Posted by: JanChris | 29/09/2007

Ny trend: Det er troværdigt at være utroværdig!

Ifølge anden del af Berlingske og Gallups undersøgelse af troværdighed og karisma blandt en række kendte danskere, er avisens egen chefredaktør, Lisbeth Knudsen, den næstmest troværdige kultur- og debatpersonlighed i Danmark, mens Uffe Ellemann-Jensen, højt skattet skribent på den pseudoborgerlige avis, er nr. 3. Af andre placeringer kan nævnes, at chefredaktøren på den konkurrerende avis Politiken, Tøger Seidenfaden, er nr. 7 og DR’s generaldirektør, Kenneth Plummer, nr. 8, mens Se & Hørs chefredaktør, Henrik Qvortrup, indtager jumbopladsen som nr. 10.

Hvis man hørte til dem, der konstant udtænker skumle konspirationsteorier og ser spøgelser alle vegne, kunne man godt forledes til at tro, at det faktum, at Berlingske har finansieret undersøgelsen, også har haft indflydelse på resultatet af den. I hvert fald har Omnial meget svært ved at se, hvordan man i fulde alvor kan betegne Lisbeth Knudsen som troværdig – og dog, man kunne måske sige, hun er troværdig i sin utroværdighed. Jeg har tidligere skrevet om hendes tid som chefredaktør på den socialdemokratiske partiavis, Aktuelt, (hun var også medlem af partiet dengang) og nyhedschef på DR, da hun af de allerfleste iagttagere blev regnet for at være ræverød. Som jeg også nævnte i artiklen, blev hun endda betegnet som troende socialdemokrat, der ligger meget tæt op af Poul Nyrup Rasmussen af fagbladet Journalisten i 1998, og det menes netop at have været hendes politiserede omdømme, der gjorde, at det blev Christian Nissen, der fik posten som DR’s generaldirektør i 1994, og ikke hende. Nissen blev altså valgt til det magtfulde hverv, fordi han ikke mentes at have forbindelser til noget politisk parti, men ironisk nok viste det sig senere, at han også var medlem af Socialdemokratiet…

Med ovenstående in mente var reaktionen blandt Berlingske Tidendes læsere på udnævnelsen af Lisbeth Knudsen som avisens nye chefredaktør – ikke overraskende – mild sagt blandet. Flere abonnenter meddelte på Berlingskes debatside, at de allerede havde opsagt deres abonnement, andre truede med at gøre det samme, mens en tredje gruppe erklærede sig yderst skeptisk. Lige lidt hjalp det, at Lisbeth Knudsen i alle medier igen og igen forsikrede, at hun skam var borgerlig. Er det altsammen glemt nu? Næppe.

Uffe Ellemann-Jensen er ligeså utroværdig som Lisbeth Knudsen. Som udenrigsminister kæmpede han en hård kamp mod kommunismen i Østeuropa, men efter han har forladt den politiske verden, kæmper han ikke længere imod-, men for en anden totalitær ideologi, nemlig islamismen. JP’s Muhammed-tegninger var i hans øjne pubertetsagtige drengestreger, og derfor var det i den Ellemannske logik også kun rimeligt, at avisens hårdt pressede chefredaktør, Carsten Juste, skulle træde tilbage. I forvejen havde Ellemann-Jensen et horn i siden på JP, for den jyske avis var tidligere kommet til at skrive, at han i sin tid som udenrigsminister havde modtaget penge fra den amerikanske tobaksgigant, Philip Morris (Det ville hoforganet, Berlingske Tidende, aldrig have gjort mod Uffe-mand). Ellemann-Jensen dementerede omgående, og søreme om ikke Philip Morris pludselig fandt ud af, at den i international sammenhæng temmelig ukendte tidligere udenrigsminister fra et lille land højt mod nord var dukket op i selskabets regnskaber ved en fejl… Senere har den førhen særdeles bramfri Ellemann-Jensen gjort sig bemærket ved at kræve en undersøgelse af tonen i den danske udlændingedebat. Troværdig?

Ikke kun placeringerne på Berlingske og Gallups liste vækker undren, også kriterierne for forhåndsudvælgelsen af de 10 kandidater virker uforståelige og uklare. Hvor er f.eks. Michael Kristiansen, Flemming Rose, Hans Engell og Ralf Pittelkow, for bare at nævne nogle få markante debattører? Hvis Jyllands-Posten havde lavet en tilsvarende undersøgelse, ville perifere figurer i den offentlige debat som Lisbeth Knudsen og Uffe Ellemann-Jensen slet ikke have været i kandidatfeltet overhovedet. Havde man alligevel forbarmet sig over dem, ville de – i hvert fald hvad troværdighed angår – ligge i den absolutte bund, hvor de objektiv set også hører hjemme.

Når man ser Berlingske Tidendes intensive dækning af undersøgelsen, kan man ikke undgå at sidde tilbage med det indtryk, at den først og fremmest har haft til formål at skabe opmærksomhed om avisen og ikke mindst pleje chefredaktørens ego. Fred være med det, men hvis man gerne vil have flere læsere (og beholde de gamle), skulle man måske overveje, om det var en god idé at have et billede af Lisbeth Knudsen på forsiden…


Responses

  1. >> Som udenrigsminister kæmpede han en hård kamp mod kommunismen i Østeuropa, men efter han har forladt den politiske verden, kæmper han ikke længere imod-, men for en anden totalitær ideologi, nemlig islamismen.

    Måske har de to tilsyneladende modsatrettede holdninger alligevel noget til fælles? Hvad med penge? Det kunne nok dårligt svare sig at holde med forgældede russere dengang, mens det sikkert bedre kan betale sig at holde med rige oliemoguler i dag.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: