Posted by: JanChris | 07/07/2012

Brutalt Talt: Hvad nu, hvis Socialdemokraterne og SF HAVDE fået 90 mandater tilsammen?

Brutalt Talt hører, indrømmet, ikke til de skarpeste knive i skuffen eller de hurtigste knallerter på havnen, men ikke desto mindre kunne det være, at der var en enkelt anden læser – eller to – der sammen med denne klummeskribent har undret sig lidt over Socialdemokraternes og SF’s forklaring på deres myriader af løftebrud: Vi fik jo ikke 90 mandater, har det lydt i én uendelighed fra vores umådelig populære og højtelskede statsminister, vores lingvistisk-ekvilibristiske udenrigsminister og mange, mange andre repræsentanter for de to agtværdige regeringspartier (når de da ikke ligefrem totalt har benægtet at have begået så meget som ét eneste løftebrud overhovedet).

På trods af det, jeg skrev indledningsvis, kan Brutalt Talt godt følge dem så langt, men jeg bliver bare nødt til at spørge: Hvornår var det lige, I havde 90 mandater i meningsmålingerne, eller der bare så ud til at være den mindste chance/risiko for, at I ville få det ved et valg? Hvis ikke Brutalt Talt husker helt forkert, var I aldrig på noget tidspunkt før- eller under valgkampen bare i nærheden af at have flertal alene eller sammen med Enhedslisten. Altså må I allerede på det tidspunkt have været klar over, at I havde brug for De Radikale, og at I selvsagt ville være nødt til at give dem indrømmelser. Det vil sige medmindre I, ligesom Brutalt Talt, tilhører den oversete gruppe af intellektuelt udfordrede danskere, der ikke skal forveksles med de vælgere, der stemte på jer i forventning om, at I ville føre den politik, I sagde, I ville føre…

Hvorom alting er: Hvis I nu, Helle, Villy og co., havde fået 90 mandater ved valget, havde I så stemt imod Tilbagetrækningsreformen i Folketinget, altså sørget for, at efterlønnen ikke blev markant forringet, folkepensionsalderen ikke hævet etc.? Ville I have ladet være med at gennemføre en skattereform, der bl.a. hæver topskattegrænsen og lader kontanthjælpsmodtagerne betale for det? Ville I have undladt at stramme vilkårene for førtidspensionister og fleksjobbere? Ville I have ført Fair Løsning ud i livet, på trods af, at planen – hvilket I selv har anerkendt – var underfinansieret med 22-39 mia. kr.? Kort sagt: Er det rigtigt opfattet, at I – selvom I efter valget ikke forsømmer en eneste lejlighed til at forklare, hvor nødvendig jeres reform- og sparekurs er for kongerigets overlevelse – i virkeligheden ville have ladet være med at gøre stort set det hele, hvis I havde fået de famøse 90 mandater ved det seneste valg?

Hvis Brutalt Talt har forstået jer rigtigt – og det er som nævnt ovenfor tvivlsomt – ville I med flertallet sikret bare have lånt nogle flere penge i udlandet, ignoreret beklagelserne fra EU over, at I ikke overholdt budgetkravene og fortsat med at tale om- og agere efter parolen om velfærd frem for skattelettelser, ikke sandt? Kan man, med ovenstående in mente, tillade sig at konkludere følgende: Socialdemokraterne og SF påtager sig hjertens gerne – mod deres eget bedre vidende – opgaven med at køre landet i sænk. Det kræver bare, at vælgerne giver dem 90 mandater. Det virker ærlig-, brutalt, talt temmelig skræmmende.

Brutalt Talt fortsætter sin undergravende blogvirksomhed i de kommende dage.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: