Har De Radikale en brist? Lærer de nogensinde at forholde sig til virkeligheden?

Hvad foregår der egentlig oppe i hovedet på Det Radikale Venstres toppolitikere, medlemmer og vælgere? Der bliver i disse dage og uger – med rette – talt en del om Enhedslisten og de revolutionære tanker, der udgør idégrundlaget for det i øjeblikket så succesfulde parti, men endnu mere interessant er det at dykke lidt ned i det radikale tankegods, i og med, at Margrethe Vestager og co. i dag, med rette, er at betragte som det mest magtfulde politiske parti i Danmark overhovedet.

Enhver borgerlig dannet og -tænkende dansker, der nøgternt ser på, hvad De Radikale har bedrevet siden de kom i regering for ca. trekvart år siden må være chokeret: Udlændingepolitikken er – på trods af bl.a. statsministerens monotone løfter om det modsatte – blevet lempet utallige gange, bl.a. er starthjælpen fjernet, det er blevet nemmere at få familiesammenføring, ligesom der også er blevet slækket på asylreglerne. Følgerne er, at langt flere uuddannede- og vanskeligt integrerbare mennesker fra tredjeverdenslande strømmer til Danmark, hvilket ikke alene vil føre til eksplosivt stigende udgifter til bl.a. social-, sundheds- og uddannelsesvæsenet, men også tilsvarende stigninger i volds- og kriminalitetsstatistikkerne. Rigtig festligt bliver det, hvis asylansøgere fra bl.a. Syrien og Somalia umiddelbart efter deres ankomst til Danmark får lov til at slå sig ned midt i København, som den himmelråbende naive radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester i kommunen, Anna Mee Allerslev, af uransagelige grunde ønsker sig.

Hvorfor er De Radikale så opsatte på at hente en brøkdel af verdens (fattigdoms)-flygtninge, der oven i købet har råd til at betale fem- eller sekscifrede beløb for den lange rejse, til Danmark, når selv de (altså De Radikale) kender de økonomiske og menneskelige konsekvenser for alle involverede? Skal svaret findes i ren idealisme, humanisme og empati med mindre privilegerede mennesker? Eller er der omvendt tale om en dybt beregnende og gennemtænkt strategi, der har til hensigt at opløse nationalstaten og i stedet erstatte den med et grænseløst Utopia, hvor alle kulturer og religioner på papiret er lige gode og ditto magtfulde?

Svaret er formentlig både og. De Radikale anser sig selv for at være bedre end- og moralsk overlegne i forhold til andre mennesker, men samtidig er de ikke – i hvert fald ikke i gængs boglig- eller uddannelsesmæssig forstand – dummere eller mere naive end alle andre. Snarere tværtimod. Nej, de ved skam – i udgangspunktet – godt, hvad de er i gang med at gøre ved Danmarks fremtid som nation, men hadet til- og foragten for det borgerlige, især det, man kunne kalde det nationalkonservative Danmark, vejer tungere end alt andet. Man skal imidlertid ikke tage fejl: Rigtig mange radikale nærer også et indædt had til Venstre, altså det parti, de selv opstod af i sin tid. Den der sang om, at De Radikale i virkeligheden ligeså godt kunne samarbejde med de borgerlige som med venstrefløjen, er en ren illusion og ønsketænkning fra visse borgerlige kredse, hvor man ligeledes hellere ville samarbejde med djævlen end Dansk Folkeparti. Tro mig: Alle borgerligtsindede radikale har for mange år siden i dybt desillusioneret tilstand forladt partiet. Hvis man breder perspektivet lidt ud og også ser på kommunalpolitik og det såkaldte radikale bagland, havde partiet f.eks. i min hjemby, Aalborg, i 2001 muligheden for at sætte en stopper for 76 års uafbrudt socialdemokratisk styre, men nej: Et enkelt lille ben til den radikale, Preben Pedersen, fra det siddende regime med den hyperbøvede borgmester, Henning G. Jensen, i spidsen, og så var den sag afgjort. En anden radikal politiker i Nordjylland hedder Peter Hvid Jensen. På interne radikale møder i 80’erne og 90’erne opfordrede han direkte til klassekamp og hetzede rutinemæssigt mod de borgerlige. Han siges at have haft særdeles stor indflydelse på især Marianne Jelved i mange år, og hun må have været tilfreds med rådene, for i 2001 blev Hvid Jensen af partiet indstillet til at blive medlem af DR’s bestyrelse, hvor han sad frem til 2008. Allerede i 1990 var han – efter 18 år som almindelig gymnasielærer – blevet udnævnt til rektor på Dronninglund Gymnasium, en stilling han sidder i den dag i dag.

Marianne Jelveds forgænger som leder af De Radikale, Niels Helveg Petersen, bliver for sit vedkommende af mange politiske iagttagere på højrefløjen stadig betragtet som værende mere borgerlig end venstreorienteret, fordi han i sin tid gjorde Poul Schlüter til statsminister og senere vragede Svend Auken til landets fornemste politiske hverv. Jeg har aldrig helt kunnet se, hvad der skulle gøre Helveg til borgerlig. Allerede i slutningen af 80’erne, mens han sad i regering med Schlüter, bad han sin daværende pressechef, Peter Lautrup-Larsen, der i dag er politisk journalist og kommentator på TV2 og TV2 News, om at undersøge erfaringerne fra udlandet med at sidde i regering med socialdemokrater. Jeg kan også specifikt huske det pressemøde i 2000, hvor Helveg Petersen annoncerede sin afgang som udenrigsminister. På det gjorde han det – uopfordret – klart, at hans farvel til posten ikke skulle tolkes som et udtryk for, at han hellere ville sidde i en borgerlig regering. Tværtimod, var Helvegs ord. En smule fornuft er der dog med jævne mellemrum blevet banket ind i hovedet på Helveg. Han er nemlig ven med- og nabo til Ekstra Bladets forhenværende chefredaktør, Bent Falbert.

Hvis de så bare havde format til selv at leve med konsekvenserne af deres egne handlinger, De Radikale, kunne man stadig have en smule respekt for dem. Desværre er de – for langt de flestes vedkommende – en samling hyklere og kujoner, der praktiserer godhed pr. stedfortræder. Det er vist mere reglen end undtagelsen, at radikale – ligesom Margrethe Vestager in persona – fravælger den lokale folkeskole for deres børn til fordel for en såkaldt hvid af slagsen. Som den socialdemokratiske beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen, for nylig udtalte i en tilsvarende sammenhæng: Livet indhentede mig der. Hvornår indhenter livet De Radikale som parti og som enkeltpersoner? Don’t hold your breath, ville man nok sige på udenbysk, men det realistiske svar er, at sålænge der er hvide ghettoer, gated communities, privatskoler og ditto hospitaler, indhenter livet – og virkeligheden – ikke De Radikale.