Posted by: JanChris | 20/05/2008

Er Søren Pind på vej til at forlade Venstre?

I går kunne man i flere medier, herunder mest markant i Jyllands-Posten, læse et nødråb fra Venstres Søren Pind. Han beklager – med rette – sit partis og regeringens slingrekurs i værdipolitikken. Den har bl.a. givet sig udslag i, at Anders Fogh dårligt gad at forholde sig til de voldsomme indvandreruroligheder i februar. Endnu mere bizar var integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs påstand om, at der blot var tale om lidt brand i gaden

De seneste uger har alting dog drejet sig om, hvorvidt kvindelige muslimske dommere skal have lov til at bære tørklæde. I den forbindelse har Rønn Hornbech som bekendt gjort, hvad hun kunne for at skabe tvivl om regeringens holdning og dermed forvandlet en potentiel vindersag til en tabersag. Som tak for sin undergravende virksomhed får regeringens gøgeunge lov til at blive siddende på sin post, hvor hun stadig har megen skade at gøre.

Som Pind så rigtigt påpeger, har den borgerlige regering vundet tre valg på netop værdipolitikken, men alligevel lader de ovennævnte episoder ikke til at interessere Anders Fogh særlig meget. Går han som en selvfølge ud fra, de danske vælgere i sidste ende trods alt vil have mest tillid til de borgerlige, når det gælder dette ekstrem vigtige område? Prøver Fogh på både at blæse og have mel i munden ved at signalere internationalt – med et topjob i EU eller Nato for øje – at han har lagt udlændingekursen om, samtidig med, at han nationalt prøver at holde Dansk Folkeparti nogenlunde tilfreds ved ikke at lade Rønn Hornbechs udskejelser blive alt for ekstreme? Kun statsministeren kender svaret. Sikkert er det, at Omnial til sin dødsdag vil undre sig over, hvordan en så intelligent politiker som Anders Fogh kan finde på at overlade den altafgørende post som integrationsminister til Birthe Rønn Hornbech.

Hvorom alting er, er det tydeligt, at Søren Pind er meget, meget desillusioneret. Man kunne se det på ham, da han kom ud fra Venstres gruppemøde sidste torsdag, hvor Rønn Hornbechs udskejelser første gang blev drøftet i folketingsgruppen, og man har kunnet læse, høre og se det i diverse medier i de følgende dage.

Søren Pind forlader Venstres gruppemøde sidste torsdag.

Særlig bemærkelsesværdigt var det at læse et indlæg på hans blog i går. Anledningen var endnu en uheldig bemærkning på det følelsesladede udlændingeområde, denne gang fra undervisningsminister Bertel Haarder. På trods af kritik fra Dansk Folkeparti stod han fast på en undervisningsvejledning til HF-uddannelsen, hvori det hedder: Danmark er et flerkulturelt samfund. Den påstand er Pind bestemt ikke enig i og henviser bl.a. til udviklingen i København de seneste år, hvor forsøget på at fremme et multikulturelt samfund er slået gruelig fejl. Kritikken af Bertel Haarder – i parentes bemærket én af Omnials absolutte yndlingspolitikere – er én ting, mere interessant er det imidlertid at læse nogle af de slet skjulte trusler, Pind kommer med i sit indlæg: Han skriver bl.a., at tålmodigheden snart løber ud og regeringen må finde sine ben. Nu. Det er det mindste krav, man kan stille som medlem af Venstres folketingsgruppe… Er Pind virkelig på vej væk fra Venstre? Jeg tolker hans udtalelser som om, han vil forlade partiet, hvis ikke regeringen meget snart finder tilbage til sin oprindelige linje i udlændinge-/værdipolitikken.

For Pind er de ovennævnte områder blevet en hjertesag de seneste år. Han taler nu åbent om assimilation i stedet for integration, giver som nævnt udtryk for sin modvilje mod det multikulturelle samfund og foreslår en nultolerance-politik over for kriminelle unge (indvandrere) med New York som forbillede. I denne sammenhæng er det mest bemærkelsesværdige dog nok, at han direkte har udtalt, at de udskældte indvandrings-/islamkritikere med Søren Krarup i spidsen fik ret i deres forudsigelser om konsekvenserne ved den muslimske indvandring.

Selvfølgelig er Søren Pind meget påvirket af de erfaringer, han har gjort sig som bygge- og teknikborgmester i København, men der hersker næppe heller tvivl om, at hans samtaler med Søren Krarup i forbindelse med bogen Kære Søren (2003) har påvirket ham meget, på samme måde som en anden liberalist, Mikael Jalving, helt har ændret syn på indvandringen/islam efter samtaler med Lars Hedegaard og Helle Merete Brix. Hvad angår udlændinge-, værdi- og retspolitikken ligger Pind i dag uden tvivl mere på linje med Dansk Folkeparti end med Venstre. På andre områder, som f.eks. den økonomiske politik og sin holdning til EU, ligger han selvsagt milevidt fra Pia Kjærsgaard og co., men det er der også mange andre DF-politikere og vælgere, der gør, og alligevel har de altså valgt det kontroversielle parti ud fra devisen: Kampen mod islamiseringen af Danmark er vigtigere end alt andet.

Søren Pind står ikke umiddelbart foran et opsigtsvækkende partiskifte, men Venstres ledelse gør klogt i at tage hans advarsler særdeles alvorligt. Det er en meget farlig kurs, Anders Fogh har bevæget sig ind på med Birthe Rønn Hornbech ved roret. Mon ikke et klogt og eftertænksomt menneske som Pind vil vide at forlade et synkende skib i tide, hvis han fornemmer en katastrofe er under opsejling?

Reklamer

Responses

  1. Omnial
    Glimrende og interessant artikel.
    Jeg håber, at Søren Pind tager springet over til DF; dette parti vil så have samlet en stor del af Folketingets mest talentfulde, indsigtsfulde og intelligente politikkere til at føre Værdikampen til forsvar for Danmark.
    Måske kan Søren Pind endog få drejet DF´s økonomiske politik væk fra den socialdemokratiske overskudspolitikretning.

  2. Tak skal du have, Rogge. Også tak til Poul Christensen.

  3. Det var en rigtig interessant artikel.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: