Posted by: JanChris | 14/07/2007

Kasem Ahmad og Islamisk Trossamfund – Hvornår bliver der sagt stop?

Islamisk Trossamfunds tidligere talsmand, Ahmed Akkari, var en mediemæssig katastrofe på to (korte) ben. Mikroimamen var så dårlig en repræsentant for sin tvivlsomme forening, at man næsten havde ondt af ham. Heller ikke i skolegården, hvor han rev øret af en dreng, der havde grebet fat i hans lillesøsters tørklæde, eller under køreture med franske journalister af muslimsk baggrund, hvor han slyngede om sig med mere eller mindre oprigtig mente dødstrusler, var Akkari den helt store succés.

Selv i Islamisk Trossamfund indså man derfor, at det var på tide med en ny talsmand. Valget faldt på Kasem Ahmad, manden med det permanent skæve smil (er det mon de danske myndigheder, han griner af?)

Ahmad havde allerede inden udnævnelsen vist sin store- og ubestridelige loyalitet over for Danmark ved sammen med en række ligesindede imamer at drage på “informationsrejse” til en række mellemøstlige diktaturstater på grund af nogle uskyldige skriblerier i Jyllands-Posten. Man må give Ahmad og hans kumpaner, at de gjorde deres arbejde godt, for kort efter startede Tredje Verdenskrig mod Danmark med handelsboykot, mord-, bombe-, og terrortrusler, flag- og ambassadeafbrændinger til følge.

Nogle måneder senere kunne Ahmad – i bedste muslimske offertænknings-stil meddele, at der er sådan en giftig stemning mod muslimer i Danmark. Derfor vil det ikke være svært at finde danske muslimer, der helt frivilligt vil ofre sig i terrorhandlinger her i landet. Jeg er sikker på, at mange vil melde sig til opgaverne. Som den betænksomme mand, han er, satte Ahmad navne på nogle af de potentielle terrorofre. Han offentliggjorde nemlig Islamisk Trossamfunds hadeliste: Bertel Haarder, den tidligere integrationsminister, der nu var blevet kirkeminister, stod øverst på listen, og han kvitterede ved at reagere på den af Ahmad og Islamisk Trossamfund ønskede måde ved at udtale, at han fremover ville holde sig tilbage med at diskutere spørgsmål relaterede til islam og muslimer i offentligheden. Naser Khader var nummer 2, mens Anders Fogh havde æren af at være i top tre. Først på fjerdepladsen kom Pia Kjærsgaard, men mon ikke hun efter gårsdagens retssag er strøget helt til tops?

I de sidste par dage er Ahmad så igen for alvor kommet i mediernes søgelys ved først at true med en fatwa mod Jyllands-Posten, hvis ikke avisen undskylder Muhammed-tegningerne, og senere at gøre det samme mod Pia Kjærsgaard kort efter gårsdagens frikendelse af hende for at have kaldt Ahmad og resten af imam-delegationen for landsforrædere.

I gårsdagens TV-Avisen satte Ahmad trumf på ved at kalde Pia Kjærsgaard en heks. Senere tilføjede han i TV2-Nyhederne, at DF-formanden og Jyllands-Posten havde erklæret krig mod islam og muslimer i Danmark. Han understregede, at en fatwa skam ikke var nogen dødstrussel (hvilket Salman Rushdie helt sikkert kan bevidne). Som den gode islamist, han er, betegnede Ahmad desuden det danske retssystem som handicappet, fordi det ikke kunne beskytte muslimer i Danmark. Inden de danske tv-seere slap for den ophidsede- og aggressive talsmand, fik de igen Muhammed-krisens dimensioner sat eftertrykkeligt på plads: Sagen handler om 1,5 mia. muslimer, lød det fra Ahmad, der tidligere har sagt, at den var et overstået kapitel, men nu altså ser ud til at have fundet kampviljen igen.

Man kan spørge sig selv, hvad Ahmad og ligesindede laver her i Danmark, når de ikke kan lide danskerne, politikerne, medierne eller retssystemet? Jeg vil overlade forklaringen til læsernes fantasi, men sikkert er det dog, at den ikke skal findes i det danske bistands-system.

Langt større undren vækker imidlertid den eftergivenhed, hvormed danske politikere og myndigheder reagerer på de mere eller mindre skjulte trusler, imamerne her i landet står bag, og den landsskadelige virksomhed, de helt åbenlyst udøver. Ahmad og de andre imamer burde have været dømt for landsforræderi efter deres rundtur i Mellemøsten. Hadelisten i Ekstra-Bladet og fatwaerne mod Jyllands-Posten og Pia Kjærsgaard er efter min mening også på grænsen til det tilladelige.

Grundlæggende er det sådan, at foreninger, der udøver-, truer med- eller opfordrer til vold kan opløses. I Grundlovens § 78, stk. 2 hedder det således: Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål med vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.

Islamisk Trossamfund opfylder til fulde flere af kriterierne, ligesom i øvrigt samarbejdspartneren, Hizb-ut-Tahrir. På samme måde kan enkeltpersoner straffes, hvis de forbryder sig mod ovennævnte punkter, og man kan sagtens argumentere for, at Ahmad har gjort sig skyldig i anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende.

Det kan simpelthen ikke passe, at en person som nu afdøde Abu Laban ikke kunne få opholdstilladelse i Egypten, fordi han var for rabiat, mens han uden problemer kunne udøve sin virksomhed i Danmark.

Hvis ikke den nuværende lovgivning giver mulighed for at gribe ind over for Islamisk Trossamfund, Hizb-ut-Tahrir og ligesindede, må loven laves om. Det har intet med ytringsfrihed at gøre. Der er ingen fra Dansk Folkeparti eller andre partier og personer på den danske højrefløj, der benytter sig af trusler om- eller opfordringer til vold mod politiske modstandere.

Anders Fogh Rasmussen og justitsminister Lene Espersen må nu træde i karakter og få tilpasset den danske lovgivning til den virkelighed, vi befinder os i i dag, ligesom PET øjeblikkelig må stoppe sit samarbejde med Islamisk Trossamfund. Allein, mir fehlt der Glaube!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: