Posted by: JanChris | 24/11/2007

Anden myte om Folketingsvalget 2007: Anders Fogh var den store vinder

Sent på aftenen d. 13. november lod Anders Fogh Rasmussen sig fejre af sine partifæller for den tredje valgsejr i træk, og det lykkedes da også for ham – med hiv og sving og støtte fra en enkelt færing – at opnå tilslutning fra de magiske 90 mandater. Omnial vil imidlertid i dette indlæg argumentere for, at der måske alligevel ikke var så meget at glæde sig over, når det kom til stykket og, at det snarere var på trods af- end på grund af statsministeren, VKO-flertallet kunne fortsætte.

Faktum er, at Venstre er gået tilbage ved de to seneste folketingsvalg. Fra de 31,2% af stemmerne, partiet opnåede i 2001, da det sammen med De Konservative og med parlamentarisk støtte fra Dansk Folkeparti erobrede magten fra den socialdemokratisk/radikale regering, til 29% i 2005 og nu 26,3% ved det nyligt afholdte valg. Dertil vil den skarpsindige læser replicere, at det godt kan være, Venstre er gået tilbage, men det vigtigste har været at holde oppositionen fra porten, og det er lykkedes. Argumentet er godt og så alligevel ikke, for måden, man bevarer magten på, er vel heller ikke helt uvæsentlig, og kønt har det i hvert fald ikke været at iagttage, hvordan statsministeren har været villig til næsten hvad som helst for at beholde sit magtfulde hverv: Ny asylpolitik dagen inden, han udskrev valg, og “amnesti” til rebelske kommuner midt under valgkampen, for bare at nævne to eksempler fra den principløse statsminister.

Nok om det. Lad mig dvæle lidt ved, hvorfor Anders Fogh overhovedet udskrev valg d. 24. oktober (i øvrigt på min 30 års fødselsdag). Måske skyldes det Omnials manglende intelligens eller indsigt i politiske forhold, men jeg har stadig ikke helt forstået, hvorfor Fogh frivilligt satte det sikre og stabile VKO-flertal, der havde fungeret så godt i seks år og havde mulighed for at fortsætte i yderligere femten måneder, på spil til fordel for en komplet uvis parlamentarisk situation, der næsten kun kunne blive værre. Jeg køber ikke argumentet om, at overenskomstforhandlingerne i den offentlige sektor og spørgsmålet om, hvorvidt EU-reformtraktaten skal til folkeafstemning eller ej, nødvendiggjorde et valg i efteråret 2007. Faktum er jo, at begge dele for længst ville være glemt i februar 2009, når den oprindelige valgperiode var udløbet.

Min teori går derfor på, at Foghs reelle bagtanke, da han udskrev valg for en måned siden, var at erstatte Dansk Folkeparti med Ny Alliance som sit foretrukne støtteparti. Hvis Naser Khader og co. havde fået et godt valg, var det nye parti blevet tungen på vægtskålen og Dansk Folkepartis indflydelse dermed tilsvarende reduceret betragteligt. Formålet skulle ikke så meget være at føre en mere klassisk borgerlig politik, selvom det ville blive konsekvensen på nogle (bemærk betoningen) områder, men derimod at sikre statsministeren et eftermæle som en mere bredtfavnende og moderat politiker, end det hidtidige samarbejde med Dansk Folkeparti havde givet indtryk af. Vigtigst af alt skulle den nye kurs væk fra det EU-skeptiske og – i international optik – nationalistiske parti gøde jorden for den internationale toppost, Fogh har arbejdet på at sikre sig siden 2003. Efter at have leget midtsøgende og globaliseringsbegejstret politiker i et par år, ville hans chancer for at blive præsident for enten EU-kommissionen eller hele EU i 2009 være særdeles gode, ikke mindst fordi, han i forvejen har et godt navn i internationale kredse p.g.a. sit succesfulde lederskab, da Danmark i andet halvår af 2002 havde EU-formandskabet.

Desværre for Fogh blev valgresultatet ikke helt, som han havde ønsket, men det var i hvert fald ikke hans skyld. Han bestræbte sig nemlig på ikke at sige én eneste dårlig ting om Ny Alliance under hele valgkampen, et forsæt, statsministeren tog så højtideligt, at han sågar så sig nødsaget til at benytte et alt andet end statsmandsagtigt kneb, da munden alligevel løb over på ham en sen aftentime i en samtale med en journalist fra Jyllands-Posten (Fogh truede avisen med et krav om dementi, hvis den bragte hans udtalelse om, at han støttede Per Stig Møllers kritik af Ny Alliances udenrigspolitik). Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen fik også alvoren bag statsministerens strategi at føle, efter han i DR2’s Deadline var gået lidt for hårdt til Ny Alliances Anders Samuelsen.

Omvendt anstrengte Fogh sig til det yderste for ikke at sige noget som helst godt om Dansk Folkeparti, sin trofaste samarbejdspartner gennem seks år, og på intet tidspunkt talte han om, at valget skulle sikre en fortsættelse af VKO-samarbejdet. Når det alligevel endte med at blive tilfældet, var det først og fremmest Pia Kjærsgaards fortjeneste. Hvad kunne det ikke være blevet til, hvis også Anders Fogh fra valgets udskrivelse havde arbejdet for at bevare det eksisterende flertal?

Selvom Fogh altså stadig er helt afhængig af Dansk Folkeparti, har han selvsagt ikke begravet sine internationale ambitioner og håbet om et bedre eftermæle i den brede offentlighed, men øvelsen er uomtvisteligt blevet meget sværere. Nu skal han på én gang forsøge at samarbejde med en bredere kreds af partier og samtidig stille Dansk Folkeparti tilfreds. Det bliver ikke nemt, specielt ikke, når man udnævner Birthe Rønn Hornbech til ny integrationsminister.

Også retorisk forsøgte Anders Fogh at anlægge en ny stil under valgkampen. I tv-duellerne med Helle Thorning-Schmidt fremstod han til tider som noget af en tøffelhelt. Den helt store succés var strategien dog ikke, for selvom Fogh faglig set var sin modstander meget overlegen, mente mange politiske kommentatorer og ca. halvdelen af danskerne i det hele taget, at udfordreren havde trukket sig sejrrigt ud af debatterne. Mon ikke de danske kvinder – for det var jo dem, Fogh var bange for at skræmme væk – trods alt foretrækker en hulemand frem for en – apropos årstiden – vatnisse, når det kommer til stykket?

Herfra skal der lyde en opfordring til Fogh om at pakke sin valgham og alle de andre udgaver af Venstre-formanden og statsministeren sammen og flytte til Bruxelles, Strasbourg eller et hvilket som helst sted uden for Danmarks grænser. Nu er det Lars Løkke Rasmussens tur, og selvom han måske heller ikke viser sig helt at være den politiker og person, jeg håber på, er jeg i det mindste sikker på én ting: Han tør at gå til angreb på Helle Thorning-Schmidt, når det er påkrævet, og hun har fortjent det, og det er mere, end man kan sige om den siddende statsminister.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: