Posted by: JanChris | 14/11/2008

Alt ved det gamle, når Fogh smøger ærmerne op på Venstres landsmøde

Mit gamle parti, Venstre, holder landsmøde i weekenden. I den forbindelse samler interessen sig naturligt nok om partiets formand og statsminister, Anders Fogh Rasmussen. Denne gang er medlemmerne, offentligheden i det hele taget og ikke mindst pressen endnu mere spændte end i de foregående år på, hvad Fogh har at sige. Det vil dog formentlig være småt med overraskelserne. Landsmødet står i EU’s tegn, og statsministeren vil uden tvivl tale om, hvor meget det skader Danmark og danskerne økonomisk, at vi ikke er med i Eurosamarbejdet. Han vil næppe komme ind på, at han, som bloggen 37 Grader påviste for nylig, sagde det stik modsatte for et halvt år siden. På underlødig vis forsøger Fogh at fremskynde en folkeafstemning om spørgsmålet og har i den forbindelse allerede arrangeret en høring i januar næste år, hvormed afstemningen ville kunne finde sted i februar eller marts. Den beslutning har gjort Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt rasende, og i gårsdagens udgave af Jyllands-Posten truede han regeringen med en fremtidig Fodnotepolitik fra DF’s side, der ville betyde, at regeringen ikke længere som en selvfølge kan regne med opbakning fra sit parlamentariske grundlag i alle sager.

De hårde ord fra støttepartiet prellede som al anden kritik af på statsministeren, der ikke har tænkt sig at ændre sin strategi. Hans formodning er, at selvom det godt kan være, danskerne er skeptiske over for ØMU-samarbejdet og EU i det hele taget, er der ét scenario, der kan få dem på andre og bedre tanker: Når det har privatøkonomiske konsekvenser, at Danmark har sin egen valuta. Det er netop tilfældet i øjeblikket, og så ser Fogh og konsorter stort på, at danskerne indtil den finansielle krise opstod, snarere har profiteret af- end tabt på ikke at være en del af Euroland.

Foghs voldsomme interesse for at gennemføre en Euroafstemning hænger formentlig sammen med, at han i øjeblikket spiller på to heste: Han har igennem længere tid på sine meget omtalte udlandsrejser forsøgt at samle opbakning til at blive NATOs næste generalsekretær, men hans chancer blev markant forringede, da demokraten, Barack Obama, der var modstander af Irak-krigen og fortaler for en hurtig tilbagetrækning af de amerikanske tropper fra landet, blev valgt til ny præsident i USA i stedet for republikaneren, John McCain, hvis holdning til krigen og amerikansk tilstedeværelse i Irak ligger meget mere i tråd med Foghs. Det forekommer mere end tvivlsomt, at Obama til posten som NATO-generalsekretær skulle pege på en regeringsleder, der var en tæt allieret af den præsident, hele hans valgkamp har været et opgør mod. Fogh giver dog ikke så let op, og i karakteristisk stil var Kamæleonkongens første reaktion på valget af Obama, at han var glad for, forholdet mellem Europa og USA nu ville blive forbedret… Som Michael Kristiansen sagde i Tirsdagsanalysen på TV2 News må det have været én af de hurtigste 10-kilometere, der nogensinde er blevet løbet…

Statsministeren forsøger samtidig at fastholde sit fokus på posten som EU-præsident. Stillingen bliver først oprettet, når (ikke hvis) irerne har stemt ja til Lissabon-traktaten, men indtil da forsøger Fogh selvsagt at styrke sit kandidatur, og den bedste måde at gøre det på er ved at afvikle de danske forbehold. I den forbindelse kommer den økonomiske krise som manna fra himlen. Uden denne force majeure ville ingen danskere have forståelse for, hvorfor en Euroafstemning pludselig skulle hastes igennem. Nu har Fogh i det mindste en pæn chance for at gennemføre sit luskede forehavende.

På landsmødet vil den tidligere så indædte kritiker af nationale og internationale miljø- og klimaforkæmpere, Fogh, forsøge at overbevise tilhørerne om velsignelserne ved at kombinere en sænkning af skat på arbejde med en tilsvarende forhøjelse af de grønne afgifter. Imponerede og beærede over, at statsministeren, der oven i købet vil stå på en scene midt i salen og med opsmøgede skjorteærmer, har fundet tid i sin pressede kalender til at tale til dem, vil Venstre-medlemmerne labbe alt i sig. Mange vil oven i købet gå på talerstolen og skælde ud på støttepartiet, Dansk Folkeparti, der ikke deler regeringspartiernes begejstring for skattelettelser til de mere velbeslåede danskere.

Mere vanskeligt for statsministeren bliver det at overbevise de delegerede om, at udlændingepolitikken ligger fast. Enhver voksen person med nogenlunde normalt fungerende omløb i hovedet, ved det ikke er tilfældet, men det er Fogh ligeglad med. Det drejer sig ikke om, hvordan virkeligheden er, men derimod om, hvordan befolkningen opfatter selvsamme virkelighed, og heldigvis er én af Foghs helt store forcer netop at lave skønmalerier af virkeligheden.

Selvfølgelig vil enkelte medlemmer af det største regeringsparti driste sig op på talerstolen og kritisere knæfaldet for EU og den deraf følgende tilsidesættelse af national lovgivning, men de vil hurtigt forsvinde i mængden af loyale partisoldater, der hylder statsministeren for hans syv år ved magten.

Dårlige meningsmålinger, en udlændingepolitik, der kun eksisterer på EU’s betingelser, en retspolitik, der tager mere hensyn til forbryderen end ofret, en politireform, der ikke har været i nærheden af at fungere efter hensigten, sammenbruddet i forhandlingerne om en arbejdsmarkedsreform, den uskønne lancering af en mulig folkeafstemning om euroen og ikke mindst polemikken om Foghs rejseorgier? Glem det, i Venstre er man bare glad for, at statsministeren er vendt hjem – ikke mindst set i lyset af, at hans kronprins, Lars Løkke Rasmussen, i øjeblikket virker temmelig vingeskudt og endda overgåes af Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, i popularitet.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: