S og SF’s “Folkeafstemning om efterlønnen” er vælgerbedrag. Tilbagetrækningsreformen bliver vedtaget uanset hvad.

Villy Søvndal, Helle Thorning-Schmidt og co. forsøger i disse dage – med MEGET stærk støtte fra fagbevægelsen – at gøre det kommende valg til en folkeafstemning om efterlønnen. Budskabet fra Villy og Helle er som følger: Hvis vælgerne sammensætter et Folketing med rent rødt flertal – altså mindst 90 mandater til Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten – vil vi være garanterne for, at efterlønnen vil bestå i sin nuværende form.

Til det er der flere ting at sige: For det første er det ekstremt usandsynligt – chancen/risikoen er formentlig mindre end én procent (mit estimat) – at et sådant scenario, altså et S-SF-Ø-flertal, skulle blive til virkelighed.

For det andet er det de facto umuligt at forestille sig, at S og SF på nogen måde vil kunne regere, endsige skrive et regeringsgrundlag, hvis de starter med at lægge sig ud med De Radikale – uafhængigt af, om Margrethe Vestager og co. kommer til at sidde i regering eller ej. De Radikale vil selvsagt blive en endnu mere besværlig samarbejdspartner, end de allerede er i dag, hvis man forhindrer dem i at implementere deres største mærkesag, en forringelse af efterlønnen, og at tro, en S-SF-regering alene kan eller vil basere sig på kommunisterne fra Enhedslisten hører vist til i fiktionens verden. Med et sådant udgangspunkt kunne en statsminister, Helle Thorning-Schmidt, derfor ligeså godt aflevere stafetten tilbage til de borgerlige med det samme eller – mere sandsynligt – udskrive nyvalg.

I den sammenhæng er det også vigtigt at have to andre faktorer in mente: Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal er – det viser deres ageren, ikke alene i de seneste dage, men i hele deres tid som formand for henholdsvis Socialdemokraterne og SF – to meget magtsyge og opportunistiske politikere, der ikke skyr nogen midler overhovedet for at nå deres mål om at erobre regeringsmagten. At forringe efterlønnen markant for at få ministerbiler og ditto lønninger, pensioner etc. vil for dem være et meget lille offer at bringe.

For det andet vil en fastholdelse af den nuværende efterløns- og folkepensionsalder betyde, at S og SF’s i forvejen akut nødlidende økonomiske 2020-plan vil være yderligere svækket. Hvor skal de to partier ellers finde de 18 mia. kr., som Tilbagetrækningsreformen ventes at bidrage med om året? I den sammenhæng bidrager en millionærskat, forøgelse af afgifter på cigaretter, chokolade etc. som en skrædder i helvede.

Sammenfattende kan man dermed konstatere, at Socialdemokraterne og SF’s såkaldte folkeafstemning om efterlønnen er et illusionsnummer og vælgerbedrag af dimensioner. Man skal nemlig også holde sig for øje, at Tilbagetrækningsreformen efter det kommende valg ikke alene vil have støtte fra Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre, men også Liberal Alliance, der – omend partiet naturligvis hellere havde set en endnu mere vidtgående reform – ikke lader muligheden gå fra sig for at trække Danmark et godt stykke i den rigtige retning set fra et borgerligt perspektiv. Sandsynligheden for, at de fem partier vil have flertal efter valget er mere end 99% (igen mit estimat).

Tilbage står altså, at der er tale om, at Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og konsorter i øjeblikket opfører et skuespil om efterlønnen, der intet, absolut intet, har med virkeligheden at gøre. Nej, realiteten er, at efter de to oppositionsledere torsdag, i lyset af VKO’s uundgåelige aftale med De Radikale, – via B.T.’s Helle Ib – indrømmede, at de ikke ville kæmpe for efterlønnen for enhver pris og dermed ikke gøre den til et kabinetspørgsmål for en eventuel rød regering, har det stået klart, at Tilbagetrækningsreformen bliver til lovgivning efter næste valg.

Kunne man med ovenstående in mente ikke få lov til at udtrykke et spagt håb om, at en samlet dansk presse ville ignorere S og SF’s teatertorden og i stedet bede dem om at forholde sig til, hvordan de faktiske forhold passer sammen med de mange, mange udmeldinger fra Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal, Henrik Sass Larsen (det bliver over mit lig) om, at de ikke under nogen omstændigheder ville acceptere en afskaffelse eller forringelse af efterlønnen?

Ville det også være for meget forlangt at bede en såkaldt kritisk presse om at få Helle Thorning-Schmidt til at forholde sig til det paradoks, at hun, der i egen, lettere megalomane, virkelighedsopfattelse var den første politiker, der krævede efterlønnen markant forringet – i 2004 udtalte hun, at kun personer, der var ældre end 40 år (de er altså mindst 47 år gamle i dag), skulle kunne gå på efterløn – nu fremstiller sig selv som selvsamme ordnings sidste, heroiske forsvarer. Hykleriet er vist til at tage og føle på – selv for socialdemokrater og SF’ere.