Hvis man går ind på Nyhederne.tv2.dk, kan man både øverst og nederst på siden i grelle gule farver og med store typer læse følgende: Ny måling: Socialdemokraterne overhaler Venstre. Det er det sagnomspundne analyseinstitut, Voxmeter, der med baggrund i den enorme forskel på hele 0,3 procentpoint i forhold til Venstre – langt ud over den statistiske usikkerhed – kan bringe denne epokegørende nyhed. Henrik Qvortrup, der har siddet og klikket på refresh-knappen på sin browser på Voxmeters hjemmeside hele morgenen, er i skrivende stund ved at gøre sig klar til at analysere målingen på TV2 News efter devisen: Det er meget alvorligt for Løkke og en stor sejr for Thorning. Som bekendt er Qvortrup altid leveringsdygtig i netop den slags – altid objektive vurderinger – om det så er søndag aften kl. 23 eller mandag middag. Qvortrup er en pryd for sin stand, således vil jeg vurdere ham til ene mand at gøre mere gavn for den siddende regering end alle dens 23 mio. kr.-dyre spindoktorer til sammen – og så er han ikke engang lønnet af regeringen.
Heldigvis lægger man i den danske mediebranche stor vægt på kollegialitet. Således kan man, hvis man i artikeldatabasen, Infomedia, søger i alle artikler skrever i de største danske aviser de seneste uger, hvor Lars Løkke som bekendt har været en mindre tur gennem mediemøllen, kun finde en Claes Kastholm Hansen-klumme og et ultrakort debatindlæg i Ekstra Bladet, hvor Qvortrups behandling af Løkke kritiseres. Det lyder ikke umiddelbart af meget, i og med, at mange (hundrede)-tusinde borgerlige vælgere formentlig er dybt utilfredse med Qvortrup, men ligger fint i tråd med tidligere tiders hyperkollegiale ageren fra de danske medier, der i sin tid har fredet typer som Kaare R. Skou, Kurt Strand og mange, mange andre på den mest forbilledlige vis, uanset, om de kastede med bøger i tv-studier eller helt uhæmmet krævede, at Danmark anstændigvis førte en lempeligere udlændinge-politik. Senest skrives der intet om den absolutte medieyndling Marlene Winds usandheder og de uretfærdige angreb på Morten Messerschmidt i den forbindelse. Medie-Danmark holder altså sammen og lukker sig om sig selv, når det gælder kritik af egen ageren, og på samme måde angriber man i samlet flok, når det store, onde (Løkke)-dyr i Åbenbaringen viser svaghedstegn. Er det en kamp på lige vilkår, eller må vi bare indstille os på, at den fjerde statsmagt kan skalte og valte, som den vil, og nærmest selv bestemme, hvem den vil have som statsminister i dette land?
P.S: En byrådskandidat for Venstre i Kruså, Jens Wistoft, har netop klaget over mediernes personhetz mod Løkke på TV2 News og helt specifikt nævnt Henrik Qvortrup.
Skriv et svar