Posted by: JanChris | 04/03/2015

Længere udgave af artiklen om Nicklas Bendtner-regeringen

Nedenfor følger en længere udgave af bloggen, jeg skrev for Dagens Q hos Metroxpress.

Nicklas Bendtner har i flere år været Danmarks bedste angriber, men han er end ikke i nærheden af at være i verdensklasse. Det illustreres bedst ved det faktum, at han i de seneste 2 ½ sæsoner kun har scoret i alt tre ligamål for sine respektive klubhold. Ikke desto mindre må Bendtner, eftersom han bl.a. i 2009 udbasunerede, at han inden for få år ville være én af verdens bedste angribere og sågar bedre end Zlatan, finde sig i at blive sammenlignet med netop Ibrahimovic og to andre spillere, der med rette er hjemmehørende i den kategori, henholdsvis Cristiano Ronaldo og Lionel Messi – og lad det være sagt med det samme: Bendtner falder igennem i det selskab: Inden for samme ovennævnte periode har Ibrahimovic scoret 67-, Ronaldo 95– og Messi 101 ligamål.

Hvad i himlens navn har denne udflugt ind i fodboldens verden med dansk politik at gøre, vil den forundrede læser forståeligt nok spørge? Den har for det første det med emnet at gøre, at vi i øjeblikket har en regering, hvis mest magtfulde medlemmer, læs Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon, har en selvforståelse, der minder påfaldende meget om Bendtners: Eksemplerne er legio. F.eks. må danskerne igen og igen lægge ører til fortællingen om, at regeringens initiativer er historiske. Sådan var det også, da Thorning præsenterede regeringsgrundlaget og ligeledes, da hun annoncerede, at regeringen ville indlede trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter. De kuldsejlede som bekendt med et brag. Hendes vision for folkeskolen var heller ikke udpræget beskeden, da hun formulerede den i sin Åbningstale i Folketinget i 2012: Mit mål er, at vores børn skal være den dygtigste generation i Danmarkshistorien. Desuden sammenlignede hun i maj 2012 de forestående forhandlinger om en skattereform med Staunings berømte Kanslergadeforlig fra 1933. Få uger forinden havde hun ved EU-Parlamentets og -Kommissionens formandskabskonference i København fundet den allermest svulstige retorik frem for at beskrive en periode, der sjovt nok var sammenfaldende med det danske EU-formandskab: Hvilken international organisation har i menneskehedens historie nogensinde været i stand til at gøre, hvad EU har gjort over de sidste seks måneder? Ingen! Der var også rigeligt med patos i den udmelding, hun kom med ved World Economic Forums årlige møde i schweiziske Davos i januar 2013 om, at Danmark befinder sig i et reformraseri/-vanvid under hendes regering. Finansministeriet måtte i den forbindelse senere indrømme, at det er VK-regeringens reformer, der i altovervejende grad bidrager til den langsigtede holdbarhed i dansk økonomi. Netop det faktum sætter også det følgende citat fra hendes første Nytårstale i 2012 noget i relief: I den kommende tid skal vi tage beslutninger, der kan måle sig med de sværeste i vores historie. Ved det socialdemokratiske sommergruppemøde i august 2012 påstod hun så, at vi er den regering i Europa, der gør mest for at få folk i arbejde og for at understrege, at der skam var noget om snakken, kunne hun et par måneder senere, i oktober 2012, ved præsentationen af den såkaldte Akutpakke 2, der skulle hjælpe udfaldstruede dagpengemodtagere, bekendtgøre, at: Vi har introduceret denne akutpakke, som skaber 12.500 akutjob. Bjarne Corydon stod dengang ikke meget tilbage for sin chef i sit ordvalg og kaldte Akutpakken for en fuld og dækkende løsning på problemet. Der var imidlertid blot tale om, at arbejdsgiverne havde forpligtet sig til at opslå det pågældende antal stillinger, og i november 2014 havde kun 701 dagpengemodtagere fået et job på den måde.

Det er også karakteristisk for de to ledende ministre, at de taler meget i jeg-form: Jeg kan slå Anders Fogh-citatet kender alle politisk interesserede danskere, og mindst lige så bemærkelsesværdigt var det, at statsministeren talte om sig selv intet mindre end 37 gange i sin seneste Nytårstale. Corydon er for sit vedkommende kendt for talrige udtalelser á la den, han kom med i Qvortrups valg på DK4 den 4. januar (fra ca. 45 min.): Vi er på den høje side af 3,5 mia. kr., som jeg (…) har fået klemt ud til at hjælpe den målgruppe. Det ville ikke falde i god jord på hverken klub- eller landshold, hvis Bendtner eller en hvilken som helst anden fodboldspiller tog hele æren for en sejr, og sådanne udtalelser er næppe heller noget, der vækker udpræget begejstring blandt Corydons partifæller på Christiansborg og ministerkollegaer i regeringen.

Stillingen i meningsmålingerne siden valget i 2011: 398-2 til blå blok!

For det andet: Nu skal politik selvsagt ikke reduceres til kun at være et spørgsmål om meningsmålinger, men politikerne er nu engang folkevalgte og dermed afhængige af vælgernes gunst, og netop de ugentlige målinger er – hvad enten man bryder sig om det eller ej – den bedste/mindst dårlige måde at vurdere partiernes og blokkenes aktuelle kamp-/målform på. For den siddende regerings vedkommende skulle man jo umiddelbart tro, at det ville afspejle sig i målingerne, hvis den virkelig var så enestående og fantastisk, som den har givet udtryk for med sin bombastiske retorik, men ak: Meningsmålingerne i Thorning-regeringens tid har været kummerlige. I forbindelse med de i alt 400 målinger, der er lavet siden valgsejren i efteråret 2011, er regeringen næsten på niveau med Bendtner og har haft grund til at juble hele to gange i den anledning. Oppositionen har derimod været størst/haft flertal i de resterende 398 målinger, hvilket svarer til godt 99,5 %. I et land, hvor de to blokke normalt står meget lige, er det helt uhørte tal, og netop på dette punkt må man give regeringen, at den har præsteret noget, der i sandhed kan betegnes som historisk. For at bruge et andet af regeringstoppens yndlingsord, er den vel i den henseende uden konkurrence den mest upopulære i Danmarkshistorien, selvom lignende tal for andre valgperioder, ifølge professor Rune Stubager, ikke er tilgængelige. Var det ikke for Lars Løkkes sager om henholdsvis eksorbitant dyre flybilletter på rejser for miljøorganisationen, GGGI, og Venstres dyre tøjindkøb på hans vegne, havde rød blok ikke haft flertal i én eneste måling siden det seneste valg.

Hvad skyldes så denne konstant manglende opbakning til den siddende regering i vælgerbefolkningen? Ja, skal man tro statsministeren, har den i hvert fald ikke noget med hende, regeringschefen, at gøre, og igen kan man drage en parallel til Nicklas Bendtner. I sin tid i Arsenal fik han på en skala op til 9 karakteren 10 i en såkaldt selvopfattelseskompetence-test foretaget af en fransk psykolog. Med andre ord var Bendtners selvtillid helt uden for kategori. Psykologen begrundede bl.a. karakteren med, at når Bendtner misbruger en chance, er han altid oprigtig overbevist om, at det ikke er hans skyld. På samme måde er Thorning-Schmidt næsten altid af den opfattelse, at det er andres skyld, når noget går galt for regeringen i almindelighed og hende i særdeleshed. F.eks. mener hun i fuld alvor, at løftebrudsdebatten, som alle politiske eksperter og iagttagere uden undtagelse er enige om udgør den altoverskyggende årsag til regeringens ulyksaligheder, er helt forfejlet: Der er ikke nogen løftebrud overhovedet, har hun således bedyret lige fra regeringens tiltræden og frem til i dag (fra ca. 19.45 min.) og begrundet det med, at Socialdemokraterne og SF jo ikke fik 90 mandater ved valget. Det gjorde de to partier ganske rigtigt ikke. De fik 60 tilsammen, 72 med Enhedslisten, og havde dermed også brug for De Radikales 17 mandater og mindst ét grønlandsk/færøsk af slagsen for at kunne danne regering. Det kunne næppe komme som nogen stor overraskelse for statsministeren. S og SF begyndte, ifølge Berlingske Barometers vægtede gennemsnit af alle meningsmålinger, valgkampen med 72 mandater og 80 med Enhedslistens ditto, mens de tre partier, henholdsvis én- og tre måneder før valget, i alt kunne samle 81 og 79 mandater. Dermed stod det længe før valgdagen med en næsten til sikkerhed grænsende sandsynlighed klart for alle og enhver med bare et minimum af politisk indsigt, at S og SF hverken alene eller sammen med Enhedslisten ville kunne mønstre et flertal efter valget.

Ikke desto mindre fraskrev Thorning-Schmidt sig altså efterfølgende ethvert ansvar for de mange brudte valgløfter med en undskyldning, der svarer til, hvis en fodboldtræner efter en kamp forklarer et nederlag med, at han ikke var klar over, man skulle stille med 11 spillere. I øvrigt forekommer det i den sammenhæng lettere komisk, at netop Thorning-Schmidt den 8. oktober 2009 i Folketingssalen havde udtalt sig som følger: (…) Og vi vil gøre det modsatte af regeringen, som sagde ét før valget og gjorde noget andet lige efter valget. Det har vi sådan set lært af, og det vil vi aldrig nogensinde gøre.

Ansvarsfralæggelse har også været devisen, når det drejer sig om den anspændte økonomiske situation, Danmark længe befandt sig i, efter den globale økonomiske krise ramte vores land i 2008/2009. Thorning-Schmidt, hendes finansminister, Bjarne Corydon, og en lang række andre ministre bliver aldrig nogensinde trætte af at fortælle historien om, at VK-regeringen efterlod sig det, der med Corydons ord var et vakkelvornt håndværkertilbud, hvor budgetterne (i kommunerne), ifølge Thorning, skred år for år. På den baggrund kan alle vist forstå, at det tager sin tid at rette op på dansk økonomi, en opgave hun senest har sammenlignet med at rydde op efter en teenage-fest! Der er bare to problemer med den fortælling: For det første er den decideret forkert. Det har bl.a. tidligere overvismand Torben M. Andersen udtalt, og i en OECD-rapport i januar 2012 blev det konkluderet, at Danmarks økonomi var i rimelig god form, da man gik ind i krisen, og dansk økonomi er stadig i rimelig god formEnd ikke politisk kommentator og direktør i tænketanken, Kraka, Peter Mogensen, der er gammel DSU’er og så sent som i november 2008 var på tale som socialdemokratisk folketingskandidat i Greve, er enig i kritikken: Der var ikke slået noget hul i statskassen. Løkke havde selvfølgelig brugt enorm megen energi på at holde hånden under økonomien i finanskrisen. Vi slap hæderligt fra det(Mogensen & Kristiansen, d. 12.12.14) En anden politisk kommentator, Hans Engell, kan heller ikke genkende den socialdemokratiske udlægning. I Ekstra Bladet den 20. december sidste år skrev han således: (…) Den holder ikke – den med håndværkertilbuddet. Det er politik – og spin.

For det andet: Der var ingen grænser for alle de penge, Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne selv ville bruge i de fede år i 00’erne. Deres sorgløse syn på dansk økonomi blev f.eks. illustreret på bedste vis af hende selv under Afslutningsdebatten i Folketinget den 31. maj 2007: Vi mangler jo ikke penge i den danske skattekasse. Der er bugnende overskud. Hver gang de åbner skuffen i Finansministeriet, finder de et større overskud, så vi mangler ikke penge. Få måneder senere præsenterede Socialdemokraterne så et udspil med 29 Velfærdsrettigheder til danskerne til en pris på mellem 10 og 99 mia. kr., og under valgkampen senere samme år kunne man f.eks. den 4. november på DR1 opleve Thorning, der altså i dag kritiserer VK-regeringen for de gentagne budgetskred i kommunerne, indigneret skose Anders Fogh i mange minutter, fordi han ikke ville lade de selvsamme kommuner, der næsten uden undtagelse overskred budgetterne, bruge endnu flere penge… Måske kunne man sammenligne den socialdemokratiske retorik over for de borgerlige på dette område med et scenario, hvor Bjarne Riis skælder nogle cykelryttere hæder og ære fra, fordi de har brugt doping. Hykleriet ville vist være til at få øje på… Men lakmusprøven på, om Socialdemokraterne kan tillade sig at kritisere VK-regeringens økonomiske politik i 00’erne må være, om de selv kan levere eksempler på toppolitikere fra deres parti, der advokerede for et mindre offentligt forbrug, før finanskrisen ramte Danmark? Jeg venter i spænding.

Socialdemokraternes ansvarsfralæggelse når næsten komiske højder, når de stadig den dag i dag, 3 1/2 år efter den siddende regering tiltrådte, giver Dansk Folkeparti skylden for efterlønsreformen, som de har døbt Thulesen Dahl-reformen. Det siger vist mere om Socialdemokraternes egen inkompetence og manglende gennemslagskraft end om DF og Thulesen Dahl, når det største regeringsparti på fjerde år føler sig nødsaget til at administrere hans politik.

P.S: Ret skal være ret: Både Bendtner og Thorning-Schmidt har scoret nogle mål på den internationale scene de seneste år… Det ændrer dog ikke ved, at det ikke er dér, det bliver afgjort, om de skal have deres kontrakter med henholdsvis VfL Wolfsburg og de danske vælgere fornyet.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: