Rate this:

I midten af december sidste år skrev jeg en artikel om udgifterne til Helle Thorning-Schmidts rejseaktiviteter som statsminister. Ifølge den såkaldte Åbenhedsordning løb de på det tidspunkt kun op i i alt 22.000 kr. for fire tjenesterejser til Bruxelles (tre gange) og Stockholm/Helsinki. Det reelle beløb viser sig nu at være 629.000 kr. eller ca. 28,6 gange så meget som først opgivet. Noget af en forskel, må man sige.

Hvis man ser på de samlede udgifter til udlandsrejser, Statsministeriet har offentliggjort (d.v.s. offentliggjort er ikke det helt rigtige ord, men det vender jeg tilbage til) indtil videre, fremgår det, at det er lykkedes Thorning-Schmidt at brænde 1,4 mio. kr. af på mindre end halvanden måned, fra d. 13. oktober til d. 25. november sidste år, ved konsekvent at flyve i Challenger-fly på de udmattende og dagslange rejser til så fjerne destinationer som Bruxelles, Stockholm, Berlin og London. Lægger man de anslåede udgifter for yderligere fire udlandsture samt en noget kortere flyrejse til Aalborg oveni, taler vi om rejseudgifter på ca. 2,5 mio. kr. efter bare to måneder som statsminister, og så er bl.a. diverse overnatninger på luksushoteller ikke regnet med.

Personligt mener jeg, de ovennævnte udgifter er eksorbitante, ikke mindst, når man tager i betragtning, at der i øjeblikket finder store fyringsrunder og besparelser sted i en række ministerier. I den forbindelse burde det ikke være nødvendigt at nævne, at jeg ikke forventer, at statsministeren med følge flyver med Ryan Air midt om natten, bor på vandrerhjem og spiser aftensmad på den lokale grillbar, men hvad man kræver af andre, må man også selv efterleve, og jeg har svært ved at have ondt af Thorning-Schmidt, hvis hun f.eks. skulle flyve på Business Class i et almindeligt rutefly til Bruxelles.

Det afgørende i denne sammenhæng er imidlertid, at Statsministeriet helt klart har forsøgt- og fremdeles forsøger at skjule og tilbageholde oplysningerne. Jeg har således, siden jeg skrev den første artikel om emnet for præcis 38 dage siden, med jævne mellemrum været inde på Aabenhedsordning.dk for at se, om oplysningerne om Thorning-Schmidts rejseudgifter var lagt ud, og indtil for få dage siden var det kun det bizarre tal, 22.000 kr. for i alt fire tjenesterejser, der fremgik. Når jeg nu kan fortælle, at udgifterne for halvanden måneds rejseri udgør 1,4 mio. kr., er det kun fordi, jeg kendte det oprindelige link til hendes rejseudgifter for 2011. Det findes nemlig ikke længere på siden. Det vil med andre ord sige, at man kan sammenligne Aabenhedsordning.dk med en hjemmeside, hvor de mest interessante artikler kun kan læses, hvis man er i besiddelse af et password, eller excellerer udi hacking.

Hvorfor putter Statsministeriet så med oplysningerne? Måske fordi, man er bange for, at en skruppelløs journalist kunne finde på at spørge, om man ikke kunne undgå en enkelt ministeriel fyring eller to, hvis statsministerens rejseudgifter var en smule mindre ekstravagante. Under alle omstændigheder hænger den manglende åbenhed dårligt sammen med Statsministeriets egen vejledning om ordningen, hvis ordlyd om netop Udgifter til Tjenesterejser er som følger: Et samlet beløb for ministerens månedlige udgifter til tjenesterejser fordelt på henholdsvis transport, måltider o.l., overnatning, repræsentation og andre tjenstligt begrundede udgifter offentliggøres på ministeriets hjemmeside senest den 8. hverdag i den efterfølgende måned. De pågældende beløb skal opgives for hver enkelt tjenesterejse for sig.

Rate this:

Jeg skrev det følgende indlæg til Niels Krause-Kjær på hans blog på B.dk:

Efter at have set Niels Krause-Kjærs defensorat for RAF-regeringen i almindelighed og Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt i særdeleshed i Deadline på DR2 sidste tirsdag – det mest indædte forsvar for Løftebrudeparret, nogen kommentator af en hvilken som helst politisk observans har leveret til dato – læst denne artikel og en del andre, bl.a. Hurra for brudte løfter, må man nøgternt konstatere, at Krause-Kjær i dén grad lever op til sin status som den røde bloks næstmest elskede kommentator.

M.h.t. Villy Søvndal, der ifølge Krause-Kjær i øjeblikket udsættes for voksenmobning, skal man ikke glemme, at selvsamme Søvndal i flere år havde et medløb af den anden verden i medierne, selvom han mild sagt hverken er den mest begavede person eller dygtigste politiker, Danmark har set, og hvis det ikke er relevant, hvorvidt en udenrigsminister kan tale engelsk eller andre sprog på et bare nogenlunde respektabelt niveau, så er der vist ikke ret meget, der er vigtigt her i verden. Behøver en bager at kunne bage; en smed at kunne smede; en lærer at kunne lære fra sig; en håndboldspiller at kunne spille håndbold etc.?

Hvad angår udsagn, der er intellektuelt provokerende, så blev jeg, mild sagt, temmelig overrasket over i ovenstående Deadline-udsendelse at høre, at Helle Thorning-Schmidt skam havde et politisk projekt: Nemlig at få den danske økonomi på fode igen: I så fald er det et meget nyt projekt, for godt nok var hun i begyndelsen af sin politiske karriere – d.v.s. allerførst var hun traditionel venstrefløjssocialdemokrat, men det var kun for en kort periode – højrefløjs- og reformvenlig socialdemokrat, inden hun, som formand, for at tækkes Svend Auken, Mette Frederiksen og co. blev det stik modsatte, d.v.s. en indædt forkæmper for velfærdsstaten. Det gik så vidt, at hun dårligt kunne åbne munden uden at sige velfærd og helst i modsætning til skattelettelser. I enhver sammenhæng galpede hun op om, hvor forfærdelig regeringen var, der, selvom den brugte stadig flere penge på den offentlige sektor, langtfra var ødsel nok efter hendes mening. Jeg erindrer også at have set hende stå i folketingssalen og klage over, at regeringen betalte af på udlandsgælden i stedet for at bruge pengene på, ja, godt gættet, velfærd. I dag hyler hun, Villy Søvndal, Vi har overtaget et fallitbo, Bjarne Corydon, Vi har overtaget et håndværkertilbud, og co. ikke desto mindre op om, hvor forfærdelig en økonomi, der er blevet dem overdraget. Jeg har endnu til gode at se- eller høre Niels Krause-Kjær og co. udstille det himmelråbende hykleri, men det kan vel ikke vare ret længe, eller hvad?

Hvorom alting er: Meget kan man beskylde Helle Thorning-Schmidt for, men at have et politisk projekt, er ikke ét af anklagepunkterne. Jeg er sikker på, at end ikke hendes allernærmeste medarbejdere og kollegaer ville gå så vidt. Selv kommentatorer, der, ligesom Niels Krause-Kjær, støtter den nuværende regering, heriblandt Rune Lykkeberg Hun har været overalt på alle politikområder og Thorning-Schmidts tidligere taleskriver, Kristian Madsen: Statsministeren har snart genopfundet sig selv flere gange end Madonna har mere end svært ved at se nogen rød tråd, men måske er de bare ikke så skarpe som Krause-Kjær? Når det er sagt, har hun skam et projekt: Nemlig at få magt, penge og berømmelse.

Når jeg tænker på, hvordan Krause-Kjær foragtede Lene Espersen og af den grund, bl.a. her på sin blog, pressede på for at fremskynde hendes afgang som konservativ partiformand, har jeg meget svært ved at forstå, hvorfor han er så glad for Helle Thorning-Schmidt. Man skulle næsten tro, at det skyldes personlige sym- og antipatier frem for vurderinger foretaget på baggrund af de to damers præstationer som politikere. De første 100 dage som statsminister har som bekendt ikke været en ubetinget succes for statsministeren, og i sine seks år som oppositionsleder var det meget, meget få konkrete resultater, Thorning-Schmidt havde at fremvise. Faktisk har hun som politiker kun formået at mene alt om alting og ingenting og gå fra det ene ideologiske yderpunkt til det andet, alt efter, hvad der var opportunt i en given sammenhæng og på et givent tidspunkt. Læg dertil de mange eksempler på en mere end tvivlsom moral i private sammenhænge. Stort set det samme kunne man sige om Lene Espersen, men hende har Krause-Kjær set sig rigtig gal på, mens det altså forholder sig modsat med Helle Thorning-Schmidt. Er det fordi, det har større omkostninger at lægge sig ud med en tidligere oppositionsleder og nuværende statsminister, end det havde med en vingeskudt konservativ partiformand, eller bunder det hele i de førnævnte anti- og sympatier?

Et andet punkt, der for mig er intellektuelt provokerende, er Krause-Kjærs påstand om, at udlændingepolitikken overhovedet ikke er brudt sammen. 23 lempelser på området lyder da ellers ikke af så lidt endda. De fleste er da også enige om, at f.eks. afskaffelsen af Starthjælpen kan få stor betydning for tilstrømningen til Danmark, al den stund mange mennesker fra specielt tredjeverdenslande selvfølgelig kommer til Danmark for at forbedre deres levestandard. Afskaffelsen af pointsystemet, der efter flere eksperters vurderinger vil føre til en fordobling af antallet af familiesammenføringer her i landet, kan vel heller ikke siges at være helt ligegyldig, om ikke andet så fra en økonomisk synsvinkel. Bare fordi Krause-Kjær, efter eget udsagn i Krause På Tværs med Kristian Thulesen Dahl, mener, at udlændingepolitikken ikke er væsentlig og i øvrigt ikke har muslimer på hjernen, kunne det jo godt være, at mange almindelige danskere ser anderledes på det, ikke mindst dem, der til daglig lever blandt svært integrerbare udlændinge og ikke i diverse velhaverkvarterer i Århus og København. Det kan forekomme intellektuelt provokerende, at den store indvandring til Danmark af personer fra specielt Mellemøsten og Afrika ikke bekymrer Krause-Kjær det fjerneste, selvom den demografiske udvikling taler for sig selv; selvom volds- og kriminalitetsstatistikkerne gør det samme; selvom de religiøse- og kulturelle forskelle viser sig næsten overalt i det danske samfund på en langtfra altid behagelig måde etc. Ja, at negligere alt, det kan, er jeg sikker på, for nogle føles intellektuelt provokerende, men sådan er vi så forskellige.

P.S: Linket optræder allerede i artiklen, men for dem, der ikke lagde mærke til det, kan man her se det hus, Niels Krause-Kjær bor i til daglig i ét af de områder i København, hvor følgerne af 80′ernes og 90′ernes udlændingepolitik mærkes allerhårdest af de etniske danskere. Prisen er da også derefter. Når man så samtidig ved, at han også boede i en vaskeægte ghetto i Århus indtil for ca. halvandet år siden, må man bøje nakken og anerkende, at her er virkelig en mand, der mærker virkeligheden på egen krop.

P.P.S: Krause-Kjær har selv opgivet sin adresse på sin hjemmeside.

Rate this:

Den nye justitsminister, Morten Bødskov, har jeg som tidligere nævnt – i diametral modsætning til Henrik Dahl – aldrig haft under mistanke for at være noget stort politisk-, endsige intellektuelt lys. Derfor tænkte jeg heller ikke så meget over det, da han i TV2-Nyhederne kl. 22 her til aften talte om vigtigheden af, som udlænding i Danmark, at KA(n) dansk. Lyt selv ved at klikke her. De fleste danskere fra tre år og opefter ved formentlig, at navneformen/infinitiven af det pågældende ord hedder at kunne, og end ikke i min vildeste fantasi kunne jeg forestille mig, at en så højt placeret minister og temmelig veluddannet person som Morten Bødskov ikke var klar over det. Det er han imidlertid definitivt ikke, skulle det vise sig, for søreme om ikke Bødskov udstillede sine egne, pinlige danskkundskaber endnu engang kun en halv time senere i Deadline på DR2. Lyt selv her. Denne gang måtte han dog finde sig i at blive irettesat af værten, Martin Breum: Næppe havde Bødskov på ny fortalt om det fundamentale ved at KA’ dansk, inden Breum replicerede: Kunne, må det hedde. Bødskov var dog ikke det mindste flov ved situationen, men sagde blot: Jo, præcis, inden han troligt ævlede videre, som om intet var hændt.

Man kan kritisere mig for at skrive en artikel om to så ligegyldige episoder omhandlende så ligegyldigt et emne. Flueknepperi og ordkløveri, vil nogen sikkert indvende. Til det vil jeg sige, at jeg ikke kunne drømme om at sætte mig til tasterne, fordi en politiker eller anden offentlig person laver en enkelt sproglig bøf på tv, men når en så højtstående minister to gange inden for en halv time på direkte tv laver en så alvorlig sproglig fejl, at den ville skurre i ørerne på 95% af eleverne i en 1. klasse, må det være tilladt at skrive et par linjer om det.

Med lærersøn Morten Bødskovs sproglige armod og hans baggrund i en almindelig dansk folkeskole, Karup Skole, in mente, kan man godt forstå, at en række ledende socialdemokrater med statsminister Helle Thorning-Schmidt – der i øvrigt konsekvent, bl.a. i sin nytårstale, siger forsætte - i spidsen ikke tøver et sekund med at sende deres egne børn i privatskole.

Bortset fra det, er det helt centrale spørgsmål, man sidder tilbage med efter at have oplevet justitsministeren misbruge det danske sprog to gange inden for en halv time på direkte, landsdækkende tv: Ville Morten Bødskov selv være i stand til at bestå RAF-regeringens danskprøve? 

P.S: Af et læserbrev skrevet af en Mogens Helle i dagens udgave af Berlingske (se det her) fremgår det, at Morten Bødskov lavede en triple- og endda quadruple-up i går. Han udtalte således til Radioavisen kl. 12 følgende: Vi ved jo, at med de store integrationsproblemer, der stadig er i det danske samfund; da er det at KA’ dansk en vigtig forudsætning for at KA’ begå sig i det danske samfund. Hør selv her. Til Bødskovs ros skal det dog siges, at han undgik formuleringen, da han, ligeledes i går, var gæst i Deadline 17:00.

P.P.S: Se også dagens tegning i Politiken her.

Rate this:

I nogle – bemærk ordet nogle – medier skrives der for tiden en del om direktøren for Skat København, Erling Andersens partitilhørsforhold. Det har vist sig, at manden, der var den øverste ansvarlige for afgørelsen i Helle Thorning-Schmidts skattesag, er tidligere- og formentlig også nuværende socialdemokrat. Det sidste vil forhåbentlig komme frem i løbet af de kommende dage. Dermed giver hans vekslende forklaringer til diverse ministre, myndigheder og medier, der til enhver tid har været til fordel for den siddende regering og dens statsminister og til skade for den forhenværende regering, herunder ikke mindst tidligere skatteminister, Troels Lund Poulsen, og partiet Venstre pludselig god mening.

I den forbindelse kom jeg til at tænke på, at det jo også var den kære hr. Andersen, der fik til opgave at føre den i visse, elitære, kredse her til lands og ikke mindst i udlandet så kontroversielle toldkontrol – alene ordet får det til at gyse i hele kroppen på ethvert anstændigt menneske – ud i livet. Netop toldkontrollen var en kæmpe mærkesag for først og fremmest Dansk Folkeparti, men altså dermed også hele VKO-flertallet, op til valget i september i år, men desværre for Pia Kjærsgaard, Lars Løkke og co. endte initiativet med slet ikke at blive den succes, de havde håbet på. Set i lyset af de nye oplysninger om Erling Andersen kan jeg ikke lade være med at tænke på, om de manglende håndgribelige resultater ved grænseovergangene mon kunne skyldes, at Andersen havde bedt sine medarbejdere om, så at sige, at skynde sig langsomt?

For at drage en parallel til den nuværende RAF/S-SF-R-regering ville det svare til, at en god partitro Venstre-mand blev sat i spidsen for implementeringen af Socialdemokraterne og SF’s absolutte mærkesag under valgkampen: Den såkaldte kickstart (skal udtales med et dansk i) af dansk økonomi. Set med borgerlige briller ville det uden tvivl være at foretrække, idet skadesvirkningerne derved ville blive begrænset en smule, men det er næppe, hvad sosserne foretrækker. Man sætter jo heller ikke ræven til at vogte gæs eller ulven til at vogte får.

Rate this:

Lige siden den nuværende RAF-regering blev dannet efter langvarige forhandlinger på et amagerkansk luksushotel, har især statsminister Helle Thorning-Schmidt med søvngængeragtig monotoni forsvaret Socialdemokraterne og SF’s serieløftebrud over for vælgerne med argumentet om, at de to partier jo ikke fik 90 mandater tilsammen ved valget, hvorfor de har været pinedød nødt til at gå på kompromis med – i realiteten de facto opgive – en lang række af de mere eller mindre ultimative løfter, de fremlagde under valgkampen.

99% af den danske journaliststand har uden videre taget denne – hvis man må være så fri – bøvede undskyldning, som enhver 1. g-studerende i Samfundsfag kunne udtænke på 30 sekunder, for gode varer. Det kan undre, al den stund journalisternes vigtigste opgave netop er at være kritiske over for magthaverne. Spørgsmålene ligger ellers lige for: Vidste Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og co. ikke også før valget, at det kræver 90 mandater i Folketinget at føre sin politik ud i livet? Har det ikke været sådan i Danmark siden 1953, altså i 58 år? Kunne de på den baggrund ikke have modereret deres retorik en smule? Er de to toppolitikere også fuldt og helt overbeviste om, at de hver især vil vinde rekordpræmien i Onsdags-Lotto på nu 117 mio. kr? Det skulle man umiddelbart tro, for chancen/risikoen for, at Socialdemokraterne og SF tilsammen ville få mere end 50% af stemmerne ved det netop overståede valg var omtrent ligeså stor. De to partier endte da også med at få opbakning fra 34% af vælgerne, svarende til 60 mandater.

Nu er Helle og Villy trods alt ikke dummere eller mere naive end som så, og sandheden er selvfølgelig, som de også klart tilkendegav, før vælgerne indtog stemmeboksene, at Socialdemokraterne og SF gik til valg på at danne flertal med De Radikale og Enhedslisten. Sådan gik det som bekendt også, så hvilke forudsætninger var det egentlig, der havde ændret sig, efter stemmerne var talt op? Godt nok blev de to sidstnævnte partier noget større, end de fleste havde regnet med, og Socialdemokraterne og SF omvendt lidt mindre, men det samlede resultat blev, som Thorning-Schmidt og Søvndal havde ønsket sig.

Det er klart, at ingen kan forlange af noget regeringsparti eller nogen (stats)-minister, at alle valgløfter gennemføres nøjagtigt, som de blev afgivet under valgkampen, men når valgresultatet falder ud som omtalt ovenfor, må man kunne forvente, at der er nogenlunde overensstemmelse mellem det, man lover før-, og det, man gennemfører, efter et valg. Ifølge stort set samtlige eksperter i- og iagttagere af dansk politik er det da også i langt højere grad, end det er tilfældet med den siddende regering, lykkedes for alle forhenværende danske regeringer at indfrie deres respektive valgløfter. I den forbindelse er det værd at nævne, at selvom Anders Fogh Rasmussen og Venstre i 2001 gik til valg på at danne en ny firkløver-regering med De Konservative, CD og Kristeligt Folkeparti og – efter vælgerne havde sammensat Folketinget – måtte forkaste planen og i stedet affinde sig med Dansk Folkeparti som sit vigtigste støtteparti, lykkedes det alligevel Fogh og co. at gennemføre langt de fleste af deres valgløfter. Generelt er det selvsagt sådan, at ingen statsministerkandidat ved sine fulde fem afgiver noget højprofileret løfte under en valgkamp, uden at vedkommende er nogenlunde sikker på, at hans/hendes vigtigste støtteparti(er) i det mindste ikke er direkte modstandere af idéen.

På samme måde som Socialdemokraterne og SF forsøger at holde liv i myten om, at de ikke kan stilles til ansvar for noget som helst valgløfte p.g.a. den 58 år-gamle 90 mandaters-logik, lever en anden vrangforestilling videre i bedste velgående, selv blandt politiske journalister og kommentatorer: Thorning-Schmidt og Villy Søvndal var nødt til at give De Radikale enorme indrømmelser under regeringsforhandlingerne, ellers ville Margrethe Vestager have skiftet side og dannet regering med Venstre og De Konservative mod til gengæld at få statsministerposten. Selv, hvis man ser bort fra det forhold, at Vestager under valgkampen utvetydigt afviste enhver tanke om at gå i regering med de borgerlige, er der virkelig tale om tankespind af højeste karat: Kunne nogen i fuld alvor forestille sig, at Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti ville acceptere at være parlamentarisk grundlag for en regering med deltagelse af De Radikale – enhver DF’ers yndlingsaversion – og tilmed med Margrethe Vestager som statsminister? Nej, vel. Altså havde De Radikale i realiteten ikke noget at true S og SF med, og argumentet om de nødtvungne indrømmelser til Vestager og co. falder dermed også til jorden med et brag.

Rate this:

Som bekendt var de to ord, Helle Thorning-Schmidt brugte mest under valgkampen – ud over regeringens skræmmekampagne (der viste sig at være en oplysningskampagne med hold i virkeligheden) – vækst og især kickstart, altså den der knap, man skulle trykke på for at få gang i økonomien. Under onsdagens spørgetime blev hun så af Kristian Thulesen Dahl bedt om at svare på, om hun kunne bekræfte, at den varige virkning (nettoresultatet) af regeringens kickstart er et tab på 4000 arbejdspladser? Tre gange nægtede statsministeren at besvare spørgsmålet ved at tale sort, udenom eller om noget helt, helt andet. Kun gongongen (spørgetimens afslutning) reddede den totalt konfuse Helle Thorning-Schmidt. Man kan vist roligt tale om en pinlig optræden. Se klippet her og tast tidspunktet 13:51:50 ind i afspilleren. Det er som bekendt muligt at se transmissionen forskudt.

Rate this:

Jeg har lige fundet det følgende videoklip fra en tv-duel under valgkampen, hvor vores nuværende statsminister, også kendt som Komiske Helle eller Baronesse Helle Thorning von Münchhausen, skældte ud på den daværende mand på posten, Lars Løkke Rasmussen, fordi han ikke havde sørget for bedre og billigere togdrift til danskerne. Hun prøvede samtidig at udstille, at Løkke end ikke vidste, hvad et månedskort til DSB kostede, fordi han aldrig selv benyttede sig af den offentlige transport. At Thorning-Schmidt for sit vedkommende ikke kunne drømme om at bruge andre befordringsmidler end diverse (leasing)-biler undlod hun i sit velkendte hykleri bekvemt at nævne.

Når man nu, 2 1/2 måned efter valget, ser tilbage på klippet og ikke mindst har nyheden om, at DSB sætter sine billetpriser op in mente, må man nøgternt konstatere, at Thorning-Schmidt ikke fremstår alt for troværdig, men hvad pokker: Hun er jo så vant til at fortælle usandheder og begå løftebrud uden at blinke med øjnene, så en enkelt uheldig episode mere gør formentlig intet fra eller til i hendes pseudounivers. I øvrigt er det jo under alle omstændigheder den forhenværende regerings skyld, og hvordan kan nogen i det hele taget forlange, at Helle og Villy på forhånd skulle have været klar over, at initiativer koster penge og kræver 90 mandater at få gennemført i Folketinget?

Rate this:

Den kendte sociolog, forfatter og samfundsdebattør, Henrik Dahl, var i dag gæst i det nye politiske program, Cordua & Steno, på den ligeledes spritnye radiokanal, Radio24syv. Hvis han er i godt selskab og får tid til at folde sig ud, er han i dén grad værd at lytte til, og det var netop tilfældet i dag. Henrik Dahl talte om en lang række politiske emner og personer med udgangspunkt i sin egen rejse fra den yderste venstrefløj og helt over til den anden side af det politiske spektrum til sit nuværende ståsted ved partiet Venstre, som han stemte på ved det nyligt overståede Folketingsvalg.

Bl.a. kom Dahl ind på venstrefløjens Offentlig sektorisme, argumentresistens og ligegyldighed over for den personlige frihed, der har så stor betydning for ham. Han gjorde sig også lystig over, hvordan venstrefløjen i årtier har klaget over højrefløjens tone, samtidig med, at de mest beskidte, grove og ureglementerede mennesker i den offentlige debat kommer fra selvsamme venstrefløj. Direkte adspurgt om forfatteren og samfundsdebattøren, Carsten Jensen, der netop er kendt for at være én af de selvudnævnte vogtere af den gode tone, selvom han på samme tid slynger om sig med de mest perfide og injurierende udtalelser om specielt politikere fra Dansk Folkeparti (senest slimede kældermennesker) sagde Dahl, at Det er verdens største vits… Altså, en meget stor procentdel af det grimme sprog i den offentlige debat kommer jo fra ham personligt. Han kunne jo starte med at holde sin mund, så ville tonen i den offentlige debat blive betydelig bedre.

Ikke overraskende gik Henrik Dahl også til frontalangreb på den nyudnævnte statsminister, Helle Thorning-Schmidt, som han kender personligt fra en række læse- og diskussionsgrupper i sin tid hos Socialdemokraterne. Hun er, sagde han, den første statsminister, Danmark har haft, der kun har stræbt efter stillingen, fordi det kunne være sjovt, og altså ikke ud fra en vision for, hvor hun vil føre det danske samfund hen. Han kritiserede hende også – som det har været tilfældet adskillige gange med denne artikels forfatter – for at være en politisk kamæleon og enorm opportunist, der er parat til at mene hvad som helst for at få og bevare magten. Han understregede også flere gange, at Thorning-Schmidt i realiteten ikke bestemte noget som helst og blot var en nyhedsoplæser, der tilfældigvis var endt som statsminister.

Apropos statsminister af navn eller gavn, hedder landets reelle leder efter Henrik Dahls opfattelse gudskelov Margrethe Vestager. Hende har han stor tillid til, når det gælder økonomi. Til gengæld bryder han sig overhovedet ikke om De Radikales skole-, rets- og udlændingepolitik, og det var også derfor, han ikke stemte på partiet i denne omgang.

En anden politiker, Henrik Dahl beundrer, er den socialdemokratiske justitsminister, Morten Bødskov. Det skrev han i sin seneste bog, Spildte Kræfter, og han gentog budskabet i dagens udsendelse. Bødskov blev således betegnet som dygtig og visionær (…) et fantastisk menneske og (ditto) politiker. Jeg må blankt indrømme, at jeg aldrig har haft Bødskov mistænkt for at indeholde de kvaliteter, men nu kender jeg ham også kun som Socialdemokraternes slagter i offentligheden, der ikke alene nøjes med at stikke kniven ind i sine politiske modstandere, men også sørger for at køre den rundt et par gange for at være helt sikker på, at hans ofre ikke længere giver lyd fra sig. I bogen fremgår det dog, at Dahls absolutte yndlingspolitiker er SF’eren, Steen Gade.

Ved hjælp af diktafonen på min lille mp3-afspiller, Sansa Clip, lykkedes det mig at optage en del af udsendelsen, og jeg har siden lavet dette 12 1/2 minutter-lange lydklip, som man kan høre ved at klikke her. I øjeblikket er det desværre ikke muligt at høre podcasts af Radio24syvs udsendelser på nettet. Først til februar ventes den service at være tilgængelig.

Alt i alt var det som sædvanligt spændende at lytte til Henrik Dahl. Hvad programmet, Cordua & Steno (med værterne Torben Steno og den kendte blogger Jarl Cordua) angår, var jeg ikke begejstret for de første 50 min. debat om privatisering af kongehuset med Ole Birk Olesen, Pernille Rosenkrantz-Theil fra Socialdemokraterne og Dansk Folkepartis Martin Henriksen. En privatisering eller sågar afskaffelse af kongehuset i Danmark vil aldrig ske, så hvorfor ikke tage fat på ét af de mange andre interessante emner i dansk politik, f.eks. om, hvilken strategi Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti vil forfølge som oppositionspartier. Jeg er desværre bange for, at mange lyttere faldt fra under den første del af udsendelsen, hvilket ikke havde noget med hverken værterne eller gæsterne at gøre, men alene skyldtes det verdensfjerne emnevalg.

Rate this:

Jeg overvejede egentlig at give denne artikel overskriften Thornings Løgnedossier eller, apropos skattesagen, Løgneredegørelse, men da jeg inderst inde er et anstændigt og høfligt menneske, har jeg valgt at holde fast ved Skræmmende oplysningskampagne om Helle Thorning-Schmidt baseret på fakta. Som den skarpe læser formentlig øjeblikkeligt opfattede, er der tale om en diskret hentydning til ét af de ord, der kommer oftest ud af den socialdemokratiske formands mund (det var i øvrigt allerede tilfældet under valgkampen i 2007). Hvis du ikke allerede har gættet, hvilken glose, jeg har i tankerne, kan du få svaret ved at klikke her.

Bortset fra det, vil jeg endnu engang understrege, at jeg er meget bevidst om, at en del – men LANGTFRA alt – af indholdet i den nedenstående artikel om Thorning-Schmidts ekstremt anstrengte forhold til sandheden, hendes mange- og pludselige hvalvendinger, hendes kynisme og opportunisme er kendt stof, men som jeg nævnte i min seneste artikel, mener jeg det er vigtigt, at nye brugere og frem for alt potentielle socialdemokratiske vælgere overalt på nettet får muligheden for at lære en stor og vigtig del af sandheden om oppositionens statsministerkandidat at kende i én artikel, inden de vælger hende til landets mest magtfulde post. Derfor vil jeg opfordre læserne til at sprede artiklen til andre fora, netaviser, Facebook etc. – vel at mærke, hvis de mener, dokumentationen og argumentationen er i orden. Jeg skal i den forbindelse nævne, at jeg har angivet kilder, enten i form af links, lydklip eller henvisninger til avisartikler, i alle de tilfælde, det har været muligt. Et par gange har jeg dog tilladt mig noget helt uhørt – nemlig at stole på min egen hukommelse: Forhåbentlig husker jeg bedre end den person, hvis meritter man kan læse om nedenfor.

Jeg er ikke kandidat. Jeg er ikke kandidat. Det er otte timer siden: Nu er jeg kandidat!

Den 8. februar 2005 blev Helle Thorning-Schmidt for første gang valgt til Folketinget. Dagen efter benægtede hun både i TV-Avisen og TV2-Nyhederne, hvor hun blev interviewet direkte, at hun havde nogen som helst intentioner om at blive Mogens Lykketofts afløser som ny formand for Socialdemokraterne. Ikke desto mindre annoncerede hun alligevel sit formandskandidatur den efterfølgende dag, altså d. 10. februar, tidligt på eftermiddagen. Samme dag kunne man i dagbladet Information læse følgende udtalelse fra hende: Jeg er ikke kandidat. Jeg er nærmest ikke kommet ind i Folketinget endnu. I Berlingske Tidende gik hun, ligeledes samme dag, et skridt videre: Jeg er ikke kandidat – jeg tror, at der kommer kandidater, der er bedre end mig. Som en ekstra krølle på historien kan det tilføjes, at Thorning-Schmidt i et interview til Politiken i anledning af sit 1-års-jubilæum som formand afslørede, at beslutningen om at stille op til formandsvalget måske ikke var truffet helt så pludseligt, som hun i sin tid havde givet indtryk af: (…) Det er ikke sådan, at jeg i en time sidder og siger: Gud, nu må jeg hellere blive formand for Socialdemokraterne. Det var noget, der var bygget op igennem rigtig lang tid faktisk. (Politiken d. 13.04.06)

Nej, nej, nej, nej, det har jeg ikke sagt. Kan du bevise det? Så har jeg sagt det alligevel.

Mens de ovennævnte udtalelser til en vis grad og med stor velvilje kan forsvares på samme måde som Anders Fogh Rasmussens ageren, før han blev NATO-generalsekretær, taler det følgende eksempel for sig selv: Den 13. april i år påstod Thorning-Schmidt over for Berlingske, at hun på et møde hos fagforbundet, BUPL, i slutningen af marts, ikke havde sagt, at efterlønnen vil blive afskaffet, hvis ikke fagbevægelsen, efter en eventuel valgsejr til oppositionen, vil være med til at finde 15 mia. kr. BUPL havde citatet på bånd, men alligevel benægtede Thorning-Schmidt fire gange hårdnakket at have sagt det – altså indtil hun personligt ringede til Berlingskes redaktion kort før deadline og indrømmede, at jo, det havde hun godt nok sagt alligevel. Nedenfor følger et uddrag af hendes samtale med journalisten fra Berlingske:

(…) Vi siger jo ikke, at vi vil afskaffe efterlønnen. Vi har sagt det modsatte.

Det sagde du da på mødet i BUPL, hvis det ikke lykkedes at finde de 15 milliarder?

Nej, det gjorde jeg ikke.

Jo, hvis det ikke lykkedes at finde de 15 milliarder?

Nej, det sagde jeg ikke. Jeg sagde, at hvis vi ikke skal finde de 15 milliarder, så er der andre metoder.

Og så siger du efterlønnen. Så afskaffer vi efterlønnen, det er ordret det, der står? (I BUPLs fagblad Børn & Unge, red.)

Nej, det står der ikke, fastholdt Thorning onsdag eftermiddag.

Men jo. Det gjorde der. Og kort før Berlingskes deadline i går fik redaktionen et opkald fra Helle Thorning-Schmidt. Hun ville gerne uddybe og præcisere sine udtalelser fra tidligere på dagen.

Jeg vil gerne stå ved det, jeg sagde i BUPL. Jeg er hverken blevet fejlciteret eller noget andet, sagde Thorning nu.

Seks dage er længe at huske tilbage for en statsministerkandidat

En anden avis i samme koncern, B.T., der i sommeren 2010 skrev en række meget kritiske artikler om Thorning-Schmidt og hendes mand, Stephen Kinnocks, private skatteforhold, har også måttet lægge ører til usandheder fra statsministerkandidatens mund. Over for avisen svarede Thorning-Schmidt d. 22. juni sidste år nemlig nej til spørgsmålet om, hvorvidt Kinnock på noget tidspunkt, mens han har arbejdet og betalt skat i Schweiz, havde været på forretningsrejse eller deltaget i arbejdsrelaterede møder i Danmark. Det havde han imidlertid fire gange, bl.a. så sent som seks dage før, hun talte med avisens journalist. Thorning-Schmidt måtte offentligt undskylde sit usande udsagn over for B.T.

Uafhængige økonomer støtter os, men min beskedenhed forbyder mig at nævne navne

Jyllands-Posten har også i flere omgange lagt spalteplads til udtalelser fra Thorning-Schmidt, der åbenbarer hendes meget liberale forhold til sandheden. Den 17. maj i år forsikrede hun således i avisen, at det skam ikke var sådan – som man ellers kunne få indtryk af ved at følge den offentlige debat – at den økonomiske sagkundskab nærmest over én kam havde vendt tommelfingeren nedad til Socialdemokraterne og SF’s økonomiske plan, Fair Løsning 2020. Ifølge Thorning-Schmidt forholdt det sig derimod sådan, at uafhængige økonomer havde udtrykt deres støtte til planen. Hun ville imidlertid ikke afsløre, hvilke eksperter, der repræsenterede dette, for hende, så glædelige budskab: Det må du selv finde ud af. Jeg har ikke tænkt mig at angive økonomerne. De må selv stå på mål for deres hold. (…) De eksisterer. Jeg har ikke tænkt mig at klaske nogle navne på, og så skal de forsvare vores plan. En plausibel forklaring på dette pludselige og ukarakteristiske anfald af beskedenhed kunne være, at der slet ikke findes sådanne støtter blandt uafhængige økonomer, altså personer, der ikke er ansatte hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og lignende organer, eller har/har haft partimæssig tilknytning til enten Socialdemokraterne eller SF.

Det var helt tilfældigt, at jeg lejede en tysk Fleggaard-bil i Glostrup

I sagen om Thorning-Schmidts leasing-bil, som hun har lejet til den gunstige tyske moms på kun 19 % og altså ikke den danske ditto på 25 %, hvorved hun sparer 163 kr. om måneden, forsikrede hun i første omgang d. 1. juni i år over for JP, at hun ikke var klar over, da jeg reagerede på det tilbud, at det foregik via en tysk forhandler. Ekstra Bladet, det første medie til at skrive om sagen, kunne imidlertid to dage senere dokumentere, at Thorning-Schmidt umuligt kunne have været uvidende om tingenes rette sammenhæng, for Carepoint – Autohuset Glostrup, hvor hun lejede bilen, anvender kun tyske Fleggaards leasingmateriale med firmaets eget logo og tydelige angivelser af den lave tyske momssats. Stillet over for den dokumentation, forsøgte Thorning-Schmidt at forsvare sig selv ved at sige, hun først blev opmærksom på, at det foregik via en tysk forhandler, (…) da jeg læste kontrakten, hvori det fremgår, at det er en såkaldt Fleggaard-bil. Om den påstand udtalte økonomidirektør, Stig Vendelboe, fra Fleggaard Leasing til B.T. d. 2. juni: Naturligvis fremgår det tydeligt – både af det tilbud, man får, og senere af kontrakten – at det er et tysk selskab, og at der betales tysk moms på 19 %. Det fremgår på en måde, så man ikke kan være i tvivl.

Det uheldige ved sagen for Thorning-Schmidt var ikke alene det faktum, at hun endnu engang var involveret i en sag om personlig udnyttelse af love og regler på en måde, der ikke normalt hører sig for en socialdemokrat og slet ikke en formand og statsministerkandidat; Nej, problemet var især, at Socialdemokraterne selv havde stemt for at afskaffe dette smuthul i lovgivningen fra 2013, og finansordfører, Nick Hækkerup, havde endda tidligere – dog med lidt andre ord – betegnet personer, der agerer som Thorning-Schmidt som samfundsnassere: (…) Men der er også en lille del, som har meget, meget ondt og gør alt, hvad de kan, for at smyge sig udenom. Det kan ikke være rigtigt, at de skal grine af os andre hele vejen til banken, fordi de sniger sig udenom. Det er jo et solidarisk system for fanden.

Hver weekend hele året rundt kan da godt betyde 33 weekender, hvis man kommer til at sjuske

Thorning-Schmidts mest berømte usandhed er formentlig brevet til Justitsministeriet, hvori hun ansøgte om, at hendes mand, Stephen Kinnock, kunne blive opført som medejer af parrets hus i København. I brevet gjorde Thorning-Schmidt det umisforståelig klart, at Kinnock opholdt sig i Danmark hver weekend fra fredag til mandag hele året rundt. Senere, da det gik op for den socialdemokratiske formand, at ægtefællen i så fald formentlig var skattepligtig i Danmark og ikke i Schweiz, hvor han bor til daglig, udtalte hun til Berlingske, at Kinnock i 2009 kun havde været her i landet i 33 weekender, altså hele 19 færre, end hun havde informeret Justitsministeriet om. I øvrigt brugte hun aldrig den indhentede tilladelse. En ren tilfældighed, bedyrede hun, men det kunne også hænge sammen med, at hun i så fald ikke længere ville kunne få et ligeså stort rentefradrag – hun har nemlig fået mere end 200.000 kr. ud af manøvren – og at Kinnocks tilknytning til Danmark i givet fald blev stærkere, hvorved han var i større fare for at blive erklæret skattepligtig i Danmark.

Tager man Thorning-Schmidts udtalelse til Berlingske, og ikke at forglemme Skat, om de 33 weekender for gode varer, har hun dermed ført en lang række andre medier og dermed i sidste ende hundredetusinder af danske vælgere bag lyset ved, ligesom det var tilfældet over for Justitsministeriet, adskillige gange – uden forbehold – at forklare, at Kinnock skam opholdt sig i Danmark hver uge/weekend året rundt. Nedenfor følger fire eksempler:

B.T., d. 23. december 2008:

Til januar skifter Stephen (Kinnock) sit job for British Council i Sierra Leone ud med et job i Genève i Schweiz for World Economic Forum og er borte fra mandag til torsdag. Han er hjemme hver weekend, som vi er vant til. Det kræver, at vi fra mandag til torsdag er ferme til at planlægge.

Se & Hør, d. 22. januar 2009:

Socialdemokraternes førstedame, Helle Thorning-Schmidt, kom alene: Min mand, Stephen Kinnock, arbejder i Genève i Schweiz og er kun hjemme hos mig og børnene i weekenderne.

Nordjyske, d. 10. januar 2010:

Man skal også huske på, at min mand kommer hjem og er der tre nætter hver uge.

Ugebladet Femina, d. 28. april 2010:

Når han (Stephen Kinnock, red.) kommer hjem torsdag aften eller fredag eftermiddag, er det ham, der tager over i huset – laver mad, vasker tøj og kører børnene til aktiviteter, hvis de skal det.

Jeg vil være åben og ærlig og vise to linjer ud af de ni sider, jeg har lovet at fremlægge

Da Thorning-Schmidt var allermest presset under skattesagen sidste sommer og var nødt til at afbryde sin ferie i Frankrig og vende hjem til Danmark, forsikrede hun d. 30. juli i Københavns Lufthavn over for politisk redaktør på TV2 og TV2 News, Henrik Qvortrup, at hun ville fortsætte med at lægge tingene åbent og ærligt frem. Jeg tror det er det, der skal til nu. Den udtalelse stemte fuldstændig overens med det, hendes skatterådgiver, Frode Holm, blev citeret for i Ekstra Bladet tre uger senere, d. 19. august: Min klare forventning er, at Socialdemokraterne vil offentliggøre erklæringen fra Skat i sin helhed og i uredigeret form. På den måde får offentligheden det klareste billede af Skats afgørelse.

Den 17. september, da Skats afgørelse var truffet, forholdt tingene sig imidlertid helt anderledes: Nu ville Thorning-Schmidt pludselig ikke lægge den åbent og ærligt frem længere: Det er meget privat, og det holder vi for os selv, sagde hun således til Peter Lautrup Larsen fra TV2 News. Hør selv et sammenklip af de modstridende udtalelser her. Den forklaring stemmer ikke overens med den opfattelse, B.T.’s chefredaktør, Peter Brüchmann, har fået efter at have læst redegørelsen: Ifølge ham indeholder den ingen personfølsomme oplysninger. I programmet, Mød partierne, på DR1 d. 8. september forsøgte Thorning-Schmidt at forsvare sit løftebrud ved at påstå, hun kun havde talt om selve afgørelsen, altså den, der endte med at fylde to linjer, og ikke den samlede redegørelse på ni sider. Den fortolkning blev tilbagevist af værten, Jens Olaf Jersild, der forud for afgørelsen personligt havde forhørt sig direkte hos Socialdemokraterne og specifikt fået bekræftet, at løftet om at lægge tingene åbent og ærligt frem indebar ikke alene selve afgørelsen, men også alt det, der lå til grund for den. Se selv klippet med Jersild og Thorning-Schmidt her. Under alle omstændigheder må man nøgternt konstatere, at Thorning-Schmidt før skattesagen ligefrem gjorde en dyd ud af at fortælle vidt og bredt om, hvor ofte hendes mand var hjemme i Danmark, formentlig for at sælge budskabet om en familie, der måske nok har arrangeret sig på en lidt speciel måde, men hvis medlemmer næsten ikke kan undvære hinanden i weekenderne.

Uanset, hvad der sker, vil vi fortsætte med at betale ingenting i skat i Danmark

Ét af de andre løfter, Thorning-Schmidt afgav under skattesagen, bestod i, at uanset hvad der sker i forhold til Skats vurdering, så fortsætter vi (Stephen Kinnock) med at betale skat i Danmark. Det fortalte hun en læser, der ringede til hende på B.T.’s redaktion d. 2. juli sidste år. Som reaktion på Thorning-Schmidts løfte indvendte han: Det er da en utrolig dyr pris at betale for (…) en enkelt sag, men den socialdemokratiske formand stod fast: Selvom det er mange penge, så synes vi, det er en god beslutning. Se selv ved at klikke her. Hvordan det konkret skulle foregå, havde hun allerede et par dage forinden fortalt Berlingske: For det første vil vi i morgen (d. 30. juni 2010) aflevere en selvangivelse for Stephen for 2009, det vil sige, at han betaler skat for 2009. For det andet vil vi også fremadrettet, det vil sige både i 2010 og i de år, der kommer efter, betale skat i Danmark. For 2009 var der tale om, at ægteparret ville betale 250.000 kr. til Skat.

Efter sin hjemvenden fra ferien i Frankrig d. 30. juli gentog hun endnu engang det umisforståelige budskab over for bl.a. Peter Grønborg fra TV2 News: Uanset, om han (Stephen Kinnock) er skattepligtig i Danmark, så agter vi at betale skat i Danmark.

Efter Skats afgørelse om, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark i 2007, 2008 og 2009 var faldet, lød der dog helt andre toner. Til B.T.TV afviste hun, at Kinnock fremover vil lægge en del af sin indtægt i den danske statskasse: Nej, vi betaler den skat, vi skal. Skat havde ellers i maj 2010 oprettet en særlig Konto til borgere, der gerne vil betale mere i skat. 

Vi har betalt Skat ¼ mio. kr., som vi har krav på at få tilbage, men de skylder os intet

Under alle omstændigheder måtte man gå ud fra, at Kinnock efter afgørelsen ville få de 250.000 kr., han havde indbetalt d. 30. juni, tilbage fra Skat, men sådan forholdt det sig heller ikke. Således kunne TV-Avisen d. 18. september citere Thorning-Schmidt for, at der er intet mellemværende mellem os og Skat. Det var en mystisk udmelding, for aftenen før havde hun selv siddet i TV-Avisens studie uden at reagere, da DR sagde, Skat ville tilbagebetale de 250.000 kr. til hendes mand. Hvorvidt ægteparret aldrig har foretaget nogen indbetaling, deponeret pengene, eller noget helt tredje, står stadig hen i det uvisse.

Jeg har aldrig sagt, jeg var sjusket, selvom jeg sagde det 8 gange på 3 ½ min.

Skattesagen blev d. 26. august i år bragt op af en journalist fra netop B.T., da Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal holdt pressemøde i forbindelse med udskrivningen af det forestående Folketingsvalg. Han stillede hende følgende spørgsmål: Du har tidligere erkendt, at du har været sjusket med de oplysninger, du har givet til Justitsministeriet om din mands antal dage i Danmark. Hvordan kan vi være sikre på, at du ikke også er sjusket som statsminister?

Thornings svar lød: Jeg har aldrig brugt de ord, som du lægger i munden på mig. Det er så ikke noget nyt fra B.T.’s side, men jeg tror, at vi har talt nok om den sag, og den har været belyst fra alle vinkler.

Desværre for Thorning-Schmidt havde B.T.’s journalist ret: Da hun, som tidligere nævnt, vendte hjem til Danmark d. 30. juli sidste år for at forsvare sig over for den danske presse, brugte hun, alene i løbet af de første 3 ½ minutter, hun blev interviewet af Henrik Qvortrup – den første journalist, der mødte hende i Københavns Lufthavn – ordene sjusket (sjuskede) og sjuskefejl (sjusket fejl) intet mindre end i alt otte gange! Lyt selv her.

Reglerne er fulgt til punkt og prikke – men jeg sagde ikke hvilke regler…

Under hele forløbet havde Thorning-Schmidt igen og igen pointeret, at hun og Kinnock havde overholdt reglerne til punkt og prikke. Det sagde hun både før- f.eks. i det ovennævnte interview på TV2 News d. 30. juli. Lyt her  – og efter Skats afgørelse, bl.a. i en mail til sine socialdemokratiske partifæller. Det viste sig, som B.T. kunne afsløre  d. 8. september, at være usandt. Stephen Kinnock havde nemlig – fejlagtigt – været registreret som fuldt skattepligtig i Danmark fra 1999-2009, selvom han arbejdede som diplomat i udlandet. På den måde kunne Thorning-Schmidt nyde godt af hans fradrag og – uberettiget – slippe billigere i skat i seks år.

Jeg kommenterer, af princip, kun mine skatteforhold, når det stiller mig i et godt lys 

Mens Kinnocks skattemæssige status i 2009 var blevet ændret af Skat, så han altså i de foregående ti år ikke havde været skattepligtig i Danmark, var det modsatte tilfældet i perioden 1997 – 1999. Den oplysning er i modstrid med, hvad Thorning-Schmidt også sagde i TV2 News-interviewet d. 30. juli sidste år: (…) Min mand, Stephen, er ikke skattepligtig i Danmark og har ikke været det på noget tidspunkt. Lyt selv her. Dertil kommer som nævnt, at ægteparret i ti år anså Kinnock for at være skattepligtig her i landet – de fik i hvert fald ikke hans status hos Skat ændret. I går sagde parrets skatterådgiver, Frode Holm, desangående til Ekstra Bladet, at Thorning-Schmidts revisor i 2007 og 2008 rykkede Skat adskillige gange for at få gjort ham ikke-skattepligtig i Danmark, henvendelser Skat ikke reagerede på. Man kan i den forbindelse for det første undre sig over, at Thorning-Schmidt nu, via sin skatterådgiver, har indvilliget i at tale om sine private skatteforhold, når hun igen og igen de sidste tre dage, bl.a. over for B.T. og Jens Olaf Jersild har slået fast, at jeg vil ikke – af princip – kommentere private forhold. For det andet er det nu kommet frem, at hun var klar over tvivlsomheden ved fradraget, længe før det blev ændret af Skat, men hun havde immervæk nydt godt af det siden 1999, så var der virkelig tale om en pludselig erkendelse?

Intuitiv efterlevelse af regler eller beslutninger truffet på baggrund af revisorrådgivning?

I øvrigt er det bemærkelsesværdigt at læse, Thorning-Schmidt havde en revisor tilknyttet i årene 2007, 2008 og formentlig også 2009. Hun har ellers flere ved flere lejligheder udtrykt, at hun ikke havde det fjerneste behov for professionel assistance på området: F.eks. sagde hun d. 23. juni 2010 til B.T. midt i stormen om Stephen Kinnocks skattesag: (…) Nej, hvorfor skulle jeg dog det? (hyre en revisor) Reglerne er fuldstændig klare. B.T. tilføjede: (…) Ifølge Helle Thorning-Schmidt har ægtemanden Stephen Kinnock aldrig bedt Skat om et bindende svar eller søgt rådgivning hos revisor. I stedet bygger det på parrets vurdering af reglerne. Den 17. september samme år, altså efter afgørelsen i skattesagen var faldet, forklarede Thorning-Schmidt til TV2 News, hvorfor hun åbenbart i en periode ikke havde brug for en revisor eller skatterådgiver: Vi vidste intuitivt, at vi fulgte reglerne…

Thorning-Schmidt i konflikt med CPR-loven: Søren Pind agerer ven i nøden

I en del af den periode, hvor Thorning-Schmidt uberettiget profiterede af sin mands fradrag, var hun samtidig i konflikt med CPR-loven, helt præcist fra februar 2000 til april 2003. Sagen begyndte, da hun blev valgt ind i Europaparlamentet og flyttede med mand og børn til Bruxelles i oktober 1999. Godt nok solgte hun og Stephen Kinnock deres bolig i Hellerup samme måned – hvorved han kom fri af sin danske skattepligt – men fire måneder senere købte hun i stedet en lejlighed på Amager. Da der var tale om en helårsbolig, og hun de facto boede i Bruxelles, bad Folkeregisteret hende om at meddele flytning til udlandet og sælge (eller udleje) sin lejlighed. Det gjorde Thorning-Schmidt så i september 2001, men kun for at købe en anden lejlighed, der ligeledes var beliggende på Amager, og flytte sin adresse dertil. Derved viste hun med al (u)ønskelig tydelighed sin foragt for- og følelse af at være hævet over loven.

Hendes indædte kamp for at få det, hun opfattede som sin ret, inkluderede såkaldte tiggerbreve  til Folkeregisteret, diverse partiformænd, daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen og endda indenrigs-og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen. Lige meget hjalp det: I februar 2003 registrerede Københavns Kommune hende som udrejst med tilbagevirkende kraft, altså fra oktober 1999. Thorning-Schmidt gav dog ikke op, og i april lykkedes det hende at overbevise den daværende bygge- og teknikborgmester i København, Søren Pind, om, at hendes situation var så speciel, at hun havde krav på særbehandling: Han gav hende en 14 måneder-lang dispensation frem til juli 2004 – i parentes bemærket en meget, meget usædvanlig disposition. Det hører med til historien, at Thorning-Schmidt frem til december 2002 kæmpede med Lars Weiss om at blive Amagerbrokredsens folketingskandidat. Hun endte med at tabe det, der havde været et ofte bittert personopgør.

Jens Otto Krag ville være misundelig set fra en standpunktstagningsteknisk synsvinkel

Ud over det generøse forhold til sandheden, er et andet karakteristika ved den socialdemokratiske formand, at hun har det med at skifte standpunkt inden for få timer eller dage. Det er som bekendt menneskeligt at fejle, eller simpelthen blive klogere, men Thorning-Schmidts standpunktsskift er så hyppige og pludselige, at de langt overgår det, nogen anden folketingspolitiker – måske med undtagelse af alliancepartneren, Villy Søvndal – kan præstere. Her følger nogle eksempler på det, man kunne kalde Thornings tjeppe tallerkenvendinger:

Regeringen skal tage afstand fra tegningerne og samtidig undlade at gøre det

Under Muhammed-krisen i 2006 opfordrede Thorning-Schmidt d. 31. januar i Folketingssalen til, at statsministeren og regeringen tager afstand fra de pågældende tegninger (i Jyllands-Posten), inden hun to dage senere på TV2 sagde det stik modsatte: (…) Jeg mener ikke, det er regeringens opgave at tage afstand fra tegningerne som sådan. Nu kunne nogle politiske iagttagere, ganske almindelige vælgere og andet godtfolk måske gå rundt i den tro, at Helle Thorning-Schmidt havde en lidt dårlig smag i munden over, at hun så at sige gik islamisternes ærinde ved at bede statsministeren om at tage afstand fra nogle i bund og grund harmløse satiretegninger, men sådan forholder det sig ikke. Den 29. september sidste år sagde hun til Kristeligt Dagblad: Jeg fortryder intet af, hvad jeg sagde under Muhammed-krisen. Det er en tankevækkende udtalelse, men endnu mere stof til eftertanke giver forestillingen om, hvordan Thorning-Schmidt selv ville agere som statsminister i en lignende situation, hvor hele den muslimske verden har rettet sin vrede mod Danmark, når hun som oppositionsleder under den måske største udenrigspolitiske krise i Danmarkshistorien ikke engang var i stand til at modstå det interne pres i den socialdemokratiske Folketingsgruppe fra det, der dengang var kendt som Auken-fløjen.

Det er en frygtelig skræmmekampagne fra regeringen, men vi har ment det i månedsvis

Et andet eksempel stammer fra valgkampen op til Folketingsvalget i 2007, hvor Thorning-Schmidt i to tv-debatter, henholdsvis d. 2. og 4. november, beroligede vælgerne med, at Socialdemokraterne kun havde til hensigt at lade ca. 500 afviste, irakiske asylansøgere bo og arbejde ude i det danske samfund. Al tale om, at ordningen skulle gælde for alle asylansøgere, var derimod udtryk for en total skræmmekampagne, det er jo frygteligt det her, jamrede hun således indigneret d. 4. november på DR1. To dage senere måtte hun så i TV2-Nyhederne erkende, at der var noget om snakken, men tilføjede: Det er faktisk noget, vi har sagt helt tilbage fra foråret, hvor vi jo blev opmærksomme på, at der var problemer ude i de her asylcentre.

Der er kun behov for en boligpakke, hvis vi får mulighed for at fremlægge den, regeringen har lavet

Seks dage før det forestående valg blev udskrevet, d. 20. august, var tidsintervallet mellem Thorning-Schmidts divergerende udmeldinger endnu mindre. Mens hun i Jyllands-Posten den pågældende dag blev citeret for bl.a. den følgende udtalelse: (…) Thorning og Søvndal mener dog ikke, at der er behov for særlige initiativer for at tø boligmarkedet op, forholdt tingene sig diametralt modsat ved aftentide senere samme dag. I de mellemliggende timer var der nemlig pludselig blevet brug for et nationalt kompromis om stabilitet på boligmarkedet, der omhandlede rabatter på henholdsvis tinglysningsafgiften og boligskatten i forbindelse med boligkøb. De to tiltag var sjovt nok – sammen med en nedsættelse af grundskylden – også en del af den boligpakke, regeringen havde planer om at fremlægge inden for få dage som en helt essentiel del af sit valgoplæg. Tyveriet blev rost til skyerne af samtlige indflydelsesrige kommentatorer, og så gjorde det mindre, at Thorning-Schmidt dagen efter i Berlingske vendte tilbage til sit udgangspunkt: Der var ikke brug for at iværksætte nye aktiviteter for at sætte skub i boligmarkedet.

Mine forældre havde højtlønnede jobs, og vi levede i luksus, men vi var helt almindelige

Som bekendt er Thorning-Schmidt vokset op i Ishøj, men ikke helt under de forhold, hun igen og igen ynder at give indtryk af, når hun taler om sin barndom til medierne. F.eks. sagde hun følgende til UgeAvisen Odense d. 16. september 2009: (…) Jeg er vokset op i en almindelig familie i Ishøj. Min mor arbejdede hårdt, og vi måtte klare os for én indtægt, efter mine forældre blev skilt, da jeg var ti år.

For det første er Thorning-Schmidt ikke vokset op i en almindelig familie. Tværtimod hørte hendes familie formentlig til blandt de allerrigeste i den danske befolkning. I hvert fald var det nok de færreste børn, der tilbragte deres tidlige barndom i et nybygget, 250 kvadratmeter-stort arkitekttegnet hus med tre badeværelser, sauna i haven (oplysningen stammer fra bogen Helle – i samtaler med Ninka) og havudsigt, og hvis forældre var henholdsvis direktør i Illum (faderen) og kontorchef. Ishøj havde dengang heller ikke meget at gøre med den forstad, den er i dag. Således fandtes der ingen sociale boligblokke, ligesom der kun boede få indvandrere blandt de ca. 5000 indbyggere.

For det andet er det ikke rigtigt, at Helle Thorning-Schmidts mor efter separationen fra sin mand, Holger, var eneforsørger for den dengang 10-årige Helle og hendes bror, Henrik. Holger støttede nemlig fremdeles sin hustru og børnene – der var flyttet til en nærliggende lejlighed på 100 m² med swimmingpool i kælderen – økonomisk. Det fortalte Thorning-Schmidts mor, Grete, til Jyllands-Posten sidste søndag: (…)  Men vi har altid haft penge nok. Børnene led i hvert fald ikke. Vi fik jo også tilskud fra min mand.

Jeg er almindelig lønnet og slet ikke én af de rigeste. 900.000 kr. er jo ingenting.

Thorning-Schmidt nøjes ikke med at tale sin levestandard i barndommen ned, det samme gør sig gældende for hendes lønvilkår som folketingsmedlem, formand for Socialdemokraterne og medlem af Nationalbankens bestyrelse. Samlet giver det hende, ifølge B.T., en årlig indkomst på ca. 900.000 kr., hvormed hun tilhører den rigeste halve procent af danskerne. Ikke desto mindre har Thorning-Schmidt ved mindst to lejligheder udtalt, at hun er henholdsvis almindelig lønnet og ikke selv tilhører de allerrigeste danskere.

Helle er hævet over alle andre og agerer derefter

Set udefra er Helle Thorning-Schmidt en meget sammensat person. Hun har helt sikkert en masse positive egenskaber, bl.a. sin charme – det er ikke den, vi ser under politiske debatter – sin evne til at tale med mennesker fra alle samfundslag og ikke mindst sin udstråling, men hendes ageren som privatperson tegner desværre også et billede af et menneske, der igen og igen gør lige præcis, hvad der passer hende, uagtet de uskrevne og skrevne love og regler, almindelige mennesker prøver at leve efter. Det viser sig f.eks. ved, at hun simpelthen ignorerer køkulturen i Snapstinget og går direkte op til kassen og bestiller med det samme for øjnene af sine måbende kollegaer og alle de andre, der har deres daglige gang på Christiansborg. Thorning-Schmidt har heller ikke behov for at parkere ligesom normale mennesker. Hvis hun har lyst til at parkere ud for den gule stribe, der er forbeholdt busserne, ja, så gør hun det, for de frie pladser på den anden side af gaden ligger jo ikke lige ud for Irma-filialens hovedindgang. På samme måde kan hun finde på at kræve at blive opgraderet til Business Class, uden merbetaling selvsagt, når hun er ude at flyve og for én gangs skyld kun har Economy Class-billetter, men det er selvfølgelig også svært at vænne sig til så dårlige pladser, når man hele sit voksenliv har været vant til at flyve på første klasse og et år formåede at bruge næsten ½ mio. kr. på at rejse mellem København, Strasbourg og Bruxelles. Ikke overraskende er det også kun de bedste hoteller, som f.eks. det femstjernede Stanhope i Bruxelles, der er gode nok for Thorning-Schmidt, når hun rejser i udlandet.

Skatterådgiver får sekscifret beløb for at forsvare Thorning i medierne – medlemmerne betaler

De socialdemokratiske medlemmer har også fået æren af at betale for formandens skatterådgiver, Frode Holm, der koster den nette sum af 2625 kr. i timen Godt nok indvilligede Thorning-Schmidt angiveligt i at betale for sin private skatterådgivning, efter historien slap ud til pressen, men de menige sosser får stadig lov til at betale Holms løn, når han udtaler sig på Thorning-Schmidts vegne i pressen. Allerede sidste år beløb omkostningerne til hans mediehåndtering sig på ca. 100.000 kr., og det beløb er steget yderligere efter skatterådgiveren som bekendt også har forsvaret Thorning-Schmidt i Ekstra Bladet så sent som i går.

At bryde loven er ikke et problem. Man skal bare kende de rigtige personer, så ordner det sig

Kommunikationen med offentlige myndigheder, der for mange mennesker anses for et dybt seriøst anliggende, er ikke noget, statsministerkandidaten tager så tungt. Hun har altid ageret, som hun ville over for dem, i sikker forvisning om, at ingen alligevel kan røre hende i sidste ende, for med den position, hun har i samfundet, og det store netværk, hun besidder, er der altid en udvej. Derfor kunne hun f.eks. også i december 2002 tage det med knusende ro, da Folkeregisteret bad hende om at redegøre for sine bopælsforhold snarest: Jeg skriver til dem, når jeg får tid. Måske engang i næste uge, lød reaktionen i Ekstra Bladet d.12. december. Det skulle som tidligere nævnt også vise sig, at hun i april året efter var i stand til at få den forventede særbehandling, da Søren Pind gav hende tilladelsen til at have helårsbolig på Amager, selvom hun boede fast i Bruxelles. Dermed faldt Folkeregisterets afgørelse om at tvangsregistrere hende som udflyttet fra Danmark til jorden, og Thorning-Schmidt havde endnu engang demonstreret, at det ikke kun var i de kommunistiske diktaturstater, hun sympatiserede med frem til Murens Fald, at alle er lige, men nogle mere lige end andre.

Den sjuskede email til Justitsministeriet, der måske ikke var helt så sjusket endda, når man tager den klokkeklare og umisforståelige formulering, hver weekend fra fredag til mandag hele året rundt, i betragtning var heller ikke noget problem. Thorning-Schmidt sad i Nationalbankens bestyrelse med ministeriets departementschef, socialdemokraten, Michael Lunn, og partifællen kunne berolige sin formand: Det var et hypotetisk spørgsmål, sagde han, men, afgørelsen – altså at Kinnock fik den ønskede tilladelse – ville formentlig have været den samme.

Ritt og Nyrup har båret Helle frem. Blair, Stoltenberg, Clinton og co. hjælper også gerne 

Apropos Helle Thorning-Schmidts netværk, så er det en kendsgerning, at hun ikke var blevet valgt til Europaparlamentet – med 38 stemmer mere end partifællen, John Iversen – i 1999, hvis ikke Ritt Bjerregaard havde promoveret hende på det berømte møde på Café Amokka i København. Ligeledes er det hævet over enhver tvivl, at Poul Nyrup Rasmussens udmelding før det socialdemokratiske formandsvalg i 2005 om, at hendes modkandidat, tidligere justitsminister, Frank Jensen, ikke havde evnerne til at stå i spidsen for partiet, var helt afgørende for, at hun blev valgt i stedet. I dag omgåes hun, helt legitimt, men også med en dybt beregnende dagsorden internationale koryfæer som Bill Clinton, Jens Stoltenberg, Tony Blair og dennes gamle superspindoktor, Alistair Campbell.

Thorning-Schmidt går på mange områder til valg på det stik modsatte af, hvad hun tidligere mente

Til sidst vil jeg vende tilbage til Thorning-Schmidts rolle i den nuværende valgkamp og nogle af de mærkesager, hun er gået til valg på. Efterlønnen går hun som bekendt til valg på at bevare i sin nuværende form, selvom alle ved, at Tilbagetrækningsreformen, der som bekendt har støtte fra De Radikale, efter valget vil blive vedtaget, og efterlønnen dermed beskåret. Mens hun tidligere har været utvetydig i sit forsvar for ordningen, som det f.eks. var tilfældet for tre år siden: Der kan ikke blive tale om at pille ved efterlønnen (…) Det kommer ikke til at ske, (Børsen, d. 29.08.08) lyder der nu helt andre toner. Når hun bliver presset tilstrækkeligt, lyder forklaringen pludselig: Vi er nødt til at sige åbent, at vi kan ikke kæmpe mod 90 mandater i Folketinget. Det er selvfølgelig ikke helt rigtigt, for man kunne jo gøre sagen til et såkaldt kabinetsspørgsmål, men det ligger ikke til Thorning-Schmidt og Villy Søvndals natur at lade sådanne petitesser stå i vejen for regeringsmagten. I den socialdemokratiske formands tilfælde ville det også netop i spørgsmålet om efterlønnen være dybt besynderligt, for selvsamme Thorning-Schmidt slog sig i 2005 op på ikke alene at ville forringe, men direkte afskaffe efterlønnen, samtidig med, hun ville hæve folkepensionsalderen til 67 år.

Boligskatterne er et andet område, hvor Thorning-Schmidt i dag har en diametralt anden holdning end dengang, da hun var en relativ ukendt socialdemokrat, der prøvede at komme i medierne med kontroversielle budskaber. På det tidspunkt, i 2002, i bogen Forsvar for fælleskabet, skrev hun: Vi slipper ikke for en hårdere beskatning af ejendom. I dag ved hun, at boligejerne er så stærkt og talrigt et vælgersegment, at det er helt udelukket at lægge sig ud med dem, når man stræber efter regeringsmagten.

Udlændingepolitikken er et kapitel for sig. Tilbage i maj 2001 slog Helle Thorning-Schmidt, sammen med bl.a. Jeppe Kofod og Mette Frederiksen, et slag for pladderhumanismen. Udmeldingen kom i logisk forlængelse af, hvad den nuværende socialdemokratiske formand havde sagt et halvt år forinden til Jyllands-Posten: Socialdemokratiet skal ikke blive Dansk Folkeparti minus 20 procent. Inden længe havde hun imidlertid forvandlet sig til en strammer på området, der bl.a., i ovennævnte Forsvar for fællesskabet, var med til at foreslå, at personer, der kom til Danmark via familiesammenføringer, ikke skulle have lov til at få kontanthjælp de første syv år. I dag går hun derimod til valg på at afskaffe Starthælpen, fordi ydelsen er med til at skabe fattigdom i Danmark.

Den såkaldte 24-års-regel, der i virkelighedens verden ikke betyder så meget, fordi den nemt kan omgåes ved eksempelvis at flytte til Sverige i en kort periode, vil Thorning-Schmidt til gengæld bevare. Under valgkampen i 2007 var hun ikke helt så stålfast. Dengang ville hun have iværksat en undersøgelse af ordningen efter valget.

Hendes forsvar for reglen klinger endnu mere hult, når man ved, at den indædte EU-tilhænger, Helle Thorning-Schmidt, der i sin egen tid som EU-parlamentariker stemte ja til alle forslag, som gav parlamentet mere magt – hun foreslog sågar selv, at EU-modstandere ikke skulle have nogen pladser i forsamlingen! – har meldt ud, at hun vil sende Danmarks forbehold på det retslige- og forsvarspolitiske område til folkeafstemning i sin første regeringsperiode, hvis hun får magten. Får hun held med sit forehavende vil udlændingepolitikken reelt blive bestemt i EU og 24-års-reglen dermed ikke længere bestå under nogen form. Thorning-Schmidts kommentar til denne helt reelle advarsel fra DF’s Morten Messerschmidt er, at det er et fuldstændig syret argument.(…) Vi ønsker ikke at afskaffe 24-års-reglen, og den har intet med forbeholdene at gøre. Igen taler udtalelsen vist for sig selv.

Ét af sommerens helt store samtaleemner var sagen om den forøgede toldkontrol ved de danske grænser, der som bekendt skabte stor vrede og uvilje i elitære kredse i Danmark og frem for alt EU, mens befolkningen i bl.a. Tyskland i overvældende grad var enig i initiativet. Polemikken opstod til dels, fordi Dansk Folkeparti oversolgte aftalens reelle indhold, der bl.a. består af flere stikprøvekontroller ved grænsen, indkøb af nye scannere og opførelsen af nye toldbygninger og kontrolanlæg.

Umiddelbart efter aftalen var indgået, lød meldingen fra Socialdemokraterne og SF, at VKO-partierne ikke havde behøvet at benytte sig af løsgængeren, Pia Christmas-Møller, for at få flertal for forslaget. De havde bare behøvet at spørge, så ville også S-SF have støttet det. Da der så opstod uro om aftalen i ind- og specielt udland, var de samme partier pludselig ikke længere så begejstrede for den. Problemet var kontrolanlæggene ved grænseovergangene. Det kan godt undre al den stund, at Helle Thorning-Schmidt under valgkampen op til EU-parlamentsvalget i 2009 var fortaler for at genindføre den gamle grænsekontrol – bemærk forskellen i forhold til toldkontrol – som man kendte den, før Danmark tilsluttede sig Schengen-samarbejdet i 2001, et langt mere vidtgående skridt end den moderat skærpede toldkontrol, VKO og Pia Christmas-Møller blev enige om: (…) Jeg vil have den gamle grænsekontrol tilbage, som vi havde den for nogle år siden, sagde hun således på DR1 d. 5. juni 2009.

Mens jeg skriver det her, kan jeg endnu engang se, at meningsmålingerne spår en stor valgsejr til de partier, der støtter Helle Thorning-Schmidt, kvinden, der mener, hun er Guds gave til Socialdemokraterne. Sådan tror jeg også, det kommer til at gå, men som man, apropos grænser, siger i vores store naboland syd for Kruså: Ein Fünkchen Hoffnung hat man immer.

Rate this:

Sent i går aftes var politisk redaktør på TV2 og TV2 News, Henrik Qvortrup, sammen med Informations chefredaktør, Christian Jensen, gæst på Christiansborg hos Lotte Mejlhede og Poul Erik Skammelsen på sidstnævnte kanal. De skulle kommentere morgendagens (altså d.d.) store nyhedshistorier, og én af topnyhederne handlede om, at regeringen ikke alle steder i det såkaldte Udkants-Danmark har været i stand til at sørge for, at ambulancer er fremme ved ulykkessteder inden for 15 min. Tænk sig, de når kun frem i tide i 92-93 % af tilfældene! Til at kommentere dette – indlysende – forhold blev Socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen, interviewet. Hun var usædvanlig saglig af en socialdemokrat at være og ville ikke give en garanti for, at længere udrykningstider ikke kunne forekomme under en S-SF (R)-regering. Til gengæld skulle man bl.a. have flere hjertestartere rundt omkring i landet, så man kunne hjælpe tilskadekomne bedre, end det er tilfældet i dag, allerede inden ambulancerne når frem.

Hæstorp Andersens saglighed faldt imidlertid ikke i god jord hos Henrik Qvortrup. Det er en kendt sag, at han mener, de danske vælgere er lidt smådumme – for nu at bruge en eufemisme – og mere eller mindre ude af stand til at forstå selv moderat komplicerede sammenhænge eller forklaringer indeholdende flere cifre end dem, man kan tælle på to hænder. Qvortrup foretrækker nemlig de hurtige bemærkninger (lyt selv her og her), og derfor hører Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal også til blandt hans absolutte yndlingspolitikere. Konkret skosede Qvortrup Hæstorp Andersen for at være for seriøs og nuanceret. Hun burde i stedet sætte kniven ind og gå til frontalangreb på regeringen i almindelighed og sundhedsminister Bertel Haarder i særdeleshed. Vi er i valgkamp!, sluttede stjernekommentatoren. Bemærk pluralis-formen, der dog helt sikkert må have været en fortalelse.

Mon ikke en lang række af fortidens store danske politikere ville vende sig i deres grave, hvis de hørte, at det i år 2011 i Danmark af én af landets mest magtfulde politiske journalister anses for at være en ubetinget svaghed for en politiker at være seriøs og nuanceret.

Hør selv Qvortrups sønderlemmende kritik af de saglige politikere ved at klikke her.