Posted by: JanChris | 01/02/2010

Hvad nu, hvis Jesper Langballe havde udtalt sig som Yildiz Akdogan?

Socialdemokraternes Yildiz Akdogan var sammen med SF’eren, Özlem Sara Cekic, den første muslimske kvinde, der blev valgt ind i Folketinget. Derfor var det meget naturligt, at jeg spurgte min søster, der kendte hende perifert fra Århus Universitet, om, hvordan hun var som person. Selv havde jeg indtryk af, at hun var meget stille, men sådan forholdt det sig ikke: Hun snakker meget, lød beskrivelsen. I så fald har hun noget tilfælles med Cekic.

Jeg kan også huske, at det meste af Akdogans familie var mødt op på Christiansborg, da hun havde første arbejdsdag efter valget i 2007. De lod forståeligt nok til at være meget stolte af hende, og jeg kan huske, at jeg tænkte noget i stil med: Endelig en moderne, muslimsk kvinde, der ikke ser sig selv som offer.

Hvorfor skriver jeg nu disse personlige tanker om Yildiz Akdogan? Det gør jeg, fordi jeg er blevet noget overrasket og, ja, man kunne godt kalde det skuffet, over at læse især hendes seneste indlæg som blogskribent for Jyllands-Posten.

Artiklen, Auschwitz-dagen: Farlige forestillinger, blev skrevet på netop den danske Auschwitz-dag, hvor man mindes ofrene for Holocaust og andre folkedrab. Så langt, så godt. Ingen kan have noget imod, at man én gang om året husker tilbage på sådanne grusomme episoder i menneskehedens historie, også med henblik på, at de for enhver pris aldrig må gentage sig. Dér, hvor kæden springer af – i dén grad springer af – for Akdogan er, når hun utvetydigt insinuerer, at Holocaust kan risikere at gentage sig i Danmark, men altså denne gang med muslimerne i offerrollen: (…) Især nu, hvor man har kørt på frygten – frygten for “det andet” – er det stadig relevant at huske på og lære af historien. Lære om, hvordan stigmatiseringer og fordomsfyldte ord kan skabe farlige forestillinger om minoriteter dvs. “de andre”. 

Akdogan beroliger dog sine læsere ved at fastslå, at forestillingen om “de andre” ikke nødvendigvis fører til folkedrab. Ikke nødvendigvis…, det er vel stort set det samme som at skrive, men sandsynligvis, og det er, vil jeg mene, en ret grov beskyldning, især når den kommer fra et medlem af Folketinget og endda fra det næststørste parti, Socialdemokraterne. Jeg kunne levende forestille mig opstandelsen, hvis Jesper Langballe havde udtalt: Muslimers opdeling af mennesker i “rene” og “urene” vil sandsynligvis føre til etnisk udrensning af danskere, når de er kommet i mindretal. Christiansborg ville gå i undtagelsestilstand, Jesper Langballes hoved ville blive krævet serveret på et fad, og hele den venstreorienterede presse (stort set samtlige medier) ville gå i selvsving. Ja, det ville blive noget af et cirkus.

Akdogan fører sin sammenligning ud i det ekstreme ved at underkaste Langballes kontroversielle debatindlæg i Berlingske Tidende, der startede den seneste uges blæst om hans person, den såkaldte jødetest, hvorved man erstatter alle forekomster af ordet muslim med jøde.

Sammenligningen mellem nazitidens omtale af jøder og nutidens ditto af muslimer bliver mere og mere bøvet, for hver gang jeg læser den, men okay, lad os tage et par eksempler fra andre sammenhænge:

Jøder planlægger endnu et terrorangreb mod Danmark.
Jødisk mand ville halshugge Kurt Westergaard med en økse.
Jødisk politiker starter SMS-kæde for at opildne til had mod Danmark.

Dem ist nichts hinzuzufügen, som man siger syd for grænsen i det nu noget mere fredelige naboland.

Yildiz Akodagan er imidlertid ikke færdig med at advare mod, hvad der venter os, hvis ikke vi her til lands overvinder vores fordomme om de nytilkomne. Hun understreger igen og igen, at hun ikke spiller offerrollen, eller drager paralleller mellem Nazi-Tysklands metoder og den danske offentlige og politiske retorik, men det er ikke desto mindre lige præcis, hvad hun gør: (…) I dag er det mindedagen for Auschwitz og vi skal bruge dagen til at huske på, hvordan farlige forestillinger let kan dominere det offentlige rum og til tider endda tage patent på sandheden. Men vi har ikke råd til gentagelser – vi må ikke lukke øjnene for begivenheder, for ord, der kan drage en vis parallel til fortiden…

Akdogan slutter sit indlæg med opfordringen til, at vi aldrig, aldrig må glemme Auschwitz, Bosnien, irak, Rwanda…. På trods af utallige opfordringer fra læserne på hendes blog lykkes det ikke at få hende til at tage afstand fra det tyrkiske folkedrab på armenerne i 1915, og det er vel egentlig meget sigende for både Akdogan og de fleste af hendes trosfæller: Loyaliteten ligger hos islam, de muslimske brødre og søskende og ikke at forglemme hjemlandet, altså Tyrkiet. Et kritisk blik på egen religion, egne trosfæller eller fædrelandet er alt for meget at forlange af selv en så moderne og velintegreret muslim som Yildiz Akdogan.

Men, Yildiz Akdogan, kunne man ikke – bare sådan rent teoretisk – forestille sig, at den modvilje nogle danskere nærer mod muslimer som gruppe, ikke individer, rent faktisk havde grobund i virkeligheden? Hvis nu muslimerne virkelig var mere højtråbende, beklagende og til til tider truende end repræsentanter for andre etniske og religiøse grupper? Hvis de – set under ét – var mere voldelige og kriminelle og langt lettere påvirkelige for religiøs ekstremisme end stort set alle andre i det danske samfund? Har du nogensinde tænkt på, om der måske kunne være noget om snakken, Yildiz Akdogan, eller er du, selv som folketingsmedlem, kun i stand til at spille offer?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: