Posted by: JanChris | 23/09/2008

Sidste illusioner bristet med udlændingeaftale

I går var en meget trist dag, selvom jeg længe har vidst, hvor det bar hen. Af udmeldingerne i medierne mellem parterne fremgik det klart, at et udlændingeforlig mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti var umiddelbart forestående. Når aftalen ikke blev offentliggjort, før Dansk Folkepartis landsmøde i sidste weekend, skyldtes det udelukkende et ønske fra Pia Kjærsgaard og den øvrige DF-ledelses side om ikke at ødelægge den formodede gode stemning i Herning Kongrescenter – det lykkedes til fulde.

I bagklogskabens klare lys må man dog sige, at det virkede lidt latterligt at se og høre Kristian Thulesen Dahl, Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup tordne mod EU i almindelighed og EF-domstolen i særdeleshed, når man ved, at de på daværende tidspunkt allerede var faldet til patten over for regeringen og havde accepteret EU-rettens forrang for den nationale, danske udlændingelovgivning.

Man må altså konstatere, at opfordringen til regeringen om at ignorere Metock-dommen var tomme ord. Når det kom til stykket, turde DF-ledelsen ikke at sætte hårdt mod hårdt og stå fast ved sin overbevisning. Ja, det kunne måske i yderste fald have tvunget regeringen til at træde tilbage, men nogle gange må man tage konsekvensen af sine holdninger, og denne sag var afgjort et skoleeksempel på, hvornår man hverken over for sig selv eller sine vælgere kan forsvare at gå på kompromis.

Bevares, Dansk Folkeparti har fået gennemført en række stramninger, men de forholder sig bare ikke til sagens kerne: Ved hjælp af EU-princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed kan enhver dansk statsborger flytte en ganske kort periode til f.eks. Sverige, eventuelt arbejde lidt der som f.eks. hundepasser, og derefter som vandrende arbejdstager tage en ægtefælle fra et tredjeverdensland med tilbage til Danmark – uden om 24års-reglen, tilknytnings- og forsørgelseskravet, sprogprøven etc. Dermed står ladeporten ind til Danmark de facto pivåben.

Omnial har skrevet meget – nok også for meget – om Anders Fogh Rasmussen og hans grænseløse opportunisme. De seneste år har vist, at manden ikke elsker sit land og sit folk højt nok til at bestride en så ansvarsfuld stilling. Han har kun øje for sin egen karriere.

Nu står det desværre også klart, at Pia Kjærsgaard tænker på samme måde. Magten og indflydelsen som regeringens støtteparti var åbenbart vigtigere for hende end kampen for at bevare Danmark som en suveræn stat. Det er jeg ked af, men jeg er nødt til at forholde mig til virkeligheden, og som de faktiske forhold er, har jeg mistet tilliden til det parlamentariske system i Danmark. Jeg har nemlig ikke længere mulighed for at stemme på et parti, der aktivt arbejder på at begrænse den muslimske indvandring til Danmark. Min tabte tro på parlamentarismen betyder dog ikke, at jeg har tænkt mig at blive nazist eller lignende. Nej, det er meget værre: Jeg vil være sofavælger.

Reklamer

Responses

  1. De skulle dog have fået indført deres holdningstilkendegivelse i aftalen, at DF mener, at man burde blæde Metok-dommen et stykke.

    DFs mening er altså klar nok, men deres rygrad var nok for slap. Jeg overvejer også at blive sofavælger.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: