Jeg er netop ved at se Debatten på DR2, der i aften handler om, hvordan vi skaber nye arbejdspladser i Danmark. Én af gæsterne er en ung 19-årig møbelsnedker, Louis Jacobi, der er meget utilfreds med, at han ikke omgående har fået et job efter endt uddannelse. Det blev tre politikere, Ole Birk Olesen, Ole Sohn og beskæftigelsesminister, Inger Støjberg, bedt om forholde sig til, både i den konkrete sag – hvilket altid er svært, for ikke at sige umuligt – og i et større perspektiv.
Jacobi nøjedes imidlertid ikke med at beklage sig over sin personlige situation, han fik også lige nævnt, at han mente, oppositionens økonomiske plan, Fair Løsning, var et meget bedre bud på at løse problemerne end regeringens genopretningsplan. Det skurrede lidt i mine ører at høre den unge mand tænke så store tanker, og en hurtig Google-søgning bekræftede min formodning: Louis Jacobi er byrådskandidat for SF i Allerød. Det glemte Clement og DR2 at nævne, men med statsradiofoniens pletfri omdømme og generelt apolitiske ageren in mente, kan der næppe herske tvivl om, at der blot har været tale om en forglemmelse.
Opdatering: Debatten-redaktionen skriver på sin Facebook-side følgende: Tak for jeres indlæg! Hermed formelt svar fra redaktionen: Det er rigtigt, at det burde og skulle have været fortalt i programmet, at Louis Jacobi er aktiv i SF. Vi burde også have oplyst, at Asger Aamund officielt støtter Liberal Alliance.
Hvor er det pinligt at sidestille den ukendte Louis Jacobi med Asger Aamund, som alle bare nogenlunde veloplyste danskere ved støtter og rådgiver Liberal Alliance. Med sit formelle svar bidrager DR ikke til at tage luften ud af mange danskeres formodning om, at statsradiofoniens sympatier i overvejende grad er placeret i venstre side af det politiske spektrum – det er tværtimod med til at give kritikerne ny næring.
Jeps, så det godt. DR styrer. Hvornår skrider VKO ind mod magtmisbruget?
By: Kimpo on 31/03/2011
at 21:35
Dette tilfælde er grelt. Det tager ét sekund at lave en Google-søgning på hans – specielle – navn, hvorefter man finder ud af, at han er SF’er. Det har man selvfølgelig også vidst på Debatten-redaktionen.
Med SF-spindoktorernes dygtighed in mente, kunne man godt tro, at man fra centralt SF-hold har placeret ham i udsendelsen for at få det tilsigtede budskab frem.
Som du antyder, er det utilgiveligt, at VKO ikke har gjort noget ved DR, mens de har haft chancen. I stedet arbejder dele af DR på at få en ny rød regering og deraf følgende forøget statsstøtte.
By: JanChris on 31/03/2011
at 21:41
Hej,
Jeg så lige et klip af det og mener altså at det stod ud for hans navn på skærmen at han var del af SF.
By: Martin on 06/04/2011
at 14:51
Det er rigtigt, men det var først i genudsendelsen, der blev vist lørdag aften. I den oprindelige live-udsendelse stod der ikke noget om det, og det blev heller ikke nævnt af værten, Clement Kjersgaard.
Debatten skriver i øvrigt følgende på sin Facebook-side: “Flere af vores Facebookbrugere kritiserede, at vi i torsdagens DEBATTEN ikke oplyste at den første gæst, Louis Jacobi, er aktivt medlem af SF. Det var en klokkeklar fejl, som redaktionen beklager. Når programmet genudsendes i aften kl.22.55 har vi udskiftet Jacobis præsentationsskilt (i bunden af skærmen), så oplysningen er med.” http://www.facebook.com/Debatten?sk=wall
By: JanChris on 06/04/2011
at 15:01