Posted by: JanChris | 17/11/2007

Omnial spekulerer

Hvis Naser Khader havde spillet sine kort rigtigt og – ligesom Karen Jespersen – var skiftet til Venstre i stedet for at lave sit eget parti, kunne det have været ham, der om få dage blev udnævnt til ny integrationsminister efter den afgående Rikke Hvilshøj. Som tingene ser ud i dag, er der imidlertid ingen som helst chance for, at det bliver tilfældet. Dansk Folkeparti ville aldrig nogensinde tillade hans udnævnelse, og heller ikke i regeringspartierne ville han være et populært valg. I stedet spår Omnial, at loddet falder på enten Inger Støjberg eller Tina Nedergaard med førstnævnte som favorit. Den tidligere Århus-borgmester, Louise Gade, er for blød på udlændingeområdet og ville ikke blive modtaget med åbne arme af Dansk Folkeparti.

En anden ministerpost, der helt sikkert er i spil, er hvervet som finansminister. De borgerlige partier har som bekendt indstillet Thor Pedersen til posten som formand for Folketinget, og da de tilsammen kan mønstre 90 mandater, vil de få deres ønske opfyldt. Det er en skam, at Thor Pedersens store evner fremover skal gå til spilde som “kransekagefigur”, men i det mindste kan han glæde sig over, at aflønningen fortsat er på ministerniveau. Der er næppe tvivl om, at han bliver afløst af indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, og Omnial har tiltro til, at han med tiden kan vise sig at blive en ligeså god forhandler som sin forgænger. Under alle omstændigheder må man gå ud fra, at hvis man er i stand til at forhandle en så enorm og kompliceret aftale som Kommunalreformen på plads, kan den årlige finanslov ikke være nogen uoverstigelig forhindring.

Det er straks sværere at forudsige, hvem der bliver Lars Løkkes afløser. Troels Lund Poulsen er helt sikkert meget tæt på at få sin første ministerpost, men det bliver næppe hvervet som indenrigs- og sundhedsminister. Den 63-årige Preben Rudiengaard ved meget om emnet, både i kraft af sit arbejde som læge og sin plads i Folketingets Sundhedsudvalg. Alligevel er det usandsynligt, at valget falder på ham. En tredje mulighed kunne være Foghs yndling, Kristian Jensen, der i øvrigt også ville være en kompetent finansminister.

Hvis Kristian Jensen forlader skatteministeriet, kunne han blive afløst af Peter Christensen, der i seks år har været henholdsvis skatte- og finanspolitisk ordfører for Venstre. Ved at udnævne ham, ville Anders Fogh indlede et – vil nogen mene – tiltrængt generationsskifte og samtidig række hånden ud til nogle af de unge, liberale løver, der til tider har følt sig kørt ud på et sidespor af hans midtsøgende linje.

På Christiansborg spekuleres der også i, at Claus Hjort Frederiksen er på vej ud af regeringen. Rygterne har fået ny næring af meldinger om, at beskæftigelsesministeren er røget ud af regeringens magtfulde koordinationsudvalg.

I det hele taget skrives der meget om ministerfyringer og -rokader i disse dage. Alene p.g.a. deres alder er Bertel Haarder og Per Stig Møller to af de ministre, der menes at være på vippen. Omnial tror dog, begge bliver siddende.

Skulle man lege djævlens advokat og pege på to medlemmer af regeringen, man godt kunne udskifte uden at lide noget voldsomt kvalitetetstab…, ville det være videnskabsminister Helge Sander og udviklingsminister Ulla Tørnæs. Førstnævnte har dog den fordel, at han kommer sammen med Anders Fogh privat, mens Tørnæs er kvinde…

En anden kvinde, hvis fremtid er genstand for mange spekulationer, er miljøminister Connie Hedegaard. Meget tyder på, at hun skal stå i spidsen for et nyoprettet Klimaministerium, der først og fremmest skal målrette sit arbejde mod FN’s Klimakonference i 2009, som Danmark er arrangør af.

I den sammenhæng er det muligt, Fogh samtidig udnævner en ny miljøminister, et krav, Dansk Folkeparti tidligere har fremført i lyset af Connie Hedegaards heftige rejseaktivitet.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: