Posted by: JanChris | 29/07/2008

Fogh har skuffet alle, men han er nok ligeglad…

Allerede inden han blev statsminister i november 2001, havde Anders Fogh Rasmussen skuffet mange borgerlige vælgere. Budskaberne om, at man ville indføre skattestop (ikke skattelettelser) og som udgangspunkt ikke arbejde for en mindre offentlig sektor og lavere sociale ydelser, var ikke lige det, den liberale fløj inden for Venstre og den potentielle regeringspartner, De Konservative, ville høre. 

Netop Venstres liberale fløj brød sig bestemt heller ikke om de nye toner i udlændingepolitikken, og meget sigende havde dens fremmeste repræsentant, Uffe Ellemann-Jensen før det skæbnesvangre valg i 1998 nægtet at give efter for den øvrige partiledelses gentagne opfordringer til at trække udlændingekortet over for Socialdemokratiet. Så hellere tabe valget…

Udsigten til omsider at genvinde regeringsmagten fik dog i 2001 Uffe Ellemann-Jensen og co. til at trække piben ind. Selv den mest inkarnerede liberalist kunne godt se, at nu gjaldt det om at fjerne Socialdemokratiet fra magten, og så måtte man se, om man ikke senere hen alligevel kunne trække samfundet i den rigtige retning.

Efter det såkaldte Systemskifte i 2001 blev Fogh straks meget populær i den mere pragmatiske del af sit parti og i brede grupper af vælgerbefolkningen ved at gennemføre sit valgprogram, der inspireret af Tony Blairs tidligere rådgiver, Philip Gould, bestod af få, men klare budskaber: Herunder nedlæggelse af overflødige råd og nævn, en hårdere retspolitik og først og fremmest en ny og meget strammere udlændingepolitik. Hvordan er det så gået?

Efter grønthøsteren havde været i brug ved vedtagelsen af den første finanslov under den borgerlige regering, gjorde Fogh det stik modsatte af det, han havde lovet: Råd og nævn, populært kaldet syltekrukker, skød op som paddehatte, for ligesom sin forgænger måtte Fogh indse, at det ikke var alle problemer, der kunne løses med det samme, og så var det jo meget belejligt, at man lige kunne skyde dem til hjørne…

Den stramme retspolitik er i virkeligheden et fatamorgana: Godt nok er strafferammerne for en række hårde forbrydelser blevet forhøjet, men hvad hjælper det, når domstolene nægter at følge anvisningerne? Politireformen er en anden pinlig sag for regeringen og selvsagt især justitsministeren. Hensigten var at få flere betjente på gaderne og dermed gøre folk mere trygge, men virkeligheden er den stik modsatte. Aldrig har politiet været så lidt til stede på gader og stræder, og aldrig har det været så svært at få fat på ordensmagten.

Udlændingepolitikken så i første omgang ud til at være en succés med en kraftig reduktion i antallet af asylansøgere og familiesammenføringer. I dag er antallet af sidstnævnte imidlertid allerede stigende, men endnu mørkere tider venter forude, efter det er kommet frem, at udlændingepolitikken i realiteten styres fra EU, nærmere bestemt EF-domstolen i Luxembourg.

Netop Foghs forhold til EU har været én af de største skuffelser for mange vælgere i hele det politiske spektrum. Statsministeren havde lovet en folkeafstemning om Lissabon-traktaten, men undlod at leve op til sit løfte, da en uvildig… undersøgelse fastslog, at der ikke var tale om suverænitetsafgivelse. Efter de seneste ugers virak om udlændingepolitikken er man fristet til at give statsministeren ret: Danmark vil ikke komme til at afgive mere suverænitet, for man kan ikke afgive noget, man ikke har…

Den allerstørste skuffelse i Foghs regeringstid har dog været hans optræden i den såkaldte værdipolitik, et område, han selv længe markedsførte sig på, og som mange iagttagere anså for at være hans stærkeste kort. Realiteten er dog, at den indædte kritiker af samarbejdspolitikken, Fogh, selv gav efter for totalitære kræfter under Muhammed-krisen. Hans optræden på den arabiske tv-kanal, Al Arabiya, kan alt efter temperament betegnes som tåkrummende, pinlig eller skamfuld, men kønt var det under alle omstændigheder ikke. Hvad mange har glemt i den sammenhæng: Fogh blev ikke interviewet i et lummert studie i Mellemøsten. Nej, seancen fandt såmænd sted i statsministeriet.

For at sætte en tyk streg under, at hans håndtering af Muhammed-krisen ikke kun var en følge af stress og in- og eksternt pres, tog ytringsfrihedsfanatikeren, Fogh, ca. et halvt år senere skarpt afstand fra nogle ubehjælpsomme Muhammed-karikaturer, medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom havde tegnet ved en våd fest. Principper er en god ting, men man kunne ikke risikere en ny Muhammed-krise…

Meget mod sin vilje måtte Fogh efter valget i 2007 endnu engang udelukkende basere sig på Pia Kjærsgaard og co. som parlamentarisk grundlag. Statsministeren havde helt klart foretrukket- og regnet med Ny Alliance som den nye tunge på vægtskålen, og under valgkampen gjorde han en dyd ud af ikke at tale pænt om sin samarbejdspartner gennem 6 år.

Efter valget blev Foghs desinteresse for dansk politik mere og mere tydelig. Hans mange rejser førte til spekulationer om, at han arbejdede på at sikre sig et europæisk topjob. Ikke engang indvandrerurolighederne i februar 2008 så ud til at give særlig anledning til bekymring hos ham. Det er ikke samfundets skyld, pointerede han, mens hans nye integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech, bedyrede, at hun ikke så noget behov for at træde i karakter, blot fordi, der var lidt brand i gaden.

Mens Fogh altså var ligeglad med de borgerkrigslignende tilstande i Danmark, fordømte han i marts 2008 den hollandske islamkritiker Geert Wilders’ meget omtalte film, Fitna. Fogh havde godt nok ikke selv set den, men ikke desto mindre kunne han altså ikke lide den. Allerede før filmen blev offentliggjort, havde Fogh taget afstand fra Wilders, da denne havde tilladt sig at rose den danske statsminister. 3 1/2 år tidligere havde en anden islamkritiker med lignende synspunkter, Aayan Hirsi Ali, modtaget Venstres Frihedspris, men hun var selvfølgelig også somalier og kvinde… Foghs nye standpunkt faldt forbavsende godt i tråd med det officielle EU’s holdning…

Den største fejl i Foghs regeringstid er uden tvivl valget af førnævnte Birthe Rønn Hornbech som integrationsminister, og man kan med rette sætte spørgsmålstegn ved statsministerens så højt besungne politiske tæft, når han kunne finde på at udnævne netop kvasikonvertitten Rønn Hornbech til den næstvigtigste post i regeringen. Det står stadig ikke klart, hvad hans bevæggrunde var, men hvis han havde i sinde at så tvivl om udlændingepolitikken i befolkningen og forværre forholdet til DF, må man sige, strategien er lykkedes efter hensigten.

Selvom han i mindre grad er kommet regeringspartneren, De Konservative, i møde ved at gennemføre marginale skattelettelser, er begejstringen for statsministeren begrænset i det næststørste borgerlige parti, hvor man aldrig har glemt, hvordan Fogh bl.a. har ydmyget Per-Stig Møller og Brian Mikkelsen i al offentlighed.

Sammenfattende kan man sige om Foghs tid som statsminister, at han har skuffet Venstres liberale fløj og de liberale vælgere, han har skuffet De Konservative og deres vælgere, og han har skuffet Dansk Folkeparti og dets vælgere. De, der er mest tilfredse med ham, er måske i virkeligheden de socialdemokrater, han fik lokket over i den borgerlige blok efter sin tiltræden.

For Fogh har det hele tiden drejet sig om først at blive statsminister, derefter at blive genvalgt et par gange og slutteligt forlade det provinsielle Danmark til fordel for et internationalt topjob. De to første mål har han som bekendt nået, og ingen bør undervurdere Foghs chancer for også at tage det sidste skridt op ad karrierestigen. Han vil i hvert fald gøre alt (i hans tilfælde vil det sige en hel del) for, at det skal ske…

Hvorvidt han vil efterlade Danmark i en værre eller bedre tilstand, end det var tilfældet i 2001, når han en dag i en forhåbentlig nær fremtid forlader sin post, interesserer i virkeligheden ikke Fogh så meget. Man er jo altid sig selv nærmest, og hvad kommer det ham ved, hvordan det går hjemme i Danmark, når han nu alligevel skal tilbringe de næste mange år i de finere kredse i det store udland?

Reklamer

Responses

  1. Jep!


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: