Posted by: JanChris | 10/08/2007

Er Karen Jespersens genopstandelse startskuddet til valgkamp?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Omnial er stærkt imod et valg i utide. Efter min mening bør den til enhver tid siddende statsminister respektere, at hans regering er valgt for fire år og ikke lade meningsmålinger og kyniske taktiske overvejelser ændre på det faktum.
I det konkrete tilfælde ville det set fra Anders Fogh Rasmussens synsvinkel desuden være harakiri at udskrive folketingsvalg nu, når han har et meget stabilt og sikkert flertal med Dansk Folkeparti, og efter et valg kan risikere at blive afhængig af Ny Alliance eller måske endda Det Radikale Venstre.
Man kan dog ikke benægte, at meget tyder på et snarligt valg. Anders Fogh har systematisk demonteret potentielt sprængfarlige sager én for én. I går kom det så frem, at han omsider havde indvilliget i at give Ekstra-Bladets Bo Elkjær det meget omtalte interview om Irak-krigen og baggrunden for den. Det er svært at se, hvorfor den stædige Fogh pludselig skulle ændre mening, hvis ikke, der var en ganske særlig grund.
Det er imidlertid en anden lille ting, der for alvor har fået mig til at tro, vi snart skal til valgurnerne. I går skrev Karen Jespersen nemlig et længere indlæg i Jyllands-Posten, hvor hun gik til angreb på sit gamle parti, Socialdemokraterne. Hvis jeg selv skal sige det, følger jeg meget med i den politiske verden, og det er første gang, jeg har hørt noget til fru Pittelkow, siden hun annoncerede sit spektakulære skifte fra Socialdemokraterne til Venstre i februar 2007. Jeg tror, Venstres hensigt har været at gemme hende væk, indtil Anders Fogh trykker på valgknappen. Nu toner Karen Jespersen pludselig igen frem på den politiske scene, men er det hende, der har skrevet indlægget i JP? I hvert fald er en formulering som hånd i hånd typisk Venstre- og dermed Anders Fogh-retorik. Mon ikke, det i virkeligheden er partikontoret, der har skrevet det, og så ladet Karen Jespersen stå som skribent, fordi hun skal spille en hovedrolle under den kommende valgkamp?

Først og fremmest skal den tidligere social- og indenrigsminister bruges til troværdigt at pille de socialdemokratiske budskaber fra hinanden efter devisen: Jeg kender partiet indefra, og ved, at der ikke er overensstemmelse mellem ord og handling i Socialdemokraternes udmeldinger, specielt, hvad angår udlændingepolitikken.

De kommende dage vil vise, om Anders Fogh vitterligt tør at udskrive valg allerede nu. Jeg håber det som nævnt ikke, men er efterhånden tilbøjelig til at give de mange pseudoeksperter ret: Meget tyder på et efterårsvalg.


Kommentarer

  1. Det var ihvertfald ærgeligt at Karen Jespersen ikke havde courage nok til at gå ind i DF hvor hun åbenlyst hører hjemme.
    Der kunne hun virkelig ha gjort en forskel og sandsynligvis fået indflydelse. Hos venstre kommer hun nok højst til at spille tredieviolin.

  2. Du har fuldstændig ret – Karen Jespersen har begået en stor fejl, men det er for sent at fortryde nu. Jeg ved, at hun – i samråd med sin mand, Ralf Pittelkow – overvejede at skifte til DF. Netop hans arbejde som kommentator på Jyllands-Posten, tror jeg, var grunden til, at valget i sidste ende faldt på Venstre. Pittelkow var simpelthen bange for, at han ville blive opfattet som værende for højreorienteret til at kunne være en objektiv politisk ekspert.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: