Enhver politisk interesseret dansker med en puls har hørt regeringens monotone og rituelle angreb på det tidligere VKO-flertal for at have kørt landet i sænk i 00’erne. Statsministeren kan dårligt åbne munden uden at fortælle, at budgetterne skred gang på gang under VK-regeringen, mens Bjarne Corydon – når han en MEGET sjælden gang ikke roser sig selv – kan ævle i én uendelighed om, hvordan Løkke og co. overskred EU’s budgetkrav og dermed indbragte Danmark en EU-henstilling. Man kan og skal kritisere den foregående regering for mangt og meget, men at kritikken kommer fra lige netop Socialdemokraterne er simpelthen for groft, for hvem var det nu lige, der ville bruge endnu flere penge – lade budgetterne skride endnu mere – i 00’erne? Ja, det var såmænd Socialdemokraterne selv. Det har dog ikke anfægtet dem og en samlet dansk presse, der som små puddelhunde eller nordkoreanske journalister har siddet og lyttet andægtigt, når makkerparret Thorning/Corydon for 120. gang kunne fortælle, hvor uansvarlige VKO var, og hvor heltemodig en opgave de omvendt havde påtaget sig med at rydde op i moradset. Selv hårde hunde som Henrik Qvortrup, Clement Kjersgaard og Ask Rostrup så pludselig ud til at glemme enhver form for kritisk sans, når de lagde ører til historierne om, hvilket fallitbo, håndværkertilbud etc. Løkke og co. havde efterladt til den stakkels, men heldigvis superansvarlige og heltemodige SR-regering. Rostrup tog dog for sit vedkommende lidt revanche tirsdag aften på DR1, og det så da også ud til at komme som en stor overraskelse for statsministeren, at hun nu ikke længere helt uimodsagt kunne lire sin remse om VK’s elendigheder af, som hun plejer.
Venstre har dog heller ikke selv forsvaret sig særlig godt mod beskyldningerne. Man kan vel sammenligne partiets ageren med en mand, der bliver beskyldt for at have begået et mord, men ikke gør andet end blot at sige: Det passer ikke. Formentlig skyldes strategien, at Venstre sammen med den borgerlige opposition konstant har været så langt foran i meningsmålingerne, at der ikke var nogen grund til at bruge unødige kræfter på den diskussion.
Sent torsdag aften fik først Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, og bagefter økonomi- og kommunalordfører, Jacob Jensen, imidlertid nok af den socialdemokratiske historieforfalskning og gik for første gang siden sidste valg for alvor til modangreb på det største regeringsparti. Det var hårdt tiltrængt og meget underholdende, og meget betegnende valgte Socialdemokraterne overhovedet ikke at forsvare sig, men lod derimod blot debatten rinde ud. På vej ud af salen nægtede statsministeren desuden at lade sig interviewe. Se Kristian Jensen og Jacob Jensen gå i flæsket på Socialdemokraterne her. (fra 23.45.30 min.) Se også Lene Espersen fra 23.25.15 min.
P.S: Socialdemokraternes ageren under hele Åbningsdebatten var decideret pinlig. Statsministeren og politisk ordfører, Maja Panduro, lavede ikke andet end at komme med skingre og underlødige angreb på Venstre og Dansk Folkeparti, i stedet for at tale om deres egen politik og svare på de spørgsmål, de fik stillet.
Skriv et svar