Posted by: JanChris | 03/10/2012

“Vi fik jo ikke 90 mandater”

Men det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejserinde Helle, at al verden skulle skrives i mandattal. Sådan kunne man med en lettere omskrivning af Jule-evangeliet (Lukas-evangeliet, kap. 2) beskrive de første dage efter dannelsen af S-R-SF-regeringen i oktober sidste år, da ministrene fra SF og især Socialdemokraterne skulle forsvare deres serieløftebrud over for de mange skuffede vælgere. Den nye statsminister havde nemlig sat sig sammen med sin spindoktor og andre kloge hoveder, og de var nået frem til den forklaring/undskyldning, at de to partier jo ikke havde fået 90 mandater tilsammen, hvorfor de havde været nødt til de facto at opgive en lang række af de mere eller mindre ultimative løfter, de havde afgivet før- og især under valgkampen. Forklaringen skulle fremover benyttes af socialdemokrater og SF’ere, når de blev konfronteret med de ikke-realiserede valgløfter. Med det in mente kunne de, i egen logik, med god samvittighed sige til de skuffede og forundrede vælgere: Der er ikke nogen løftebrud – overhovedet. (Lyt selv ved at klikke her og her).

Man kan undre sig over toppolitikere, der tilsyneladende ikke har skyggen af samvittighedskvaler over at være kommet til magten under falske forudsætninger, men ligeså trist er det at iagttage, at 99% af den danske journaliststand uden videre har taget forklaringen om de 90 mandater for gode varer. Selv Henrik Qvortrup må overgive sig, når socialdemokrater og SF’ere spiller det ultimative kort i pokerspillet om den politiske perception. Som han udtalte til Politiken d. 15. september: Spørgsmålet er, om man kan tale om løftebrud, når S og SF ikke fik 90 mandater? Qvortrup tilføjede godt nok, at regeringen ligger som den har redt, men han godtog altså ikke desto mindre præmissen om de 90 mandater. Det samme var tilfældet for Clement Kjersgaard, manden, der om sig selv har sagt: Når jeg holder ferie, er der ikke nogen kritisk, politisk journalistik i Danmark. Jeg er demokratiets eneste håb, da han for nylig havde besøg af Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, i sit program Hos Clement.

Spørgsmålene ligger ellers lige for: Vidste Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og co. ikke også før valget, at det kræver 90 mandater i Folketinget at føre sin politik ud i livet? Havde det ikke været sådan i Danmark siden 1953, altså i 58 år? Kunne de på den baggrund ikke have modereret deres retorik en smule? Hvis man ser på meningsmålingerne under valgkampen, lå Socialdemokraterne og SF til mellem 70 og 75 mandater – meget langt fra de magiske 90, som de selv med Enhedslistens hjælp ikke var i nærheden af. De to partier endte da også med at få opbakning fra 34 % af vælgerne, svarende til 60 mandater, og selvom de tabte en hel del stemmer i de sidste dage af valgkampen, er det unægteligt svært at argumentere for, at det kom som et chok for Thorning-Schmidt, Søvndal og co., at de ikke fik 50 % flere stemmer, eller 30 mandater mere, end tilfældet var.

Nu var Thorning-Schmidt og Søvndal trods alt ikke dummere eller mere naive end som så, og realiteten er selvfølgelig, som de også klart tilkendegav, før vælgerne indtog stemmeboksene, at Socialdemokraterne og SF gik til valg på at danne flertal med De Radikale og Enhedslisten. Sådan gik det som bekendt også, så hvilke forudsætninger var det egentlig, der havde ændret sig, efter stemmerne var talt op? Godt nok blev de to sidstnævnte partier noget større, end de fleste havde regnet med, og Socialdemokraterne og SF omvendt altså en del mindre, men det samlede resultat blev, som Thorning-Schmidt og Søvndal havde forestillet sig.

Det er klart, at ingen kan forlange af noget regeringsparti eller nogen (stats)-minister, at alle valgløfter gennemføres nøjagtigt, som de blev afgivet under valgkampen, men når valgresultatet falder ud som omtalt ovenfor, må man kunne forvente, at der er nogenlunde overensstemmelse mellem det, man lover før- og det, man gennemfører efter et valg. Det er da også i langt højere grad, end det er tilfældet med den siddende regering, lykkedes for alle forhenværende danske regeringer at indfri deres respektive valgløfter. I den forbindelse er det værd at nævne, at selvom Anders Fogh Rasmussen og Venstre i 2001 gik til valg på at danne en ny firkløver-regering med De Konservative, CD og Kristeligt Folkeparti og – efter vælgerne havde sammensat Folketinget – i stedet måtte affinde sig med at basere sit flertal på Dansk Folkeparti, lykkedes det alligevel Fogh og co. at gennemføre langt de fleste af deres valgløfter. Generelt er det selvsagt sådan, at ingen nogenlunde nøgtern statsministerkandidat afgiver noget højprofileret løfte under en valgkamp, uden at vedkommende er rimelig sikker på, at hans/hendes støttepartier/parlamentariske grundlag i det mindste ikke er direkte modstandere af idéen.

På samme måde, som det er tilfældet med 90 mandaters-historien, lever en anden vrangforestilling videre i offentligheden i bedste velgående, også blandt politiske journalister og kommentatorer: Thorning-Schmidt og Villy Søvndal var nødt til at give De Radikale enorme indrømmelser under regeringsforhandlingerne, ellers ville Margrethe Vestager have skiftet side og dannet regering med Venstre og De Konservative mod til gengæld selv at få statsministerposten. Selv, hvis man ser bort fra det forhold, at Vestager under valgkampen utvetydigt afviste enhver tanke om at gå i regering med de borgerlige, er der virkelig tale om tankespind af højeste karat: Kunne nogen i sin vildeste fantasi forestille sig, at Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti ville være parlamentarisk grundlag for en regering med deltagelse af De Radikale – enhver DF’ers yndlingsaversion – og tilmed med Vestager som statsminister? Nej, vel. Altså havde De Radikale i realiteten ikke noget at true S og SF med, og argumentet om de nødtvungne indrømmelser til Vestager og co. falder dermed også til jorden med et brag.

Som dokumenteret ovenfor har Socialdemokraterne og SF altså ikke på noget tidspunkt haft- eller kunnet have nogen som helst forhåbninger om at få flertal alene ved det seneste valg, men det allermest bizarre ved problematikken er, at de to partier med en til sikkerhed grænsende sandsynlighed heller ikke ville have holdt deres løfter, hvis de havde fået de magiske 90 mandater. Det skyldes for det første simpel økonomisk nødvendighed: Finansminister Bjarne Corydon måtte som bekendt – efter valget – indrømme, at Socialdemokraterne og SF’s økonomiske plan, Fair Løsning, var underfinansieret med mellem 22 og 39 mia. kr. For det andet er der tilsyneladende også sket en ideologisk udvikling med regeringens topministre, efter de har indtaget ministerkontorerne. F.eks. sagde Mette Frederiksen i Hos Clement d. 11. september, at hun end ikke, hvis der var råd til det, ville rulle dagpengeperioden tilbage til fire år fra de nuværende to.

Hvorom alting er: Socialdemokraterne og SF må hjertens gerne fortsætte med at leve i den tro, at de ikke har begået ét eneste løftebrud og derfor, som statsministeren udtalte til Ekstra Bladet d. 16. september, heller ikke har behov for at komme med hverken en halv eller kvart undskyldning. Vi har intet at undskylde.

Realiteten er nemlig, at meningsmålingerne taler for sig selv i et sprog, der – for nu at bruge den siddende regerings yndlingsord – i sandhed er historisk. S-R-SF-regeringen og Enhedslisten har ikke i én eneste måling siden valget været bare i nærheden af at have flertal, så mon ikke også, Socialdemokraterne og SF efter næste valg kan sige: Vi fik jo ikke 90 mandater?

Støt Omnial ved at klikke her.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: