Socialdemokraterne har jamret meget over, at de ikke længere får partistøtte fra fagforbundene under LO. Specielt gode, gamle Svend Auken har været meget slået ud over, at millionerne ikke flyder i helt så lind en strøm som tidligere. Lange Svend har været så fortvivlet, at han i sin desperation krævede, at partistøtten til Socialdemokraterne (Omnial tillader sig at påstå, Auken ikke havde de andre partier i tankerne) skulle finansieres af alle landets skatteborgere.
Med det in mente, må det være en enorm lettelse for det hæderkronede parti, at en vægtig allieret nu træder frem på scenen med sin utvetydige støtte til Socialdemokraterne og ikke mindst deres formand, Helle Thorning-Schmidt. Det drejer sig om ingen ringere end Dansk Papegøjeforening. Udmeldingen kommer som en bombe i valgkampen og kan potentielt være den udslagsgivende faktor for en socialdemokratisk valgsejr. Omnial kan nemlig afsløre, at Dansk Papegøjeforening vil betale Socialdemokraterne 10 kr., hver gang Helle Thorning-Schmidt siger Velfærd i en offentlig debat under valgkampen. En undersøgelse har vist, at S-formanden udtaler ordet ca. hvert 11. sekund, og dermed vil socialdemokraterne formentlig allerede længe inden valgdagen have tjent så mange penge, at selv de forkælede borgerlige vil blive misundelige.
Pengene vil i første omgang blive overført til Omnial, der lover at holde fagforeningernes stolte pampertraditioner i hævd og solde dem allesammen væk… Spøg til side, pengene vil selvfølgelig omgående blive sendt videre til Socialdemokraterne. Jeg ønsker jo kun det bedste for Helle Thorning-Schmidt og hendes parti.
I en officiel udtalelse fra Dansk Papegøjeforening begrundes støtten til Socialdemokraterne og Helle Thorning-Schmidt på følgende måde: Socialdemokraterne har ikke alene et godt budskab, de har også formået at sprede det til alle afkroge i det ganske, danske land og til alle samfundsgrupper. F.eks. er ”moar” ikke længere det første ord, der kommer ud af munden på babyer. Det er derimod “velfærd”. Det samme er selvsagt tilfældet med papegøjer, og derfor er det naturligt, at vi denne gang vælger at støtte Socialdemokraterne og deres formand, Helle Velfærd-Schmidt. Pressemeddelelsen slutter med en opfordring til de forsvindende få papegøje-ejere, der endnu ikke har lært deres dyr at sige det magiske ord: Gentag “velfærd” igen og igen, hver gang, du ser til dit dyr, for husk: Det gode budskab kan ikke siges ofte nok.

Helt i stil med De højreorienterede svin
By: Kimpo on 25/10/2007
at 00:01
He he. “Poppe vil ha’ velfærd! Krååk!”"
By: Mikael on 25/10/2007
at 07:26