I kølvandet på det famøse Lars Hedegaard-interview, der blev offentliggjort på Snaphanen d. 17. december, har kendte debattører som Naser Khader og Kathrine Lilleør forladt Trykkefrihedsselskabets såkaldt rådgivende organ, TFS-rådet. Mere bemærkelsesværdigt var det imidlertid, at Venstre-politikeren, Søren Pind, har gjort det samme. Pind er i særklasse den mest populære borgerlige politiker i islam-/indvandringskritiske kredse og har på mange områder sammenfaldende synspunkter med Dansk Folkeparti. Han plejer heller ikke ligefrem at være bange for at udtrykke sine holdninger om alverdens kontroversielle emner i offentligheden, men denne gang forholder det sig anderledes. I sin kortfattede pressemeddelelse, hvori Pind bekendtgør, at han forlader TFS-rådet, pointeres det endda, at han ikke har yderligere kommentarer.

Hvad kan den pludselige tavshed skyldes? Lad mig tale lige ud af posen: Søren Pind ved, der kommer en ministerrokade til januar, og den håber han selvsagt – og med rette - at blive en del af. Pind har et særdeles godt, nærmest venskabeligt forhold, til Lars Løkke, og var én af de Venstre-politikere, der støttede den daværende finansminister allermest under Bilags-gate.

I en situation, hvor man står umiddelbart foran at få én af landets fornemste poster som folkevalgt, gælder det for 99,9% af alle politikere om at se stort på ideologier og holdninger og forsøge at sælge sig selv så godt som overhovedet muligt over for den person, der sidder med afgørelsen i sine hænder: statsministeren. Med det formål in mente ville enhver forbindelse til kontroversielle kredse, Pind måtte have, selvsagt trække ned, ikke mindst, når man ved, at Lars Løkke i forskellige sammenhænge selv har haft meget travlt med at distancere sig fra diverse islam-/indvandringskritikere.

Man kan med rette føle en vis skuffelse over Søren Pinds ageren i affæren om Lars Hedegaard og Trykkefrihedsselskabet, men der er ingen grund til at være forarget: Man må bare konstatere, at sådan er mennesker og frem for alt politikere. Forestillingen om, at der eksisterer politikere, der kun bygger deres virke på noble og ædle hensigter, er og forbliver en illusion.

P.S: Må guderne forbyde, at Søren Pind bliver eksempelvis ny fødevareminister…

Meget overraskende for mig selv, bragte Jyllands-Posten i forgårs mit indlæg DR’s minaretmanipulation 15 (!) dage efter, jeg sendte det til avisen. Normalt er det sådan, at hvis et læserbrev ikke offentliggøres senest 10 dage efter, man har indsendt det, kommer det ikke i avisen, medmindre andet er aftalt. Da jeg ikke havde hørt noget som helst fra JP, regnede jeg også med, det var tilfældet denne gang. Det ærgerlige ved JP’s dårlige kommunikation er, at jeg har brugt 10-12 timer på at skrive indlægget om, så det passede til Politiken, Information og Berlingske Tidendes pladskrav i den tro, at Jyllands-Posten ikke ville bringe det. Jeg havde selvsagt ikke siddet i timevis og slettet ord, sætninger og afsnit, hvis jeg havde vidst, JP i sidste ende ville offentliggøre indlægget alligevel.

Ikke desto mindre er jeg selvfølgelig glad for at få mit læserbrev i Danmarks største avis på en relativ fremtrædende plads, og det allerbedste er, at DR er nødt til at reagere på indlægget, for mediemastodonten kan ikke leve med at blive beskyldt for at lave manipulerende journalistik. Opgaven bliver imidlertid ikke nem for DR, for dokumentationen er uomtvistelig korrekt:  Der er ingen som helst tvivl om, at DR - med hensigt om at fremme en bestemt dagsorden – har fraredigeret en specifik, islamkritisk vending.

Jeg gruer en smule for, om man fra DR’s side vil lave lidt research på nettet, inden man sender sit svar til JP og bringe mit ståsted som meget højreorienteret blogger (ikke min egen selvopfattelse) ind i debatten. I så fald må jeg tage situationen derfra. Under alle omstændigheder har jeg ikke noget at skamme mig over, og som nævnt kan alt det, jeg skrev, dokumenteres.

Hvis man ser bort fra mit læserbrev i Jyllands-Posten, undrer det mig stadig, at blogge som Uriasposten og Snaphanen her 18 (!) dage efter, jeg første gang bragte indlægget, DR’s minaretpropaganda: svensk islamkritik censureret væk i Deadline og P1, stadig ikke har vist den ringeste interesse for at omtale de glasklare beviser for DR’s manipulation med det famøse interview med altmuligmand Ulf Persson. De to blogge kom bl.a. til verden for at dokumentere danske mediers forsøg på at fremstille islam og muslimer i et mere gunstigt lys, end virkelighedens verden giver belæg for. Med al respekt har der dog for det meste været tale om at sandsynliggøre venstreorienterede/islamvenlige synspunkter, sjældent reelle beviser som i mit indlæg. Hvorfor altså overhovedet ikke nævne det?

Da jeg ikke ønsker at lave Omnial om til en brok-blog e.l. vil jeg lade det blive ved denne moderate kritik af Danmarks to største, islamkritiske blogs og ønske alle mine læsere en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Støt Omnial her.

Jehovas Vidner har, som det nok er blevet bemærket af de fleste, holdt verdenskongres i København den sidste uges tid. Som altid spår den globale menighed rutinemæssigt jordens snarlige undergang, selvom ingen af ypperstepræsterne (eller hvad de nu hedder) har sat en præcis dato på den skelsættende begivenhed.

Den truende katastrofe har ført til stort fremmøde fra nær og fjern, selv onkel Obama fra Hawaii er dukket op, og som altid var hans tale et retorisk mesterværk. Hvis jeg ikke tog fejl, da jeg sad og svedte på motionscyklen med TV2 Knus i baggrunden, sagde han ét eller andet i stil med: Det er ikke tid til at handle, men derimod at tale. Det kan også være, det var omvendt, det må I ikke hænge mig op på. Hvorom alting er: Selvom jorden altså er ved at gå under, skal onklen pinedød flyve hjem senest kl. 18 i dag. Efter at have søgt på nettet i et stykke tid for at finde ud af, hvad det er, der er vigtigere end liv og død, har jeg endelig fundet svaret i form af et citat af den gamle Liverpool-manager, Bill Shankly: Fodbold er ikke et spørgsmål om liv og død – det er meget vigtigere end som så. Helt ærligt, Obama: Har du aldrig hørt om en harddisk-optager?

Jehovas Vidner, der som bekendt producerer det massecirkulerende magasin, Vågn Op, til utallige losse-/genbrugspladser rundt omkring i Danmark, baserer i øvrigt sine spådomme på grundig research og solid dokumentation, og derfor bør man, f.eks. mens man skovler sne, skraber sin bilrude fri for is, eller drikker kaffe fra termokanden i køen på motorvejen, tage det meget alvorligt, når bevægelsen især advarer mod den globale opvarmning. På det punkt tror jeg virkelig, Jehovas Vidner har en pointe.

Den kendte tv-vært, Bubber, ventes meget apropos at springe officielt ud som Jehovas Vidne i det nye år. Indtil da har han efter sigende gemt sig i en lygtepæl. Det skulle angiveligt ikke have noget at gøre med, at den globale opvarmning presser al varm luft opad.

P.S: Omnial har nu fået oplyst, at Bubber ikke længere opholder sig i en lygtepæl, men derimod er i færd med at optage et nyt tv-program, der har fået arbejdstitlen, Bubbers Bur. Omnial beklager fejlen.

I programmet, Krause på tværs, hvor Niels Krause-Kjær som bekendt er vært, var Venstres Eyvind Vesselbo for nylig gæst. Den forsmåede Venstre-mand jamrede – immervæk på en ganske pæn måde – lidt over Dansk Folkeparti og fortalte endnu engang, som Omnial allerede skrev om i april i år, at der kommer lige så mange indvandrere - og tilmed fra de samme lande – til Danmark i dag, som før den nuværende regering kom til magten i 2001. Af én eller anden grund er den historie imidlertid ikke – som man ellers skulle formode med de sidste 10-15 års udlændingedebat in mente – forsidestof i stort set samtlige medier. En samlet alliance bestående af regeringspartierne, Dansk Folkeparti, oppositionen og medierne er enig om ikke at sige noget om den prekære sandhed. Ingen har noget at vinde ved at starte den diskussion.

Mit ærinde i dette indlæg er dog et andet. I udsendelsen medvirkede også forfatteren, Egon Clausen, der er tidligere vært på P1 og desuden i tre år har været fast kronikør i Jyllands-Posten. For dem, der ikke kender ham, kan jeg fortælle, at Clausen er en typisk selvgod, venstreorienteret debattør, der har meget ondt af muslimerne og samtidig hader højrefløjen af et godt hjerte. I stil med bl.a. afdøde Svend Auken, der også var kronikør i JP, er han hyperperfid. På en perfiditetsskala fra 1-10 ville jeg bedømme ham til 9 eller 9,5. 

Når kritikken går ud over ham selv eller ligesindede, er Clausen ikke desto mindre meget følsom, og i de seneste år har det været meget slemt, kunne han fortælle. De skyldige skal findes i blogosfæren, hvor Bodega-Danmark hærger, altså personer med knald i låget, der forurener debatten. Jeg synes, det er rigtig ubehageligt, jamrer Clausen videre. Bl.a. kan han ikke forstå, nogen kritiserer ham for at bo i Gentofte. Men, Egon Clausen, kunne det ikke være en valid pointe, at dit glansbillede af muslimer og det multikulturelle samfund hænger sammen med, at du aldrig selv har oplevet kulturberigelsen på egen krop?

Clausen mener, at den forfærdelige konsekvens af Bodega-Danmarks korstog er, at mange af hans meningsfæller ikke længere vil skrive i aviserne. Hvilken tragedie! Heldigvis har Clausen og co. stadig en sikker havn i form af Politiken og Information, hvor man kun taler grimt om dem, der virkelig har fortjent det.

Omnial vil i øvrigt for en god ordens skyld oplyse, at jeg aldrig har sat mine ben i en bodega. Om jeg har knald i låget og forurener debatten, vil jeg lade være op til andre at vurdere, men hvis nu Clausen ikke har sådan nogle som mig og 98-99% af de islam-/indvandringskritiske internetdebattører/bloggere i tankerne, ville det klæde ham at nuancere sine udtalelser, ikke mindst når man tager i betragtning, at venstrefløjen netop altid har kritiseret den anden side af det politiske spektrum her i landet for at være unuanceret.

Hør Egon Clausens kritik af Bodega-Danmark ved at klikke her.

Normalt lytter jeg ikke til programmet, P1-Formiddag – med Poul Friis, men Snaphanen skrev om det den anden dag, så jeg valgte at overføre et podcast af udsendelsen d. 8. december, hvor Karen Jespersen var gæst, til min mp3-afspiller. Faktisk faldt jeg i søvn første gang, jeg hørte programmet, men anden gang lagde jeg mærke til noget interessant: Tony Bundgaard fra Skibbild ringede ind til Poul Friis og fortalte om sin undren over, at det ikke var lykkedes DR, efter de schweiziske vælgeres nej til minareter, at finde én eneste svensker, der havde samme holdning. Specielt syntes Bundgaard det var mærkeligt, da han et par dage senere hørte, at en meningsmåling havde vist, 25% af svenskerne gik ind for et minaretforbud (en anden måling tyder på, at tallet er meget højere). Som Omnial skrev forleden, var der imidlertid særdeles gode grunde til, man ikke kunne høre om svensk minaret-/islamskepsis på DR.

Under alle omstændigheder er Tony Bundgaards kommentar i programmet værd at lytte til. Han kommer i samme forbindelse også ind på andre emner. Hør ham ved at klikke her. Hele udsendelsen kan høres/downloades her.

Som jeg tidligere har skrevet her på bloggen, sender jeg af og til læserbreve til først og fremmest Jyllands-Posten, men også Berlingske Tidende og i sjældne tilfælde Information og Politiken. Af én eller anden grund lider jeg af den vrangforestilling, at det kan skade mine chancer for at komme i avisen, hvis jeg offentliggør dem her på bloggen inden. Debatredaktørerne på de pågældende aviser kunne jo lave en Google-søgning, og hvis de så finder ud af, at det selvsamme indlæg, jeg har sendt til dem, også ligger på én eller anden suspekt blog, kunne man frygte, de er mere tilbøjelige til at vende tommelfingeren nedad, end de ellers ville have været. Hvorom alting er, følger her tre læserbreve (de to første minder, indrømmet, meget om hinanden), sendt til henholdsvis Jyllands-Posten og Berlingske Tidende. Lisbeth Knudsens avis har allerede afvist at bringe mit indlæg. 

Kun for JP

Kurt Strands public service-propaganda

Deadline-værten, Kurt Strand, er uden tvivl en dygtig journalist. Det lader han også selv til at synes og i en sådan grad, så man får indtryk af, han føler sig urørlig som studievært på public service-kanalen.

Strand beskrev for godt 10 år siden sin arbejdsfilosofi i JP på følgende måde: Der er et skrigende behov for, at journalister vedkender sig deres personlige holdninger og følelser og åbent tør sortere, analysere og forklare med subjektivitet som arbejdsmetode. (Jyllands-Posten, 26.03.00) Her er der vel at mærke ikke tale om tomme ord: Kurt Strand efterlever dem nemlig, næsten hver gang han er på skærmen. Eksemplerne er talrige, selv hvis man ser bort fra Strands ansigtsudtryk, der har det med at variere meget, alt efter, om det er politiske venner eller fjender, han interviewer. Til Strands fjender hører Dansk Folkeparti og ligesindede. Senest ironiserede han i Deadline d. 14. oktober over Pia Kjærsgaard og co., fordi DF ikke ville blande sig i, hvem der skulle være forsvarschef, men omvendt gerne ville bestemme, hvad chefen for DR skulle hedde og desuden krævede Klimaministeriets fratrådte chefforhandler, Thomas Becker, genansat.

Heller ikke Bjørn Lomborg hører ubetinget til blandt Strands yndlinge. Det blev tydeligt for enhver i Deadline d. 31. oktober 2006. Den britiske regering havde netop offentliggjort Stern-rapporten, der advarede om en global miljøkatastrofe, hvis der ikke straks blev skredet til handling, og studievært Strand lod ingen i tvivl om, hvad han selv mente om sagen:  Spørgsmålet er så, om det endnu engang er “ulven, der kommer”, eller om rapporten vil være den øjenåbner, som får os alle til at vågne op. Det skal der nok være to meninger om, men jeg har i aften valgt at tage rapportens ord for gode varer – og lade Bjørn Lomborg være Bjørn Lomborg. Herefter viste Strand Lomborgs bog The Skeptical Environmentalist (Verdens Sande Tilstand) frem, for kort efter at kaste den på gulvet! Episoden ledte tankerne hen på Poul Nyrup Rasmussen, da han under valgkampen i 2001 rev sider ud af Anders Fogh Rasmussens bog, Fra socialstat til minimalstat, men mens Nyrup var politiker, er Strand journalist og ansat på Danmarks eneste licensfinansierede medieinstitution.

Siden da har subjektive Strand givet sagesløse seere mange flere prøver på sine propagandistiske evner. Én af hans foretrukne metoder er, som i tilfældet med Stern-rapporten, kun at invitere gæster, der har den samme holdning til et emne. Det gjorde han f.eks. d. 23. august til en diskussion om et eventuelt burkaforbud, og senest gentog Strand succesen d. 6. december, da fire såkaldte klimafortalere debatterede det forestående klimatopmøde, d.v.s. debatterede er nok så meget sagt, men hvorom alting er, afsluttede Strand seancen med at vise en sketch, der gjorde grin med klimaskeptikerne. På den måde var de også kommet til orde, lod han forstå, mens det lykkedes ham at holde masken. 

Er det god journalistik? Kan man i bekræftende fald gå ud fra, den nye chef for Deadline, Mette Hybel, ansætter en borgerlig modvægt til Strand? Public service er vel for alle.

Kun for Berlingske Tidende 

Public Service anno 2009

Deadline-værten, Kurt Strand, er en ubestridt dygtig, men også, mild sagt, noget utraditionel journalist inden for public service-genren. For godt 10 år siden beskrev han sin arbejdsfilosofi på følgende måde: Der er et skrigende behov for, at journalister vedkender sig deres personlige holdninger og følelser og åbent tør sortere, analysere og forklare med subjektivitet som arbejdsmetode. (JP, 26.03.00). Disse ord efterlever Strand, næsten hver gang han er på skærmen. Eksemplerne er talrige, selv hvis man ser bort fra hans ansigtsudtryk, der har det med at variere meget, alt efter, om det er politiske venner eller fjender, han interviewer. Til Strands fjender hører Dansk Folkeparti og ligesindede, mens anstændige borgerlige som Connie Hedegaard og kulturradikale á la Georg Metz nyder hans store beundring. Formentlig var det også derfor, netop Metz d. 7. november 2005 uden at blive stillet et eneste kritisk spørgsmål fik lov til at sammenligne DF med rotter og det danske samfund med et apartheidstyre, inden Strand lod sin gode ven læse en længere passage fra hans dengang nye bog, Et frisk pust, op for de seere, der ikke allerede var zappet videre til en anden kanal.

Strand-storsindet omfatter derimod ikke klimaskeptikeren Bjørn Lomborg. Det blev tydeligt for enhver i Deadline d. 31. oktober 2006. Den britiske regering havde netop offentliggjort Stern-rapporten, der advarede om en global miljøkatastrofe, hvis der ikke straks blev skredet til handling, og studievært Strand lod ingen i tvivl om, hvad han selv mente om sagen:  Spørgsmålet er så, om det endnu engang er “ulven, der kommer”, eller om rapporten vil være den øjenåbner, som får os alle til at vågne op. Det skal der nok være to meninger om, men jeg har i aften valgt at tage rapportens ord for gode varer – og lade Bjørn Lomborg være Bjørn Lomborg. Herefter viste Strand Lomborgs bog The Skeptical Environmentalist (Verdens Sande Tilstand) frem, for kort efter at kaste den på gulvet!

Siden da har subjektive Strand givet sagesløse seere mange flere prøver på sine propagandistiske evner. Senest d. 6. december, da fire såkaldte klimafortalere debatterede det forestående klimatopmøde, d.v.s. debatterede er nok så meget sagt, men hvorom alting er, afsluttede Strand seancen med at vise en sketch, der gjorde grin med klimaskeptikerne. På den måde var de også kommet til orde, lod han forstå, mens det lykkedes ham at holde masken. Public Service i Danmark anno 2009.

  Kun for JP

 DR’s minaretmanipulation

Danmarks Radio er ofte blevet beskyldt for at være venstreorienteret. I de seneste år har skytset især været rettet mod dækningen af emner relaterede til islam og indvandring. De eksempler, jeg i det følgende vil redegøre for, beviser, at DR bevidst redigerer interviews med henblik på at fremme en bestemt, islamvenlig dagsorden – og det endda i to af hinanden uafhængige programmer.

Efter de schweiziske vælgere søndag d. 29. november havde stemt ja til at forbyde opførelsen af minareter i alpelandet, valgte DR at behandle emnet i TV-Avisen kl. 18.30 dagen efter. Først blev der vist et indslag om de planlagte opførelser af moskéer med minareter i Roskilde og København, og derefter gik turen til Malmö, hvor man allerede har en stormoské med tilhørende 27 meter høje minareter. Den udsendte DR-journalist havde valgt at krydre sit indslag med en lille voxpop, der blev introduceret med en bemærkning om, at der havde været protester inden opførelsen af minareterne, men de var siden forstummet: I dag er det svært bare at finde én i moskéens nabolag, der synes, at minareterne er et problem, lød det fra journalisten. De to første interviewofre var et midaldrende par, der bedyrede, at de skam ingen problemer havde med hverken islam eller minareter. Den tredje person, der blev spurgt om sin holdning, altmuligmand Ulf Persson, var ikke helt så begejstret: Minareter… Det er islam, det er krig, det er terror, lød den første del af svaret, med tilføjelsen: Men alle har ret til deres religion.

Tirsdag d. 1. december var minaretproblematikken også på programmet i Deadline kl. 22.30 på DR2. Inden emnet skulle debatteres i studiet, blev sagen præsenteret i et indslag, der også omhandlede Sverige, og hvori de ovennævnte interviews fra TV-Avisen blev vist igen, d.v.s. der manglede noget. Den del af Ulf Perssons svar, hvor han siger: Minareter… Det er islam, det er krig, det er terror, var nemlig på mystisk vis forsvundet, altså redigeret væk. Nu kunne man kun høre Persson udtale: Men alle har ret til deres religion. Dermed fik man som seer – i modstrid med sandheden – det indtryk, at de tre Malmö-borgere unisono anså det for helt problemfrit at have minareter i byen.

Men sagen stopper ikke her: Også i P1-Debat d. 4. december om samme emne blev interviewene fra Malmö afspillet for lytterne, og igen var Ulf Perssons sidestilling af minareter med krig og terror redigeret væk.

Den gode nyhed i denne sammenhæng er, at DR’s egen nyhedschef, Ulrik Haagerup, har erkendt problemet og for nylig betegnede de sidste mange års dækning af flygtninge/indvandrerproblematikken i danske medier som Et skammeligt kapitel for dansk presse. Haagerup, der ikke direkte nævnte DR, bedyrede dog, at situationen var blevet bedre, men som de ovenstående eksempler dokumenterer, er der altså stadig meget at gøre.

I den forbindelse vil jeg afslutningsvis give DR et godt råd: I har lige lanceret tre nye tv-kanaler. Kunne I ikke samtidig overveje også at give jeres politiserende medarbejdere deres helt egen kanal? Nu da DR Congo er taget i anden sammenhæng, kunne den f.eks. hedde DR DDR eller DR Fusk.

Danmarks Radio er ofte – og med god grund - blevet beskyldt for at være venstreorienteret. I blogosfæren har vi især rettet skytset mod DR’s dækning af emner, der har at gøre med islam eller det multikulturelle samfund. Nogle gange er det lykkedes – især for Uriasposten, men også bl.a. Snaphanen – at bevise påstandene, men ofte kunne de kun sandsynliggøres, og hvis man fra DR’s side nedlod sig til at svare på kritikken, blev den pure afvist eller ligefrem latterliggjort.

I de tilfælde, jeg i det følgende vil redegøre for, er der imidlertid ikke noget at komme efter, men tag ikke mine ord for gode varer – døm selv.

Efter de schweiziske vælgere søndag d. 29. november havde stemt ja til at forbyde opførelsen af minareter i alpelandet, valgte DR forståeligt nok at behandle emnet i TV-Avisen kl. 18.30 dagen efter. Først blev der vist et indslag om de planlagte opførelser af moskéer med minareter i Roskilde og København, og derefter gik turen til Malmö, hvor man som bekendt allerede har en stormoské med tilhørende 27 meter høje minareter. Den udsendte DR-journalist, Maiken Steen Frederiksen, havde, som det meget ofte ses i danske medier, valgt at krydre sit indslag med en lille voxpop, der blev introduceret med en bemærkning om, at der havde været protester inden opførelsen af minareterne, men de var siden forstummet: I dag er det svært bare at finde én i moskéens nabolag, der synes, at minareterne er et problem, lød det fra journalisten. De to første interviewofre var et midaldrende par, der bedyrede, at de skam ingen problemer havde med hverken islam eller minareter. Den tredje person, der blev spurgt om sin holdning i den meget repræsentative… undersøgelse, altmuligmand Ulf Persson, var ikke helt så begejstret - og så alligevel: Minareter… Det er islam, det er krig, det er terror, lød den første del af svaret, med tilføjelsen: Men alle har ret til deres religion. Hør interviewene ved at klikke her.

 

Man kan vist roligt og uden at overfortolke Persson gå ud fra, han ikke er begejstret for minareter, for som han siger, er de ensbetydende med krig og terror, og hvem bryder sig om det? Alligevel var det altså ifølge Frederiksen svært at finde nogen, der synes, at minareterne er et problem. Hvorom alting er: TV-Avisen havde trods alt vist hele Ulf Perssons svar, så seerne selv kunne bedømme, hvorvidt han og de andre Malmö-borgere er modstandere af minareter eller ej, og det skal retfærdigvis også siges, at studievært Mette Walsted Vestergaard afsluttede indslaget med at sige, at moskéen i Malmö og minareterne har dog over tyve gange været udsat for hærværk.  Se hele indslaget i TV-Avisen ved at klikke her. 

Dagen efter i sin sene udsendelse kl. 22.30 havde også Deadline på DR2 minaretproblematikken på programmet. Inden Tøger Seidenfaden og Sørine Gotfredsen skulle debattere emnet, blev sagen præsenteret i et kort indslag, der også omhandlede Sverige, og hvori de ovennævnte interviews fra TV-Avisen blev vist igen, d.v.s. der manglede noget. Den del af Ulf Perssons svar, hvor han siger: Minareter… Det er islam, det er krig, det er terror, var nemlig på mystisk vis forsvundet, altså redigeret væk. Nu kunne man kun høre Persson udtale: … Men alle har ret til deres religion. Dermed fik man som seer det indtryk, at de tre Malmö-borgere unisono anså det for helt problemfrit at have en 27 m høj minaret stående i byen, og det var jo som nævnt ikke ligefrem tilfældet. Lyt til Deadlines redigerede interview-version ved at klikke her og se hele indslaget her.

Men sagen stopper ikke her: Også i gårsdagens P1-Debat om samme emne mellem Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti og Henrik Dam Kristensen fra Socialdemokraterne blev interviewene fra Malmö afspillet for lytterne, og igen var Ulf Perssons sidestilling af islam med krig og terror redigeret væk. Lyt selv ved at klikke her.

Når man ser og hører, hvordan DR-journalisterne præsenterer de ovennævnte indslag og har in mente hvilken sætning, der er blevet redigeret væk i henholdsvis Deadline og P1-Debat, er det svært at tolke eksemplerne som andet end ren manipulation med henblik på at fremme en islamvenlig dagsorden.

Støt Omnial her.

Som jeg med andre ord skrev den anden dag, kan man til tider godt få det indtryk, at Lars Løkke Rasmussen er Uffe Ellemann-Jensens marionetdukke. Datteren, Karen Ellemann, er som bekendt blevet minister alene på grund af efternavnet, og protegéen, Lykke Friis, er ligeledes hentet ind i regeringen.

Alt er dog ikke fryd og gammen for Uffe-mand, der nu må se i øjnene, at den islamisering af Europa, han arbejder så hårdt på at gennemføre, har lidt et mindre tilbageslag. Schweizernes ja til at forbyde opførelsen af minareter ser da også ud til at have ramt Dhimmi-Uffe hårdt, og på sin blog på Berlingske.dk, beærer han sine læsere med et løsningsforslag, der én gang for alle vil sætte en stopper for den slags ubehagelige overraskelser: Man afskaffer simpelthen folkeafstemninger. Omnial har en mistanke om, at Uffe allerede så lyset, da han som udenrigsminister i 1992 ikke var i stand til at overbevise danskerne om at stemme ja til Maastricht-traktaten. Hvorom alting er, melder Uffe nu klart ud: Demokratier fungerer meget bedre som elitokratier, altså samfund, hvor man lader en lille politisk elite træffe beslutningerne på det dumme folks vegne. Uffe uddyber nedenfor, hvorfor man i et demokrati – der som bekendt betyder folkestyre – er bedst tjent med ikke at spørge folket til råds:

Schweiz skiller sig ud fra de fleste andre demokratier ved at afholde hyppige folkeafstemninger. Det er der mange, som misunder Schweiz. Jeg gør ikke. For folkeafstemningerne kan undergrave demokratiet, hvis de folkevalgte politikere benytter dem til at skubbe ansvaret fra sig – eller hvis de tillader ekstreme kræfter at sætte dagsordenen, sådan som det er sket denne gang.

Alles klar, Uffe, men du er nødt til at lære at forstå – og jeg ved godt, det er svært – at alle mennesker ikke kan være ligeså kloge, som du selv er, men én ting lover jeg dig: Hvis du arbejder for at få opført en moské med minaret få hundrede meter fra dit eget hjem i Hellerup, vil jeg personligt støtte projektet, og jeg garanterer, at et flertal af danskerne vil gøre det samme.

Som bekendt stemte schweizerne i går ja til et forbud mod minareter (de tårne, hvorfra muslimer kaldes til bøn). Men hvis man tror, de oste- og chokoladegnaskende væsener sydpå er bange for islams fremmarch, tager man helt fejl. Når de vil forbyde minareter, er det udelukkende af hensyn til klimaet, altså lydklimaet, og jeg tror også, det vil være den strategi, man vil forfølge fra alpelandets side, når man i internationale sammenhænge skal forklare det, der ellers ved første øjekast kunne ligne et klokkeklart eksempel på den omsiggribende racisme, fremmedfjendskhed, islamofobi, xenofobi etc., der i disse år helt uden nogen synlig grund spreder sig i Europa. Jeg er sikker på, at alle de mange progressive mennesker på venstrefløjen vil sluge hvad som helst, hvis bare man undskylder det med klimahensyn.

Men har schweizerne ret? Er der tale om lydforurening? Hør selv nedenstående eksempler og stem lidt længere nede på siden på, hvad du foretrækker: Indkaldelse til bøn i en moskè eller de ringende kristne kirkeklokker? Husk nu at være ærlig og fordomsfri. Jeg har i øvrigt selv oplevet sirenesangen fra minareterne kl. 4 om morgenen i Saudi Arabien, og den kan klart anbefales.

Indkaldelse til muslimsk bøn

Ringende kirkeklokker

Jeg har skrevet det før, men understreger det gerne igen: Københavns nye politidirektør, Johan Reimann, er et tågehorn af rang. Det beviste han endnu engang for nylig, da han var på en lille udflugt til den frygtede/berygtede bydel, Tingbjerg, sammen med en journalist fra Jyllands-Posten.

Reimann begynder med at tale om indbyggerne i området: Vi ved, at langt de fleste beboere herude er pæne og ordentlige mennesker, udtaler han, inden han kommer med en epokegørende tilføjelse, der uden tvivl som ved et trylleslag vil stoppe al omsiggribende vold og kriminalitet: Der gøres meget for at vedligeholde området og holde det fri for graffiti, og buskadserne bliver beskåret. Ja, er det ikke mageløst: Buskadserne bliver beskåret! Er det sådan nogle idéer, han hæver sin milliongage for at få?

Videre kan man læse, at der allerede er brugt 300 mio. kr. på byfornyelse i området, og det er der jo som bekendt ingen, der kan have ondt i røven over, da man i dette tilfælde i dén grad kan tale om, at man får noget for pengene.

Reimann mener ikke, der er noget galt med de unge Tingbjerg-beboeres normer: De fleste har gode normer. Det bliver en selvopfyldende profeti, hvis man gør et område til et problem. Mange beboere havde svært ved at genkende det billede, der blev tegnet af området i forbindelse med sagen om præsten (den homoseksuelle, Ulrich Vogel, der blev stenet, chikaneret, truet og overfaldet ud af sin præstebolig). En selvopfyldende profeti, hvis man gør et område til et problem? Skal man lade være med at tale om, at politiet bruger for mange penge, for så vil Reimann og co. netop bruge for mange penge? Ja, logikken er der ikke noget i vejen med.

Reimann tror ikke, at nogle beboere kunne være bange for at udtale sig af frygt for repressalier: Det ville undre mig, hvis det var sådan, siger han, inden han fremlægger det klokkeklare bevis på, at alting ånder og fred og ro i Tingbjerg: Jeg har aldrig følt mig utryg, når jeg går herude. Jamen, så er den ged jo barberet. Hvis man som politidirektør har været i Tingbjerg et par gange sammen med journalister og formentlig bodyguards og ikke er blevet overfaldet, kan der da overhovedet ikke herske nogen som helst tvivl om, at der 24 timer i døgnet 365 dage om året ånder fred og ro i området.

Hvis der nu alligevel – altså bare sådan helt hypotetisk, ikke – skulle rende et par luskede gestalter rundt i Tingbjerg, har Reimann en genial løsning, der får dem fjernet fra gadehjørnerne (buskadserne er de jo allerede forsvundet fra): Man kan f.eks. forestille sig et værksted, hvor de unge kan skrue på deres knallerter, og hvor der er mulighed for selvorganisering. De penge, som vi bruger på de mennesker er givet godt ud, for den lille gruppe af unge, der udvikler sig til kriminelle, kommer til at koste samfundet mange penge på længere sigt. Oraklet Reimann har endnu engang helt ret: Indtil videre har man brugt 300 mio. kr. på Tingbjerg, og alle kan se, hvor fantastisk det går. Hvis man ikke havde brugt de 300 mio. kr., ville situationen helt sikkert have været meget værre, for hadet til Danmark, kristendommen og den vestlige kultur, er som bekendt forsvundet i takt med, at de unge har fået flere og flere værksteder stillet til rådighed, hvor de kan skrue på deres knallerter.

P.S: Jyllands-Postens artikel om det fredfyldte Tingbjerg slutter med følgende sætning: Johan Reimann skal skynde sig videre. Tilbage på parkeringspladsen foran SuperBest står en udbrændt bil.