Ligesom det er tilfældet med ganske almindelige danskere, har også landets ledende politikere forskellige styrkeområder. Den nykonservative Naser Khader er f.eks. uofficiel dansk mester i disciplinen partiskift på tid. Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, konkurrerer for sit vedkommende – nu da Anders Fogh har forladt etablissementet – med især Birthe Rønn Hornbech og Villy Søvndal om føringen i konkurrencen standpunktstagning på tid, opkaldt efter sin egen partifælle, afdøde Jens Otto Krag.
Siden hun i april 2005 blev valgt til ny formand for Socialdemokraterne, har Thorning-Schmidts ledetråde i sin evige søgen efter de rette standpunkter været de to F’er:
- Folketingsgruppen: Hvad mener hendes partikollegaer på Christiansborg, herunder den svækkede-, men langtfra helt stækkede, venstrefløj?
- Folkestemningen: Hvad mener nuværende- og potentielle socialdemokratiske vælgere ude i det ganske, danske land?
Det skal retfærdigvis nævnes, at Thorning-Schmidt i de første måneder af sin formandstid også forsøgte at navigere efter det tredje F: De Forhenværende, tidligere kendt som Det Radikale Venstre, men den strategi opgav hun hurtigt, efterhånden som det stod klart for enhver, at Margrethe Vestager og co. er i fuld gang med en succesfuld Khader-kur, der formentlig vil ende med, at partiet har smidt alle overflødige mandater inden næste valg.
Før jeg kommer ind på Thorning-Schmidts standpunktsspring som formand – for nemheds skyld vil jeg koncentrere mig om udlændinge-/værdipolitikken og lade hendes hvalvendinger på områder som efterlønnen uagtet – er det på sin plads at skrue tiden tilbage til 2001. I maj dette år stod hun sammen med bl.a. Mette Frederiksen og Jeppe Kofod bag en opsigtsvækkende kritik af Nyrup-regeringen, der blev beskyldt for at anlægge en for hård tone i udlændingedebatten: Socialdemokrater blev i mange år beskyldt for at være pladderhumanister, som ikke turde tage hånd om problemerne. Derfor er de nervøse for igen at blive beskyldt for at være pladderhumane. Men vi er nødt til som parti at vise, at vi tør bruge en anden tone, også selv om vi ikke altid er helt enige med flertallet af vælgerne, udtalte Thorning-Schmidt til Politiken. Udmeldingen kom i logisk forlængelse af, hvad den nuværende socialdemokratiske formand havde sagt et halvt år forinden til Jyllands-Posten: Socialdemokratiet skal ikke blive Dansk Folkeparti minus 20 procent.
Med andre ord var Thorning-Schmidt altså i det, der i dag kaldes værdidebatten, placeret til venstre for Poul Nyrup Rasmussen, den samme Nyrup hun for nylig, i forbindelse med virakken om rydningen af Brorsons Kirke, kritiserede for den slappe og konfuse udlændingepolitik, hans regering førte i 90’erne. I dag ligger kursen fast, tilføjede Thorning-Schmidt.
Den socialdemokratiske formand har ret: Kursen ligger fast, altså vel at mærke den slingrekurs, Thorning-Schmidt har navigeret målrettet efter i hele sin politiske karriere. Allerede i 2002 havde hun foretaget et ordentligt standpunktsspring over til socialdemokraternes såkaldte strammerfløj, hvorfra hun sammen med bl.a. Morten Bødskov plæderede for mere restriktive familiesammenføringsregler. Netop Bødskov, i dag én af Socialdemokraternes absolutte topfigurer, ville i øvrigt blot tre år forinden formentlig have forsvoret, at han nogensinde kunne foreslå noget sådant. I hvert fald kunne man i 1999 godt få det indtryk: (…)Sandheden er, at Dansk Folkeparti ikke er dansk, og at de etablerede politiske partier gør en fejlslutning af dimensioner ved at lade deres svar i udlændingespørgsmålet diktere af den ekstreme højrefløjs usmagelige kampagne. (Århus Stiftstidende, d. 10.10.99)
Tilbage til Thorning-Schmidt. Næppe havde hun sat sig i formandsstolen, inden hun forsøgte at lave en standpunktsspagat af dimensioner. På den ene side forsikrede hun, at den socialdemokratiske udlændingepolitik ikke skulle lempes til tilstandene under Nyrup-regeringen, og på den anden side insisterede hun på, at en aftale med De Radikale, indgået før Folketingsvalget i 2005, om, at en kommission af uvildige eksperter skulle vurdere, hvorvidt den danske udlændingelovgivning var i strid med internationale konventioner eller ej, blev overholdt. Hvorfor en sådan undersøgelse overhovedet var nødvendig, når regeringens egne juridiske eksperter i sagens natur allerede havde sagt god for lovgivningen, stod hen i det uvisse. Sikkert er det, at de socialdemokratiske vælgere ikke sad tilbage med indtrykket af, at deres nye formand stod vagt og værn om en stram udlændingepolitik.
Under alle omstændigheder var Socialdemokraternes integrationsordfører, Anne-Marie Meldgaard, fanget mellem to stole og befandt sig dermed i den bizarre situation, at hun, der på lange stræk var enig i VKO’s udlændingepolitik, i fulde otte timer i Folketingssalen måtte forsvare, hvorfor Socialdemokraterne desuagtet de facto ville lægge det betændte område i hænderne på eksperter. Efter seancen erklærede hun ikke desto mindre aftalen med De Radikale for stendød. For at gøre forvirringen total blev enden på det hele, at Socialdemokraterne alligevel stemte for det radikale beslutningsforslag om nedsættelsen af ekspertkommissionen! Med det in mente kunne det ikke undre, at Dansk Folkepartis udlændingepolitiske ordfører, den gamle journalist, Jesper Langballe, kom med følgende opfordring til sine efterfølgere: Man må gå ud fra, at Christiansborg-journalister fremover som en fast rutine ringer til Helle Thorning-Schmidt hver morgen og spørger: Hvad er jeres udlændingepolitiske kurs i dag? (Jyllands-Posten, d. 10.05.05)
Et halvt år senere blev Meldgaard endnu engang lusen mellem to negle, da Thorning-Schmidt overraskende valgte at trække sit parti ud af det integrationsforlig med regeringen og Dansk Folkeparti, Meldgaard allerede havde forhandlet på plads. I realiteten var S-ledelsens beslutning et knæfald for folketingsgruppens venstrefløj, der ikke brød sig om udsigten til forringelser i kontanthjælpen for udsatte grupper. Som en konsekvens af at være blevet underkendt af sin egen partiformand, valgte Meldgaard at trække sig fra sin post.
Under Muhammed-krisen i begyndelsen af 2006 foretog Thorning-Schmidt endnu et knæfald for den socialdemokratiske venstrefløj med sin opfordring til, at regeringen tager afstand fra Jyllands-Postens tegninger. Dermed overhalede hun selv De Radikale og SF indenom, og der gik da heller ikke mere end et par dage, inden hun forsøgte at trække i land: Jeg mener, regeringen skal understrege, at profet-tegningerne ikke på nogen måde repræsenterer den danske regerings holdning til islam,men jeg mener ikke, det er regeringens opgave at tage afstand fra tegningerne som sådan. (TV2, d. 02.02.06)
Under valgkampen i 2007 befandt Thorning-Schmidt sig i absolut standpunktstagningstopform. Den 2. og 4. november forsikrede hun i to debatter på henholdsvis TV2 og DR1 et millionpublikum bag tv-skærmene om, at Socialdemokraterne kun havde til hensigt at lade ca. 500 afviste irakiske asylansøgere bo og arbejde ude i det danske samfund. Ordningen skulle ikke gælde alle asylansøgere, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen havde påstået. Thorning-Schmidt havde ellers flirtet med netop den tanke under Folketingets Åbningsdebat d. 4. oktober, men nøjagtig én måned senere, d. 4. november på DR1, var der ikke desto mindre, ifølge en oprevet S-formand, tale om en total skræmmekampagne, det er jo frygteligt, det her. Kun halvandet døgn senere viste Foghs profeti sig alligevel at holde stik, måtte hun erkende, men tilføjede dog: Det er faktisk noget, vi har sagt helt tilbage fra foråret, hvor vi jo blev opmærksomme på, at der var problemer ude i de her asylcentre. (TV2-Nyhederne, d. 06.11.07)
Som det nok er gået op for de fleste i forbindelse med polemikken om Metock-dommen, har EU-lovgivningen stor indflydelse på den danske udlændingepolitik, og også i forhold til denne problematik har Thorning-Schmidt lagt sig fast på en slingrekurs: Den 8. april sidste år kunne man således høre følgende citat i Radioavisen: Socialdemokraternes formand fastslår, at EF-domstolen ikke skal bestemme dansk udlændingepolitik. Samtidig var Thorning-Schmidt en varm fortaler for vedtagelsen af Lissabon-traktaten, der giver EF-domstolen yderligere beføjelser, et synspunkt, der ligger fint i forlængelse af det faktum, at hun i sin tid i Europaparlamentet stemte ja til alle de forslag, der gav EU mere magt.
Sammenfattende må man sige, at selvom Jens Otto Krag måske nok fra en standpunktstagningsteknisk synsvinkel ville have været stolt af Helle Thorning-Schmidt i dag, kan det for den almindelige vælger – og vel egentlig også for alle andre for den sags skyld – være noget svært at gennemskue, hvad den socialdemokratiske formand egentlig mener. I tvivlstilfælde er der ikke andet at gøre end at følge Langballes råd.
Støt Omnial ved at klikke her.
Nye kommentarer