Posted by: JanChris | 12/01/2007

Trætte af Thorning – Socialdemokratisk Folketingsflugt

I går annoncerede Pia Gjellerup, at hun forlader Folketinget for at blive leder af det politiske sekretariat i DJØF (Danmarks Jurist- og Økonomforbund). Hun er dermed den fjerde relativ unge, kvindelige socialdemokrat og Auken-/Frank Jensen-støtte, der har vendt Folketinget ryggen i indeværende valgperiode. Tidligere har Lene Jensen, Sandy Brinck og Pernille Blach Hansen sagt farvel i utide. Selvom de altså har været i intern opposition til Helle Thorning-Schmidt, har det specielt været overraskende at se Blach Hansen og Pia Gjellerup forlade politik, ikke mindst fordi de begge, trods alt, havde pæne chancer for at få en ministerpost i en eventuel kommende socialdemokratisk ledet regering.

Ud over de fire ovennævnte kvinder har Jan Trøjborg forladt Folketinget for at blive borgmester i Horsens, mens Frank Jensen, Lissa Mathiasen, Per Kaalund, Jan Petersen, Ole Stavad, Arne Toft, Jytte Andersen, Frode Sørensen og Jytte Wittrock alle har meddelt, at de ikke genopstiller til næste folketingsvalg. Omnial tør også godt spå, at Anne-Marie Meldgaard, der er faldet i unåde hos partiledelsen og især Helle Thorning-Schmidt, ikke får sit mandat fornyet, ligesom den tidligere Thorning-støtte, Klaus Hækkerup, der – efter at være blevet snydt for den ypperlig honorerede statsrevisorpost (277.000 kr. årligt) til fordel for Mogens Lykketoft – offentligt udtalte, at han ikke længere havde tillid til partiformanden, næppe heller vil være at finde på Christiansborg efter næste valg.

Ydermere må Socialdemokraterne i øjeblikket undvære Jeppe Kofod – diskret Frank Jensen-støtte ved formandsvalget og Anker Jørgensens foretrukne formandskandidat – der for tiden studerer i USA og har orlov frem til maj 2007.

Alt i alt er der altså med sikkerhed 14- og med stor sandsynlighed 16 socialdemokratiske folketingsmedlemmer (17, hvis man tæller Jeppe Kofod med), der enten allerede har forladt Christiansborg, eller gør det ved udgangen af denne valgperiode. De 16 politikere (36% af den oprindelige folketingsgruppe på 47 medlemmer) udgør et bemærkelsesværdig stort antal sammenlignet med andre partier, hvor frafaldet (også procentuelt) er minimalt.

Hvorfor denne “masseflugt” fra Socialdemokraterne? Selvfølgelig kan den for en lille dels vedkommende forklares med alder, som det er tilfældet med Per Kaalund (69 år) og Jytte Andersen (64), men ingen af de øvrige nævnte vil være ældre end 63 år i februar 2009, hvor næste valg senest skal afholdes – ingen alder, når man tager i betragtning, at snart 68-årige Niels Helveg Petersen i dag har meddelt, at han genopstiller for Det Radikale Venstre. Det er også meget naturligt, at flere af de gamle Svend Auken- og Frank Jensen-støtter, af mangel på perspektiver under den nye ledelse, ser sig om efter nye udfordringer, men der er alligevel tale om en meget stor afgang fra netop den fløj. Hele 12 (13, hvis man tæller Arne Toft med, hvis tilførsforhold i dag er ukendt)  af de 16 socialdemokrater, der enten har forladt Folketinget, vil gøre det ved udgangen af denne valgperiode, eller med stor sandsynlighed vil gøre det, er i opposition til Thorning. Det store frafald tyder ikke på den bedste kemi internt i den socialdemokratiske folketingsgruppe, selvom der udadtil har været roligt i de sidste mange måneder.

Nedenfor følger en gennemgang af det partiinterne tilhørsforhold for hver af de socialdemokratiske MF’ere, der enten har forladt Christiansborg, eller har annonceret, at de vil gøre det:

Pia Gjellerup (47): Har altid været meget tæt på Mogens Lykketoft. Arbejdede aktivt på at fjerne Poul Nyrup fra formandsposten og støttede Frank Jensen i formandsopgøret med Thorning-Schmidt i foråret 2005.

Sandy Brinck: (34) Forlod i juni 2005 Folketinget i en alder af kun 33 år på grund af utilfredshed med den socialdemokratiske ledelse. Ét af hendes kritikpunkter var Thorning-Schmidts genudnævnelse af Morten Boje Hviid som socialdemokratisk “spindoktor”. Brinck var en trofast Auken-støtte, og hun holdt anbefalelsestalen for hans protegé, Frank Jensen, under valgkampen mod Thorning-Schmidt.

Pernille Blach Hansen (32): Den meget talende kvinde blev af nogle set som ét af Socialdemokraternes unge håb, men hun valgte allerede i marts 2006, i en alder af kun 32 år, at forlade politik. Blach Hansen tilhørte Auken-fløjen og støttede Frank Jensen i formandskampen.

Lene Jensen (42): Den tidligere næstformand befandt sig også på Auken-fløjen og gav Frank Jensen sin stemme.

Frank Jensen (45): Auken-protegéen tabte som bekendt formandsopgøret, og det var derfor ingen overraskelse, da han meddelte, at han forlader Christiansborg ved udgangen af denne valgperiode.

Lissa Mathiasen (58): Kunne aldersmæssigt godt klare en periode mere, men Auken- og Frank Jensen-støtten har altså valgt ikke at genopstille. Har udtalt, at hun håber, hendes afløser bliver en ung kvinde med hjertet til venstre for midten.

Per Kaalund (69): Kaalund tilhørte oprindeligt Auken-fløjen, men sluttede sig senere til Nyrup-fløjen. Stemte på Helle Thorning-Schmidt ved formandsvalget.

Jan Petersen (48): Var at finde på den såkaldte Lykketoft-fløj, der opstod under dennes korte formandsperiode. Støttede Frank Jensens formandskandidatur, men besatte senere den neutrale post som gruppeformand, inden han blev finanspolitisk ordfører.

Jan Trøjborg (51): Tilhørte Nyrup-fløjen og stemte på Helle Thorning-Schmidt.

Ole Stavad (57): I mange år hjemmehørende på Nyrup- og senere Lykketoft-fløjen, men stemte på Frank Jensen.

Arne Toft (58): Tilhørte Nyrup-fløjen, men det er uvist, hvem han stemte på ved formandsvalget.

Jytte Andersen (64): En typisk gammeldags socialdemokrat, men under Nyrup-regeringen rykkede hun over mod statsministerens fløj. Stemte ikke desto mindre på Frank Jensen.

Frode Sørensen (60): Stemte på Helle Thorning-Schmidt.

Jytte Wittrock (61): Én af de mere ukendte politikere fra Auken-fløjen. Gav sin stemme til Frank Jensen ved formandsvalget.

Under alle omstændigheder er det blevet nemmere for Helle Thorning-Schmidt at holde styr på sine tropper. Hun har som sagt for længst “bestukket” Mogens Lykketoft, der stemte på Frank Jensen og ikke ville være rar at have imod sig, og Svend Auken har som nævnt ovenfor mistet mange af sine disciple. Mette Frederiksen, Lykketofts yndling og oprindelige favorit til formandsposten, er først for nylig vendt tilbage efter endt barselsorlov og har nok at gøre med at genfinde sine pladser som næstformand i folketingsgruppen og partiets socialordfører. Desuden er den tro Svend Auken-væbner, Carsten Hansen, gjort til gruppeformand. Til gengæld er Lotte Bundsgaard ikke længere at regne blandt Thorning-Schmidts støtter. Hun blev til sin store skuffelse ofret som politisk ordfører, selvom hun var den hårdt udskældte formands største forsvarer i offentligheden.

I øjeblikket tegner fremtiden sig lys for Thorning-Schmidt, men tingene kan hurtigt ændre sig for den uerfarne formand, der måske nok har fået styr på sin folketingsgruppe, men stadig er afhængig af gode meningsmålinger for at holde sine talrige kritikere i det socialdemokratiske bagland i ro. Der er fremdeles utilfredshed med vigtige områder som skatte- og udlændingepolitikken i store dele af partiet, og hvis Thorning og co. igen når ned omkring- eller under 20% i meningsmålingerne, vil den med sikkerhed igen komme frem til overfladen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: