Posted by: JanChris | 18/06/2011

Det er på tide, Pia Kjærsgaard viger pladsen for Morten Messerschmidt, og Venstrefolks kritik af hende er delvist berettiget

Dansk Folkeparti har de sidste mange år på godt og ondt spillet en nøglerolle i dansk politik. Som støtteparti for VK-regeringen har Pia Kjærsgaard og co. vist sig overraskende stabile, loyale og kompromisberedte. Hvem havde f.eks. for bare et par år siden troet, at DF ville gå med til at halvere dagpengeperioden, hæve folkepensionsalderen og ikke mindst forringe efterlønnen kraftigt? Mange af de borgerlige, der hader partiet som pesten, og kun lever med det, fordi der ikke eksisterer andre muligheder for at danne flertal på højrefløjen, burde holde sig dette forhold mere for øje, end tilfældet har været hidtil.

Når det er sagt, er det langtfra alt, Dansk Folkeparti i almindelighed og Pia Kjærsgaard i særdeleshed foretager sig, der er lige gennemtænkt. F.eks. må jeg sige, at selvom jeg er fuldstændig enig med DF-formanden i, at EU-ekspert og ditto skinger propagandist, Marlene Wind, er gået alt for langt i sine velkendte politiserende udmeldinger om dansk grænsekontrol og den nationalisme, hun ser som den bagvedliggende årsag, mener jeg ikke desto mindre, Kjærsgaard begik en fejl ved at sige om Wind, at hun er færdig, fuldstændig færdig som ekspert i medierne. Kjærsgaards udtalelse er efter alt at dømme blot en mellemting mellem en konstatering og et håb, men den er for nem at misbruge for alle dem, der ynder at tegne et billede af VKO-flertallet som magtfuldkomne politikere, der ikke bryder sig om at blive modsagt og endda direkte eller indirekte forsøger at tryne deres modstandere til at holde mund. Det hverken kan eller vil Pia Kjærsgaard gøre, men ikke desto mindre giver hun med sin ageren ny næring til sine kritikere.

Mens der i Wind-sagen er tale om en mindre fodfejl fra Pia Kjærsgaards side, er hun efter min mening helt galt på den i striden med den tyske ambassadør i Danmark, Christoph Jessen. Selvom han for sit vedkommende gik langt over stregen ved at bakke op om den tyske viceudenrigsminister, Werner Hoyer, der i et indlæg i Berlingske d. 6. juni bl.a skrev, at de, som længes tilbage til (…) grænsekontroller (…) leger med nationalismens ild, som reaktion på regeringen og Dansk Folkepartis aftale om skærpet toldkontrol ved de danske grænser, berettigede det ikke Pia Kjærsgaards ligeså skingre modangreb: Ak ja, pudsige ord fra en tysk ambassadør, hvis lands historie ellers har budt på en del følelsesladet nationalisme med triste konsekvenser, lød det fra DF-lederen. Til det er der kun at sige, at tyskerne har lidt- og er blevet straffet nok for deres nazi-fortid. Det er ikke rimeligt, at personer, der ikke engang var født ved Anden Verdenskrigs afslutning, stadig skal høre for det, der skete fra 1933-1945. Pia Kjærsgaards udtalelse er særlig skuffende, når man tager i betragtning, at netop DF, lige siden det blev stiftet i 1995, igen og igen selv har måttet finde sig i, at det såkaldte nazikort blev trukket i kampen mod partiet. Selvom Kjærsgaard ikke antyder, at tyskerne er på vej til at blive nazister, burde hun holde sig for god til at komme med den slags udtalelser.

Polemikken med den tyske ambassadør har i dag – meget forventeligt – fået det mest fremtrædende medlem af Venstres interne oppositionsgruppe i Folketinget bestående af forsmåede og opmærksomhedskrævende, aktive eks-politikere, Ny Illoyalliance, på banen. Birthe Rønn Hornbech raser således i Berlingske over Pia Kjærsgaard, som hun kalder udansk. I det konkrete tilfælde er kritikken ikke helt uberettiget, men alligevel: Hvad er det, Rønn Hornbech vil opnå? Tror hun, den i forvejen svækkede VKO-alliance vil blive styrket efter den udmelding? Nej, selvfølgelig gør hun ikke det, men Rønn Hornbech har alle dage været ligeglad med alle andre end sig selv, og hun er ikke blevet nemmere at styre, efter Lars Løkke har fyret hende som integrationsminister. I øvrigt kunne man godt argumentere for, at den kulrede kone, som jeg tidligere retvisende har kaldt hende, burde holde lav profil i offentligheden i en periode, for det var nemlig ingen anden end Birthe Rønn Hornbech, der i 1987 fik gennemtrumfet, at hendes ven og gamle studiekammerat, Hans Gammeltoft-Hansen, blev ny ombudsmand. (Hør hende prale af sin bedrift her) Det viste sig så som bekendt – og ikke helt uventet – at manden bag den skæbnesvangre Udlændingelov fra 1983 i 1990 kom til at lække nogle oplysninger fra vidneudsagn ved Undersøgelsesretten i forbindelse med den såkaldte Tamilsag til en journalist og ven fra Weekendavisen. Oplysninger, der senere kan have været medvirkende til den borgerlige regerings fald i 1993. Ikke lige, hvad man burde kunne forvente fra upartiskhed og uafhængighed in persona, som enhver ombudsmand bør personificere. Tak, Birthe Rønn Hornbech.

Tilbage til hendes angreb på Pia Kjærsgaard i ordstriden med den tyske ambassadør: B.T.’s Helle Ib, der i øvrigt mild sagt ikke bryder sig om Dansk Folkeparti, har i den forbindelse skyndt sig at skrive en kommentar, hvori hun forudser, at kritikken fra Rønn Hornbech, Britta Schall-Holberg, Eyvind Vesselbo og Jens Rohde, blot er en forsmag på et større Venstre-oprør mod Dansk Folkeparti. De kommende dage vil vise, om der kun er tale om ønsketænkning fra Helle Ibs side, eller om hun har noget konkret at have sin påstand i, men sikkert er det, at et sådant scenario endegyldigt vil begrave den lille chance, VKO-flertallet har i dag for at blive genvalgt.

Mange politiske kommentatorer og analytikere mener, DF-striden med Tyskland alene skal ses ud fra et ønske om at maksimere partiets vælgertilslutning og i øvrigt fjerne opmærksomheden fra Tilbagetrækningsreformen, der gjorde ondt på mange DF-kernevælgere. Vurderingen er efter alt at dømme rigtig, men det samme kan man næppe sige om DF-strategien: Det er formentlig forbigået mange politisk interesserede danskeres opmærksomhed, men faktisk har en del kommentatorer, herunder Hans Engell, efter aftalen med regeringen og Det Radikale Venstre om bl.a. en efterlønsreform, udtalt, at der nu ikke længere er noget argument for at holde DF uden for en borgerlig regering. I den henseende ser en skinger udenrigspolitisk strid med et naboland, der samtidig er Danmarks vigtigste handelspartner, ikke godt ud. Det samme kan siges om Morten Messerschmidts forslag om at nedlægge Europa-parlamentet, en tanke, som Pia Kjærsgaard ikke vil afvise. Kan man i Dansk Folkeparti virkelig ikke se længere ud i fremtiden end den næste meningsmåling?

For at vende tilbage til Pia Kjærsgaards person, må jeg også sige, at jeg mener, hun på nogle områder overvurderer sig selv. F.eks. udtalte hun for et stykke tid siden, at hun mente, hun ville kunne blive en god kulturminister. Jeg er nødt til at spørge: Hvilke forudsætninger har hun for det i forhold til f.eks. den nuværende af slagsen, Per Stig Møller? I går bragte hun endda – omend mest for sjov – sig selv i spil som statsminister. Begrundelsen var, at hvis Margrethe Vestager kunne blive det, selvom hun aldrig har været minister, kunne Pia Kjærsgaard sandt for dyden også. Det kan være, det bare er mig, men jeg finder det lidt pinligt, at DF-formanden ikke er klar over, at Vestager var minister i tre år under den tidligere S-R-regering. Efter min mening er Kjærsgaard heller ikke den store taler. Som debattør har hun også på visse områder, bl.a. den økonomiske politik, sine mangler. Endelig kan jeg ikke lade være med at ryste på hovedet, når jeg hører, at hun er Danmarks dygtigste og mest magtfulde politiker. Ingen af delene er tilfældet, men spørgsmålet er, om ikke Pia Kjærsgaard selv er begyndt at tro lidt for meget på alle de flatterende betegnelser? Jeg har heller ikke indtryk af, at hun møder alt for meget modspil internt i Dansk Folkeparti.

Med ovenstående in mente er spørgsmålet derfor, om ikke det snart var på tide, Pia Kjærsgaard trak sig en smule tilbage fra forreste række i DF for at give mere plads til Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og ikke mindst Morten Messerschmidt, hvis viden, intellekt og karisma er næsten enestående i dansk politik. Som den førnævnte udtalelse viser, er det langtfra alt, han siger, der er lige genialt, men han er SÅ dygtig, at intet parti kan tillade sig at gemme ham væk nede i Strasbourg og Bruxelles. Med ham kunne Dansk Folkeparti også bevæge sig ind på en lidt mere liberal kurs og tiltrække nye, unge og højtuddannede vælgere. At Messerschmidt i dén grad har vælgertække viste forrige års Europaparlamentsvalg, da han fik sensationelle 284.500 stemmer. Resultatet var så meget mere desto fantastisk, eftersom han som bekendt havde været igennem mediemøllen med diverse nazi-beskyldninger i B.T. á la Hylder Hitler i Tivoli. Min mavefornemmelse siger mig, at Kjærsgaard og Thulesen Dahl inderst inde helst vil have, Messerschmidt bliver nede i EU-parlamentet, så han ikke stjæler alt rampelyset fra dem, men jeg håber, jeg tager fejl, og han snart bliver hentet hjem til Danmark og gjort til partiets frontfigur. I så fald ville der være al mulig grund til at sige den mangeårige DF-formand en stor tak, men det ændrer ikke ved, at alting har en ende – selv Pia Kjærsgaards tid i spidsen for Dansk Folkeparti.


Responses

  1. Jeg ved ikke hvor repræsentativ jeg er som DF-vælger, men jeg forventede, og forventer stadig forhøjelse af folkepensionsalderen, formindskelse af dagpengeperioden og efterlønsmuligheders begrænsning.
    Rettidig omhu i liberalt lys kunne, vel også for DF, betyde at dele af eller hele områder i fremtiden ordnes ved privates midler allokeres områderne og størrelsen af offentligt udskrevne/inddrevne skattemidler formindskes kraftigt i den samlede økonomi.
    Dog synes muligheden for minimal-stats økonomisk politik ringe, både under de nuværende forhold og efter et valg, få ønsker at vende en forrykt udvikling .

  2. Dansk Folkeparti vil og skal selvsagt aldrig blive et minimalstatsparti, men spørgsmålet er, om ikke en ledelse uden Pia Kjærsgaard vil styre partiet ind på en kurs med en mindre offentlig sektor, lavere skatter og mere brugerbetaling? I første omgang tror jeg, Kristian Thulesen Dahl vil videreføre Kjærsgaards linje, men jo stærkere Morten Messerschmidt bliver, jo større vil chancen være for en lidt mere liberal kurs. I den forbindelse vil jeg anbefale, at man læser denne kronik, som Messerschmidt skrev sammen med Mogens Camre i 2005: http://kortlink.dk/96qg

  3. “Danmark er på røven, vi har bare ikke indset det endnu, og vi skal nok frem til næste krise, før vi forstår det” ,og “Det er ikke fåtallet, der skal indse, hvor galt det står til, det er folket generelt, så de ikke stemmer på dem, der lover at bruge flere penge. Vi skal tættere på Grækenlands situation, før politikerne, selv Socialdemokratiet, holder op med at bruge flere penge.”.
    Skriver Thomas Bolding Hansen på:
    http://logisksnit.blogspot.com/2011/06/konomien-er-tiltet-dansk-konomi-er.html
    Jeg er ganske enig.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: