Posted by: JanChris | 19/09/2013

Neandertaleren Peter Brüchmann

Jeg bliver så træt, når jeg læser Peter Brüchmanns skriblerier om Dansk Folkeparti, men ikke desto mindre har jeg gjort mig den ulejlighed at skrive et længere indlæg til- og om ham på fagbladet Journalistens hjemmeside. Det kan læses nedenfor. Som det måske er en del læsere bekendt, skal man ikke længere regne med at få sine kommentarer offentliggjort på hans blog på B.T.’s hjemmeside, hvor det åbenbart kun er Brüchmann selv, der må skrive grimt om andre.

Neandertaleren Peter Brüchmann

Det, der irriterer mig – og åbenbart også mange andre – ved Peter Brüchmann er hans syn på Dansk Folkeparti som et parti, der – nedefra de menige medlemmers rækker og helt op til toppen, Folketingsgruppen, af partiet – er befolket med skumle personer med racistiske- og måske endda nazistiske tilbøjeligheder. Personer, der på ét eller andet tidspunkt viser deres sande- og grimme ansigter. Det syn på Dansk Folkeparti, der var mest fremherskende i slutningen af 90’erne og begyndelsen af 00’erne, er efterhånden – selv blandt journalister, hvor det kun er én ud af 100, der stemmer på DF – blevet afløst af en noget mere respektfuld tilgang til partiet og de holdninger, det repræsenterer. Med andre ord er Brüchmann med sit syn på DF en neandertaler. Man kan kritisere Dansk Folkeparti alt det, man vil, men det der med racisme, nazisme, menneskesyn og tone á la Poul Nyrup og co. det gider folk altså bare ikke at høre mere på. At det i den forbindelse selvsagt ikke kan udelukkes, at der i Dansk Folkeparti findes enkeltpersoner, der måtte have tanker i den retning, siger sig selv, ligesom der også findes islamister i Socialdemokraternes menige rækker etc, men at forsøge at tegne et billede af, at disse karakteristika er indgroede elementer i partiets DNA, er helt ude i hampen. I denne sammenhæng er det også værd at bemærke, at ca. halvdelen af befolkningen faktisk støtter Dansk Folkepartis udlændingepolitik.

De problemer, Dansk Folkepartis medlemmer oplever med visse grupperinger af indvandrere, særligt muslimer, er i øvrigt helt reelle. Jeg er selv vokset op i en meget stille og rolig forstad til Aalborg, men kun et par kilometer derfra ligger der et ghettoområde, Aalborg Øst, hvor der ca. hver anden eller tredje nat sættes ild til biler, containere etc. Af den grund falder boligpriserne, mens utrygheden og forsikringspræmierne stiger. Privilegerede personer som Peter Brüchmann ville under de omstændigheder skynde sig at flytte et andet sted hen – måske til en såkaldt hvid ghetto – men for de danskere der ikke har råd til- eller af andre grunde har mulighed for at flytte, er der ikke andet at gøre end at forsøge at råbe politikerne op og klage deres nød i medierne. De mennesker bliver så, direkte eller indirekte af Peter Brüchmann og co., beskyldt for bare at være racister, fremmedfjendske etc., ligesom det altså var tilfældet for 10-15 år siden, hvilket man i øvrigt kan høre TV2’s nyhedschef, Michael Dyrby, indrømme blankt i det følgende lydklip.

Så mit råd til Peter Brüchmann er, at han skulle prøve at tale en lille smule mere respektfuldt om Dansk Folkeparti, dets medlemmer og politikere, og så er mit gæt, at han også selv ville opleve at blive behandlet tilsvarende bedre. I øvrigt er de grimmeste og værste kommentarer, jeg nogensinde har set på nettet, skrevet på Politiken og Informations hjemmesider, og hvis Peter Brüchmann har svært ved at klare mosten, så skulle han prøve at blive kaldt- eller fremstillet som heks, ekskrement, fugleskræmsel, rotte etc., ligesom Pia Kjærsgaard er blevet det igen og igen. Mig bekendt er der heller ikke mange journalister eller kommentatorer, der har behov for livvagter – og tak for det.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: