Posted by: JanChris | 18/03/2011

Søren Pind er den bedste integrationsminister, Danmark kunne få, men kan retorik alene gøre en forskel?

Det er ikke uden en vis stolthed, jeg kan skrive, at jeg altid har troet på Søren Pind som én af fremtidens store borgerlige politikere i Danmark. Jeg har endda specifikt for tre år siden skrevet, at han ville være en velegnet afløser for Birthe Rønn Hornbech som integrationsminister. Tænk, at der skulle gå så lang tid, før en Venstre-statsminister også indså det…

Selvom udnævnelsen af Pind kommer meget sent – formentlig alt for sent til at redde regeringen – er der stadig grund til at glæde sig over Løkkes disposition. Pind er nemlig intet mindre end den bedste integrationsminister, Danmark overhovedet kunne få. Der er tale om en usædvanlig velbegavet og belæst person med en nationalhistorisk bevidsthed, der ligger lysår fra så godt som alle hans kollegaer hos Venstre, De Konservative og Liberal Alliance. Samtidig har Pind et internationalt udsyn, der gør, at ingen kan beskylde ham for at være en snæversynet nationalist.

Som ung havde Pind en tendens til – på samme måde som Liberal Alliance har det i dag – kun at vurdere indvandring til Danmark efter kriteriet om økonomisk nytteværdi, men efter at have skrevet bogen, Kære Søren, i 2003 sammen med sin navnebror fra Dansk Folkeparti med efternavnet Krarup, blev han mere og mere bevidst om betydningen af kulturelle- og religiøse aspekter i forbindelse med indvandring og integration.

Allerede i sin kamp for at blive overborgmester i København i 2005 stod Søren Pind for en hård og kompromisløs linje over for indvandrere, der ikke kunne eller ville indrette sig efter danske love og regler, men kampagnen i den ræverøde hovedstad endte som bekendt med et sviende nederlag til konkurrenten, Ritt Bjerregaard. Først som udviklings- og nu integrationsminister er Søren Pind kommet til den ære og værdighed, han fortjener. 

Det er selvsagt langfra nogen nem opgave, Pind har påtaget sig, og han har allerede erklæret, at han snarere ser det som sin opgave at føre en kamp på ord end at gennemføre konkret lovgivning. Ikke overraskende blev han umiddelbart efter sin tiltræden konfronteret med sin tidligere udtalelse om, at udlændinge skulle assimileres og ikke integreres i det danske samfund. Pind valgte at fastholde den udlægning. Den strategi viste sig at være den helt rette, for når man har hele den danske medieverden, inklusive Ralf Pittelkow, oppositionen og kultureliten på nakken i samlet flok, må man have gjort noget rigtigt…

Fremtiden ser imidlertid ikke helt så lys ud for Søren Pind, som man umiddelbart skulle tro: I modsætning til, hvad de danske medier og et samlet Folketing med søvngængeragtig sikkerhed gentager i én uendelighed, er den danske udlændingelovgivning ikke stram eller det, der ligner. Faktisk er den hullet som en si, og med EU-domstolens tiltagende politiseren og de deraf følgende domme vil ladeporten blive åbnet yderligere op i de kommende måneder og år. Dertil kommer, at også FN-konventioner, som den, der fældede Birthe Rønn Hornbech, truer Danmarks selvstændighed i udpræget grad. Pind kan ikke ene mand ændre dette vanvid, hvis ikke hans regeringschef og andre magtfulde ministre støtter ham, og det er sandt for dyden ikke tilfældet.

For Pind består opgaven derfor i at benytte sin platform som integrationsminister til at ændre de muslimske indvandreres måde at tænke- og opfatte det danske samfund på, og det kan ikke udelukkes, at han med sine store retoriske evner vil få et vist held med sit forehavende.

Tilbage står ikke desto mindre, at selv en Søren Pind i sidste ende er magtesløs i kampen mod de kræfter, der – uvist af hvilken grund – ser det som deres fornemste opgave at afvikle Danmark som selvstændig nation med alle de konsekvenser, det måtte have, herunder yderligere indvandring og tiltagende islamisering.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: