Tru med valg, DF, og vær ikke bange for at lægge handling bag ordene

Efter Omnials mening har den borgerlige regering under Anders Fogh Rasmussens ledelse i mindst tre tilfælde handlet direkte i modstrid med Danmarks interesser. Hver af de tre sager udgør isoleret set et meget alvorligt svigt, men samlet set er der tale om en så overvældende dårlig varetagelse af helt afgørende og fundamentale nationale forhold, at Dansk Folkeparti i mindst ét tilfælde ikke burde betænke sig et sekund med at trække tæppet væk under regeringen, hvis ikke den omgående tager hånd om problemerne.

De tre sager, der er tale om, er som følger:

• Vedtagelsen af Lissabon-traktaten uden folkeafstemning:

Traktaten blev allerede i april ratificeret i Folketinget uden, at danskerne fik mulighed for at stemme om den. Statsministerens begrundelse var, at der ikke var tale om nogen suverænitetsafgivelse. Den udmelding er der vist ikke ret mange, der tager alvorligt. Som EU-parlamentarikeren, Jens Peter Bonde, siger, findes der ikke én eneste dansk lov, der ikke er underlagt Lissabon-traktaten, og de seneste ugers polemik her i landet har tydeliggjort for selv den mindst politisk interesserede dansker, at EU allerede i dag, under den nuværende Maastricht-traktat, med stor styrke blander sig på områder, der traditionelt har været nationale anliggender.

• Foræringen af al grønlandsk olie til grønlænderne:

Det er mig, som jeg tidligere har skrevet flere gange, ubegribeligt, hvorfor det ikke er en større sag i Danmark, at de potentielt uhyrlige olieforekomster på Grønland foræres væk til grønlænderne, selvom Danmark siden 1953 har betalt det, der i nutidspenge svarer til mere end 150 mia. kr. i bloktilskud til selvstyret. Før den danske stat påbegyndte de store årlige udbetalinger, der i dag udgør ca. halvdelen af det samlede statsbudget, var Grønland et meget fattigt samfund, men takket været den økonomiske støtte fra Danmark er det ikke længere tilfældet. Derfor er det også kun rimeligt, at Danmark får del i eventuelle olierigdomme. Hvorfor man ser anderledes på dette spørgsmål fra regeringens side, forbliver en gåde for denne blog.

• Fastlæggelsen af dansk udlændingepolitik ved EF-domstolen

Jeg har skrevet det adskillige gange, jeg ved det godt, men det er og bliver en skandale, at EF-domstolen i Luxembourg kan overtrumfe den danske udlændingelovgivning, selvom vi endda har et retsligt forbehold, der skulle sikre vores autonomi på dette så afgørende område.

Hvad burde Dansk Folkeparti så konkret gøre? Pia Kjærsgaard og co. skulle allerede have opgivet støtten til regeringen, da den nægtede at tage en folkeafstemning om Lissabon-traktaten, men gjorde det af uransagelige grunde ikke. Det var en fejl, der vel kun kan forklares med, at DF var blevet for glad for magten og indflydelsen og ikke kun havde befolkningens samlede interesser for øje. 

Mange vil grine, når jeg skriver, at DF burde true regeringen med valg, hvis ikke den genforhandler aftalen om den grønlandske olie, men det er fordi, de pågældende ikke forstår, hvad der er på spil. Det drejer sig om et så uhyrligt beløb – formentlig i størrelsesordenen 10.000 mia. kr – at alene renteindtægterne ville bidrage væsentligt til at opretholde det danske velfærdssamfund til evig tid.

Udlændingepolitikken er selvfølgelig altafgørende. På dette område er regeringen pisket til handling. Den skal garantere, at lovgivningen fastlægges af Folketinget og kun af Folketinget. Kan eller vil Anders Fogh ikke give det løfte, kan DF ikke længere støtte ham, hvis partiet vil bevare sin troværdighed.

Pia Kjærsgaard og co. behøver ikke at frygte et valg om EU- og udlændingepolitikken. DF vil uden tvivl gå frem og også fortsat kunne danne flertal med Venstre og De Konservative, men spørgsmålet er, om det i så fald bliver med Anders Fogh som statsminister? Da han mentalt alligevel befinder sig langt væk fra Danmark, ville det bedste være, hvis han frivilligt overlod sin post til Lars Løkke Rasmussen. Umiddelbart er det svært at forestille sig, han ville varetage Danmarks interesser på en dårligere måde, end det har været tilfældet med den nuværende statsminister de sidste par år.