Posted by: JanChris | 12/11/2013

Kaare R. Skou i DR-program: Er der noget i Venstres kultur, der gør, at man bliver korrupt?

Det er skrækkeligt at være borgerlig for tiden. Medierne hetzer uafbrudt i samlet flok mod Venstre i almindelighed og Lars Løkke i særdeleshed. Tudefjæs? Nej, det er simpelthen bare en konstatering, og nej, der er INGEN, der påstår, at Løkke er en forfulgt uskyldighed, eller at medierne ikke skal afdække alle forholdene om skyhøje rejseomkostninger m.m, men omfanget og styrken af mediedækningen af hans fejltagelser er voldsomme. Jeg behøver blot at gentage, hvad jeg tidligere har skrevet, at eksempelvis Ekstra Bladet på 35 dage havde 18 forsider om Løkke og hans fortrædeligheder. Det er som om, medierne nu får afløb for deres vrede og frustrationer over, at de i to år ikke har kunnet få ram på Løkke og Venstre, og Poul Madsen, Henrik Qvortrup og co. nøjes derfor ikke med at tjatte til partiet og dets formand. Nej, de har lugtet blod, og de helmer ikke, før han politisk er død og begravet.

Senest i aften i programmet, Jersild i Tiden, kunne man opleve den åbenbart stadig i sit otium evigt politiserende Kaare R. Skou insinuere meget kraftigt, at Venstre er et korrupt parti. Det ligger simpelthen i Venstre-kulturen, måtte man forstå. Før det havde Jersild personligt interviewet én eller anden ukendt kvindelig ph.d., der mente, at Løkkes handlinger i andre lande uden videre ville være blevet betegnet som – ja, godt gættet – korruption. Mon ikke Jersild selv er temmelig enig i den betragtning? Kanalchef på TV2 News, Mikkel Hertz, der ellers plejer at være ganske fornuftig, havde for sit vedkommende heller ikke megen sympati med Løkke og Venstre og påpegede modsætningsforholdet mellem, hvor nøjeregnende Løkke var med at få refunderet selv de mindste bilag for f.eks. rødvin, mens han ikke havde styr på meget større beløb. Hertz hæftede sig også ved, hvordan Venstre selv havde jagtet Helle Thorning-Schmidt under skattesagen. Jens Olaf Jersild, der lige som Clement Kjersgaard får det fysisk dårligt af at høre andre tale, når nu han selv har så meget vigtigt at sige, skulle da også lige brillere med oplysningen om, at han selv havde stillet nogle spørgsmål til Venstre om Løkkes dispositioner som formand for GGGI og tre uger senere endnu ikke fået svar.

Ja, der er i sandhed ikke megen empati at hente for Venstre i de danske medier. Tidligere på aftenen blev Venstres Claus Hjort Frederiksen på Lars Løkkes vegne heglet igennem 50 minutters afhøring hos Henrik Qvortrup i programmet Q på TV2 News. Hjort Frederiksen, der i sin tid ansatte Qvortrup hos Venstre, var dog ikke sådan at kyse, og han klarede sig ganske udmærket i duellen med den snu og kyniske journalist, selvom han efter min mening burde have været endnu hårdere i sin kritik af de danske medier i almindelighed og Qvortrup selv i særdeleshed.

Den 11. november blev også dagen, hvor en meningsmåling for første gang siden valget gav flertal til regeringsfløjen. Det er imponerende arbejde af venstrefløjen og medierne i uskøn forening, hvis verdenshistoriens mest upopulære regering – og nej, det er formentlig ingen overdrivelse – alligevel genvinder magten. Jeg tror dog ikke på det, faktisk er jeg mere end 95 % sikker på, at de borgerlige vinder næste valg. Jeg tror sågar ikke engang, der bliver spænding om udfaldet, på trods af Qvortrup og kumpaners utrættelige kamp for Thorning-Schmidt og co., men vi får se…

Til sidst en stille undren: Mens medierne har kastet sig over alle aspekter af Løkkes liv både som politiker og privatperson og åbenbart ser korruptionsagtige forhold alle vegne, hvordan kan det så være, at de er så ligeglade med en lang række forhold i skattesagen – og her taler jeg ikke om, hvad Troels Lund Poulsen, Lars Løkke, Peter Loft m.fl. måtte have foretaget sig af lyssky ting og sager – der i dén grad skriger til himlen? Mener medierne ligesom Socialdemokraterne og den øvrige venstrefløj, at det eneste suspekte i den sammenhæng er Venstre og Skatteministeriets ageren? Lad mig i den forbindelse gentage, hvad jeg tidligere har skrevet i en anden artikel:

(…) F.eks. er det nok i de færreste sager, man når frem til en afgørelse, der er mildere end den, skatteborgerens egen rådgiver plæderer for. Frode Holm har som bekendt over for Skat givet udtryk for, at Kinnock var skattepligtig i Danmark i 2009 og 2010. Der er også talt meget om praksisændringen, der gjorde, at Kinnock i mange år kunne fortsætte med at komme på weekendbesøg her i landet, uden det gjorde ham skattepligtig. Til gengæld faldt hammeren så over fotomodellen Camilla Vest, og Skat København nægtede oven i købet at udlevere Kinnock-afgørelsen til Skats egen afdeling for Økonomisk Kriminalitet, selvom den senere var hovedgrundlaget for at frikende hende i Landsskatteretten. Helt overordnet ved vi også med sikkerhed, at Skat anså Kinnock for at være en medspiller og arbejdede ud fra det udgangspunkt, at han ikke var skattepligtig i Danmark

(…) En ting, jeg synes er opsigtsvækkende, er, at Socialdemokraterne åbenbart har en varm linje til Skat, sådan, at de ikke alene kan redde partifæller og deres ægtefæller ud af dansk skattepligt, men også føre dem ind i den, når det er opportunt. Det skete som bekendt med Thorning-Schmidt, da hun sad i Europa-Parlamentet. Det er da i den grad også en skandale.

Hvor er I, kære medier. Der er nok at tage fat på. Husk på, det er Skattesagskommissionen, der kun må beskæftige sig med, om ministeren og hans departement blandede sig i behandlingen af skattesagen. I må faktisk godt skrive om andre aspekter også, men problemet er måske, at I ikke vil?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: