SF’eren Margrete Auken er min absolutte yndlingspolitiker… Nej, ikke ligefrem, men da jeg har læst, at man helt skal lade være med at sige noget om en person, hvis man ikke har noget godt at sige om vedkommende, stopper jeg med at skrive om hende med det samme med denne bratte, sproglige opbremsning…

P.S: Da principper er til for at blive brudt, vil jeg dog godt afsløre, at personen, jeg ikke vil skrive om, i sin egenskab af præst i den danske folkekirke siges at være mere optaget af at tale om sig selv end forestående bryllupper i samtaler med vordende ægtepar…

Hvorom alting er: Den ovenfor omtalte person har blandt meget andet godt, med lidt andre ord, kaldt Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt for doven. Nu viser det sig så i en opgørelse, dagbladet Børsen har lavet og offentliggjort i avisen i dag, at Messerschmidt faktisk er meget mere aktiv i Europa-Parlamentet end den flere gange ovenfor omtalte person selv kan bryste sig af at være.

Nu mangler jeg bare at bevise, at Messerschmidt ikke er dum og uvidende, som den person, jeg adskillige gange har lovet ikke at omtale, også insinuerer, men det er desværre ikke lykkedes for mig at dokumentere det forhold – og dog: Jeg har netop modtaget et godt råd, og jeg vil i den forbindelse igen ignorere, at jeg ved at viderebringe det endnu engang fremstår som en principløs vendekåbe. Hvorom alting er, her kommer det: Prøv først at lytte til den person, hvis navn jeg ikke længere kan nævne, og lyt derefter til Morten Messerschmidt! Lyder han ikke klog? Dertil er der at sige; Jo, bestemt, men gælder det ikke for alle, der måtte tale efter den unævnelige? Jooo, det gør det måske, men ikke desto mindre falder den utallige, gentagne gange unævnelige persons påstand endnu engang til jorden.

Til slut vil jeg – og det har egentlig slet ikke noget med den unævnelige, ikke-eksisterende ikke-person at gøre – nævne, at ugebrevet A4 har offentliggjort en meget interessant artikel om Morten Messerschmidt, hvoraf det fremgår, at hans popularitet er støt stigende i alle befolknings-/vælgergrupper. Dog er det stadig de mindst veluddannede, der ser det største lys i ham, mens de mest veluddannede omvendt stadig har deres forbehold over for den unge DF-komet. Det fremgår ikke af undersøgelsen, om det skyldes, at det netop er i den sidstnævnte vælgergruppe, fordomme trives allerbedst, eller om respondenterne bare er misundelige på en person, der er meget klogere, end de selv er?

Morten Messerschmidt interviewes i det nye nye program, Hos Trads, opkaldt efter værten, David Trads, på TV2. dk, og søreme om ikke man også kan opleve ham i verbalduel med Poul Madsen i programmet Et par på Madsen på Ekstra Bladets hjemmeside.

Som man siger syd for grænsen: Der ganz normale Wahnsinn. Mon ikke denne sympatiske ungersvend bliver straffet med nogle få måneders hotel-, undskyld institutionsophold, inden han kan fortsætte sin hærgen i kongeriget?

Hvorom alting er: Hvordan har de personer på venstre- og til dels også højrefløjen, der har stemt for at denne udvikling skulle kunne finde sted og endda fremskyndes, det med at læse sådanne artikler? Strækker de empatiske evner sig kun til de bedste venner og den allernærmeste familie? Det mindste, de kunne gøre, var at indrømme, de havde taget fejl, og arbejde for at minimere omkostningerne ved den hovedløse indvandringspolitik, der er baggrunden for så megen menneskelig lidelse i Danmark og hele den vestlige verden. Det gør man som bekendt på valgdagen i stemmeboksen, hvor ingen uvedkommende kigger med.

Hvis I så gerne vil hjælpe andre mennesker, så gør det i jeres fritid, for jeres egne penge, og uden at det på nogen måde kan komme til at gå ud over uskyldige mennesker.

Opdatering: Der er ingen grund til at tale uden om, så lad mig sige det helt klart: Ja, i dette tilfælde tog jeg fejl. Gerningsmanden er ikke indvandrer, men derimod søn af en rocker, mens offeret for sit vedkommende faktisk er indvandrer. Det siger sig selv, at jeg også i denne sag tager skarpt afstand fra handlingen og mener, gerningsmanden – uafhængig af etnicitet – skal straffes hårdt for sin bestialske og meningsløse forbrydelse. Det ændrer imidlertid ikke ved, at lignende voldshandlinger i næsten alle andre tilfælde begåes af indvandrere mod danskere.

I en opsigtsvækkende klumme i dagens udgave af Ekstra Bladet skriver Hans Engell, at SR-regeringen har set et kommende (valg-)nederlag i øjnene og er ved at miste troen. I socialdemokratisk optik skyldes det bl.a., at De Radikale er fuldstændig ligeglade med deres regeringspartner, som de er tromlet hen over i sagen om børnepenge til EU-borgere, der kommer til Danmark for at arbejde, men også det følgende forhold: (…) Helle fatter ikke en brik af det hele (…)Partiformanden opfattes som åndeligt og fysisk fraværende i forhold til et parti, som i øjeblikket taber i hundredevis af medlemmer, og stemmetallet rasler ned. Engell slutter med at stille spørgsmålet, om vi (…) nærmer os det tidspunkt, hvor statsministeren bliver konfronteret med åbent oprør fra egne rækker? 

Under alle omstændigheder ser det ud til, at Thorning-Schmidt nærmer sig point of no return, og ligesom det var tilfældet med Fogh allerede før valget i 2007, kan man ganske rigtigt mærke på hende, at hun mentalt har forladt dansk politik. Hendes udtalelser, interview, ageren i det hele taget og – ikke uvæsentligt - kropssprog peger alt sammen i retning af, at hun ikke står i spidsen for sit parti ved næste valg. I går aftes var hun angiveligt et emne, da Merkel var på officielt besøg hos David Cameron i London, og man må håbe for hende – men ikke EU-borgerne – at hun får sit ønske opfyldt, for en socialdemokratisk valgsejr med Thorning-Schmidt i spidsen ligner mere og mere utopi.

Denne sag er potentielt meget mere sprængfarlig end Christiania-gate, der handlede om at spare penge og forhindre Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti i at få god omtale i medierne. Det her drejer sig således om noget langt større og vigtigere, nemlig, at ytrings- og forsamlingsfriheden blev sat ud af kraft for at tækkes det kinesiske diktatur. Enhver med en lille smule omløb i hovedet kan nok tænke sig til, at det ikke var nogen tilfældighed, at så mange politifolk så mange steder i København på næsten samme tid greb ind mod Tibet-sympatiserende demonstranter i forbindelse med den kinesiske præsident Hu Jintaos besøg i 2012 og igen i 2013, da en anden højtstående repræsentant for det kinesiske styre var i Danmark.

Det vides med sikkerhed, at PET’s tidligere chef, Jakob Scharf, var i kontakt med Københavns Politi før besøget i 2012 og bl.a. gjorde det klart, at kineserne ikke brød sig om at tabe ansigt, men hvilke ordrer, der helt præcist er blevet givet og af hvem, står stadig hen i det uvisse. Det forekommer under alle omstændigheder usandsynligt, at der ikke har været kontakt mellem Scharf og hans gamle DSU-ven, Morten Bødskov, der for sit vedkommende næppe har ageret uden at have været i kontakt med sin chef, statsministeren. Ekstra Bladet kunne i øvrigt for tre uger siden afsløre, at Statsministeriet havde sørget for, at daværende udenrigsminister, Villy Søvndal – stik imod hensigten – ikke kom til at diskutere forhold vedrørende Tibet under sit planlagte møde med den kinesiske udenrigsminister ved samme lejlighed.

Noget af det allermest mærkelige ved sagen er, at Venstre, repræsenteret ved Karsten Lauritzen, slet ikke forsøger at rette sin kritik mod regeringen, men derimod nøjes med at rette en relativ mild udgave af slagsen mod politiet. Samme strategi har Søren Pind tidligere forfulgt. Skal det forståes sådan, at Venstre ville have gjort det samme, som den siddende regering måske har gjort, eller har det store oppositionsparti måske ligefrem nikket ja til at sætte det danske demokrati på standby i anledning af besøget fra det kinesiske diktatur med de mange penge?

Hvorom alting er, må man forvente, at regeringen øjeblikkeligt træder tilbage, hvis det kan dokumenteres, at Støttekomitéen for Tibet har ret i sin formodning om, at den danske regering i sidste ende står bag indgrebene.

I går så jeg Bjarne Corydon i TV2 News-programmet, Q, der er opkaldt efter programmets vært, den frygtede/berygtede Henrik Qvortrup, og jeg blev endnu engang noget lamslået over at konstatere, at alle mine fordomme om landets finansminister holdt stik.

Ole Birk Olesen har for et stykke tid siden på 180 Grader skrevet, at når visse personer oplever andre mennesker som meget arrogante, er det ofte, fordi de selv har et lavt selvværd. Det er der måske noget om, men jeg kan altså ikke lade være med at opfatte Corydon som noget af det mest arrogante, selvfede og selvforherligende, man overhovedet kan forestille sig. Hvis nogen tror, manden er blevet kyst eller føler sig ydmyget efter det stormombruste forløb vedrørende salget af 19 % af DONG-aktierne til Goldman Sachs, må de tro om igen. På mig virker det som om, Corydon ser sig selv som en blanding af Jesus Kristus og verdens klogeste økonom – hvem det så end måtte være. Han fremstiller igen og igen sig selv som indbegrebet af menneskekærlighed, saglighed, seriøsitet og, ikke at forglemme, dyb, dyb økonomisk indsigt – i diametral modsætning til ultrapopulisterne fra Dansk Folkeparti og DF’s kun marginalt mere sympatiske alliancepartnere fra Venstre og Konservative, der i finansministerens optik havde kørt landet i sænk, hvis ikke han egenhændigt havde reddet det fra afgrunden. At den version af virkeligheden er faktuelt forkert, og at Corydon og co. selv var repræsentanter for en ekstremt uansvarlig og, ja, ultrapopulistisk økonomisk politik i alle årene som oppositionsparti, har han ingen problemer med at springe let og elegant hen over, og den ellers så hårdtslående Qvortrup glemte for sit vedkommende simpelthen at spørge ind til netop det emne. Ja, man har jo lov at være heldig.

Netop brugen af det ovennævnte ord egenhændigt skal man tage helt bogstaveligt, for Corydons megalomani understreges utallige gange ved brugen af ordet jeg, når alle andre politikere ville sige Finansministeriet, regeringen, Socialdemokraterne etc. Det gør Corydon ikke, omend han en enkelt gang helt ukarakteristisk fik nævnt, at det det dog ikke var ham, der ene mand stod bag regeringens epokegørende og geniale økonomiske politik. Det skulle man ellers tro.

Ud over sine guddommelige evner som økonom, er den cand. scient. pol.-uddannede Corydon også i stand til at se ind i sine samtalepartneres hjerner, og derfor kunne han også på et tidspunkt under interviewet over for Qvortrup konstatere: Det mener du jo heller ikke. 

Paradoksalt nok kniber det så til gengæld en hel del med at forstå de socialdemokratiske medlemmer, vælgere og kollegaer på Christiansborg. Den anden mulighed er selvfølgelig, at Corydon ikke vil forstå dem. Hvorom alting er: Hvad gør det, at man har hele verden imod sig, så længe man selv har ret – og Corydon har ret, for hvordan kan det ellers gå til, at han som en anden solkonge, der taler ned til- og hen over sine undersåtter, på kun 2 1/2 år er gået fra at være en relativ anonym socialdemokratisk analyse- og (mis-)informationschef til at blive en særdeles magtfuld finansminister, der endda med lidt held kan kalde sig statsminister inden for det næste halve års tid? Set fra den mands synsvinkel, der får Nicklas Bendtner til at virke selvudslettende, vil det være en helt naturlig udvikling.

P.S: Gå ikke glip af dette lydklip fra gårsdagens udgave af Ring til Regeringenhvori en kvindelig partifælle og menig socialdemokrat sætter Corydon eftertrykkeligt på plads, og samtidig med al (u)ønskelig tydelighed personificerer, hvor svært det bliver for Socialdemokraterne at mobilisere- og skabe begejstring blandt medlemmerne op til næste valg.

P.P.S: I bedste, traditionelle Corydon-stil roser finansministeren sig selv på forsiden af B.T. i dag.

Hans Engell skriver i dag i Ekstra Bladet, at det ikke kun er statsministeren, der er i spil til et topjob i EU-systemet – i hendes tilfælde som formand for EU-kommissionen eller, mere realistisk, udenrigspolitisk koordinator – også erhvervs- og økonomi-minister, Margrethe Vestager, nævnes nu som en mulig ny EU-kommissær, hvilket i givet fald ville skuffe den tidligere justitsminister, Morten Bødskov, der har sat næsen op efter netop den post.

Engell skriver – hvilket der næppe er nogen tvivl om – at Vestager i givet fald vil blive afløst af Morten Østergaard som radikal leder, mens Sofie Carsten Nielsen har overhalet udenrigsminister, Martin Lidegaard, som nr. to i det interne radikale hierarki. Det dokumenteres ved. at det er hende, der har fået den vigtige plads i regeringens koordinationsudvalg.

En eventuel udnævnelse af Vestager skulle ses i det samme lys som statsministerens mulige karriereskifte: Begge er EU-file politikere uden de store perspektiver i dansk politik, i og med de borgerlige med anslået 96-98 % sikkerhed – jævnfør ikke alene de seneste- men, på nær en enkelt, samtlige meningsmålinger de sidste 2 1/2 år – vinder næste valg.

Når Engell mener, Vestager kan fortrænge Bødskov fra hans drømmejob, hænger det også sammen med, at han under det danske EU-formandskab ledte et møde blandt medlemslandenes justitsministre, der omhandlede mere grænsekontrol. Dengang blev Bødskov faktisk buhet ud af parlamentet, og vreden var særlig udtalt i den liberale gruppe.

Personligt tror jeg stadig, det er mere sandsynligt, at statsministeren og/eller Bødskov fortsætter deres respektive karrierer i EU-systemet, mens Vestager bliver i Danmark og forsøger at lokke den ikke-uvillige Løkke hen over hegnet, men det kommende halve år vil vise, hvem der får ret.

Ifølge denne måling lavet af YouGov for Metroxpress, er Bjarne Corydon, der før DONG-Gate var den niendemest populære minister – i andre målinger lå han nr. 1 eller 2 – nu styrtdykket til 19.-pladsen ud af regeringens 20 medlemmer, en placering han indtager sammen med minister for by, bolig, landdistrikter og nordisk samarbejde, som det så fint hedder, Carsten Hansen. Foran de to på 18.-pladsen ligger statsminister Helle Thorning-Schmidt. Så de to socialdemokratiske topministre kan sagtens fortsætte med at leve i den illusion, at de er meget elskede i den danske befolkning: De skal simpelthen bare vende målingen på hovedet…

Corydons bratte popularitetsfald kommer på et meget dårligt tidspunkt for ham. Det er mindst lige så sandsynligt som det modsatte, at statsministeren inden for få måneder får en toppost i EU-systemet eller udnævner sig selv til EU-kommissær – alternativet er med 96-98 % sikkerhed et forsmædeligt- og, ja, historisk valgnederlag. I så fald vil hun formentlig, med De Radikales billigelse, gøre Bjarne Corydon til sin afløser (læs også dette uddrag fra Hans Engells klumme i Ekstra Bladet søndag) omend altså en meget upopulær af slagsen. Bogen Den hemmelige Socialdemokrat føjer i den sammenhæng yderligere skade til Corydons ry.

I øvrigt vil han i givet fald på mindre end tre år gå fra at være chef for Socialdemokraternes analyse- og (mis-)informationsafdeling (Fair Løsning & Fair Forandring!) til at besidde landets højeste stilling. Godt gået, men det er heller ikke sket helt af sig selv, som den ovenstående bog dokumenterer – hvis man vel at mærke er af den overbevisning, at den er sandfærdig…

Så er der faldet dom i den sag, jeg skrev udførligt om i går: Den 15-årige hovedmand bag overfaldet på en 71-årig mand på Tårnby Torv i november sidste år er blevet idømt ét års fængsel, hvoraf halvdelen er gjort betinget. Da han er under 18 år, kommer han efter alt at dømme til at afsone “straffen” på en sikret ungdomsinstitution omringet af utallige pædagoger. Mon ikke gerningsmanden kommer til at angre sine gerninger helt vildt, når han indser, at straffen for at bruge en sagesløs mands hoved som trampolin og fodbold bliver at spille kort med pædagoger, hygge sig med en PlayStation, se DVD-film, komme på skiferie og diverse udflugter, eller hvad man ellers plejer at underholde typer som ham med på institutionerne rundt omkring i landet?

Den 18-årige mand, hvis andel i overfaldet var langt mere beskeden, bliver, qua sin alder, straffet noget hårdere: Han er blevet idømt 15 måneders fængsel, men skal kun afsone seks måneder. Selvom han tidligere er blevet betinget udvist af Danmark, slipper han også denne gang for at skulle forlade landet, hvis ikke han gør sig skyldig i alvorlige lovovertrædelser de næste to år.

Den tredje gerningsmand, der lige som den førstnævnte er 15 år, skal mentalundersøges. Det fremgår ikke, at det samme er tilfældet for hovedmanden.

Det stakkels offer bliver spist af med en erstatning på 13.000 kr. 13.000 kr! Jeg vil slet ikke vide, hvad der skal til for at få f.eks. 100.000 kr. Det er vel knap nok til at dække tandlægeregningen for de 4-5 tænder i overmunden, der blev smadret under overfaldet. Til gengæld er der altså åbenbart ikke blevet tildelt penge for de hjerneskader, den 71-årig nødvendigvis må have pådraget sig.

Det her er endnu et himmelråbende eksempel på, at den er rivende gal med det danske retssystem. Ikke mindst p.g.a. indvandrere fra Mellemøsten og Afrika lever vi i dag i en ny tid, og det eneste, unge mænd med etnisk oprindelse i de lande har respekt for, er en hård- og konsekvent hånd. Selvfølgelig tænker jeg ikke på fysisk afstraffelse, men derimod hårdt fysisk arbejde og tilhørende disciplin under spartanske indkvarteringsforhold.

For de voksne, altså dem over 18 år, ville en passende straf for at trampe et andet menneske i hovedet adskillige gange være fængsel på livstid, eller for min skyld gerne, i visse tilfælde, dødsstraf. I realiteten er hvert eneste tramp i hovedet på et andet menneske et mordforsøg. Afsoningen skulle ske på nogenlunde samme vilkår som nævnt ovenfor. Ville det være synd for dem? Overhovedet ikke. Der er nok af personer, der uforskyldt er blevet f.eks. uhelbredeligt syge eller endt i uoverskuelige problemer. Dem kan man have ondt af, men det gælder ikke, når det drejer sig om bestialske voldsmænd.

I tirsdagens udgave af Ekstra Bladet kan man ud over et ganske interessant lille interview med Ole Birk Olesen om politisk principfasthed og ideologi bl.a. læse om et meget omtalt overfald på en 71-årig mand i november sidste år på Tårnby Torv. De tre drenge på henholdsvis 15, 15 og 18 år, der stod bag voldsorgiet, fortalte i går i Københavns Byret om deres bedrifter, hvorunder den ene af de tre, en 15-årig, efter eget udsagn trampede den 71-årige i hovedet 20-30 gange. Vi tager den lige én gang til: Han trampede ham i hovedet 20-30 gange! Da manden efterfølgende prøvede at komme op, blev han sparket et par gange – for ligesom at være på den sikre side. Den anden 15-årige tilbød at filme de lystige løjer, men det mente hans to fredfyldte venner ikke var en god idé. Til gengæld bidrog den 18-årige en lille smule til festlighederne, da han også kom til at trampe manden et par gange i hovedet, men i hans tilfælde var det helt forståeligt, for hvordan kunne han ellers reagere, når nu den uopdragne mand havde tilladt sig at råbe efter hjælp? Ja, hvor var hjælpen i øvrigt? Udbyttet af anstrengelserne var på hele 500 kr., og mon ikke de friske og fnisende ungersvende mener, det har været det hele værd?

I artiklen kan man desuden læse, at de tre drenge før overfaldet havde været på Christiania og derfor var noget skæve, da de viste deres kvaliteter udi især hovedtrampsgymnastik. Den følelse var ikke ny for den mest voldelige af de tre, der er misbruger af hash og andre stoffer. Det var dog ikke noget, der fik ham til at takke ja til to tilbud om at blive indlagt på et behandlingshjem for at blive kureret for sin hashpsykose. Den 18-årige af irakisk herkomst, der i februar 2012 fik en betinget udvisningsdom for et røveriforsøg, fornøjer sig for sit vedkommende med at tage- og sælge kokain, samtidig med, han er diagnosticeret med ADHD, den samme lidelse også den anden 15-årige dreng kan skrive på sit CV.

Ja, det går godt i Danmark, og det er svært at argumentere for, at det ikke har noget med indvandringen at gøre, for hvis jeg husker 20-25 år tilbage, har jeg meget svært ved at erindre tilsvarende episoder med etniske danskere involveret. Et knytnæveslag var vel stort set det allerværste, man kunne komme ud for dengang. I den sammenhæng kan jeg virkelig godt se, at Dansk Folkepartis retorik om muslimer fremstår som ét af Danmarks helt store problemer. Er det dem, der vil begrænse antallet af disse episoder for at mindske forekomsten af først og fremmest menneskelig lidelse - tænk over det: menneskelig lidelse, hvad er vigtigere at forhindre? - og, i den henseende, sekundært: massive økonomiske omkostninger for skatteborgerne, der er de onde?  Eller passer den betegnelse i virkeligheden bedre på dem, der i naivitet og misforstået godhed endnu den dag i dag, hvor man skulle tro selv de allermest fatsvage og argumentresistente havde set lyset, fabler løs om, hvor apartheid- og Hitler-agtigt det er, hvis man selv vil være en lille smule herre i eget hus og derfor mener, der – belært af erfaringerne – er al mulig grund til at se en lille smule mere skeptisk på personer fra Mellemøsten og Afrika med tilhørende særlig religiøs overbevisning end på alle andre, der måtte have planer om at slå sig ned her i kongeriget?

Older Posts »

Kategorier

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 27, der følger denne blog