Posted by: JanChris | 09/03/2007

DR og TV2’s Public Service-Propaganda

Senest i forbindelse med dokumentarfilmen „Den hemmelige krig“ er diskussionen om, hvorvidt Danmarks Radio er venstreorienteret eller ej, blusset op igen. I det følgende vil jeg med konkrete eksempler argumentere for, at ikke kun DR, men i høj grad også TV2, agiterer for synspunkter til venstre for midten. Der er ingen tvivl om, at der bliver lavet megen god og lødig politisk journalistik på de to kanaler. Inden for de sidste par år er man i DR sågar begyndt at bruge kommentatorer fra borgerlige aviser, noget der var nærmest utænkeligt tidligere.

Generelt står det dog klart, at man især i DR i altovervejende grad har et venstreorienteret verdensbillede. Interne debatter offentliggjort på internettet dokumenterer, at medarbejdere med divergerende holdninger om f.eks. muslimske tørklæder og islamisme udsættes for noget, der i mistænkelig grad minder om mobning. For den almindelige seer fremgår den politiske slagside bl.a. af den måde, hvorpå nyhedsindslagene vinkles, når det drejer sig om emner som Ungdomshuset, islam, udlændingepolitikken, Irak-krigen, amerikansk politik og den offentlige sektor. Det vil være for omfattende at komme ind på alle områder, men her følger nogle af de mest grelle eksempler. 

Som det er de allerfleste bekendt, har regeringens flygtninge/indvandrer-politik længe været en torn i øjet på venstrefløjen, selvom der i befolkningen som helhed er bred opbakning til den. Til gengæld kan Jelved og co. glæde sig over massiv støtte fra både DR og TV2 i deres kamp for en ”anstændig udlændingepolitik”. Især inden for det sidste år er de sagesløse tv-seere blevet bombarderet med det ene indslag efter det andet om, hvor forfærdelige forholdene er på de danske asylcentre, at regeringen sender folk tilbage til krigsramte områder, at afviste asylansøgere, der er ramt af psykisk sygdom, hjemsendes uden mulighed for at blive behandlet og meget mere af samme skuffe. Der kan ikke herske megen tvivl om, at journalisterne bag indslagene har to formål med deres arbejde: For det første vil de gøre seerne ”bløde i knæene” ved at præsentere dem for de synlige konsekvenser af den stramme udlændingepolitik, og for det andet vil de konkret have lovgivningen på området ændret, dvs. lempet. Begge dele er lykkedes over al forventning. Danskernes opbakning til udlændingepolitikken har de sidste par år været omvendt proportional med antallet af indslag om asylansøgere på DR og TV2, mens integrationsminister Rikke Hvilshøj – vel vidende, at flere hundredetusinde seere (vælgere) kigger på – reelt ikke har andet valg end at give efter for presset og lempe lovgivningen, når indignerede studieværter fra især TV2 rutinemæssigt stiller hende til ansvar for de ”skandaløse tilstande” i den bedste sendetid. De pågældende journalister har dermed vist sig langt mere effektive end deres ligesindede i bl.a. SF og Det Radikale Venstre og bekræftet Søren Krarups påstand om, at ”den egentlige opposition drives af medierne.”

Det er selvsagt mediernes opgave at stille skarpt på magthaverne, ikke mindst regeringen og Dansk Folkeparti, men det er påfaldende, at  DR og TV2 blæste ”ikke-sager” som de angivelige nedskæringer på børnepasnings- og gymnasieområdet op, uden overhovedet at sætte sig ind i tingenes rette sammenhæng. Selv, hvis de relativt få demonstrerende havde haft ret i, at regeringen ville gennemføre besparelser, er spørgsmålet, om det er DR og TV2’s opgave at advokere for, at enhver nedskæring i den offentlige sektor er den inkarnerede ondskab? Mens mediekampagnen mod regeringen stod på, oplevede man, at Socialdemokraterne ikke havde det mindste behov for at profilere deres synspunkter – det klarede DR og TV2 på bedste vis.

Danske journalisters yndlingsaversion er og bliver Dansk Folkeparti. Det fik man endnu et bevis på i efteråret 2006 i forbindelse med en række eksklusioner i det topstyrede parti. Sendefladerne på DR og TV2 blev nærmest ryddet for at fortælle om de forfærdelige ”udrensninger” hos regeringens parlamentariske grundlag. Der VAR tale om en god historie, men var det virkelig nødvendigt med et rent ”tæppebombardement” af partiet?

Når det derimod drejer sig om Det Radikale Venstre, farer medierne helt anderledes med lempe. Historien om, at et radikalt hovedbestyrelsesmedlem betegnede partiet som ”en sekt” blev overhovedet ikke nævnt i TV2-Nyhederne, mens TV-Avisen omtalte den i korte indslag. Et andet eksempel, der er svært at bortforklare, var, da medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) ved en privat fest morede sig med at tegne profeten Muhammed. Historien blev blæst ud af proportioner, mens det hurtigt blev glemt, da det dagen efter kom frem, at man havde gjort det samme hos Radikal Ungdom. Det himmelråbende hykleri fra det parti, der om noget havde kritiseret de omstridte tegninger i Jyllands-Posten, var øjensynlig ikke nogen god historie. Det var Naser Khaders reaktion på DFU-tegningerne heller ikke. Det forekom ellers meget selvmodsigende, at den indvandrerpolitiker, der mere end nogen anden har slået sig op på at bekæmpe islamisk fundamentalisme, tog skarp afstand fra de uskyldige skriblerier og dermed gjorde sig til fortaler for overholdelse af det muslimske billedforbud i Danmark – endda få dage efter at have modtaget Jyllands-Postens nyindstiftede Ytringsfrihedspris.

Ud over Khader kan især én anden radikal politiker glæde sig over milde medievinde: Ifølge Michael Kristiansen, tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen og i dag privat kommunikationsrådgiver, har Marianne Jelved ”den mest positive presse af alle politikere.” Det kan virke besynderligt, når mange borgerlige mener, hun er én af de hovedansvarlige for den katastrofale masseindvandring, der har forandret Danmark for altid. Kunne det mon være fordi, De Radikale er den danske journaliststands ubetingede favoritparti?

Et andet-, ligefrem skamfuldt, eksempel er behandlingen af George Bush og den amerikanske regering. Det gælder specielt dækningen af Irak-krigen. På mange områder har den været en fiasko, og det skal medierne selvfølgelig fortælle om, men der er altså også positive ting at berette: De fleste irakere har det langt bedre end under Saddam Hussein, hovedparten af befolkningen er taknemmelig over for den internationale koalition under ledelse af USA, der har befriet den for en brutal diktator, og der har været afholdt flere frie valg. Problemet er bare, at man meget sjældent hører de gode historier. Grunden er først og fremmest, at de to mediehuse næsten udelukkende benytter sig af venstreorienterede kilder og ”eksperter”.

Mens de to tv-kanaler elsker at berette om forholdene i lande mange tusinde kilometer væk, så længe de kan kompromittere borgerlige danske- og amerikanske politikere, har der været en påfaldende desinteresse for at delagtiggøre seerne i tilstandene i et land, der fysisk og åndeligt er tæt forbundet med Danmark: Sverige. For borgerlige internet-brugere har det længe været en kendt sag, at det tidligere foregangsland er på katastrofekurs p.g.a sin liberale udlændingepolitik. I dag er næsten en fjerdedel af landets indbyggere af fremmed-, ofte mellemøstlig oprindelse. Konsekvenserne er uhyggelige: Bl.a. finder der samlet set ca. 6 ½ gange så mange voldtægter sted i Sverige som i Danmark. Den tårnhøje indvandrerkriminalitet har dog ikke medført nogen offentlig debat om den svenske udlændingepolitik. Det skyldes en effektiv alliance mellem medier og politikere, hvorved enhver kritik af indvandringen forpurres. Det gøres bl.a. ved ikke at offentliggøre islam-kritiske læserbreve i aviserne, ved at nægte taletid til det indvandrerkritiske parti, Sverige-Demokraterna (SD), og fra politisk hold ved at nægte at samarbejde med Sveriges pendant til Dansk Folkeparti. På DR og TV2 hørte vi imidlertid ikke engang i forbindelse med Riksdagsvalget i 2006 noget om de sørgelige tilstande i det erklærede multikulturelle Sverige.

Sammenfattende kan man sige, at DR og TV2’s venstreorienterede nyhedsdækning er et problem, fordi den ikke afspejler virkeligheden, og fordi den skaber frustrationer i brede dele af befolkningen, der ikke føler, deres synspunkter kommer til orde. Med fyringen af nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen og ansættelsen af Ulrik Haagerup som hendes afløser har DR forhåbentlig taget et skridt hen imod en mere alsidig og saglig nyhedsdækning. For TV2’s vedkommende behøver man egentlig bare at vende tilbage til den form for journalistik, der kendetegnede stationen indtil for få år siden. Måske er der alligevel håb for en frustreret borgerlig tv-seer.

Reklamer

Responses

  1. Det er ufatteligt, at en konservativ minister ikke forlængst har afmonteret den bombe, som DR har fået lov til at spille i mange år.
    Der er kun en vej ud af det dilemma, og det er at overlade DR til at tjene deres egne penge.
    Bliver de tvunget til at tænke i baner, hvor seerne og lytterne skal betragtes som kunder, så får piben en anden lyd – ikke før.
    TV2 bliver automatisk nødt til at følge efter, ellers vil de stikke for meget af og vække harme, det vil gå ud over reklameindtægterne.

    falkeøje


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: