrup nu nævnt tidligere i et interview med Euroman, men gode budskaber tager som bekendt ikke skade af at blive gentaget. I Euroman undrede han sig også over, hvad Løkke mon kunne have imod ham, og søreme om ikke, Qvortrup stadig undrer sig i sin nye bog. Jeg undrer mig for mit vedkommende over, at Qvortrup undrer sig over, at nogen kan være i tvivl om, hvorvidt han afskyr Løkke. Det tror jeg, de fleste TV2 og TV2 News-seere har været klar over i årevis. Ellers kan de få dokumentationen her.

Qvortrup, den barske interviewer, konkluderer: At interviewe Lars Løkke Rasmussen er i særklasse ubehageligt. Uden konkurrence det værste, jeg har prøvet som journalist. Qvortrup tilføjer, at Løkke havde bissede, aggressive metoder og beskriver, hvordan han flere gange oplevede (…) hvordan han efter et interview ikke ville give mig hånden. Hvordan han i dét sekund, kameraerne var slukket, rev mikrofonen af jakkereversen, drejede om på hælen og gik uden at sige et ord. 

Qvortrup mener at vide, at Løkkes foragt for ham skyldes to konkrete episoder: Én, hvor Se & Hør viderebragte et rygte om Venstre-formandens angivelige utroskab med Sophie Løhde i 2008, og en anden, hvor Socialdemokraterne kort før valget i 2011 fik lov til decideret at stjæle Venstres boligpakke og i 19-Nyhederne på TV2 præsentere den som deres egen, alt imens Løkke af logistiske grunde ikke kunne deltage. Den historie kan jeg godt huske. Thorning-Schmidt tonede ganske rigtigt frem på skærmen den aften og fremførte sine indøvede budskaber uden at blive mødt med ét eneste kritisk spørgsmål om, hvornår og hvordan Socialdemokraterne mon havde fået idéen til dette udspil. Alle vidste dengang, der var tale om simpelt socialdemokratisk idé-tyveri – det gjorde Qvortrup også, fremgår det af bogen – og tilbage står så altså spørgsmålet om, hvorfor TV2 alligevel undlod at spørge nærmere ind til omstændighederne vedrørende udspillet.

Qvortrup mener i det hele taget, Løkke er i en klasse for sig – og vel at mærke ikke på den gode måde. Han beskriver, hvordan han var den eneste toppolitiker, der nærmest uden undtagelse reagerede aggressivt fornærmet på kritiske spørgsmål.

Qvortrup fortæller også, hvordan han hele tiden modtog klager over sin journalistik fra seere, der befandt sig overalt i det politiske spektrum. Det, mener han, dokumenterer, at han må have delt sol og vind nogenlunde lige. Derudover fremhæver han et citat fra den radikale, Morten Østergaard, der til Ekstra Bladet havde sagt: Han er præcis lige uelskværdig ved os alle sammen. Qvortrup kunne også have nævnt en måling fra 2011 blandt 100 Folketingsmedlemmer, hvoraf det fremgik, at politikerne i rød blok mente, han var den tredjebedste kommentator, mens de borgerlige politikere omvendt anså ham for at være den tredjedårligste.

Nu er Qvortrups bog andet og mere end Løkke, og selvom jeg kun har fået skimmet den, ser den bestemt interessant ud. Bl.a. kan man læse en detaljeret beskrivelse af, hvordan Anders Fogh i to omgange blev ekstremt ophidset over, at Børsens Nyhedsmagasin i 1999 ville konfrontere ham med de bøsserygter, der cirkulerede i offentligheden, allerede før han blev statsminister. Fogh truede internt i Venstre med at forlade politik, og de pågældende journalister blev i dén grad sat på plads, så de end ikke vovede at stille spørgsmålet, for slet ikke at tale om at skrive historien, da det kom til stykket. Ifølge den ene af de to Børsen-journalister stammer bøsserygtet imidlertid fra ingen anden end Qvortrup selv. Hvis det er rigtigt, er det intet mindre end utilgiveligt.

Til slut vil jeg lige nævne, at Qvortrup på én af de første sider i bogen beklager, at han ikke fik muligheden for at dække de seneste to såkaldte skandalesager om Løkke. Hvor ville jeg gerne have været med, skriver han. Man tror ham gerne. Qvortrup havde dog ikke megen lyst til at møde Løkke, da han for nylig var tilbage på Christiansborg for første gang siden Se & Hør-skandalen. Se indslaget fra DR1’s 21 Søndag her (fra ca. 6.55 min.)

P.S: BT.dk havde mandag aften Qvortrups syn på Løkke som sin tophistorie.

Jeg bliver helt rundtosset af alle de tal. I de seneste uger og måneder er der blevet talt utrolig meget om at hjælpe de store flygtningestrømme fra især Syrien, men også en lang række andre lande i Afrika og Mellemøsten, i nærområderne. Det sker selvsagt allerede i dag i stor stil, men Venstre og Dansk Folkeparti har i årevis talt om og vist endda også selv undersøgt, hvorvidt en dansk-finansieret flygtningelejr i f.eks. et afrikansk land er en realistisk mulighed. Senest har også Liberal Alliance udtrykt stor sympati for tanken. I befolkningen som helhed synes der også at være en bevægelse til fordel for sådanne projekter, en udvikling jeg personligt aldrig ville have troet mulig.

I forbindelse med virakken om flygtningelejre i nærområderne – hvad enten de er FN-finansierede og -drevne, eller om ansvaret og udgifterne overlades til den danske- og andre udenlandske regeringer – fremstår det imidlertid meget uklart, hvor store omkostningerne i virkeligheden er og bliver. For få år siden taltes der om, at man kunne hjælpe 100 flygtninge i nærområderne for det beløb, det koster at afdække udgifterne til én asylansøger i Danmark. Nu tales der kun om, at det er 10 gange så dyrt at hjælpe en asylansøger i Danmark. Det seneste nye er så, at Australien faktisk har lavet sine egne flygtningelejre på Stillehavsøerne, Nauru og Papua Ny Guinea. Det forholder sig dog sådan, at udgifterne til de pågældende asylansøgere med 2,7 mio. kr. pr. person er mere end 11 gange så store som i Danmark. Men kan det virkelig passe, at Australien har brugt 6,2 mia. kr. på at huse 2.227 asylansøgere i ét år? Det lyder umiddelbart meget voldsomt. Kunne det tænkes, at etablerings-/byggeudgifterne er medregnede i det samlede beløb, og at udgifterne derfor vil styrtdykke i fremtiden? Det lyder i hvert fald helt barokt, når man i 2009 kunne læse denne oplysning i Jyllands-Posten: (…) Tal fra FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, viser, at FN i gennemsnit bruger 250 kr. pr. flygtning om året til at hjælpe flygtninge i nærområderne. 250 kr. og 2,7 mio. kr? Jeg er klar over, at der er visse stordriftsfordele i FN-flygtningelejrene, men alligevel? Personligt tror jeg, udgifterne pr. asylansøger i en lejr á la den australske vil være væsentlig lavere end i Danmark, når den er fuldt implementeret, og – som det også fremgår af artiklen i Politiken – er antallet af asylansøgere i Australien desuden styrtdykket, efter landet har oprettet sine egne flygtningelejre i Stillehavet: Fra 20.711 i 2013 til, indtil videre, 164 i 2014. Det er da et fald, der vil noget. Der er jo også andre forhold end de rent økonomiske at tage hensyn til, når man taler om asylansøgere, men under alle omstændigheder er jeg ikke i tvivl om, at den australske model i enhver henseende er en gevinst for landet down under, og hvorfor skulle det samme ikke blive tilfældet for Danmark?

P.S: Er det på tide at rehabilitere Karen Jespersen?

Det er en kendt sag, at Socialdemokraterne systematisk har forsøgt at kopiere Dansk Folkepartis politik på en række områder op til det kommende Folketingsvalg, e.g: stramning i asylpolitikken, skrappere grænsekontrol, forbud mod dyresex etc., selvom de tidligere har latterliggjort, tordnet- og ikke mindst stemt imod de pågældende tiltag i Folketingssalen, men at partiets udlændingeordfører, Mette Reissmann, ligefrem kan finde på at udtale sig som følger: Flygtninge er uønskede gæster, uanset hvordan du vender og drejer det, kommer nu alligevel som noget af en overraskelse for de fleste politiske iagttagere her i kongeriget.

Et godt gæt er, at man i de kommende uger og måneder i endnu mere udpræget grad, end det allerede er tilfældet, vil opleve, at dele af det socialdemokratiske og radikale bagland – mere eller mindre højlydt – protesterer mod regeringens politik og retorik på de ovennævnte områder, og det kan man jo godt forstå, for der er unægteligt tale om hvalvendinger af hidtil uset omfang. Spørgsmålet er så, om de stemmeberettigede danskere hopper på limpinden og finder udmeldingerne troværdige? Til det er der kun at sige, at man hverken skal over- eller undervurdere vælgerne – specielt ikke det første.

Til sidst nogle gamle udtalelser fra medlemmer af regeringstoppen og Morten Bødskov, der som bekendt ikke (længere) tilhører den kategori.

(…) Det er nemlig også værd at bemærke sig, at to ud af de tre højest placerede personer i den socialdemokratiske ledelse i dag, Helle Thorning-Schmidt og Morten Bødskov, indtil for få år siden var deciderede slappere på området. Den socialdemokratiske formand sagde så sent som i maj 2001: Vi skal ikke blive Dansk Folkeparti minus 20 procent. For Bødskovs vedkommende var han i sin tid som formand for DSU leveringsdygtig i en lind strøm af kritiske udtalelser om ikke alene Dansk Folkeparti og højrefløjens holdninger på området, men også en stram udlændingepolitik i det hele taget: I oktober 1997 sagde han således: Vi er trætte af at se forskellige socialdemokrater placere sig til højre for Birthe Rønn Hornbech (dengang anset for at være den barskeste borgerlige politiker på området) i flygtningedebatten. I august 1999 udtalte han om den socialdemokratisk/radikale regerings! udlændingepolitik: Nu er Danmark blevet foregangsland, når det gælder juridiske spidsfindigheder til at lukke færrest mulige flygtninge ind i landet og sikre sig, at flest mulige sendes retur igen. To måneder senere blev der skruet endnu mere op for retorikken: Sandheden er, at Danmark har én af Europas mest restriktive udlændingelove. Danmark er stort set lukket for flygtninge og indvandrere. (…) Sandheden er, at Dansk Folkeparti ikke er dansk, og at de etablerede politiske partier gør en fejlslutning af dimensioner ved at lade deres svar i udlændingespørgsmålet diktere af den ekstreme højrefløjs usmagelige kampagne.

B.T, 22. november 2001

Mette Frederiksen advarer mod, at Socialdemokraterne kaster sig ind i strammerkapløbet: Hver gang vi træder et skridt til højre, er der andre, der tager to. Vi kan ikke vinde slagsmålet.

Berlingske, 24. november 2001

Mette Frederiksen kommenterer et forslag om at hæve grænsen for, hvornår man kan få familiesammenføring fra 18 til 21 år: Det er principielt og grundlæggende problematisk, at man som politiker vil blande sig i, hvem folk gifter sig med.

Politiken, 1. februar 2002

Efter valget leverede Mette Frederiksen igen en opsang til partiledelsen: Vi kan lige så godt være ærlige. Vi i Socialdemokratiet har båret ved til den nationale løgn om, at antallet af indvandrere var det store problem frem for at fokusere på integration.

Berlingske, 21. september 2003

Mette Frederiksen var loren ved, at Socialdemokraterne gik med i et udlændingepolitisk forlig med Dansk Folkeparti og VK-regeringen: Min personlige holdning er, at jeg kun nødtvungent samarbejder med Dansk Folkeparti. Det kan ske på helt konkrete praktiske politiske punkter, hvor de er en del af flertallet. Det handler om den parlamentariske virkelighed.

Mette Frederiksens gamle citater stammer fra en artikel skrevet af Berlingskes Politiko.

Jeg havde tilfældigvis optaget lidt fra TV2 News’ morgenflade i går, og det var artige sager, politisk redaktør Anders Langballe kunne fortælle om SR-regeringens indre liv: Han har aldrig i dén grad oplevet ministre tale så dårligt om deres egen regeringstop, læs statsminister, som det er tilfældet i den nuværende regering. Hør selv ved at klikke her. Langballe taler også om den tro væbner og superloyale, Nicolai Wammen, der altid har været på Thornings side. I den forbindelse spiller Langballes hukommelse ham dog et puds, for den selvsamme Wammen blev før valget af statsministeren og hendes støtter anset for at være det stik modsatte, nemlig illoyal: 

(…) Det er den altovervejende vurdering i partiet, at Nicolai Wammen var blevet ny formand, hvis Thorning havde tabt til Løkke. Men Wammen forsøgte lige lovlig aktivt at sikre støtte til sit kandidatur, mener flere af Thornings støtter, der betragter hans optræden før valget som decideret illoyal.

(…) Under alle omstændigheder er Wammens positionering umiddelbart før valget hovedforklaringen på, at han endte med en sekundær ministerpost. Europaministeriet er et dårligt udgangspunkt for at markere sig, og da Wammen heller ikke er typen med knivskarpe oneliners, har han mistet terræn.

Enhver politisk interesseret dansker med en puls har hørt regeringens monotone og rituelle angreb på det tidligere VKO-flertal for at have kørt landet i sænk i 00’erne. Statsministeren kan dårligt åbne munden uden at fortælle, at budgetterne skred gang på gang under VK-regeringen, mens Bjarne Corydon – når han en MEGET sjælden gang ikke roser sig selv – kan ævle i én uendelighed om, hvordan Løkke og co. overskred EU’s budgetkrav og dermed indbragte Danmark en EU-henstilling. Man kan og skal kritisere den foregående regering for mangt og meget, men at kritikken kommer fra lige netop Socialdemokraterne er simpelthen for groft, for hvem var det nu lige, der ville bruge endnu flere penge – lade budgetterne skride endnu mere – i 00’erne? Ja, det var såmænd Socialdemokraterne selv. Det har dog ikke anfægtet dem og en samlet dansk presse, der som små puddelhunde eller nordkoreanske journalister har siddet og lyttet andægtigt, når makkerparret Thorning/Corydon for 120. gang kunne fortælle, hvor uansvarlige VKO var, og hvor heltemodig en opgave de omvendt havde påtaget sig med at rydde op i moradset. Selv hårde hunde som Henrik Qvortrup, Clement Kjersgaard og Ask Rostrup så pludselig ud til at glemme enhver form for kritisk sans, når de lagde ører til historierne om, hvilket fallitbo, håndværkertilbud etc. Løkke og co. havde efterladt til den stakkels, men heldigvis superansvarlige og heltemodige SR-regering. Rostrup tog dog for sit vedkommende lidt revanche tirsdag aften på DR1, og det så da også ud til at komme som en stor overraskelse for statsministeren, at hun nu ikke længere helt uimodsagt kunne lire sin remse om VK’s elendigheder af, som hun plejer.

Venstre har dog heller ikke selv forsvaret sig særlig godt mod beskyldningerne. Man kan vel sammenligne partiets ageren med en mand, der bliver beskyldt for at have begået et mord, men ikke gør andet end blot at sige: Det passer ikke. Formentlig skyldes strategien, at Venstre sammen med den borgerlige opposition konstant har været så langt foran i meningsmålingerne, at der ikke var nogen grund til at bruge unødige kræfter på den diskussion.

Sent torsdag aften fik først Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, og bagefter økonomi- og kommunalordfører, Jacob Jensen, imidlertid nok af den socialdemokratiske historieforfalskning og gik for første gang siden sidste valg for alvor til modangreb på det største regeringsparti. Det var hårdt tiltrængt og meget underholdende, og meget betegnende valgte Socialdemokraterne overhovedet ikke at forsvare sig, men lod derimod blot debatten rinde ud. På vej ud af salen nægtede statsministeren desuden at lade sig interviewe. Se Kristian Jensen og Jacob Jensen gå i flæsket på Socialdemokraterne her. (fra 23.45.30 min.) Se også Lene Espersen fra 23.25.15 min.

P.S: Socialdemokraternes ageren under hele Åbningsdebatten var decideret pinlig. Statsministeren og politisk ordfører, Maja Panduro, lavede ikke andet end at komme med skingre og underlødige angreb på Venstre og Dansk Folkeparti, i stedet for at tale om deres egen politik og svare på de spørgsmål, de fik stillet.

Older Posts »

Kategorier

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 28, der følger denne blog