Posted by: JanChris | 21/01/2012

Helle Thorning-Schmidt brænder 1,4 mio. kr. af på otte udlandsrejser – men Statsministeriet skjuler oplysningerne

I midten af december sidste år skrev jeg en artikel om udgifterne til Helle Thorning-Schmidts rejseaktiviteter som statsminister. Ifølge den såkaldte Åbenhedsordning løb de på det tidspunkt kun op i i alt 22.000 kr. for fire tjenesterejser til Bruxelles (tre gange) og Stockholm/Helsinki. Det reelle beløb viser sig nu at være 629.000 kr. eller ca. 28,6 gange så meget som først opgivet. Noget af en forskel, må man sige.

Hvis man ser på de samlede udgifter til udlandsrejser, Statsministeriet har offentliggjort (d.v.s. offentliggjort er ikke det helt rigtige ord, men det vender jeg tilbage til) indtil videre, fremgår det, at det er lykkedes Thorning-Schmidt at brænde 1,4 mio. kr. af på mindre end halvanden måned, fra d. 13. oktober til d. 25. november sidste år, ved konsekvent at flyve i Challenger-fly på de udmattende og dagslange rejser til så fjerne destinationer som Bruxelles, Stockholm, Berlin og London. Lægger man de anslåede udgifter for yderligere fire udlandsture samt en noget kortere flyrejse til Aalborg oveni, taler vi om rejseudgifter på ca. 2,5 mio. kr. efter bare to måneder som statsminister, og så er bl.a. diverse overnatninger på luksushoteller ikke regnet med.

Personligt mener jeg, de ovennævnte udgifter er eksorbitante, ikke mindst, når man tager i betragtning, at der i øjeblikket finder store fyringsrunder og besparelser sted i en række ministerier. I den forbindelse burde det ikke være nødvendigt at nævne, at jeg ikke forventer, at statsministeren med følge flyver med Ryan Air midt om natten, bor på vandrerhjem og spiser aftensmad på den lokale grillbar, men hvad man kræver af andre, må man også selv efterleve, og jeg har svært ved at have ondt af Thorning-Schmidt, hvis hun f.eks. skulle flyve på Business Class i et almindeligt rutefly til Bruxelles.

Det afgørende i denne sammenhæng er imidlertid, at Statsministeriet helt klart har forsøgt- og fremdeles forsøger at skjule og tilbageholde oplysningerne. Jeg har således, siden jeg skrev den første artikel om emnet for præcis 38 dage siden, med jævne mellemrum været inde på Aabenhedsordning.dk for at se, om oplysningerne om Thorning-Schmidts rejseudgifter var lagt ud, og indtil for få dage siden var det kun det bizarre tal, 22.000 kr. for i alt fire tjenesterejser, der fremgik. Når jeg nu kan fortælle, at udgifterne for halvanden måneds rejseri udgør 1,4 mio. kr., er det kun fordi, jeg kendte det oprindelige link til hendes rejseudgifter for 2011. Det findes nemlig ikke længere på siden. Det vil med andre ord sige, at man kan sammenligne Aabenhedsordning.dk med en hjemmeside, hvor de mest interessante artikler kun kan læses, hvis man er i besiddelse af et password, eller excellerer udi hacking.

Hvorfor putter Statsministeriet så med oplysningerne? Måske fordi, man er bange for, at en skruppelløs journalist kunne finde på at spørge, om man ikke kunne undgå en enkelt ministeriel fyring eller to, hvis statsministerens rejseudgifter var en smule mindre ekstravagante. Under alle omstændigheder hænger den manglende åbenhed dårligt sammen med Statsministeriets egen vejledning om ordningen, hvis ordlyd om netop Udgifter til Tjenesterejser er som følger: Et samlet beløb for ministerens månedlige udgifter til tjenesterejser fordelt på henholdsvis transport, måltider o.l., overnatning, repræsentation og andre tjenstligt begrundede udgifter offentliggøres på ministeriets hjemmeside senest den 8. hverdag i den efterfølgende måned. De pågældende beløb skal opgives for hver enkelt tjenesterejse for sig.


Skriv et svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Skift )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Skift )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.