Posted by: JanChris | 06/12/2011

S-SF-argumentet om de 90 mandater er bøvet, og forestillingen om en VKR-regering var helt ude i hampen

Lige siden den nuværende RAF-regering blev dannet efter langvarige forhandlinger på et amagerkansk luksushotel, har især statsminister Helle Thorning-Schmidt med søvngængeragtig monotoni forsvaret Socialdemokraterne og SF’s serieløftebrud over for vælgerne med argumentet om, at de to partier jo ikke fik 90 mandater tilsammen ved valget, hvorfor de har været pinedød nødt til at gå på kompromis med – i realiteten de facto opgive – en lang række af de mere eller mindre ultimative løfter, de fremlagde under valgkampen.

99% af den danske journaliststand har uden videre taget denne – hvis man må være så fri – bøvede undskyldning, som enhver 1. g-studerende i Samfundsfag kunne udtænke på 30 sekunder, for gode varer. Det kan undre, al den stund journalisternes vigtigste opgave netop er at være kritiske over for magthaverne. Spørgsmålene ligger ellers lige for: Vidste Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og co. ikke også før valget, at det kræver 90 mandater i Folketinget at føre sin politik ud i livet? Har det ikke været sådan i Danmark siden 1953, altså i 58 år? Kunne de på den baggrund ikke have modereret deres retorik en smule? Er de to toppolitikere også fuldt og helt overbeviste om, at de hver især vil vinde rekordpræmien i Onsdags-Lotto på nu 117 mio. kr? Det skulle man umiddelbart tro, for chancen/risikoen for, at Socialdemokraterne og SF tilsammen ville få mere end 50% af stemmerne ved det netop overståede valg var omtrent ligeså stor. De to partier endte da også med at få opbakning fra 34% af vælgerne, svarende til 60 mandater.

Nu er Helle og Villy trods alt ikke dummere eller mere naive end som så, og sandheden er selvfølgelig, som de også klart tilkendegav, før vælgerne indtog stemmeboksene, at Socialdemokraterne og SF gik til valg på at danne flertal med De Radikale og Enhedslisten. Sådan gik det som bekendt også, så hvilke forudsætninger var det egentlig, der havde ændret sig, efter stemmerne var talt op? Godt nok blev de to sidstnævnte partier noget større, end de fleste havde regnet med, og Socialdemokraterne og SF omvendt lidt mindre, men det samlede resultat blev, som Thorning-Schmidt og Søvndal havde ønsket sig.

Det er klart, at ingen kan forlange af noget regeringsparti eller nogen (stats)-minister, at alle valgløfter gennemføres nøjagtigt, som de blev afgivet under valgkampen, men når valgresultatet falder ud som omtalt ovenfor, må man kunne forvente, at der er nogenlunde overensstemmelse mellem det, man lover før-, og det, man gennemfører, efter et valg. Ifølge stort set samtlige eksperter i- og iagttagere af dansk politik er det da også i langt højere grad, end det er tilfældet med den siddende regering, lykkedes for alle forhenværende danske regeringer at indfrie deres respektive valgløfter. I den forbindelse er det værd at nævne, at selvom Anders Fogh Rasmussen og Venstre i 2001 gik til valg på at danne en ny firkløver-regering med De Konservative, CD og Kristeligt Folkeparti og – efter vælgerne havde sammensat Folketinget – måtte forkaste planen og i stedet affinde sig med Dansk Folkeparti som sit vigtigste støtteparti, lykkedes det alligevel Fogh og co. at gennemføre langt de fleste af deres valgløfter. Generelt er det selvsagt sådan, at ingen statsministerkandidat ved sine fulde fem afgiver noget højprofileret løfte under en valgkamp, uden at vedkommende er nogenlunde sikker på, at hans/hendes vigtigste støtteparti(er) i det mindste ikke er direkte modstandere af idéen.

På samme måde som Socialdemokraterne og SF forsøger at holde liv i myten om, at de ikke kan stilles til ansvar for noget som helst valgløfte p.g.a. den 58 år-gamle 90 mandaters-logik, lever en anden vrangforestilling videre i bedste velgående, selv blandt politiske journalister og kommentatorer: Thorning-Schmidt og Villy Søvndal var nødt til at give De Radikale enorme indrømmelser under regeringsforhandlingerne, ellers ville Margrethe Vestager have skiftet side og dannet regering med Venstre og De Konservative mod til gengæld at få statsministerposten. Selv, hvis man ser bort fra det forhold, at Vestager under valgkampen utvetydigt afviste enhver tanke om at gå i regering med de borgerlige, er der virkelig tale om tankespind af højeste karat: Kunne nogen i fuld alvor forestille sig, at Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti ville acceptere at være parlamentarisk grundlag for en regering med deltagelse af De Radikale – enhver DF’ers yndlingsaversion – og tilmed med Margrethe Vestager som statsminister? Nej, vel. Altså havde De Radikale i realiteten ikke noget at true S og SF med, og argumentet om de nødtvungne indrømmelser til Vestager og co. falder dermed også til jorden med et brag.

Reklamer

Responses

  1. Jf. Mette Frederiksen (S) har regeringen ikke afgivet nogen løfter, fordi regeringen først blev dannet efter folketingsvalget den 15. september 2011. En udtalelse som er en blanding af at være rystende og så langt ude, at det næsten er vanskeligt at forholde sig til. Vi må hurtigt have et omvalg, så vi ikke får et dårligt image i omverdenen og hele verden tror, at alle i Danmark er de rene tosser.

    http://www.b.dk/politiko/mette-frederiksen-tryller-valgloefterne-vaek


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: