Posted by: JanChris | 25/02/2012

Hvordan den arrogante, elitære og belærende “Medvinds-Margrethe” (Vestager) forvandlede sig til Danmarks mest populære politiker

Uden at rose mig selv alt for meget, vil jeg påstå, jeg er rimelig god til at forudsige politiske udviklinger og tendenser. F.eks. har jeg været én af de få, der med temmelig stor præcision spåede de to seneste Folketingsvalgs udfald korrekt, (2007 & 2011) ligesom jeg bl.a., før så godt som alle andre, har været i stand til at gennemskue Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt som politikere og personer. Når det gælder Margrethe Vestager og Det Radikale Venstre, må jeg imidlertid lægge mig fladt ned og blankt erkende, at jeg tog fejl. End ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at den radikale leder ikke alene ville føre sit parti til stor fremgang, men også selv blive Danmarks mest populære politiker.

Det hører med til den radikale succeshistorie, at den økonomiske krisedagsorden set fra en politisk synsvinkel var et ønskescenario for partiet, på samme måde som befolkningens mæthed og træthed over at læse om indvandringen i almindelighed og muslimer og islam i særdeleshed har passet Vestager og co. som fod i hose.

Ikke desto mindre er De Radikales optur under Vestager stadig meget bemærkelsesværdig, for det er ikke bare hendes og partiets politik, den har været gal med; også Vestagers person har stået i vejen for radikal fremgang. Den radikale leder har nemlig i mange år – sjovt nok i en periode, hvor partiet var uden for indflydelse og stod meget dårligt i meningsmålingerne – fremstået som sur, nedladende, arrogant, elitær og belærende i offentligheden, og det er som bekendt ikke karakteristika, de fleste danskere bryder sig særlig meget om. Hvis man ikke tror mig, eller ikke kan huske, hvordan Vestager agerede over for journalister, kommentatorer, kollegaer etc., kan man f.eks. høre Hans Engells karakteristik af hende for 3 ½ år siden, eller lægge ører til dette sammenklip, jeg selv har lavet: Best of Margrethe Vestager. I det vil man også kunne høre en anden – tidligere? – svaghed hos hende: en ekstremt udpræget tendens til at tale udenom og nærmest for enhver pris undgå at besvare journalisternes kritiske spørgsmål.

Bedst som jeg og mange andre følte os mere og mere sikre på, at Vestagers person og politik ville umuliggøre chancen for et politisk comeback på den store scene, begik hun i maj 2011 en politisk genistreg af de helt store, da hun sammen med VK-regeringen og Dansk Folkeparti nåede til enighed om en stor, såkaldt, Tilbagetrækningsreform. Socialdemokraterne og SF var lamslåede over det, de opfattede som Vestagers illoyalitet, men den radikale leder var ligeglad med beklagelser á la Helle Thorning-Schmidts: Du pisser os op og ned af ryggen, Margrethe, og det havde hun god grund til: I meningsmålingerne strømmede vælgerne tilbage- eller hen til De Radikale, der nu både havde dokumenteret, at de kunne samarbejde med begge fløje i Folketinget, og at de ikke var et billigt halehæng for Socialdemokraterne og SF, som bl.a. Thorning-Schmidt ellers ved flere lejligheder – til De Radikales enorme forargelse – havde signaleret.

Valgkampen i sensommeren/efteråret 2011 blev ét langt triumftog for den nu smilende og overskudsagtige Margrethe Vestager. Højdepunktet kom, da hun allerede i begyndelsen af valgkampen lavede en aftale med den konservative formand, Lars Barfoed, om at sætte en stopper for den såkaldte blokpolitik. Alliancen gav en efterhånden succesberuset og ekstatisk Vestager yderligere medvind, mens Barfoed efter valget måtte sande, at han ikke alene sammen med de øvrige borgerlige partier havde tabt regeringsmagten; de konservative mandater var ikke engang tilstrækkelige til at danne et alternativt flertal med Socialdemokraterne, SF og De Radikale.

Valget gjorde som bekendt De Radikale til det næststørste parti i regeringen, og det afspejlede sig også i udnævnelsen af Vestager til økonomi- og indenrigs- samt ikke at forglemme vicestatsminister. Siden de tre regeringspartier nåede til enighed om det fremtidige samarbejde i tårnet på Amager, har Vestager diskret holdt sig i baggrunden og givet Socialdemokraterne og SF masser af plads til at udstille deres ubestridte inkompetence i fuld offentlighed, senest i farcen om Betalingsringen i København. Til gengæld er det blevet til mærkelige udmeldinger fra bl.a. kulturminister, Uffe Elbæk, udviklingsminister, Christian Friis Bach og Kirke- og Ligestillingsminister, Manu Sareen (samt Camilla Hersom, der dog ikke sidder i regeringen) uden, at det dog på nogen måde er gået rent galt for De Radikale, der stadig ligger på ca. 10% tilslutning i meningsmålingerne. Tiden vil vise, om succesen fortsætter for Margrethe Vestager, der indtil nu heller ikke kan klage over overvældende kritisk dækning af sin- og partiets politik fra kongerigets journalister. Der er ellers nok at tage fat på: udlændingepolitikken er stadig verdensfjern, og for partilederens vedkommende har hun flere gange vist, at hun selv er en ypperlig repræsentant for den radikale ideologi om godhed per stedfortræder. F.eks. mente hun ikke, at hendes egne børn skulle nyde godt af det multikulturelle samfunds fortræffeligheder og gå i den nærmeste kommuneskole på Amager. De blev i stedet placeret i en anden skole, der tilfældigvis havde en langt lavere andel af indvandrere. Et andet- og ligeså godt eksempel på det Vestagerske hykleri er, at mens hun næsten var villig til at stå på hovedet for at forhøje pensionsalderen og kraftigt forringe efterlønsordningen for hundredetusinder af danskere, var entusiasmen knap så udpræget, når der blev spurgt til, om hun ville arbejde for at ændre sin egen ministerpension eller den ordning, der hvert år sikrer hendes egne børn ca. 15.000 kr. fra statskassen.

Som jeg har beskrevet ovenfor, har tiden vist, at man med en vis ret kan tale om Medvinds-Margrethe, i den forstand, at hun helt klart befinder sig bedst med vinden i ryggen og omvendt bemærkelsesværdig dårligt, når tingene går hende og De Radikale imod. Al logik tilsiger, at Socialdemokraterne og SF’s problemer på et tidspunkt også vil smitte af på det tredje regeringsparti, og så er spørgsmålet, hvilken Vestager-Version, der til den tid vil åbenbare sig for medierne og ikke mindst vælgerne.

Reklamer

Responses

  1. Jaja, lige nu er Vestager ‘rock-stjernen’ hos rød blok. Men det kan som bekendt hurtigt vende. Vi skal ikke så langt tilbage i tiden, hvor det var Villy Søvndal der var over-guruen hos rød blok, (og dermed også i medierne), og se hvilke problemer ‘den store folkesocialistiske rorgænger’ har idag. Og før Villy var det Naser Khadar der var den store stjerne med hans Ny Alliance og ‘nok-er-nok’ holdning til VKO, (specielt O). Før Naser Khader var det Marianne jelved ‘der styrede for vildt’ ifølge rød blok vælgerne.

    Der findes tilsyneladende et segment i rød blok der har et voldsomt behov for at udnævne en af deres partiledere til guru. For læg mærke til, at det aldrig er borgerlige partiledere der opnår denne ‘rock-stjerne-status’. Selv ikke nu hvor Venstre står til 33-25 procent i meningsmålingerne bliver Lars Løkke gjort til Rockstjerne i medierne. Måske det skyldes, at vi borgerlige ikke har politiske idoler, men forholder os nøgternt og realitisk til de politiske ledere i blå blok???

  2. Hvad det skyldes er svært at svare på, men man kan i hvert fald konstatere, at der meget, meget længe har været utrolig megen medvind til Margrethe Vestager fra medierne. Man kan håbe på, at tingene begynder at ændre sig nu, bl.a. takket været Manu Sareen, hvis dårlige karakter er blevet udstillet i medierne den ene gang efter den anden på det seneste. Man skal jo ikke glemme, at det er Vestager, der har udnævnt ham, vel vidende præcis hvordan han er som person og politiker.

  3. Ja, Manu Sareen er på en måde “en guds gave sendt fra himlen” for alle os som ikke kan fordrage de alstid så bedre-vidende og arrogante radikale. I deres egen selvforståelse (incl. i journalisternes) er de jo bare lige den tand bedre begavet end alle andre, og ser sig selv som de sofistikerede og moderne globalister, (i modsætning til alle os andre provensielle bonderøve). Manu Sareen tumpede fremfærd er virkelig det bedste modbevis på denne medie-bårede myte om Radikal ‘overlegenhed’.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: