Posted by: JanChris | 19/09/2010

Bliver Sverigedemokraterna skyllet ud i kloakken i dag – eller trodser vælgerne eliten?

I dag er der som bekendt valg i Sverige. Jeg må straks bryde sammen og tilstå, at mit interessefelt i den sammenhæng er meget begrænset. Det, jeg er mest optaget af, er, hvor stort det indvandrings-/islamkritiske parti, Sverigedemokraterna (SD) bliver, og at spå om netop det udfald er en opgave for viderekomne. Som vi også ved fra Danmark, er den type partier altid meget undervurderede i meningsmålinger op til valg. Sådan har det været med Dansk Folkeparti ved hvert eneste valg, siden partiet blev stiftet, og fænomenet kendes også fra andre lande med tilsvarende partier, bl.a. Norge, Holland og Østrig.

Objektiv set kan man næsten udelukke, at SD ikke kommer ind i Riksdagen, men hvor stort partiet præcist bliver, er som nævnt umuligt at forudsige med bare en vis sikkerhed. På siden www.status.st kan man dog få et godt overblik over alle analyseinstitutternes målinger for SD, og med erfaringerne fra sidste valg in mente, er et godt bud, at de ender med at få mellem 6-8% tilslutning, selvom partiet i princippet også kan få 4 eller 10%.

I den sidste måneds tid har jeg i forbindelse med valget fulgt intensivt med i de svenske mediers behandling af SD, og lad mig slå fast med det samme: Den er skamfuld og uværdig for et hvilket som helst demokratisk land. Vi taler om en dækning, der er mange gange værre end den, Dansk Folkeparti i sin tid var udsat for – og det siger som bekendt ikke så lidt.

Medierne har to måder at håndtere SD på: Enten ved at forbigå partiet i total tavshed, eller ved hjælp af hetz. Den første metode viser sig ved, at SD ikke har fået lov til at deltage i nogen af tv-debatterne, ikke alene på det statsligt finansierede SVT, men også på den reklamefinansierede tv-kanal, TV4, der som bekendt også nægtede at vise SD’s valgvideo. På samme måde har SD heller ikke fået lov til at få sin egen såkaldte valstuga af tabloidavisen, Expressen, som det ellers et tilfældet med alle partier i Riksdagen.

Hetz-strategien giver sig bl.a. udslag i, at SD ikke kan præsentere et udspil, et forslag, eller i det hele taget sige noget som helst, der i teorien kunne tænkes at gavne partiet, uden at medierne samtidig har fået fat i én eller oftest flere eksperter, der unisono forklarer de åbenbart ikke selvstændigt-tænkende vælgere, hvor langt ude i hampen, det er.

Den oftest benyttede metode i- og uden for valgkampe er dog at trække nazikortet og sætte SD og deres kandidater i forbindelse med alt, hvad der bare kan tænkes at lugte lidt af nazisme og højreekstremisme. Til det formål har selv de største svenske aviser ingen skrupler ved at samarbejde med venstreekstremistiske grupperinger som bl.a. Expo, der for deres vedkommende ingen midler skyr for at finde snavs på det svenske pariaparti og dets fremtrædende personer.

Det mest skræmmende ved at læse svenske aviser har dog været lederartiklerne. De har været så gennemført ondskabsfulde og injurierende, at man ikke drømmer om det. Der er tale om Georg Metz, Tøger Seidenfaden og David Rehling-poesi i tredje potens. Rösta nej til hatet; en farlig man (Jimmie Åkesson, SD’s leder); De (SD’s vælgere) ønskar at jag ska våldtas og Goebbels skulle ha applåderat dig, Jimmie Åkesson, er blot eksempler på nogle få overskrifter. Indholdsmæssigt er artiklerne om muligt endnu mere perfide, og man drager ofte et lettelsens suk, når partiet kun bliver beskyldt for racisme, fremmedfjendtlighed og islamofobi. Tro mig: I forhold til nogle af de andre ting, Jimmie Åkesson og co. må finde sig i, er de ovennævnte eksempler den rene englesang.

I den forbindelse er det dog værd at nævne, at læserkommentarerne til lederartiklerne i massiv grad har støttet SD og partiets ret til at deltage i debatter og valgmøder på lige fod med andre partier. At dømme efter SD’s opbakning på nettet, kommer partiet i Riksdagen med et brag.

De etablerede svenske partier lægger sandt for dyden heller ikke fingrene imellem i deres retorik om SD. Både Socialdemokraternas formand, Mona Sahlin, og Moderaternas ditto, den siddende statsminister, Fredrik Reinfeldt, har unisono ordret sagt, at de ikke vil røre partiet med en ildtang. For Sahlins vedkommende var det forventeligt, men det har været dybt skuffende at følge Reinfeldt, der ellers er en meget kompetent statsminister. Han har direkte sat sin autoritet på spil i sin kamp for at holde partiet ude af Riksdagen ved gentagne gange at opfordre vælgerne til ikke at stemme på Sverigedemokraterna: Den som tycker om Sverige, röster inta på SD, har det lydt igen og igen fra manden, der er rædselsslagen for det mareridtsscenario, der måtte opstå, hvis han ikke har flertal alene sammen med de andre partier i den borgerlige alliance. Allermest skuffende var det imidlertid at høre Reinfeldt sige – i forbindelse med sagen om en SD-politiker, der fik skåret et hagekors i panden under et brutalt overfald (som der siden er sået tvivl om) – at det var, hvad et parti med en retorik som SD kunne forvente.

Det ville være forkert at sige, at den selvgode og politisk korrekte svenske elite bærer hele ansvaret for, at SD næsten ikke kan afvikle et valgmøde på bare nogenlunde normal vis noget sted i Sverige. Der er imidlertid ingen tvivl om, at udtalelser som Reinfeldts om, at partiet til en vis grad selv er ude om den situation, det befinder sig i, er noget, der giver diverse grupperinger blandt venstreekstremister og indvandrere blod på tanden i deres indædte kamp for at hindre Sverigedemokraterna i at udnytte deres ytrings- og forsamlingsfrihed. Sjovt nok påberåber de selvsamme antidemokrater sig at kæmpe for mangfoldighed og tolerance. Ja, hykleriet står vist glasklart for de fleste.

I takt med, at meningsmålingerne under valgkampen i højere og højere grad har sandsynliggjort, at Sverigedemokraterna kommer i Riksdagen, er både politikere, medier og kendisser blevet mere og mere desperate i deres forsøg på at stoppe det uundgåelige. En række kendte personer fra sportens verden er således gået sammen om at skrive et åbent brev, hvori de opfordrer de svenske vælgere til at stå upp mot rasismen.

Det mest bemærkelsesværdige træk i mediernes kamp for at holde SD væk fra indflydelse var dog, som antydet oven for, historien om, at David von Arnold Antoni, der for nylig fortalte, at han var blevet udsat for et overfald af to indvandrere, hvorunder han fik skåret et hagekors i panden, selv har påført sig sine skader. Hvorvidt retslægen, der undersøgte ham, og politiet har ret i deres formodning om, at overfaldet er forårsaget af SD-politikeren selv, er umuligt for udenforstående at sige. Man kan blot konstatere, at det i hvert fald ikke var til fordel for SD, at historien blev bragt i medierne i går, dagen før valget.

Hvis man troede, at de svenske medier ville tage sig en fridag i dag og lade vælgerne træffe deres valg i fred, tog man fejl. Landets største avis, Aftonbladet, har nemlig benyttet valgdagen til – med 3. Verdenskrigs-typer – at lancere kampagnen Vi gillar olike. Hvem den er rettet imod, kan de fleste nok tænke sig til. Sveriges værste avis set ud fra et ytringsfrihedsmæssigt synspunkt, Expressen, har for sit vedkommende blot ordet Nej på sin forside – hen over et billede af en valgreklame fra Sverigedemokraterna, der ligger ovenpå en kloakrist. Om det er en direkte opfordring til valgsvindel, eller blot et vink med en vognstang om, hvor man som anstændigt menneske bør sætte sit kryds, er svært at sige. Sikkert er det, at forsiden på utrolig præcis vis symboliserer et samfund og et demokrati i dyb krise. I den sammenhæng er Sverigedemokraterna ved gud det mindste onde.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: