Posted by: JanChris | 18/10/2013

First Class-Lars, asketiske journalister og socialdemokratiske åbenhedsfundamentalister

I disse noget kolde, men hyggelige, efterårsdage er det svært at opdrive en eneste dansker, der ikke er dybt forarget over First Class-Lars, alias oppositionsleder og statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussens 9 rejser (for det var ikke 11, 13 eller 15) til fjerntliggende destinationer under forhold, der vist kun kan beskrives som ypperlig luksus. Opstandelsen i det ganske danske land er så voldsom, at Venstre er styrtdykket i meningsmålingerne. Mindst lige så slemt er det imidlertid, at Løkkes personlige troværdighed nu er lavere end den siddende statsministers. Her må man, midt i det stormvejr, han befinder sig i, finde tid til at rose Løkke for denne pragt- og kraftpræstation, der, indtil han placerede bagenden i diverse opulente flysæder, syntes næsten uopnåelig. Aldrig har nogen dansk statsminister (eller regering) været bare i nærheden af at være så upopulær som den nuværende, og alligevel er det altså lykkedes Løkke at blive endnu mere upopulær. Selv Kurt Thorsen, Klaus Riskær Pedersen, Stein Bagger og Erik Skov Pedersen synes mere troværdige i danskernes øjne for tiden end den mand, der indtil for bare et par uger siden så ud til at vade ind i Statsministerkontoret ved det kommende Folketingsvalg. Løkke har ikke alene gjort et beundringsværdigt forsøg på at skabe spænding om udfaldet af næste valg, han har også ene mand med sit behov for at rejse og bo på niveau med rock- og filmstjerner, emirer, præsidenter, ganske almindelige milliardærer og andet godtfolk sørget for, at Venstres kommunalpolitikere med stor sandsynlighed får et dårligere valg, end de ellers ville have fået i næste måned, og selvom andelen af danskere, der sender julekort til hinanden, under alle omstændigheder bliver mindre og mindre, skal Løkke nok regne med at modtage endnu færre julehilsner fra lokale Venstre-folk rundt omkring i Danmark, end han ellers ville have fået.

Størst er forargelsen over Løkkes rejseorgier dog i medierne, hvis sympatiske repræsentanter traditionelt og historisk set altid selv har været kendt for deres asketiske livsførelse, og blandt partierne på regeringsfløjen. Én af de politikere, der nærmest sprutter af forargelse, er socialdemokraten, Pernille Rosenkrantz-Theil, hende, der engang var én af Enhedslistens frontfigurer, og med ordene, Det kunne lige så godt have været mig, støttede det berømte malingangreb på daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister, Per Stig Møller. Den udtalelse har hun dog fortrudt, selvom hun efter eget udsagn stadig har de samme holdninger som dengang. Hvorom alting er: Rosenkrantz-Theil, som Socialdemokraterne uofficielt har udnævnt til den ærefulde titel af rejsebilagsordfører, har i adskillige tilfælde kritiseret Løkke for hans uvilje mod at lægge bilagene frem. Åbenhed er en grundpille i vores demokrati, som hun har messet igen og igen de seneste dage på bl.a. TV2 News, og det kan man kun erklære sig helt enig i. Det samme sagde justitsminister Morten Bødskov som oppositionspolitiker i 2009, da han, bl.a. efter devisen: Hver eneste gang, der er tvivl om offentligheden skal have adgang til oplysninger, så skal det være hensynet til åbenhed, som træder først, advokerede for en såkaldt Åbenhedsreform. Ligesom sine regeringskollegaer er Bødskov imidlertid efter valget blevet ramt af et middelsvært tilfælde af valgløftehukommelsestab, og han er derfor i stedet endt med at lave det, der i den brede offentlighed er kendt som Mørklægningsloven. Godt nok kan Bødskov ikke helt forklare årsagen til kovendingen – det skal siges, han har haft muligheder nok! – men vedtaget blev den altså den lov, regeringen selv med en eufemisme og/eller sarkasme kalder for Offentlighedsloven.

Roses den, der roses bør, så lad mig i samme forbindelse fastslå, at der uafhængigt af Mærklægningsloven findes eksempler på, at regeringen har givet aktindsigt med lynets hast. Hvem husker f.eks. ikke, hvordan SMS-korrespondancen mellem økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager, og Venstres Claus Hjort Frederiksen, i forbindelse med skatteforliget mellem regeringspartierne og Venstre og De Konservative i sommeren 2012, blev udleveret til Politiken på bare 2 timer og 29 minutter. Den præstation, der selvsagt intet havde at gøre med, at Vestager forsøgte at fremhæve egne meritter og desavouere Socialdemokraternes ditto ved forhandlingerne, udnævnte Information til uofficiel danmarksrekord i at imødekomme en anmodning om aktindsigt. Også udviklingsminister Christian Friis Bach og hans embedsmænd har vist sig at kunne agere hurtigt og effektivt, når der er tale om virkelig presserende sager af stor interesse for almenvellet, hvilket uomtvisteligt er tilfældet i farcen om Løkkes rejseudgifter. Derfor var det også velgørende at se Friis Bach give både Ekstra Bladet og TV2 lynhurtig aktindsigt i den redegørelse, den meget omtalte miljøorganisation, Green Grobal Growth Institution, GGGI, som Løkke altså er formand for, havde udleveret til den danske udviklingsminister. Friis Bach, der som den danske regerings repræsentant sidder i bestyrelsen for GGGI, var i samme forbindelse så venlig også at fremlægge dokumentation for, at han selv rejser for kun en tredjedel af Løkkes udgifter. Man kan kun have stor respekt for Friis Bachs dokumentationsarbejde, og enhver mistanke om, at han som regeringens repræsentant i bestyrelsen af indenrigspolitiske grunde har siddet med hænderne i skødet og i sit stille sind glædet sig over, at Løkkes rejseudgifter tårnede sig op, så en meget trængt regering kunne bruge de oplysninger til at skade Venstre-formanden og hans parti hjemme i Danmark, må være at henregne til kategorien ondsindet sladder.

Det er dog ikke alle steder i regeringen og embedsapparatet, at anmodninger om aktindsigt behandles lige så hurtigt, som det i særlige sager er tilfældet hos Vestager, Friis Bach og deres respektive ministerier. F.eks. havde Statsministeriet i slutningen af september i år endnu ikke i en tid, hvor man kan sende sms’er og e-mails til den anden side af jorden på et splitsekund – efter mere end 15 måneders ventetid – givet Ekstra Bladet aktindsigt i korrespondancen mellem ministeriet, politiet og andre myndigheder i forbindelse med den kinesiske præsidents besøg i Danmark i 2012. Sneglefartssagsbehandlingen, der på det tidspunkt havde taget ca. 4400 gange så lang tid, som det tog at udlevere Vestagers SMS-korrespondance med Hjort Frederiksen, skete på trods af, at aktindsigt som udgangspunkt efter den gamle Offentlighedslov skal gives inden for 10 dage, og at avisen oprindelig var blevet lovet, at dokumenterne ville blive udleveret efter 5-6 uger. 15 måneder og 12 forsikringer senere om, at bilagene var lige på trapperne, ventede Ekstra Bladet stadig forgæves, hvilket fik avisen til at konkludere, at Enten er embedsmændene helt ovenud inkompetente, så man må undre sig over, hvordan de er i stand til at finde til og fra arbejde hver dag. Endsige ud på toilettet. Eller også er tempoet så fodslæbende, fordi en aktindsigt vil røbe, at regeringen bad politiet om at se stort på grundlovens ord om forsamlingsfrihed og ytringsfrihed for at tækkes den pengestærke gæst fra Kina.

Det var flere mystiske episoder i forbindelse med den kinesiske præsident Hu Jintaos besøg, der fik Ekstra Bladet, andre medier og den danske offentlighed til at undre sig over, om visse dele af demokratiet var sat ud af kraft i den anledning. Bl.a. blev en journalist fra avisen anholdt, da han satte en Kina-kritisk plakat fast på den Lille Havfrue. Tilfældigvis skulle Jintao senere i kongeskibet Dannebrog sejle forbi netop Langelinie, hvor skulpturen kan ses. En gruppe af demonstranter fra Støttekomiteen for Tibet, der viftede med det tibetanske flag, blev for sit vedkommende forsøgt holdt skjult fra Jintao og hans korteges udsyn, da den kinesiske delegation kørte igennem København gader. Det vakte også opsigt, at repræsentanter for den uafhængige og regeringskritiske tv-station, NTD, der sender fra USA til bl.a. Kina, fire gange fik afslag på akkreditering af Udenrigsministeriets internationale pressecenter, IPC, i forbindelse med besøget. Det er senere kommet frem, at PET i en trusselsvurdering sendt til Københavns Politi advarede om, at kineserne meget nødigt ville tabe ansigt. Morten Bødskov har for sit vedkommende konsekvent fastholdt, at Hverken jeg eller nogen andre i Justitsministeriet har blandet os i, hvordan politiet skulle tilrettelægge og udføre opgaven omkring det kinesiske statsbesøg. Jeg kan helt afvise, at der har været instrukser fra ministeriets eller min side. Der er al mulig grund til at tro på, hvad Bødskov siger, for han er normalt en sand mester udi disciplinerne at tale sort, svare udenom og ellers lyde som en båndoptager på repeat. Spørgsmålet er dog, om man kan tiltro ham et så raffineret svar, at han på den ene side benægter enhver indblanding fra sig selv og sit ministerium og på den anden side ikke siger noget om, at andre ministerier og/eller ministre ikke har blandet sig i sagen?

Bortset fra de små ovennævnte episoder, hvor det danske demokrati forståeligt nok blev sat på pause af hensyn til en fjerntliggende diktaturstat og de milliardkontrakter, man mente at kunne hente hjem til danske virksomheder derfra, er den siddende regering og særligt Socialdemokraterne på alle måder en pryd for demokratiet. De rekordmange spindoktorer, der er ansat rundt omkring i ministerierne, har udelukkende til formål at gøre ministrene mere tilgængelige for medierne og offentligheden, og det må helt klart også siges at være et demokratisk fremskridt, at statsministeren ikke længere lader sig udsatte for kritiske spørgsmål fra journalister på sine Tirsdagspressemøder. Statsministeren har også som privatperson i en lang række tilfælde udvist en forbilledlig og eksemplarisk adfærd, som Løkke kunne lære meget af i en tid, hvor medierne kræver ethvert bilag i forbindelse med hans rejser for GGGI udleveret. Bl.a. tog det hende kun næsten to år at fremlægge hele redegørelsen i sin mand, Stephen Kinnocks skattesag, som hun havde lovet, og hun havde helt sikkert også gjort det, selvom Kinnock ikke af sin egen skatterådgiver var blevet rygtet bi-/homoseksuel.

Denne blogger er også oprigtig- og fuldt og fast overbevist om, at den tsunami af uheldige sager, der pludselig har ramt Venstre inden for ganske få uger, e.g. det anonyme brev til Skattesagskommissionen og altså sagaen om Løkkes rejsebilag, simpelthen er opstået ud af den blå luft, selvom det må siges at være noget af et heldigt sammentræf, at en regering, der kun kunne vinde næste valg ved hjælp af ikke ét, men adskillige tilfælde af force majeure, pludselig bliver begunstiget af flere lykkestilfælde på én gang, men ligesom man kan få syv rigtige i lotto flere uger i træk, kan man også være tilsvarende heldig i politik. I hvert fald er der ingen som helst grund til at tro, regeringens spindoktorer og ledende ministre har haft noget som helst med sagerne at gøre. Derimod er det hævet over enhver tvivl, eller man kan i hvert fald sige, det er dokumenteret med en til sikkerhed grænsende sandsynlighed, at et netværk bestående af Venstre, Skatteministeriet og B.T., støttet af en anløben (han er Venstre-mand) advokat i Århus stod bag en skummel konspiration mod den nuværende statsminister i skattesagen.

Under alle omstændigheder er der grund til at glæde sig over den kritiske presse her i landet. Her er der vitterligt tale om en samfundsgruppe med en veludviklet proportionssans og dermed aldrig svigtende evne til at fokusere på de sager og emner, der virkelig må siges, ud fra enhver tænkelig betragtning, at slå ud på væsentlighedsbarometeret. Man har så godt som aldrig oplevet, at disse ærværdige repræsentanter for den såkaldt fjerde statsmagt som lemminger er løbet i én retning, bare fordi folkestemningen eller deres egne, private politiske holdninger bød dem det. Bilagsgate II er et mønstereksempel på, at når en samlet dansk presse stadig interesserer sig så voldsomt meget for en sag, er det fordi, der de facto er mulighed for at bringe monumentalt vigtige afsløringer til torvs, såsom at Løkke har set naturfilm, når han er udenlands. Omvendt må enhver kunne sætte sig ind i mediernes bevæggrunde for ikke i stedet at banke på Statsministeriets porte for at få afklaret, om indicierne for, at bl.a. ytrings- og forsamlingsfriheden, efter ordre fra regeringstoppen, blev sat ud af kraft under den kinesiske præsidents besøg forrige sommer, holder vand.

Det var også helt efter bogen, at ingen dansk journalist på noget tidspunkt direkte spurgte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, om det var i orden, at han, i hvert fald fra efter Folketingsvalget i 2007 og frem til, han blev udnævnt til Nato-generalsekretær i april 2009, stort set ikke lavede andet end at rejse rundt i Forsvarets Challenger-fly på en 100 % skatteyderbetalt jobansøgningsturné. Enhver må vel kunne se rimeligheden i at lade sig genvælge som statsminister, udelukkende for at få skatteborgerne til at finansiere sit eget karriereprojekt. Løkkes 10 rejser på First Class og 49 årlige arbejdsdage som ulønnet formand for en grøn miljøorganisation er derimod af en sådan grovhed, at intet tænkende menneske kan lade det gå upåagtet hen.

Den nuværende statsminister har selvsagt heller ikke på noget tidspunkt ødslet med skatteborgernes penge. Man kan kun forestille sig, hvilke traumer, hun ville have udsat sig selv for på business-class i et almindeligt rutefly, hvis hun ikke i løbet af sin første halvanden måned som statsminister havde brugt 1,4 mio. kr. på at flyve i Forsvarets Challenger-fly, et beløb, der efter to måneder var steget til 2,4 mio. kr., eller dobbelt så meget, som alle andre 22 ministre fløj for tilsammen. Ved udgangen af 2012 havde Thorning-Schmidt fløjet for ca. 7,5 mio. kr., hvoraf alene en rejse til Island og Grønland i august 2012 kostede 786.000 kr., eller mere end Løkkes 15 flyrejser (10 på First Class) for GGGI tilsammen. Under alle omstændigheder er den siddende statsminister på alle måder et forbillede og eksempel til efterlevelse for Løkke, hvis han stadig vil flyve godt uden at betale den fulde pris: Thorning-Schmidt havde nemlig efter sigende engang købt monkey class-billetter på et fly til Grønland. Heldigvis lykkedes det hende med sine talegaver – og uden at betale ekstra – at blive opgraderet til business-class sammen med sit følge… Man begynder efterhånden at at tro på Socialdemokraterne, når de siger, de er bedre end de borgerlige til at effektivisere og spare…

Støt Omnial ved at klikke her.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: