Omnial indrømmer blankt, at jeg ikke har Villy Søvndal mistænkt for at være den skarpeste kniv i skuffen, siden hans spørgsmål til Anders Fogh om, hvorvidt USA havde en militærbase under den kilometertykke grønlandske indlandsis. Mistanken er ikke blevet forstærket yderligere efter Søvndals optræden i DR2’s Debatten i går aftes. Da forklarede SF-formanden nemlig, hvorfor hans bror har investeret i en vindmølle. Det er der selvfølgelig ikke noget galt i – jeg er sikker på, hele Danmark ventede i åndeløs spænding på begrundelsen – problemet er bare, at Søvndal glemte at tænke sig om, inden han talte. Som repræsentant for venstrefløjen skulle han selvfølgelig have fortalt seerne, at brormand ene og alene havde købt en vindmølle af idealistiske grunde, altså for at skåne naturen for udledelsen af fossile brændstoffer som kul og olie, der forurener miljøet og bidrager til den globale opvarmning.
I stedet kom Søvndal – formentlig i begejstringen over at høre sig selv tale – til at afsløre sin brors sande motiv: Jeg har en storebror, der er landmand. Han har en vindmølle 300 m fra sin gård. Hver aften, inden han går i seng, går han ud og nyder den der lyd. Ved I hvorfor? Fordi han ved, det er penge lige ned i foret.

Omnial er ikke vred, men skuffet. Min og mange, mange andre menneskers illusion om, at udbredelsen af vindkraft er et helt igennem idealistisk projekt, er hermed bristet. Det begynder langsomt at gå op for mig, at der måske også ligger (privat)-økonomiske grunde bag, når vindmølleindustrien og vindmølle-ejerne er så opsatte på at plastre Danmark til med de uproduktive og landskabsforurenende misfostre. Hvor har jeg været naiv…
Hør Villy Søvndal forklare, hvorfor hans bror elsker sin vindmølle, ved at klikke her.

Nye kommentarer