Forskellen på lømler og psykopater

Venstres retsordfører, Kim Andersen, er altid værd at lytte til. Jeg føler mig hensat til Morten Korch-Danmark og en tid, da politifolk fulgte gamle damer og ænder over gaden, i mangel af anden meningsfuld aktivitet, når jeg hører ham og i øvrigt også den nye rigspolitichef, Johan Reimann.

De to herrers dialekter tyder på, de ikke opholder sig meget uden for de finere samfundsmæssige kredse til daglig, og deres politiske- og politimæssige tiltag bekræfter tesen. Alene navnet på det udspil, Kim Andersen for nylig stod bag på Venstres vegne, siger alt: Lømmelpakke. Man kan næsten forestille sig, hvordan Andersen selv ville reagere, hvis han mødte en dreng/ung mand i målgruppen: Din lille lømmel, kan du så holde op med at lave ballade. Stillet over for en sådan retorik er der ingen tvivl om, at den pågældende ville skynde sig at løbe hjem til sin mor og fremover koncentrere sig om at lave lektier, passe sin klaverundervisning og gå i seng kl. 22 hver aften.

Spøg til side: Har Kim Andersen nogensinde tænkt den tanke, at det for en stor dels vedkommende drejer sig om rendyrkede psykopater, der er fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde? Kulturelt og, ja, religiøst, ligger de så fjernt fra dansk mentalitet, at det simpelthen ikke har noget formål at forsøge at resocialisere dem. Ikke mindst, fordi de i de fleste tilfælde er et spejlbillede af deres forældre. Det eneste, de har respekt for, er en hård hånd. De kan slet ikke forholde sig til den bløde danske pædagogik: Jeg kastede sten og flasker efter politifolk og satte biler i brand den anden dag. Nu sidder jeg på et feriecenter og ser DVD-film og spiser pizza sammen med en masse flinke voksne, og i næste uge skal vi på skiferie til Norge. Jeg er så skræmt, at jeg aldrig nogensinde vil overtræde loven igen…

Ja, det kunne da godt være, man kunne hjælpe fem procent af de unge med de nuværende pædagogiske tiltag, men hvis det koster 200.000 kr. om måneden og kræver mandsopdækning af fire, fem pædagoger 24 timer i døgnet at redde hver tyvende i målgruppen, tror jeg, de fleste vil være enige med mig i, at det var bedre at bruge pengene på nogle andre grupper af unge, f.eks. dem, der har et reelt ønske om at yde et positivt bidrag til det danske samfund, men af den ene eller anden grund er kommet på afveje og ikke selv er i stand til at komme ud af deres problemer. Jeg har aldrig forstået, hvordan man i et land som Danmark kan forsvare den strategi, at jo værre, du opfører dig, og jo flere mennesker, du gør skade, jo flere penge og ressourcer bruger vi på at få dig på ret køl. Selvfølgelig skal man hjælpe voldelige- og kriminelle unge, men der må være en grænse. Personer, der gentagne gange har gjort sig skyldige i grov vold, voldtægter o.l., burde idømmes lange forvaringsstraffe under spartanske forhold og med hårdt fysisk arbejde som, hvis ikke eneste-, så i hvert fald hovedaktivitet. Kan nogen levende forestille sig, at effekten ville være ringere, end det er tilfældet i dag? Nej, vel?