Posted by: JanChris | 05/06/2008

Venstrefløjens antiisme: Jeg er imod DF, altså er jeg

Den franske filosof, René Descartes (1596-1650), er verdensberømt som ophavsmanden til citatet cogito, ergo sum, hvilket som bekendt betyder jeg tænker, altså er jeg. I lettere omskrevet form har udsagnet stadig gyldighed for den danske venstrefløj anno 2008: Jeg er imod Dansk Folkeparti, altså er jeg. Denne ideologi, som man kunne kalde antiisme, defineres i al sin enkelthed ved, at Enhedslisten, SF, Det Radikale Venstre, og i nogle tilfælde Socialdemokraterne, ser det som en helt essentiel del af deres eksistensberettigelse per automatik at være uenige i alt, hvad DF siger og foreslår efter devisen: Det drejer sig ikke om, hvad der bliver sagt, men hvem der siger det. Eksemplerne er talrige, men ét af de mest eklatante er partiernes kamp for det muslimske tørklæde. Enhver med bare en lille smule indsigt i islam og muslimske samfund ved, at der er tale om et kvindeundertrykkende og totalitært symbol; sådan er det i lande som Iran og Saudi Arabien, og hvorfor skulle det være anderledes i Danmark?

Helt bizart bliver det, når venstrefløjen kæmper indædt for, at kvindelige muslimske dommere skal kunne bære tørklædet ved danske domstole. Bærere af det signalerer, at de sætter de gudgivne love, sharia-lovene, over de menneskabte-, og da det nu engang stadig er sidstnævnte, vi retter os efter i Danmark, er det da logik for perlehøns, at tørklæderne ikke har noget at gøre i danske retssale.

Ikke nok med, at antiismen er blevet venstrefløjens ledetråd, nej den særegne logik hos de frustrerede partier, der har været uden for indflydelse siden 2001, tilsiger dem også at kaste sig i armene på forskruede personer og partier, så længe disse vel at mærke deler foragten for DF. Min fjendes fjende er min ven, lyder devisen. Det bedste eksempel er nok Asmaa Abdol-Hamid. Hvordan et ateistisk og feministisk parti som Enhedslisten kan forsvare at opstille en fundamentalistisk muslim, der i påklædning og opførsel signalerer sin inferiøre status i forhold til mænd, hører til livets store mysterier. Hvis det da ikke var fordi, parterne er forenede i deres had til… ja, gæt selv.

At modstanden mod et andet parti i sig selv ikke er et tilstrækkeligt fundament til at lave sit eget, er Ny Alliance et mønstereksempel på. Partistifterne var ikke enige om ret meget, ud over modstanden mod DF, og i dag ses konsekvenserne: Ny Alliance er et hensygnende parti, der formentlig senest efter næste folketingsvalg vil være fortid i dansk politik.

For venstrefløjen må læren af de seneste års deroute være, at det er nødvendigt at nydefinere sig selv med en positiv dagsorden. Måske kunne man endda få inspiration fra DF – selv den yderste højrefløj kan jo nogle gange have ret…

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: