Posted by: JanChris | 07/07/2012

Brutalt Talt: Lykketoft, Jelved, Laustsen, Turunen: Fatsvagheden breder sig som en steppebrand i regeringspartierne

Fatsvaghed er en overset og undervurderet lidelse – Brutalt Talt kender selv alt til problemet helt tilbage fra min undfangelse og frem til i dag og har heldigvis mere eller mindre lært at leve med det. Langt værre er det, når man – som det empatiske menneske Brutalt Talt er – er vidne til, hvordan, fra naturens hånd, langt mere hjernekapacitetsmæssigt privilegerede væsener pludselig rammes af lidelsen som et lyn fra en klar himmel.

Tag nu f.eks. Mogens Lykketoft, manden, der især er kendt for to ting. For det første: Han smiler ALTID – Brutalt Talt kan faktisk slet ikke erindre at have set ham i nogen sammenhæng på noget som helst tidspunkt nogensinde, hvor han ikke smiler – og så er han en uhyre beskeden person og politiker. Ingen nulevende dansker, der har fulgt med i dansk politik de seneste 30 år, kan formentlig huske én eneste episode, hvor Lykketoft har fremhævet sig selv, eller sine- og diverse socialdemokratiske regeringers bedrifter. Betegnelsen selvudslettende er slet ikke ydmyg nok til Lykketoft, hvis gamle, umådelig smukke- og moderigtige gedebukkeskæg efter mandens eget udsagn blev anlagt for at ligne den kendte kommunistiske politiker og marxistiske tænker, Lev Trotskij. Brutalt Talt kan af egen, traumatisk erfaring, bekræfte, at missionen lykkedes til fulde. Da jeg for ca. 20 år siden slog op i Store Nordiske Konversationsleksikon for at læse om netop Trotskij, så jeg et billede af Mogens Lykketoft. Der var ingen tvivl. Heldigvis smilede han ikke…

Efter dette lille sidespring, der er karakteristisk for intellektuelt mindreprivilegerede mennesker, vender Brutalt Talt tilbage til det med fatsvagheden, for hvordan kan Lykketoft tro, at han på et offentligt møde hos centrum-venstre-tænketanken, Cevea, kan undsige regeringens økonomiske politik og ideologien bag den, uden at et medie vil opsnappe historien og skrive, at Lykketoft… undsiger regeringens økonomiske politik og ideologien bag den? Lykketoft må være blevet fatsvag! Under alle omstændigheder blev han meget sur: Der er tale om den største manipulation, jeg har været ude for i de sidste syv år, lød det fra den for en gangs skyld ikke-smilende formand for landets største Brain trust-koncentration under ét tag: Folketinget. Brutalt Talt vil undlade at gå nærmere ind på, hvor godt Lykketoft åbenbart er blevet behandlet af medierne, siden han forlod sit partis formandspost i 2005, for det pågældende medie, Jyllands-Posten, skrev sådan set bare det, Lykketoft sagde den pågældende aften. Det dokumenterede lydoptagelser på avisens hjemmeside, så selv Brutalt Talt kunne forstå det.

Også Marianne Jelved – igennem mange år landets økonomiminister, selvom hun, ifølge Brutalt Talts oplysninger, havde den klitzekleine Herausforderung, at hun ikke havde forstand på tal og… økonomi – er på sine lidt ældre dage gået hen og blevet en smule fatsvag. Efter at have fortalt Ekstra Bladet, at SF ikke havde lært at sidde i regering, måtte hun til sin enorme overraskelse læse i avisen dagen efter, at hun havde sagt, at SF ikke havde lært at sidde i regering. De direkte citater havde hun endda selv godkendt. Brutalt Talt kan godt forstå, Jelved er frustreret. Godt nok har hun selv indrømmet – efter moderat verbalt pres fra Villy Søvndals førerhund – at jeg har dummet mig, men helt ærligt: Marianne Helvede, som to Berlingske Tidende-journalister, Uffe Tang og Jesper Termansen, der i dag er politisk redaktør på henholdsvis DR og Radio 24/7 engang betegnede hende i den fine borgerlige avis, har kun siddet i Folketinget i 25 år, været minister i 8 år og radigal leder i 17 år, så ingen kan vel forvente, at hun er i stand til at forstå, hvordan journalister arbejder. Brutalt Talt fælder ikke desto mindre dommen: Fatsvag!

Den knivskarpe iagttager vil allerede have opdaget, at de to ovennævnte politikere, der urplötzlich synes ramt af fatsvaghed gravissimus, som det sikkert ville hedde på latin, tilhører det lidt ældre segment af befolkningen og i hvert fald af vores elskede og højt respekterede MF’ere på Christiansborg. Brutalt Talt kan dog afsløre, at der ikke nødvendigvis er nogen sammenhæng. Den skovsneglsprydede og i Nordjylland særdeles populære socialdemokrat, Bjarne Laustsen, der i sit partis topledelse snarere opfattes som en dræbersnegl, har således også vist symptomer på lidelsen. Bjarne kan simpelthen ikke få ind i sit hoved, hvorfor han skal hænges ud for noget, han har skrevet i sit nyhedsbrev og sendt til en lille udvalgt, socialdemokratisk medlemsskare samt DR Nordjylland, hvis email-adresse tilfældigvis havde sneget sig ind blandt modtagerne. Sandheden er nemlig, at Bjarne overhovedet ikke havde nogen intention om at indvie den brede offentlighed i sit budskab om, at det ville være godt, hvis vores nye, kvindelige statsminister (Brutalt Talt bemærker med bekymring den mandschauvinistiske tone) (…) gik ud og sagde undskyld til den danske befolkning. Som Bjarne troværdigt bedyrede over for Ekstra Bladet er der sket en fejl. Fejlen er dog ikke større end, at han står inde for hvert et ord. Under alle omstændigheder lyder Brutalt Talts dom: Bjarne, du er fatsvag!

SF’s EU-parlamentariker, Emilie Turunen, der for nylig har annonceret/truet med, at hun vil lade sig vælge til Folketinget fremover, er sidste levende billede til at illustrere den omsiggribende fatsvaghedsudbredelse i regeringspartierne. Emilie har på adskillige medieplatforme, bl.a. Twitter, beklaget sig over, at Berlingske har skrevet, hun kræver et nyt regeringsgrundlag. Hun føler sig ligefrem misbrugt, en term, der i disse tider med de ulyksalige sager fra bl.a. Tønder og Bornholm øjeblikkeligt frembringer ubehagelige associationer i hovedet på Brutalt Talt og alle andre anstændige mennesker. Heldigvis er der kun tale om et totalt misbrug af tillid, præmisser og kontekst, men det kan jo absolut også være slemt nok, og Emilie har bestemt en god sag, for hvordan skulle hun kunne vide, at Berlingske ville citere hende, som avisen gjorde, når hun kun er kommet med sit krav under forudsætning af, at regeringsgrundlaget er fuldført eller ved at blive det? Brutalt Talt har fuld forståelse for Emilie, men det ændrer ikke ved Brutalt Talts afgørelse: fatsvag!

Med de ovennævnte eksempler in mente kan Brutalt Talt ikke lade være med at undre sig over, hvorfor det kun er i de hårdt trængte regeringspartier, fatsvagheden breder sig som en steppebrand. Under alle omstændigheder frygter Brutalt Talt oprigtigt/ærligt/af hele mit hjerte og med gru/rædsel/hunderædhed/tilbageholdt åndedræt, at fatsvagheden vil brede sig til statsministeren og udenrigsministeren. Brutalt Talt tør næsten ikke at tænke tanken og skynder sig derfor at stoppe her, men den undergravende blogvirksomhed vender snart tilbage.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: