Posted by: JanChris | 19/07/2008

Fej for egen dør, Fogh

I forbindelse med sin tale ved VU’s Jubilæumslandsstævne d. 28. juni kritiserede Anders Fogh Rasmussen endnu engang oppositionen, herunder især den radikale leder, Margrethe Vestager, for at ligge under for totalitære kræfter. Vestager havde krævet den danske udenrigspolitik ændret, samme dag vores ambassade i Islamabad blev udsat for et terrorangreb. Fogh gik dog endnu videre i sin kritik og lavede en direkte sammenligning mellem venstrefløjens nuværende udenrigspolitik og den samarbejdspolitik, Erik Scavenius stod i spidsen for under besættelsen. Fogh citerede den daværende radikale udenrigs- og statsminister for at tale om ”de store tyske sejre, der slog verden med beundring.”

Fogh har ret i sin påstand. Lad os ikke desto mindre stoppe op her og se på, hvordan han selv håndterede Muhammed-krisen, den måske største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig, der også blev iscenesat af totalitære kræfter, denne gang med base i både Danmark og Mellemøsten. 

Kun et par dage efter, Muhammed-krisen for alvor eskalerede med bl.a. en handelsboykot mod Danmark og ambassade- og flagafbrændinger, mord- og terrortrusler, trådte Fogh frem i offentligheden og erklærede, at han ”ikke selv ville have tegnet” den muslimske profet og var ”overordentlig glad” for den beklagelse, JP havde set sig nødsaget til at udsende. Som kronen på værket gik han – angiveligt efter vejledning fra den danske konvertit, Ole Wøhlers Olsen, og efter sigende også pres fra bl.a. Arla Foods’ direktør –  på arabisk tv, hvor han med en særegen retorik og underdanig fremtoning forsøgte at berolige de ophidsede masser i Mellemøsten.

Sandt at sige gjorde den hårdt pressede statsminister ikke nogen heldig figur, men han kunne dog glæde sig over, at ingen danske medier for alvor stillede ham til regnskab for de budskaber, han kom med til Al Arabiyas seere. Ét af dem lød: (…) ”den danske regering fordømmer ethvert udtryk og enhver handling som krænker folks religiøse følelser.” Nu er ”fordømmer” jo et meget stærkt ord at bruge, og derfor ville det være relevant at spørge statsministeren, om han har tænkt sig at tage lovgivningsmæssige tiltag for at beskytte trossamfund og deres medlemmer? Ville han eksempelvis forbyde Jens Jørgen Thorsens Jesus-film i dag? Eller var det kun noget, Fogh sagde, fordi han var under stærkt pres fra tilhængerne af én bestemt totalitær religion? I så fald kunne man måske også kalde hans håndtering af Muhammed-krisen for samarbejdspolitik, omend selvsagt i langt mindre alvorlig grad, end det i sin tid var tilfældet med Scavenius. Det er dog værd at bemærke, at mens sidstnævntes udtalelser skal ses i lyset af, at Danmark på det tidspunkt var under besættelse af en fremmed magt, var de nationale grænser på intet tidspunkt direkte truede, da Fogh forsøgte at lægge en dæmper på Muhammed-krisen.

Tilbage står spørgsmålet: Hvordan kan Fogh slippe afsted med at beskylde venstrefløjen for at føre samarbejdspolitik, når han selv har gjort noget tilsvarende? Formentlig fordi, venstrefløjen ikke ønsker at nuancere fjendebilledet af ham som islamkritisk og fremmedfjendsk, mens højrefløjen ikke anser det for god tone at kritisere sin egen statsminister.

Læs og se Anders Foghs interview til Al Arabiya ved at klikke her.

Se uddrag af Anders Foghs tale ved VU’s Jubilæumsstævne her.

Reklamer

Responses

  1. Fogh familien har det generelt lidt svært med loyaliteten og tilhørsforholdet ser det ud til.

    Jeg hørte Anders Fogs søn Henrik Fogh Rasmussen tale ved Rebild festen fornylig, en særdeles speget oplevelse.

    Lange umotiverede rasende angreb på enhver tænkelig og utænkelig person (ingen blev navngivet eller nærmere specificeret) der på nogen måde kritiserede amerikansk politik, inklusiv Vietnam-krigen.

    Fremstilling af Danmark som jantelovens land, (noget som også Ålborg-borgmesteren der også talte der gjorde en del ud af) og skamrosning af alt amerikansk. Ikke mindst amerikanernes herlige åbne forhold til multikultur blev sat overfor den danske ‘angst for det fremmede’. Desuden erklærede den fremadstræbende unge ultraliberalist USA som sit ‘nye fædreland’.

    Bortset fra at talestrømmen var mere flydende, mindede seancen om en del om kronprins Frederiks optræden i medierne; Henrik Foghs intellektuelle og filosofiske ballast så ud til at være af en tilsvarende karakter som vores sympatiske men ellers lidt enfoldige kronprins.

    De stolte forældre Anders og Vild med dans wannabeen Anne Mette holdt bravt ud på første rækken i den brændende sol.

    Foghs søn Henrik har tilsyneladende lige så let ved at smide sin loyalitet til Danmark som faren der klart nok føler mere loyalitet til EU bureaukratiet end til den danske befolkning.

    Da jeg diskuterede Henrik Foghs mere end latterlige tale med en anden til lejligheden tilrejst dansk / amerikansk medlem af Rebild-foreningen gav han mig uventet ret i min kritiske tilgang til Henrik Foghs udtalelser, og tilføjede at Fogh sønnen kun kendte meget lidt til USA’s virkelighed, og at han ikke var andet end et produkt af en meget lukket privilegeret kreds.

    Jeg nåede desværre ikke at høre Anders Fups egen tale.

  2. Meget interessant. Der er sikkert nogle paralleller mellem far og søn, og netop Henrik Fogh Rasmussen er spændende at følge, for i modsætningen til faderen, kan man formentlig stadig regne med, han mener, hvad han siger.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: