Jeg har nu set Villy Søvndal to gange her til aften – ja, det er utroligt, hvad man byder sig selv – og begge gange demonstrerede han, at det ikke kun er Helle Thorning-Schmidt, der er blank (ifølge Henrik Dahl). Den betegnelse kan man nemlig uden tøven også hæfte på Søvndal. Adspurgt om, hvordan han ville skaffe de berømte 15 mia. kr. i trepartsforhandlingerne efter en eventuel valgsejr, forklarede Søvndal, at hvis nogle faggrupper i det offentlige, f.eks. Sosu-hjælpere, gik fra nedsat tid/deltid til fuld tid, kunne man allerede finde 6 mia., og det var bare ét eksempel, fortsatte han. Forklaringen lod til at gå rent ind hos værten, Lotte Mejlhede, i den første debat på TV2 News: Det var så de 6 ud af de 15. Hvad så med de sidste (9 mia. kr.)?, og Pia Kjærsgaard, som Søvndal duellerede med, accepterede også præmissen: Hvor er resten?
I sin anden optræden på tv i aften, i Deadline på DR2 (se den ved at klikke her, fra 10.17 min.), gentog Søvndal sit eksempel, men denne gang mødte han en langt skarpere modstander, justitsminister, Lars Barfoed. Han pillede Søvndals regnestykke, der angiveligt stammer fra Danmarks Statistik, og argumentation – Den gevinst er ligeså let at plukke som et æble på et træ en efterårsdag – fra hinanden ved at gøre det klart, at der ikke er tale om nogen indtægt, men derimod en merudgift for statskassen, hvis offentligt ansatte Sosu-hjælpere e.l. går fra ansættelse på deltid til fuld tid. Jo, men skatteindtægterne stiger jo også, indvendte Villy, men lige lidt hjalp det: Det er som bekendt kun ca. halvdelen af pengene, der kommer retur. I sidste ende er der altså selvsagt stadig tale om en merudgift for skatteborgerne. Kun hvis det havde drejet sig om, at ansatte i det private erhvervsliv arbejdede mere, havde det bidraget positivt til statskassen.
De ovennævnte eksempler dokumenterer, at Villy Søvndal – ligesom Helle Thorning-Schmidt og Ole Sohn – er spejlblank på økonomi. Faktisk så blank, at han næppe ville bestå en gymnasial eksamen i samfundsfag. Tør danskerne virkelig at betro den mand og konsorter regeringsmagten?
Hvis de tænkte sig om turde de ikke, og det er mit håb at de kommer til fornuft senere på året hvor man har haft tid over sommeren til at opveje de to veje, og forhåbenlig konkludere det mest sikre da vil være Løkke fremfor ‘blålyset’ HTS. Jeg tror også Løkke selv regner med dette og derfor venter med valget, hvor det pt. går lidt for hurtigt.
Med ryggen mod muren om man så må sige, vil danskerne indse hvad der står på spil, derfor er jeg sådan set rimelig fortrøstningsfuld trods de rødes føring i seneste tid. Kun een ting tæller; valgdagen, ikke folks umiddelbare reaktion. og mon ikke de røde så vil snuble som de plejer.
Og ja, Villy var åleblank og spildte en times debat med en veloplagt Pia på TV2 News hvor han stort set ingenting sagde udover de tomme overskrifter S/SF har. Det må da kunne ses igennem, så derfor lever det blå håb bestemt endnu.
By: Henrik Jørgensen on 17/05/2011
at 17:59
En meningsmåling fra Epinion lavet for DR viser her til aften, at danskerne mener, de to økonomiske planer er lige gode og foretrækker Thorning-Schmidt som statsminister: http://kortlink.dk/939r Jeg mangler ord, men jeg er ikke overrasket.
Inderst inde ved danskerne godt, at de vil være i de tryggeste og bedste hænder hos VKOI, men jeg tror, som jeg tidligere har skrevet flere gange, at vi desværre får en ny regering efter næste valg. Danskerne vil se nye ansigter, og de vil frem for alt ikke stemme på nogen, der vil tage noget fra dem. Så hellere overlade syndfloden til deres børn og børnebørn.
By: JanChris on 17/05/2011
at 20:17