Journalistkrisen og Grønland

Der tales meget om den finansielle krise, der påvirker stort set alle samfundsgrupper. Heller ikke den danske journaliststand er gået ram forbi, men måske er det slet ikke på økonomien, pressens såkaldte vagthunde er hårdest ramt. Noget tyder nemlig på, at den også er gal med prioriteringssansen, en helt essentiel evne for enhver journalist. Således medførte det ikke ét eneste spørgsmål fra et samlet pressekorps, at statsministeren under sit seneste Tirsdagspressemøde – med andre ord – bekendtgjorde, at Grønland, hvis statsbudget for halvdelens vedkommende finansieres af Danmark, fremover kan beholde mere end 99% af eventuelle fremtidige olieindtægter selv. Hvis Danmark fik halvdelen af det anslåede udbytte, 5000 mia. kr., ville det svare til 900.000 kr. pr. dansker. Det kunne være interessant at kende baggrunden for statsministerens generøsitet over for det grønlandske selvstyre og, om han ikke er bange for at gå ind i historien på lige fod med den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister, Per Hækkerup, der i visse kredse beskyldes for at have foræret uhyre olieformuer væk til Norge.

I stedet kastede det samlede tilstedeværende journalistkorps sig over det forslag om nedsættelse af rentefradragsretten, regeringens egen skattekommission netop har fremsat. Hvis det bliver til virkelighed, vil den samlede regning til de danske husejere blive på ca. 9 mia. kr. årligt, altså over f.eks. 30 år 5,4% af det beløb, Danmark retteligt burde modtage for den grønlandske olie. Hvad er den journalistiske begrundelse for kun at fokusere på rentefradragsretten og omvendt stort set ignorere foræringen af olieformuen til Grønland? Burde det ikke pirre nysgerrigheden hos enhver journalist, at hverken Fogh, regeringen i det hele taget eller Venstre har vist den mindste lyst til at indvie offentligheden i baggrunden for denne særegne beslutning, på trods af, at bl.a. direktør Ole T. Krogsgaard har sat fokus på sagen? Han har bl.a. luftet tanken om, at Danmark måske har indgået en aftale med USA om Grønland, og en konspirationsteoretisk hjerne kunne godt ane en sammenhæng med den afgående amerikanske ambassadør James P. Cains anbefaling af statsministeren som ny NATO-chef, men der er formentlig en anden og bedre forklaring. Får vi den mon nogensinde?