Per Hækkerup ville have været stolt: Oliemilliarder foræres væk til Grønland!

Overskriften på dette indlæg yder måske ikke den mangeårige socialdemokratiske minister, Per Hækkerup, fuld retfærdighed – det er der delte meninger om. Ikke desto mindre har det i mange år heddet sig, at den lettere drikfældige daværende udenrigsminister i 1963 overlod et – skulle det senere vise sig – yderst lukrativt oliefelt til Norge, fordi han var så fuld under forhandlingerne, at han ikke vidste, hvad han gjorde. Konsekvensen blev, at Norge i dag har en oliefond med omregnet ca. 1750 mia. dkr. Selvom udvindingen af olie i de danske felter i Nordsøen er gået overraskende godt de seneste år, og vi sandsynligvis kan være selvforsynende indtil 2036, er vi her til lands meget langt fra norske tilstande. Til sammenligning tjente Norge ca. 400 mia. på sine oliekilder i 2006, mens den danske statskasse blev beriget med 31 mia.

Nu har det vist sig, at vi – måske – alligevel kunne blive ligeså rige som nordmændene, for geologiske undersøgelser tyder på, at den grønlandske undergrund efter al sandsynlighed rummer enorme olieforekomster. I en artikel i Weekendavisen, nr. 5, 2. – 8. februar 2007, hedder det: Geologer skønner, at der i Nordøstgrønland er olie svarende til halvdelen af Saudi Arabiens samlede reserver. I et oliefelt ud for Nuuk er der lige så meget olie, som Danmark har fundet i Nordsøen i 40 år.

Med en sådan prognose skulle man jo tro, at folketingspolitikernes- og især regeringens interesse for de potentielle oliemilliarder på verdens største ø ville være enorm, men det har langtfra været tilfældet. Godt nok er der nedsat en arbejdsgruppe under den grønlandske selvstyrekommission, med socialdemokraten Frank Jensen som formand, der bl.a. skal finde frem til en model for det fremtidige økonomiske forhold mellem Danmark og Grønland, men emnet er tydeligvis ikke højt på den politiske dagsorden i noget dansk parti, bortset fra Dansk Folkeparti. Måske er det også derfor, der er kommet en lind strøm af forvirrende- og divergerende udmeldinger fra medlemmer af arbejdsgruppen. For ca. et år siden lagde den konservative, Per Ørum Jørgensen, i Deadline op til, at Grønland kunne beholde alle eventuelle olieindtægter selv, så længe de blev modregnet i det – set i den sammenhæng – beskedne bloktilskud på ca. 3 mia. kr. Senere blev det ændret til, at man ville se på sagen igen, hvis olieindtægterne var større end bloktilskuddet: Det har været helt afgørende for mig i forhandlingerne at sikre, at de politikere, der har ansvaret om måske 30 eller 50 år, får mulighed for at drøfte spørgsmålet om fordelingen af indtægterne, da vi jo ikke ved, hvordan verden ser ud på det tidspunkt, lød det således fra Per Ørum Jørgensen i slutningen af marts. Det lød jo egentlig meget fornuftigt, men ak, for lidt mere end en uge siden, kunne man læse, at forhandlingerne nu alligevel var endt med, at Grønland ville få fuld råderet over sin undergrund. Sågar de allermest kritiske grønlandske medlemmer af selvstyrekommissionen erklærede sig fuldt ud tilfredse med det endelige resultat. Fra dansk side er det kun DF’s Søren Espersen, der hele tiden har insisteret på, at Danmark skal have væsentlig del i et muligt oliefund.

Hvis den nyeste udmelding står til troende, er spørgsmålet, om det er rimeligt, at Danmark ikke kommer til at nyde godt af oliemilliarderne? Grønland modtager hvert år ca. 3,5 mia. kr. fra Danmark i bloktilskud og andre ydelser, svarende til halvdelen af Grønlands samlede indtægter. Det vil i realiteten sige, at hver af de 57.000 grønlændere får mere end 60.000 kr. om året fra Danmark.  Som tingenes tilstand er i dag, ville Grønland ikke på nogen måde kunne klare sig uden dette generøse tilskud, og man kunne derfor godt forvente en vis form for taknemlighed fra grønlændernes side og måske endda en erkendelse af, at når Danmark hidtil har finansieret halvdelen af indtægtssiden i Grønlands statsbudget, var det heller ikke urimeligt, at det lille kongerige fik del i et fremtidigt olieeventyr. Sådan ser grønlænderne dog ikke på det, slet ikke. De vil have alle olieindtægter for sig selv, og når og hvis det sorte guld begynder at flyde, vil de også have fuld selvstændighed, for så har de jo ikke længere noget at bruge Danmark til – tror de.

Med baggrund i den viden, jeg har om Grønland, dets politikere og embedsmænd fra et nært familiemedlem, der har arbejdet i Nuuk, tvivler jeg meget stærkt på, at selvstændighed er vejen frem for grønlænderne. Det er ingen hemmelighed, at alkoholisme og uansvarlig omgang med offentlige midler er meget udbredte i ovenstående kredse, og man kunne godt frygte, hvordan det skulle gå, hvis de grønlandske politikere selv skulle administrere et statsbudget på et stort trecifret milliardbeløb. I den sammenhæng er det dog betryggende, at der tales om at oprette en oliefond, der forhåbentlig ville kunne forvalte formuen på forsvarlig vis.

Tilbage står dog, at det ville være himmelråbende uretfærdigt, hvis ikke Danmark får del i de grønlandske oliemilliarder, og hvis den danske arbejdsgruppe med det intellektuelle fyrtårn, Frank Jensen, i spidsen ikke selv kan nå frem til et tilfredsstillende resultat, må regeringen træde i karakter. Det kunne passende ske, når Anders Fogh Rasmussen i de kommende dage er på Grønland – alt andet ville være uansvarligt og ikke blive set på med milde øjne af eftertiden. Som tyskerne siger: Per Hækkerup läßt grüßen.

Læs også: DR’s omtale af Omnials bøn til statsministeren på hans nyoprettede blog.