Lige en tilføjelse til min forrige artikel om Anders Fogh Rasmussen: Jeg faldt mere eller mindre tilfældigt over et interview, han har givet til en arabisk-sproget avis, Asharq Al-Awsat, for nylig. Til sidst i samtalen bliver Fogh ikke overraskende spurgt om Muhammed-tegningerne og læs så, hvad han svarer, denne stolte forsvarer for de danske frihedstraditioner: (…) For det første, om den specifikke tegningesag (bemærk den politisk korrekte betegnelse), jeg anser den for at være et levn fra fortiden, nu ser jeg fremad. Jeg vil godt understrege, at jeg har den dybeste respekt for folks religiøse følelser. Ud over, at vendingen nu ser jeg fremad fjerner enhver tvivl om, hvorvidt interviewet er ægte, er der ikke meget overraskende ved kamæleonkongen Foghs udtalelser: Han har ikke længere de borgerlige danske vælgere eller Dansk Folkeparti at tage hensyn til, og han føler sig åbenbart ret sikker på, at interviewet ikke vil blive opfanget af noget dansk medie, så han lader simpelthen være med at nævne vigtigheden af ytringsfriheden overhovedet! Dermed må man gå ud fra, at Fogh anser respekten for folks religiøse følelser for vigtigere end netop ytringsfriheden, og ergo kommer han – bevidst eller ubevidst - til at lyde som et ekko af de danske imamer og diverse muslimske fundamentalister rundt omkring i Mellemøsten under Muhammedkrisen. Tilbage i oktober 2006 på et tidspunkt, da Fogh allerede havde vaklet frem og tilbage mellem at være ytringsfrihedsfundamentalist og dhimmi, lød der helt andre toner fra ham i landets eneste borgerlige avis, Jyllands-Posten: Vi kan ikke gå på kompromis med ytringsfriheden. Ytringsfriheden er den mest værdifulde frihedsrettighed, vi har, for uden den er ingen af de andre frihedsrettigheder noget værd (…) Vi behøver en bevidstgørelse om, at ytringsfriheden også indeholder retten til at ytre sig kritisk om religion. Og der kan vi heller ikke gå på kompromis. Det er jo faktisk retten til også at diskutere religiøse emner kritisk, der har båret udviklingen i Europa fremad i århundreder. Derfor står vi også her med noget, hvor vi ikke kan give os bare en millimeter. (…) Jeg har den grundopfattelse, at ytringsfriheden er absolut på den måde, at den kun er begrænset af lovgivningen. 

Nu er det svært at gøre ytringsfrihed eller manglen på samme op i millimeter, centimeter eller meter, men stillet over for Foghs opfordring til, at vi ikke kan give os bare en millimeter, vil jeg godt vove den påstand, at den nuværende NATO-generalsekretær har givet køb på flere meter af sin ytringsfrihed for at nå dertil, hvor han sidder i dag. Desværre er læren af det hele, at man i sidste ende bliver belønnet for at agere som Fogh: Han fik sit drømmejob. Men hvad så med ytringsfriheden? Jo, den blev godt nok ofret i processen, men man kan jo ikke få det hele, vel?

Se også:

Venstres Vejrhane (artikel på Omnial)

Ytringsfriheden står over alle andre rettigheder (interview i Kristeligt Dagblad fra oktober 2007)

Egentlig vil jeg helst ikke spilde flere ord på denne personage, men da der udkommer en ny bog om ham i denne uge, vil jeg alligevel gøre en undtagelse.

Som én af de eneste skribenter i hele blogosfæren og den danske samfundsdebat i det hele taget insisterede jeg under hele Anders Foghs pinagtige jobsøgningsproces på, at han allerede umiddelbart efter valgsejren i 2007 var begyndt at vende blikket væk fra Danmark og mod fjernere himmelstrøg. Den antagelse var rigtig, fremgår det af Bjarne Steensbeck og Troels Mylenbergs bog: Præsidenten: Foghs Danmark 2001-2009. Med andre ord havde Danmark en statsminister, der først bad om- og derefter fik sine vælgeres tillid i landets fornemste embede i yderligere fire år, for derefter få dage senere at bede sine embedsmænd om at finde sig en topstilling i udlandet. Hvis man som en selvfølge går ud fra, at Fogh ikke troede, valgperioden pludselig var på fire dage i stedet for fire år, må man sige, der er tale om et vælgerbedrag af hidtil usete dimensioner, men i Foghs tilfælde var der nu ingen grund til at blive overrasket. For ham betyder Danmark og danskernes fremtid ingenting. Det eneste, der nogensinde har ligget ham på sinde, er hans egen karriere.

Det er også kommet frem, at Fogh i 2006 var meget tæt ved at gøre Naser Khader, der på det tidspunkt som radikal tilhørte oppositionen, til integrationsminister. Heller ikke den oplysning overrasker denne blog. Ligesom det var tilfældet med Karen Jespersen ønskede Fogh at profitere af Khaders popularitet på det tidspunkt, og så gjorde det mindre, at alle vidste, manden slet, slet ikke var i stand til at løfte opgaven.

De to forfattere - hvoraf den ene, Steensbeck, for nogle måneder siden turnerede rundt i medierne med en historie om, at Fogh var principfast i udlændinge- og værdidebatten (her må der godt grines… højt) - forsøger for tiden at sælge deres bog ved hjælp af nogle enten gamle- eller ligegyldige fuldehistorier om Fogh, efter devisen: Han har faktisk været fuld ikke én, men to- eller tre gange i sit liv. D’herrer er åbenbart af den opfattelse, at danskerne nærer en særlig stor interesse for Foghs forhold til alkohol. Jeg tror, Steensbeck og Mylenberg bliver skuffede. Langt mere interessant er det at erfare, at hverken Pia Kjærsgaard eller Claus Hjort Frederiksen ønskede, at Fogh skulle fortsætte som statsminister, hvis det ikke lykkedes for ham at få opbakning til sit NATO-kandidatur. Skruppelløse Fogh havde selv ingen problemer med at vende tilbage til Statsministeriet, hvis tyrkerne sagde nej. På en måde misunder jeg folk som ham: Uden samvittighed bliver livet meget nemmere. Tænk på alle de hensyn, man slipper for at tage?

Klik her for at se en oversigt over diverse artikler om Fogh i forbindelse med udgivelsen af den nye bog om ham.

Så er VKO-flertallet altså nået til enighed om en temmelig udvandet udgave af det repatrieringsforslag, Omnial stillede for 2 1/2 år siden. Nuvel, lidt har også ret, og det er da bedre end ingenting. I den forbindelse noterer jeg mig, at Socialdemokraterne, der faktisk selv foreslog noget lignende i foråret 2008, er rent ud sagt begejstrede, mens det er mere forventeligt, at den øvrige opposition synes, aftalen er ganske forfærdelig. Store kapaciteter udi disciplinen at skabe de bedst mulige rammer for en hurtig islamisering af Danmark, Marianne Jelved og den slikkede sortsnakker Manu Sareen, udtaler til diverse medier, at forslaget er udtryk for en naiv og dyr symbolpolitik.

Meget kan man sige om Helved og Sareen, men lige netop, hvad angår naiv og dyr symbolpolitik – radikal udlændinge- og integrationspolitik de sidste 25 – 30 år – hører de til blandt landets allerfremmeste eksperter, så måske har de alligevel en pointe?

Som bekendt blev den 33-årige palæstinensiske mand, der stod bag det grusomme overfald på en 47-årig lærer fra Abildgaardskolen i Odense, løsladt lidt mere end et halvt døgn efter den forfærdelige episode. Chefanklager hos Fyns Politi, Jan Stick, mente ikke, der var grundlag for, at manden kunne blive idømt 60 dages ubetinget fængsel, og derfor blev han sat på fri fod. Det er altså ikke nok at slå en anden person i hovedet med knytnæveslag, sparke ham, bide ham i øret, forsøge at rive hans øje ud! og slå ham gentagne gange med en flagstang for at komme i fængsel i 60 dage. Hvad er så groft nok? Skal man klippe fingre og tæer af sit offer, smide syre i ansigtet på ham/hende, eller sætte ild til vedkommendes hår? Sticks begrundelse giver endnu mindre mening, når man læser straffelovens § 245 om Grov vold: Den, som angriber eller mishandler en anden person fysisk på en særlig rå, brutal eller farlig måde, bliver straffet med fængsel i op til 6 år. Der er tale om skærpede omstændigheder, hvis angrebet giver betydelig skade på legeme eller helbred. Uden at være juridisk ekspert kan man vist roligt konstatere, at palæstinenseren passer meget fint til beskrivelsen, men Jan Stick venter måske på, at den 47-årige lærer får at vide, om han kan beholde synet på sit medtagne øje eller ej? Selv, hvis man mener, palæstinenseren ikke har gjort sig skyldig i grov vold, burde han i det mindste kunne straffes efter § 244 om vold: Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en anden person fysisk, bliver straffet med bøde eller fængsel op til 3 år. Jeg er klar over, at det hører til sjældenhederne, at maksimumstraffene bliver anvendt ved domstolene, men at palæstinenserens overfald ikke skulle være groft nok til at retfærdiggøre 60 dage i fængsel, er for langt ude.

Til gengæld er chefanklageren anderledes ihærdig, når det drejer sig om at få samfundets virkelige storforbrydere bag lås og slå. F.eks. var det ham meget magtpåliggende at indkvartere den 19-årige Haris Cekic i Villa Gitterly. Han havde gjort sig skyldig i at køre rundt i sin bil med to hobbyknive, som han brugte til at skære papkasser op med på sit arbejde. Den forseelse takserede Odense Byret i henhold til den nye våbenlov til en bøde på 3.000 kr. Den dom var imidlertid ikke hård nok for Stick. Han ankede afgørelsen til Østre Landsret med krav om fængsling, og landets næsthøjeste retsinstans var enig med chefanklageren: Cekic blev idømt én uges ubetinget fængsel. I den sammenhæng var det åbenbart irrelevant, at der i lovteksten specifikt tales om særlig formildende omstændigheder (…) i tilfælde, hvor en person oprindelig har haft et anerkendelsesværdigt formål med at bære eller besidde kniv på offentligt tilgængeligt sted, men på grund af et svinkeærinde eller en forglemmelse efterfølgende er kommet i en situation, hvor det ikke længere er lovligt at besidde den pågældende kniv. Det understreges endda, at én af undtagelserne kan være, at man har en kniv på sig efter en arbejdsdag.

Hvorom alting er: Cekic måtte – til Sticks store tilfredshed – ind og ruske tremmer. Som en sidegevinst fik chefanklageren også drillet regeringen og Dansk Folkeparti. Når man så hans glade ansigt på diverse tv-kanaler, kunne man godt få den mistanke, at det aspekt havde spillet en ikke helt uvæsentlig rolle for hans beslutning om at anke byrettens afgørelse. Til gengæld har Cekic ikke helt så meget at glæde sig over, og det skyldes ikke kun dommen i sig selv. Næste år havde han nemlig til hensigt at ansøge om dansk statsborgerskab, men det ønske bliver ikke til virkelighed, ligesom han formentlig kan skyde en hvid pind efter drømmen om en fremtid hos politiet.

Cekic-sagen blev af Stick fremstillet sådan, at våbenloven ikke gav ham andet valg end at forsøge at sende teenageren bag tremmer. Derimod vil Stick ikke tiltale den 33-årige palæstinenser for grov vold, i et tilfælde, der nærmest synes som taget ud af lovteksten. Med de to ovennævnte sager in mente går man nok ikke helt galt i byen, hvis man antager, at Fyn har en meget politiserende chefanklager, og man tager nok heller ikke helt fejl, hvis man formoder, at hans retsopfattelse af mange almindelige mennesker vil blive opfattet som noget forkvaklet.

Her til morgen har jeg optaget et par timer fra sendefladen på TV2 News, og der viste sig da også at være en enkelt godbid blandt alle overflødighederne.

I forbindelse med det grusomme overfald i går aftes på Abildgaard-skolen i Odense, hvor en 47-årig marokkansk-født lærer, der tillod sig at give hånd til en pige fra 3. klasse, og som følge deraf måtte tage imod bl.a. spytklatter, knytnæveslag i ansigtet, spark, slag med en halvanden meter-høj flagstang og bid i øret fra hendes 33-årige palæstinensisk-fødte far, interviewede nyhedskanalen kultursociolog, Mehmet Ümit Necef, fra Odense Universitet.

Hans teori om, hvorfor faderen handlede, som han gjorde, fortjener en vis opmærksomhed. Ifølge Necef skyldes reaktionen formentlig, at det, man kunne kalde den politisk korrekte danske venstrefløj, i årevis har indprentet i hovederne på muslimske indvandrere, at deres problemer her i landet skyldes, at de er ofre for danskernes racisme og fremmedfjendskhed. Således prædisponerede for at nære hadske følelser over for det danske samfund, skal der ikke meget til, før visse nytilkomne eksploderer i vrede og raseri. I den konkrete episode fra Odense har det formentlig virket ekstra provokerende på den 33-årige far, at det (sandsynligvis) var en muslimsk lærer, der gav hans datter hånden.

Hør interviewet med Mehmet Ümit Necef ved at klikke her. (Lyden er optaget direkte fra fjernsynet, så den er ikke helt perfekt)

Opdatering: Den 33-årige far er nu blevet løsladt! Jeg synes, det er meget krænkende for retsbevidstheden, at man kan komme på fri fod et halvt døgn efter, man har begået et så bestialsk overfald. Det er faktisk en skandale af dimensioner og nok ikke ligefrem noget, der gør respekten for de danske myndigheder større i visse indvandrerkredse.

Der har været megen virak i Tyskland de seneste uger om et interview med medlem af den tyske forbundsbanks bestyrelse og tidligere finans-senator i Berlin, Thilo Sarrazin. Bl.a. har følgende udtalelser bragt sindene i vores naboland i kog:

(…) Jeg behøver ikke at anerkende nogen, der lever af staten, men afviser den, ikke sørger for uddannelsen af deres børn og hele tiden producerer nye tørklædeklædte piger.

(…) Tyrkerne erobrer Tyskland på samme måde som kosovarerne har erobret Kosovo: Ved hjælp af en højere fødselsrate.

(…) Størstedelen af arabere og tyrkere i denne by (Berlin) har ingen produktiv funktion ud over at bidrage til frugt- og grøntsagshandlen.

I modsætning til Sverige, hvor et efter danske forhold harmløst debatindlæg af Sverige-demokraternas formand, Jimmi Åkesson, i Aftonbladet udløste en rasende unison modreaktion fra hele det politiske spektrum og den samlede medieverden, fik Sarrazin overraskende megen støtte fra bl.a. intellektuelle, forfattere, forskere etc. i den tyske offentlighed, og ikke mindst kunne han glæde sig over støtte i befolkningen. En meningsmåling i Bild am Sonntag viste, at 51% af tyskerne bakker ham op, og på avisens hjemmeside er tallet sågar 83% i skrivende stund. Selvfølgelig er han også blevet mødt af voldsom kritik fra flere sider, bl.a. det jødiske centralråd, der smagfuldt sammenligner Sarrazin med Goebbels, Göring og Hitler, men det offentlige ekko har langtfra været så ensidigt, som man på forhånd kunne frygte.

Det faktum harmonerer ikke rigtigt med det billede, bl.a. Politikens korrespondent i Tyskland, Peter Wivel, forsøger at tegne af situationen: Befolkningen interesserer sig ikke for islam og den muslimske indvandring. Wivels påstand er selvfølgelig lodret forkert. Jeg har fulgt med i den tyske debat siden 1992, og tyskerne er, ligesom danskerne og indbyggerne i alle andre lande, der har oplevet stor indvandring fra Afrika og Mellemøsten, brændende optagede af problematikken. Det kan man bl.a. se på en lang række debatfora og avishjemmesider på nettet, hvor emnet debatteres heftigt.

I modsætning til, hvad mange tror, diskuteres islam også livligt i de tyske medier, også i de allerstørste aviser. Godt nok foregår debatten på et mere overordnet plan end i Danmark p.g.a. Tysklands problematiske fortid, men den finder i dén grad sted. Kunne man f.eks. forestille sig nedenstående overskrift i et svensk nyhedsmagasin, som det var tilfældet i Stern for lidt mere end to år siden? Næppe.

Eller hvad med følgende overskrift fra Europas bedst sælgende avis, Bild-Zeitung, (hverdags- og lørdagsudgaven af Bild am Sonntag) under Muhammed-krisen i 2006: Müssen wir uns vor dem Islam fürchten? (Skal vi frygte islam?).

Se også: Interview med Peter Wivel i Deadline d. 11. oktober. Klik her.

Balders Blog skriver om sagen her.

Det er næsten komisk, tragikomisk altså, at høre store dele af venstrefløjen og præsteskabet (der også er altovervejende venstreorienteret) bedyre, at det ikke har noget med islam at gøre, når præsten, Ulrich Vogel, er blevet jaget ud af sit sogn i den frygtede/berygtede bydel Tingbjerg.

Øh, nå, kan man kun sige. Hvordan kan det så være, at man på tv og i flere aviser specifikt har kunnet høre/læse citater fra nogle af de drenge/unge mænd, der er involverede i den uhyggelige sag, hvoraf det tydeligt fremgår, at hetzen mod Vogel skyldes hans homoseksualitet, og hvilken minoritetsreligion er det nu, der ikke bryder sig så forfærdelig meget om netop homoseksuelle? Følgende citat fra B.T. d. 16. oktober siger vist alt: Præsten er bøsse, han skal stenes. Stening er som bekendt én af de gudgivne straffeformer under den muslimske sharia-lovgivning, og søreme om ikke det også er netop den metode, man – i nogle tilfælde sammen med piskeslag – benytter til at straffe homoseksuelle i de muslimske lande, hvor man har indført den barbariske styreform. Men husk: Når de unge i Tingbjerg ønsker at gøre det samme, har det ikke noget med islam at gøre!

I øvrigt var domprovst ved Københavns Domkirke, Anders Gadegaard, i Deadline på DR2 i går sammen med Søren Pind, og Gadegaard er netop én af de præster, der nægter enhver sammenhæng mellem forfølgelsen af Vogel og islam. Hans begrundelse var nærmest grinagtig: Det er et rent socialt problem… (…) Muslimer har per definition respekt for det, de kalder skriftens folk. Det ligger i deres religion. Når man ser på – som Søren Pind også pointerede – hvordan kristne forfølges i Mellemøsten og Afrika, må man i så fald sige, at der er mange muslimer, der har misforstået deres religion.

Se debatten i Deadline ved at klikke her.

Medier som Berlingske Tidende og TV2 har i de seneste dage i artikler og tv-indslag på beundringsværdig-, og ikke mindst modig vis, dokumenteret, at islamiseringen af Danmark skrider meget planmæssigt frem. Flere og flere områder i Danmark, herunder Nørrebro, Gellerup-parken, Voldsmose og Tingbjerg, for bare at nævne nogle få, er i dag nærmest at betegne som tilhørende Dar al-Islam (islams hus). Kristne præster og helt almindelige vantro danskere stenes, bankes, chikaneres, trues og, ja, ryges, enten til tavshed eller helt ud af deres boligkvarterer. I går kunne TV2 så fortælle, at ikke engang vagtfolk og hjemmehjælpere kan begive sig ind i de selvstyrende områder uden at skulle frygte for liv og lemmer. Det samme gælder som bekendt også for skumle faggrupper som brandmænd og ambulancereddere. Alt imens hverdagsracismen rettet mod danskere går sin vante gang, optrappes krigen mellem rockere og indvandrerbander, så den efterhånden er ved at brede sig til hele landet.

Situationen er katastrofal, og den vil kun blive værre. Landets statsminister er fuldstændig ligeglad og glimrer til stadighed ved sit fravær, mens justitsministeren de facto har givet op og nu har overladt det til befolkningen at finde de vise sten, der skal løse det uløselige og gøre en ende på det, man - med en eufemisme - kalder for bandekonflikten. Den nye politidirektør i København ynder for sit vedkommende at underholde offentligheden med historier om, hvor godt og trygt et sted, hovedstaden er, samtidig med, han opfordrer folk til at holde sig væk fra de betændte områder.

Det allermest deprimerende ved situationen er visheden om, at ligegyldigt, hvad der end måtte ske i Danmark i de kommende år af begivenheder relateret til det, man kunne kalde hverdags-islamiseringen, eller ligefrem terrorangreb, er det lige så sikkert som amen i kirken (det var måske ikke det bedste eksempel med de seneste dages udvikling in mente), at intet, absolut intet vil blive gjort fra politisk hold. Man vil blot påpege, at eventuelle problemer intet har med islam at gøre og, at man ikke skal skære alle muslimer over én kam. Den sidste påstand er rigtig, den første forkert, og det ved et stort flertal af de danske politikere selvfølgelig godt, men aldrig, aldrig vil de drage de nødvendige konsekvenser deraf og iværksætte de – for Danmark som land – livsnødvendige betalte repatrieringer. Hvad betyder Danmarks fortsatte eksistens som et demokratisk og frit land stillet op imod risikoen for at blive udstødt af de finere politiske- og samfundsmæssige kredse?

Opdatering: Hør Lars Løkke Rasmussen tale fra sit tirsdagspressemøde i dag om forfølgelsen af præsten i Tingbjerg og Jørn ”Jønke” Nielsens påstand om, at bandekonflikten også er en del af den igangværende kulturkamp ved at klikke her.

Jeg har længe været meget interesseret i at vide, hvor Omnials læsere befinder sig i det politiske spektrum. Jeg har selvfølgelig en stærk formodning, men én ting er, hvad man tror, noget andet er de hårde fakta, så for at give mig et retvisende billede af mine læseres politiske præferencer, vil jeg derfor godt opfordre jer til at afgive jeres stemme i boksen i sidemenuen til højre. På forhånd tak.

Omnial er som bekendt diagnosticeret som værende lettere fatsvag. Det gælder heldigvis ikke for mine læsere. Derfor vil jeg nu bede om jeres hjælp til at tolke den monolog, Kurt Strand afsluttede gårsdagens Deadline-udsendelse med: Kan Strand godt lide Dansk Folkeparti, eller bryder han sig ikke om Pia Kjærsgaard og co? Afgiv din stemme i boksen nedenfor. Jeg ser frem til at få løst mysteriet. Hør Kurt Strand ved at klikke her.