Posted by: JanChris | 18/05/2011

Helle Thorning-Schmidts journalistveninde i glødende forsvar mod Henrik Dahl-kritik: “Helle er en helt.” Jeg svarer.

Information var det første medie, der interviewede sociologen Henrik Dahl i anledning af hans kommende bog, Spildte kræfter. Journalisten bag historien hedder Annegrethe Rasmussen, og hun benyttede bl.a. lejligheden til at spørge Dahl om hans syn på Helle Thorning-Schmidt. Som de fleste nok har hørt adskillige gange sagde Dahl bl.a:

(…) Hun er, hvad jeg vil kalde en blank person. Hun kan ikke skrive eller improvisere. Hun har en meget begrænset almen viden, hun ejer ikke hverken nærvær eller nogen større visioner. Hun har muligvis, hvad man kan kalde en reproduktiv begavelse, hun kan forberede sig og lære ting udenad. Men hun kan ikke indgå i de uformelle sammenhænge med egne ræsonnementer, som er så vigtige, hvis man skal lede et lille land. (…) Hun har intet format.

Artiklen i Information vakte stor opmærksomhed, fordi Dahl selv har en aktiv fortid på den politiske venstrefløj, i SF og hos Socialdemokraterne, og er bredt anerkendt i den danske offentlighed. Han bygger sin vurdering af den socialdemokratiske statsministerkandidat på flere års jævnlige møder med hende i forskellige diskussions- og skrivegrupper.

Nu skulle man jo tro, at Annegrethe Rasmussen ville nøjes med at glæde sig over sit journalistiske scoop, men der er den lille krølle på sagen, at hun i mere end 20 år har været nær veninde med Helle Thorning-Schmidt. Derfor har hun åbenbart følt sig kaldet til at forsvare den socialdemokratiske formand, og til det formål har hun skrevet en alenlang artikel, under titlen Helle er en helt, på siden Kommunikationsforum. Hun skriver bl.a:

(…) Hans negative persontegning af Socialdemokraternes formand er fortegnet, forfejlet og forkert. (…) Helle Thorning er én af de gladeste, sjoveste, sødeste, varmeste og mest loyale kvinder, jeg kender. (…) Hun er en god mor, netop varm, nærværende og til stede. Og ikke den køligt glatte overfladefigur, som Henrik Dahl har bidraget til at tegne i offentligheden. (…) Hun er den bedst uddannede, første rigtigt globalt orienterede politiker, flydende på engelsk med et bredt kendskab til samfundspolitiske temaer i Europa og den angelsaksiske verden, som Danmark har haft siden Jens Otto Krag. Med sin fortid på Statskundskab og Europaskolen i Brügge er hun én af de bedst uddannede politikere i Folketinget. (…) Hun er formentlig den politiske leder i Danmark, bortset fra Poul Nyrup Rasmussen, med det bedste kendskab til og netværk i EU.

Annegrethe Rasmussen taler også om Thorning-Schmidts fremragende kontakt til erhvervslivet, forsikrer, at forholdet til fagbevægelsen er intakt, og at relationerne til De Radikale er bedre end, hvad man kan udlede af mediedækningen. Rasmussen mere end antyder oven i købet, at Thorning-Schmidt slet ikke er så ked af Margrethe Vestager og co.’s aftale med regeringen om bl.a. efterlønnen: (…) Pengene falder trods alt på et tørt sted –  som hun giver udtryk for nu.

Hvorvidt Annegrethe Rasmussen, der til daglig er udenrigskorrespondent for sin arbejdsgiver og bosiddende i USA, stadig kan regnes for en uvildig journalist på den hjemlige scene, må være op til Information og avisens læsere at vurdere. Det er under alle omstændigheder højst usædvanligt at læse et sådant glødende forsvar for en toppolitiker fra en dansk journalist.

Hvorom alting er, kunne jeg naturligvis ikke lade muligheden gå fra mig, og jeg skrev den nedenstående kommentar til Annegrethe Rasmussen om Henrik Dahls kritik og hendes heroiske forsvar for Helle Thorning-Schmidt:

Jeg kender – ligesom 99,999 % af de danske vælgere – ikke Helle Thorning-Schmidt personligt, men jeg har fulgt dansk politik meget tæt de sidste ca. 15 år, og i den sammenhæng er det selvfølgelig relevant at nævne, at mine sympatier ligger hos partierne Venstre (jeg er tidligere medlem), Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

M.h.t. Helle Thorning-Schmidt er hun for mig at se den mest karismatiske og charmerende danske politiker, men da dansk politik trods alt ikke er et X-Factor-show, er det selvsagt hendes evner og ageren som politiker og offentlig person, der er interessante.

Min største anke ved Thorning-Schmidt er, at jeg mener, hun er én af de største vendekåber i dansk politisk historie – intet mindre. Som Annegrethe Rasmussens egen kollega på Information, Rune Lykkeberg, har udtalt (kan høres her: http://kortlink.dk/93d6) har hun været overalt på alle politikområder: efterløn, boligbeskatning, asyl-, skatte-, skole- og ligestillingspolitik, Irakkrig, Muhammed-krise etc. Been there, done that. (Jeg har i øvrigt et indlæg om hendes standpunktssejlads på efterlønsområdet i Jyllands-Posten i dag: http://kortlink.dk/93cv) Intet er tilsyneladende helligt for hende i kampen for at blive statsminister. Jeg er klar over, at alle politikere er nødt til at skifte holdninger engang imellem og justere deres politik, men Thorning-Schmidt er alligevel helt exceptionel desangående. Jeg vil sammenligne hende med Anders Fogh, som jeg stemte på og oprindeligt beundrede, men alligevel endte med at foragte, fordi han viste sig at være en skruppelløs opportunist, der kun lod sig genvælge som statsminister i 2007 af én eneste grund: For at få en platform til at søge stillingen som Nato-generalsekretær – for skatteydernes penge, vel at mærke.

Som leder af Socialdemokraterne og statsministerkandidat er én af de andre interessante ting ved Helle Thorning-Schmidt, at hun i lange perioder, helt tilbage fra 2005 og indtil i dag, har holdt sig væk fra offentligheden og ude af den politiske debat. Mit indtryk af hende er – og det er jo også essensen af det, Henrik Dahl skriver – at hun egentlig ikke interesserer sig så meget for politik. Den nærliggende konklusion er derfor, at hun stræber efter statsministerembedet p.g.a. et brændende ønske om magt, penge og berømmelse og altså ikke af ideologiske grunde. Til det billede passer også, at hun stort set ikke har nogen resultater at fremvise fra sine seks år som formand overhovedet. Kun et velfærdsforlig fra 2006 kan tælles med i den sammenhæng. Det kan der være mange grunde til – især regeringens tætte samarbejde med Dansk Folkeparti – men det ændrer ikke ved de pauvre resultater.

M.h.t. Thorning-Schmidts menneskelige kvaliteter, må jeg sige – som også den føromtalte forfatter til en bog om hende, Jakob Nielsen, har udtalt – at det er meget få, der taler dårligt om hende. Det må man give hende. På det punkt kan f.eks. Lars Løkke nok mønstre langt flere kritikere. Ikke desto mindre bliver jeg nødt til at tage en smule til genmæle, når Annegrethe Rasmussen skriver, at hun er meget loyal. Det er hun sikkert over for sine veninder, men hendes socialdemokratiske kollegaer i Europa-parlamentet opfattede hende som illoyal, fordi hun ofte gik bag om ryggen på dem og udtalte sig i sager, der vedrørte deres fagområder – bare spørg Torben Lund. På samme måde var den socialdemokratiske EP-parlamentskandidat, Charlotte Fuglsang, i 1999 skuffet over, at Thorning-Schmidt ikke – som de havde en gensidig forståelse om – ville føre fælles valgkamp, men derimod valgte at promovere sig selv, først og fremmest takket været Ritt Bjerregaard og det berømte pressemøde på Café Amokka.

Jeg kan også huske, at Ritt Bjerregaards mand, historikeren Søren Mørch, har betegnet Thorning-Schmidt som illoyal. Hans præcise ordvalg var som følger: Jeg syntes ikke, hun var loyal. (Weekendavisen, d. 23.10.09) Desuden var luften tyk af gensidige beskyldninger, da hun duellerede med Lars Weiss om at blive Amagerbrokredsens folketingskandidat tilbage i 2002.

Én af de ting, jeg specielt ikke bryder mig om ved Thorning-Schmidt er, at hun har det med åbenlyst at lyve uden at fortrække en mine. F.eks. sagde hun under skattesagen, at hendes mand, Stephen Kinnock, ikke havde afholdt forretningsmøder i Danmark. Det havde han – nogle få dage forinden – og det måtte hun offentligt undskylde over for B.T. På samme måde påstod hun for nylig over for Berlingske, at hun på et møde hos fagforbundet, BUPL, ikke havde sagt, at hvis ikke fagbevægelsen vil være med (til at finde 15 mia. kr. efter en eventuel valgsejr til oppositionen), bliver efterlønnen afskaffet. BUPL havde citatet på bånd, men alligevel benægtede Thorning-Schmidt at have sagt det – altså indtil hun personligt ringede til Berlingskes redaktion kort før Deadline og indrømmede, at jo, det havde hun godt nok sagt alligevel. Så sent som i går leverede hun endnu et eksempel, da hun over for Jyllands-Posten postulerede, at uafhængige økonomer bakker op om S og SF’s 2020-plan. Påstanden er åbenlys usand, for hvilken interesse skulle hun have i ikke at navngive de pågældende eksperter?

Hendes hovedargument under skattesagen, nemlig, at oplysningerne til Justitsministeriet om, at Kinnock opholdt sig i Danmark hver eneste weekend året rundt, var udtryk for sjusk, er også usandt. Både Thorning-Schmidt og Kinnock selv har nemlig mindst 5-6 gange udtalt næsten ordret det samme til diverse medier (læs citaterne her: http://kortlink.dk/7z29), og i så fald ville der være tale om systematisk sjuska contradiction in terms.

I B.T. i sidste uge blev hun bl.a. også, med andre ord, betegnet som megaloman, og det er også mit indtryk ved at følge hende i medierne, siden hun blev formand: Hun siger meget ofte jeg og mig, f.eks: Jeg kan slå Anders Fogh og Jeg kan skaffe 25.000 arbejdspladser til kontanthjælpsmodtagerne. Hun har også adskillige gange udtalt, at det var hende, der fik idéen til den efterlønsreform, den borgerlige regering gennemførte i 2006. Ligeledes mener Thorning-Schmidt, hun var ophavskvinde til skattereformen i 2009, ligesom hun efter eget udsagn var stærkt medvirkende til redningen af Roskilde Bank og vedtagelsen af Bankpakke 1 i 2008.  Den samme retorik findes hos bl.a. Lene Espersen og kan derfor være generationsbestemt, men jeg var alligevel ved at falde ned af stolen, da Kaare R. Skou i 2005 spurgte hende, om hun var Guds gave til Socialdemokratiet? og Thorning-Schmidt, uden at blinke eller vise antydningen af et smil, svarede: Ja.

Ingen kan heller benægte, at Thorning-Schmidt ikke ville være blevet valgt ind i Europaparlamentet uden Ritt Bjerregaards støtte; være blevet socialdemokratisk formand uden Poul Nyrups hjælp og – meget apropos – kompetencemord på Frank Jensen og så fremdeles. I øjeblikket forsøger hun så bl.a. med hjælp fra Tony Blair og Bill Clinton at fremstille sig selv som en statsministerkandidat med internationalt udsyn og netværk. Det er altsammen fint nok, men når det ikke følges op af konkret politisk handling, kan det give indtryk af, at hun til en vis grad er nødt til at blive båret frem af andre.

M.h.t. Henrik Dahl mener jeg, han mangler – også i sit seneste indlæg her på Kommunikationsforum – at konkretisere og eksemplificere sin kritik af Helle Thorning-Schmidt. Hvad mener han med, at hun ikke har almen viden? Hvad mener han, når han siger, hun ikke kan skrive? Kan hun ikke stave, formulere sig, eller hvordan skal det forståes? Dahl har ellers haft muligheder nok for at folde sin argumentation ud i alle de interviews, han har givet den seneste uges tid, men måske er det de barske (person)-angreb, han har været udsat for, der har skræmt ham en smule. Det er meget forståeligt, men samtidig også meget ærgerligt. Hvis han kunne råde bod på dette, var meget vundet set fra hans synsvinkel.

Se også: Guds gave til Socialdemokraterne – en kronik om Helle Thorning-Schmidt: http://kortlink.dk/7xt4

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: