Posted by: JanChris | 20/11/2007

Ny Alliance: Med åbne øjne ud over afgrunden efter Khader-kuren

Efter at have været på en særdeles succesfuld Khader-kur (man taber alle overflødige mandater før valgdagen) har Ny Alliance nu åbenbart besluttet sig for endegyldigt at fjerne enhver tvivl om, hvorvidt partiet vil forblive en parentes i dansk politisk historie eller ej.  

Fem-Meter-Flokken (Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg) plus vedhæng (Malou Aamund og Jørgen Poulsen) har nemlig draget den – i hvert fald for Omnial – overraskende lære af valgkampen, at den fremover vil koncentrere al magten om ham, der har ansvaret for det, man – med en vis underdrivelse – godt kan kalde vælgerflugt: Naser Khader.

For lige at opsummere, hvad de kloge hoveder i Ny Alliance er i færd med, har de altså til hensigt at lade den person, der under valgkampen blev afsløret i at have fået udført sort arbejde (måske endda flere gange), ikke at have styr på sit temperament i offentligheden (behøver jeg at sige sv..?), at samle penge ind til en ikke-eksisterende børnefond og – værst af alt – ikke at have begreb skabt om sit eget partis skattepolitik, der fremover helt suverænt skal lægge linjen i det lille parti. Khader udtaler selv til dagens udgave af Jyllands-Posten: Jeg bliver endnu mere formand, end jeg var før. Det er mig, der sætter kursen, og vi behøver ikke at indkalde til ekstraordinære møder for at melde hurtigt ud. Der er 100% opbakning og tillid til, at jeg sætter kursen. (…) Det er formanden, som bliver talsmand på tv o.s.v. Vi opererer hverken med en næstformand eller en politisk ordfører. Det er formanden, som kører butikken.

Det lader altså fuldstændig til at være forbigået Khaders opmærksomhed, at han personligt fik et forfærdelig valg (kun 7.456 stemte på ham), at han trak sit parti med sig i faldet, og at der både i Ny Alliances bagland og i offentligheden er bred enighed om, at det bedste for det unge parti ville være, hvis han trådte en smule i baggrunden og – i hvert fald på nogle områder – lod de fagligt langt dygtigere Anders Samuelsen og Gitte Seeberg være Ny Alliances ansigter udadtil. 

Khader har aldrig været en dygtig politiker, men indtil valget blev udskrevet i slutningen af oktober, kunne han i det mindste bryste sig af at være meget populær i befolkningen. Ikke engang det er længere tilfældet, og dermed har han ingen berettigelse som Ny Alliances frontfigur.

Sammenholdt med Khaders manglende erkendelse af, at Ny Alliance reelt ingen indflydelse vil få på regeringens politik, tegner der sig et billede af en mand, der lider af galopperende megalomani (storhedsvanvid). Han kender simpelthen ikke sine egne begrænsninger, selvom man ellers skulle mene, de var blevet tegnet særdeles tydeligt op for ham under valgkampen.

At Khader blamerer sig selv, er én ting, men det er overraskende, at de øvrige medlemmer af Ny Alliances Folketingsgruppe vælger at følge deres partiformand ud over afgrunden, for i modsætning til ham ved de formentlig godt, hvad der er ved at ske.

Omnials undren skal ikke forveksles med kritik af den nye linje i det lille parti: Jeg bifalder skam strategien…

Reklamer

Responses

  1. En mulighed er vel at det er gået op for de kvikkeste i fortagnet at NA er blevet en døgnflue, som man så ikke behøver bruge unødvendig energi på at holde i folketinget?

  2. De er jo under alle omstændigheder valgt for en fire-årig periode, og så skulle man jo umiddelbart tro, de ville gøre deres bedste for partiet i det tidsrum. Det ser dog unægtelig ud som om, de allerede har opgivet på forhånd og overladt deres skæbne til Naser Khader, og det kan jeg altså stadig ikke helt forstå, men der er nok en god forklaring…


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: