Peter Mogensen er en flink fyr, men også en hykler og middelmådig kommentator

Peter Mogensen, redaktionschef på Politiken, men nok mest kendt som den ene halvdel af makkerparret, Mogensen & Kristiansen, lader til at være en flink og hyggelig fyr. Som politisk analytiker kan han til tider være ganske saglig og f.eks. anerkende, at Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti er dygtige, mens han omvendt indrømmer, at den nuværende opposition er en katastrofe.

Så langt så godt, men Peter Mogensen har også sine svagheder. Én af dem – tilmed en ikke helt uvæsentlig af slagsen – er, at han, som stjernekommentator på Politiken, faktisk ikke er særlig god til at skrive. Mogensen har både problemer med at stave og formulere sig, hans analyser er ofte ustrukturerede og hans konklusioner langtfra altid logiske i den givne sammenhæng. Kort sagt: Peter Mogensen er en meget middelmådig kommentator – i hvert fald på skrift.

På tv stiller sagen sig noget anderledes. Selvom Peter Mogensens argumentation også halter gevaldigt, når han optræder på TV2 News eller én af DR-kanalerne, opvejes det lille handicap af hans charme og udstråling. Derfor er den bizarre situation, at en mand, der har store problemer med at formulere sig klart og logisk i tale og på skrift, i dag er én af Danmarks tre mest benyttede kommentatorer. Hans makker, Michael Kristiansen er også en del af denne eksklusive trio. Heller ikke han er nogen retorisk Rastelli. Kristiansen siger meget ofte altså, altså og så, så, inden han kommer til sine pointer, der til gengæld er meget skarpere end Mogensens. Niels Krause-Kjær kompletterer trekløveret, og ligesom de to andre har også han visse problemer med at kommunikere klart og tydeligt. 99 ud af 100 gange besvarer han et spørgsmål med vendingen Man kan sige. Hvis man forestillede sig, at Krause-Kjær lagde kortene på bordet og erkendte sit problem, ville det lyde nogenlunde sådan: Man kan sige, jeg siger, man kan sige, temmelig ofte. Ja, faktisk kan man sige, jeg siger, man kan sige, hele tiden – kan man sige.

Nu tilbage til Peter Mogensen. Som alle andre kendte mennesker forsøger også han at presse citronen og tjene så mange penge som overhovedet muligt, mens tid er. Ud over at optræde i stort set alle store medier som kommentator, er én af måderne at gøre det på selvfølgelig ved at udgive en bog, og det er netop, hvad Peter Mogensen har gjort på forlaget Gyldendal. Michael Kristiansen var så venlig at nævne den i gårsdagens udgave af Mogensen & Kristiansen, men også de, der ikke følger med i det politiske magasin, ville formentlig have opdaget det før eller siden, efterhånden som Dødvande – en politisk dagbog (for det seneste år), anmeldes rundt omkring i de danske medier. Én af de første, der har haft fornøjelsen af at læse værket, er Weekendavisens Hans Mortensen, og han er mild sagt ikke særlig begejstret. Mortensen laver ligefrem tykt grin med sin kollega på Politiken. Han begynder med at more sig over, at Mogensen har gjort sig fortjent til at få sin dagbog udgivet i bogform på linje med berømtheder som H. C. Andersen, Søren Kierkegaard og Jens Otto Krag. Senere udstiller han Mogensen i alt hans hykleri, når han på den ene side var meget oprørt over Søren Krarups sammenligning af det muslimske tørklæde med det nazistiske hagekors, og på den anden side ikke selv kan nære sig for f.eks. at skrive om DF’s Morten Messerschmidt: (han er) én af den slags personer, man er lidt i tvivl om, hvor ville have befundet sig under krigen. Mogensen antyder desuden, at princippet om, at man er uskyldig, til det modsatte er bevist, ikke burde gælde i Messerschmidts tilfælde (angående B.T’s nazibeskyldninger mod ham): Kommer det til en retssag, vil Messerschmidt tabe den stort. Med hans tidligere generalieblad in mente er det højst tvivlsomt, om han pludselig er ren som nyfalden sne. Også DF’s formand får én af de efterhånden rituelle hilsener fra den side af det politiske spektrum, Mogensen befinder sig på: Kjærsgaard er jo ikke langt fra at kræve, at de skal gå med en stjerne syet på frakken – de muslimer. Der er dog mange flere guldkorn i bogen. F.eks. dette: Det er usmageligt at være dansker. Et andet sted betegnes Jyllands-Postens kulturredaktør – det var som bekendt ham, der fik idéen om at offentliggøre Muhammed-tegningerne – som den forskruede Flemming Rose. Ja, sådan er de selvgode, især dem, der har hjemmehørende på Rådhuspladsen: stæreblinde for egen ondskab, der oven i købet overgår den (hvis der overhovedet er tale om en sådan) fra den anden side af det politiske spektrum med flere længder.

I stil med de ovennævnte citater har Peter Mogensen i Mogensen & Kristiansen adskillige gange talt om, at danskernes problemer med muslimer skyldes, der er tale om mennesker med en anden hudfarve. Han er virkelig en skarp analytiker, ham Peter Mogensen. Hvorfor har danskerne så ingen problemer med f.eks. vietnamesere eller grønlændere? De har jo også en lidt anden hudfarve. Apropos farve: Peter Mogensen, du er en sortsnakker af guds nåde, men alligevel kan de fleste danskere godt lide dig. Glæd du dig over det, og koncentrér dig ellers om at tælle dine penge, der fortsætter med at strømme ind på din konto, uanset hvor meget du vrøvler.