Helles Havel-Hykleri

Nedenfor følger et læserbrev sendt til Jyllands-Posten d. 20. januar. Avisen har ikke offentliggjort det, endsige ulejliget sig med at sende et afslag.

At statsminister Helle Thorning-Schmidts evne til at se indad og kritisk på sig selv ikke er specielt udpræget, har længe været synligt for enhver med bare et minimum af sund skepsis over for politikere i almindelighed og Thorning-Schmidt i særdeleshed. F.eks. var det intet mindre end fantastisk at høre hende, af alle, udtale følgende i sin første nytårstale: Det støder mig og mange andre, hvis der er nogen, der ikke yder deres. Eller ligefrem snyder. I den nyligt udkomne bog, Helle – i samtaler med Ninka, går hun endnu videre: Der er ikke noget, der kan hidse mig mere op end snyd. Det er rædselsfuldt og ødelægger velfærdssamfundet. Hvordan en moms- og skattespekulant, der i seks år nød godt af sin mands fradrag, selvom han slet ikke var skattepligtig i Danmark, kan få sig selv til at komme med sådanne udtalelser uden at rødme, må stå hen i det uvisse. Derudover brød hun i mere end tre år, med åbne øjne, CPR-loven ved at have helårsbolig i Danmark, samtidig med, at hun som medlem af Europaparlamentet boede med sin familie i Bruxelles.

Helle-hykleriet nåede nye, uanede højder i onsdags, da statsministeren som formand for EU talte i Europa-Parlamentet i Strasbourg. Thorning-Schmidt havde nemlig besluttet sig for både at begynde- og afslutte sin tale med at hylde den tidligere tjekkoslovakiske- og tjekkiske præsident, Václav Havel: Han var Europa, når det er bedst: En frihedens mester (…), en vogter af retssikkerhed og demokrati. Statsministeren understregede, at det er vores fælles ansvar at gøre Havels tro på Europa til virkelighed. Nyligt afdøde Havel har bestemt fortjent al rosen og mere til, men den frygtløse systemkritiker, der tilbragte i alt fem år i sit kommunistiske hjemlands fængsler, ville nok have betakket sig for netop at modtage hyldesten fra Helle Thorning-Schmidt. Ifølge en artikel i Fyens Stiftstidende fra 2005 var hun således glødende kommunist i, i hvert fald en del af, sin tid på Københavns Universitet fra 1987-94, omend hun meldte sig ind i Socialdemokratiet i 1993. I den forbindelse er det værd at bemærke, at selv de mest argumentresistente danske betonkommunister i slutningen af 80’erne var ved at få øjnene op for hvilke rædsler, der udspillede sig i landene bag Jerntæppet. Det gjaldt dog åbenbart ikke Helle Thorning-Schmidt, selvom hun dengang som årgang 1966 var i tyverne. Hendes sympatier lå stadig hos Honecker, Ceauşescu og co., og som bekendt var de ikke ligefrem under mistanke for at være frihedens mestre eller vogtere af retssikkerhed og demokrati. Ja, Helles Havel-Hykleri er vist til at få øje på.

Selvom en eks-kæreste, hun mødte på universitetet, har forsikret, at Thorning-Schmdt med tiden blev mere for samfundet, er det altså stadig den dag i dag uvist, præcist hvornår den proces var fuldført. Var det Murens Fald i efteråret 1989, der fik hende til at se lyset, eller var det først efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991, at landets nuværende statsminister slog ind på demokratiets vej? Det vides ikke, og kongerigets venlige journalister har heller ikke spurgt.